Badwater Basin

Badwater Basin

Badwater Basin i Death Valley National Park er USA’s laveste punkt og et helt unikt sted. Her er varmt, her er tørt og ofte er søen tørret ud. Til gengæld ses saltaflejringerne tydeligt, som danner sekskantede geometriske former, når de tørrer ud. Du skal være forberedt på at få meget salt på skoene, når du træder ud i det lavtliggende område ved Badwater Basin. En klud og noget vand til at vaske skoene i, inden du træder ind i bilen igen, er en super god ide. Der er dog også anlagt gåstier i træ ovenpå Badwater Basin, så du kan komme derud uden at få for meget salt på skoene og uden at træde i de smukke saltaflejringer.
Badwater Basin er 86 meter under havets overflade. Det lavtliggende område er omgivet af mindre bjerge og på et af disse er markeret, hvor kote 0, havets overfalde er. Det højeste punkt i de sammenhængende stater i USA, Mount Whitney, er faktisk kun 186 kilometer mod nordvest. Toppen af Mount Whitney er 4.421 meter over havets overflade.
Der falder ikke megen regn i området ved Death Valley. I gennemsnit er årsnedbøren på 48 mm i Death Valley. Da Badwater Basin naturligt nok er et lavpunkt med et stort geografisk vandopland, oversvømmes Badwater Basin ind imellem under regnskyl. Vandet forsvinder dog hurtigt igen. Grundet den ekstreme varme og den åbne flade der oversvømmes, kan der fordampe 3.800 mm fra Badwater Basin årligt. Det betyder at en sø på 3,8 meters dybde på stedet ville være fordampet året efter. I Badwater Basin er der en naturlig kilde, der pipler frem fra jorden. Vandet kan dog ikke drikkes grundet de massive saltaflejringer i området. Derfor har stedet fået navnet “Badwater Basin”. Reelt set er stedet for den naturlige kilde ikke det laveste punkt i USA. Det ligger nogle kilometer mod vest herfra og er svært at definere. Det skyldes at nedbør og fordampning har betydning for hvor det laveste punkt er, så det flytter sig løbende. Derfor er det laveste punkt markeret ved den naturlige kilde. Det reelt laveste punkt er også blot minimalt lavere.
Der er en parkeringsplads ved Badwater Basin. Herfra er det en særdeles overskuelig gåtur hen til kilden, hvor du som nævnt tidligere kan gå til på en hævet gangsti. Når den hævede gangsti ender, er man velkommen til at fortsætte længere ud i Badwater Basin. Det kan klart anbefales at gå en lille tur ud på salten og få en fornemmelse af hvor unikt og barsk et sted det er. Selve Badwater Basin har en diameter på omtrentligt 8 km. Husk du også skal gå tilbage og medbring væske, solcreme og skygge, hvis du går en lidt længere tur i Badwater Basin. Temperaturen kan nemt nå over 40 grader om sommeren.
Badwater