Shoshone Falls Park

Shoshone Falls Park

I byen Twin Falls i Idaho findes Shoshone Falls. Vandfaldene kaldes “Niagara of the West” og det giver faktisk rigtig god mening. Ligesom Niagara Falls er Shoshone Falls et bredt vandfald, der løber ud over en ca. 300 meter bred kant. Vandet løber ned i Snake River, der med tiden har gravet en kløft ned i terrænnet også kendt som Snake River Canyon. Shoshone Falls er faktisk højere end Niagara Falls. Vandet falder 65 meter ned, hvilket er 14 meter mere end Niagara Falls. Og ligesom Niagara Falls er det både et fascinerende og smukt syn.

Det bedste tidspunkt at besøge vandfaldet på er i foråret, hvor det fødes med masser af vand. Helt op til 570 m3/s kan der løbe over vandfaldet på en våd dag i foråret. Om sommeren og efteråret er der knap så meget vand i det og vandfaldet mindskes i bredden.

Du kan se vandfaldet ved at besøge Shoshone Falls Park. Du betaler et mindre gebyr for at køre ind i parken. Parken byder på:

– udsigtspunkter over Shoshone Falls

– vandrestier med udsigt over den smukke Snake River og Snake River Canyon

– vandresti til smukke Dierkes Lake

– vandresti til det punkt hvor Evel Knievel hoppede i 1974 (læs mere nedenfor)

– legeplads

– soppesø

– grønne områder

– udstilling primært om vandfaldene

– kiosk

Det er en super hyggelig park, som vi tilbragte flere timer i. Vi havde vores dengang 3-årige søn med og det var det perfekte stop. Han nød at gå tur langs Snake River Canyon, lege fange og gemme i de grønne områder, lege jorden er giftig på legepladsen og soppe i søen. Vandfaldene synes han også var flotte 😄.

I 1974 forsøgte vovehalsen Evel Knievel at flyve over Snake River Canyon i en hjemmelavet raket. Det lykkedes ikke og mirakuløst slap han med en brækket næse.