Tag Archives: Vandfald

McWay

McWay Falls

McWay Falls

I Californien findes et af de få vandfald i verden, hvor vandet lander på en strand. Under højvande oversvømmes stranden og vandet ender derfor direkte i Stillehavet. Stranden er ikke tilgængelig udover fra havsiden.

Vandfaldet er 24 meter højt og vandet kommer fra McWay Creek. Et smukt vandfald at gøre stop ved, når du kører på Highway 1 langs Stillehavet.

Du kan se vandfaldet fra et udsigtspunkt tæt på Highway 1. Udsigtspunktet hedder meget sigende Waterfall Overlook. Du skal parkere på parkeringspladsen øst for Highway 1 ved McWay Falls og gå de knap 1 km dertil. Turen inkluderer at du krydser Highway 1 i en gangtunnel. Du bliver belønnet med en smuk  udsigt ud over McWay bugten og McWay vandfaldet. Desuden kan du på vej dertil se resterne af en tidligere bolig, boligens have inkl. palmetræer samt en kabelbane tilhørende ejendommen.

McWay

Multnomah Falls

Multnomah Falls

Multnomah Falls

Personligt synes vi Multnomah Falls udenfor Portland i Oregon er USA’s smukkeste vandfald. Vandfaldet er hele 186 meter højt og kan opleves nedefra, fra en gangbro midtpå samt oppefra, alt efter hvor langt du vil gå. Der er vand i vandfaldet året rundt, men om vinteren er det en helt særlig oplevelse. Vand omkring frysepunktet løber ud over vandfaldet og resulterer i hele området omkring vandfaldet er dækket med is og istapper. Vandfaldene fødes af snesmeltning og vand fra underjordiske kilder i Larch Mountain.
Nedefra, fra midten og oppefra
Det er let at komme til vandfaldene. Interstate I-84 løber tæt op af vandfaldet. Fra parkeringspladsen ved I-84 er der blot 5 minutters gang til du står for bunden af et af USA’s højeste og smukkeste vandfald. Nedefra kan du mærke vandstøvet fra vandfaldet, så det kan være en god ide at medbringe en vandtæt jakke med hætte. Du får det bedste view og de bedste billeder af hele vandfaldet, når du er på vej hen mod bunden af det.
Faktisk er Multnomah Falls to sammenhængende vandfald. Det øvre vandfald er 165 meter højt og det nedre vandfald er 21 meter højt. Du oplever bedst hvorledes vandfaldet er delt ved at gå op til Benson Bridge. Benson Bridge er bygget lige over det nedre vandfald og giver dig en fantastisk udsigt over det øvre og største vandfald. Fra bunden af Multnomah Falls er der under 10 minutters gang til Benson Bridge og det anbefales på det varmeste at gå op og stå på denne udsigtsbro. Du kan også vandre op til toppen af vandfaldet. Fra Benson Bridge er der en vandresti derop. Den er lidt over 3 km frem og tilbage. Det lyder ikke af meget, men det er en smal og stejl sti, så vi anbefaler ikke at tage den som uerfaren vandrer eller med mindre børn. Men trods sved på panden, så er det turen værd at vandre op til toppen. Her er den smukkeste udsigt over Columbia Gorge (den kløft Multnomah Falls er lokaliseret i).

Multnomah Falls Lodge

Multnomah Falls lodge

For bunden af vandfaldene finder du den historiske Multnomah Falls Lodge. Den blev bygget i 1925 for at servicere de mange turister der besøgte Multnomah Falls og Columbia Gorge. Multnomah Falls Lodge er bygget af lokale sten og alle typer sten repræsentative i området er anvendt. Her er der en restaurant, en souvenierbutik, et US Forest Information Center der uddeler gratis vandrekort for området og så kan du også se Multnomah Falls fra Lodgen. I højsæssonen (om sommeren) kan der købes sodavand, is med mere.

Wahkeena Falls

Har du ikke fået nok af vandfald, så kan du besøge Wahkeena Falls. Der er under 1 km fra Multnomah Falls Lodge derhen af en afmærket sti. Dette vandfald er ikke ligeså højt, blot 73 meter, men også utroligt smukt. Og du får oplevelsen mere for dig selv. Du kan også gå til toppen af Wahkeena Falls. Der er en ca. 1,5 km lang vandresti fra bunden af vandfaldet der leder derop. Det er en utrolig smuk tur og en fed naturoplevelse som kun de færreste vælger. Multnomah Falls besøges af ca. 2 millioner mennesker årligt, så det kan være rart at komme lidt væk fra mylderet. Wahkeena betyder allersmukkest på Yakima indianersprog.
Multnomah Falls

Shoshone Falls Park

Shoshone Falls Park

I byen Twin Falls i Idaho findes Shoshone Falls. Vandfaldene kaldes “Niagara of the West” og det giver faktisk rigtig god mening. Ligesom Niagara Falls er Shoshone Falls et bredt vandfald, der løber ud over en ca. 300 meter bred kant. Vandet løber ned i Snake River, der med tiden har gravet en kløft ned i terrænnet også kendt som Snake River Canyon. Shoshone Falls er faktisk højere end Niagara Falls. Vandet falder 65 meter ned, hvilket er 14 meter mere end Niagara Falls. Og ligesom Niagara Falls er det både et fascinerende og smukt syn.

Det bedste tidspunkt at besøge vandfaldet på er i foråret, hvor det fødes med masser af vand. Helt op til 570 m3/s kan der løbe over vandfaldet på en våd dag i foråret. Om sommeren og efteråret er der knap så meget vand i det og vandfaldet mindskes i bredden.

Du kan se vandfaldet ved at besøge Shoshone Falls Park. Du betaler et mindre gebyr for at køre ind i parken. Parken byder på:

– udsigtspunkter over Shoshone Falls

– vandrestier med udsigt over den smukke Snake River og Snake River Canyon

– vandresti til smukke Dierkes Lake

– vandresti til det punkt hvor Evel Knievel hoppede i 1974 (læs mere nedenfor)

– legeplads

– soppesø

– grønne områder

– udstilling primært om vandfaldene

– kiosk

Det er en super hyggelig park, som vi tilbragte flere timer i. Vi havde vores dengang 3-årige søn med og det var det perfekte stop. Han nød at gå tur langs Snake River Canyon, lege fange og gemme i de grønne områder, lege jorden er giftig på legepladsen og soppe i søen. Vandfaldene synes han også var flotte 😄.

I 1974 forsøgte vovehalsen Evel Knievel at flyve over Snake River Canyon i en hjemmelavet raket. Det lykkedes ikke og mirakuløst slap han med en brækket næse.

 

Watkins Glen State Park

Watkins Glen State Park

Hvis du er til vandfald, så er du også til Watkins Glen State Park. Her kan du se hele 19 vandfald på blot 3 km vandretur – og du får lov at gå både under og over vandfaldene. Det er de færreste steder man indenfor så kort en strækning kan opleve så meget.

Der er flere vandreture i nationalparken. De følger Watkins bækken, der langs denne strækning falder 120 meter, hvilket er grunden til de mange vandfald.

Vi vil anbefale du følger Gorge Trail, hvor du kommer tættest på vandfaldene. Her ser du både Couch Cascade, Cavern Cascade, Spiral Tunnel, Suspension Bridge, The Narrows, Glen Cathederal, Central Cascade, Rainbow Falls, Spiral Gorge og Mile Point Bridge.

Du kan parkere enten oppe (Upper Entrance) eller nede (Main Entrance), som er i hver sin ende af vandrestierne. Vi vil anbefale at tage turen fra Main Entrance og gå op langs bækken, så er turen retur heller ikke så hård. Vandfald ses bedst nedefra, så start her. I weekender og højsæsson er der en bus der kører mellem parkens indgange, hvis du ikke har lyst til at gå turen tilbage igen.

Du skal forvente at blive lidt våd, da du kommer til at gå under nogle af vandfaldene.

Det er en perfekt vandretur med børn, fordi der hele tiden er noget nyt spændende at se på. I parken finder du også en indianerboplads, hvor du ind imellem kan se hvorledes indianerne fremstillede forskellige ting. Man er velkommen til at gå rundt.

Der kan i højsæssonen købes snacks og souveniers ved begge indgange.

 

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk