Tag Archives: roadside art

Carhenge

Carhenge

Hvorfor eller hvorfor ikke? Carhenge er et kopi af Stonehenge i England. Carhenge er ikke bygget af store sten, men istedet af gamle biler og bildele, som er malet grå. Det er gratis at besøge stedet. Desuden er der også andet kunst i form af spraymalede biler, som ikke er en del af Carhenge monumentet.

Der er anvendt hele 38 biler til at konstruere cirklen i Carhenge.

Carhenge er bygget af Jim Reinders til minde om sin afdøde far. Stedet åbnede i 1987 ved sommersolhverv. Stedet er velbesøgt af turister. Om sommeren er der en lille souvenierbutik, der er åben. Ønsker du en souvenier fra Carhenge, men kommer ikke i sommermånederne, så besøg Knight Museum and Sandhill Center i Alliance.

Der er ingen officiel forklaring på hvorfor Jim Reinders valgte at kopiere lige præcis Stonehenge.

Vi besøgte stedet med vores dengang 3-årige og han synes det var sjovt at se på de grå biler, der stod ovenpå hinanden, lodret og på hovedet. Os voksne synes det var road art i verdensklasse.

Der er gratis parkering ved stedet , og gratis indgang.

 

Salvation Mountain

Salvation Mountain

På en bjergside langt ude i no-where finder du roadside art i verdensklasse. Et bjerg af mudder og cement udsmykket med alverdens genstande og i alverdens farver. Der er anvendt ca. 400.000 liter maling til at skabe bjerget. Salvation Mountain er skabt af Leonard Knight og hylder kærligheden og hans tro på gud. Man kan ikke blive andet end i vældig godt humør, når man besøger det farvestrålende Salvation Mountain.

 

Historien bag Salvation Mountain

Leonard Knight ankom til Niland i Californien. Han ønskede ikke at rejse derfra før han havde tydeliggjort sit budskab om kærlighed ved at opsende en varmluftsballon påmalet dette budskab. Han forsøgte flere gange, men det lykkedes ikke helt som han ønskede det. Han besluttede sig istedet for at bygge et lille bjerg hvor han tydeliggjorde sit budskab om kærlighed til livet og glæden ved hans tro, kristendommen. Egentlig var det tænkt som et lille projekt, men Leonard Knight kunne ikke rigtig slippe det. Hver dag udbyggede han bjerget med lidt mere ler, jord og cement og malede videre på det. Og sådan gik 28 år, der resulterede i en enormt og i den grad imponerende skulptur/roadside art. Det var naturligvis dyrt i materialer og derfor donerede private og firmaer brugte telefonpæle, vinduer, biler og så videre, som blev indbygget i bjerget. Ligeledes modtog han donationer af maling til bjerget. Men faktisk så er der tale om to Salvation Mountains. De første fire år arbejdede han på bjerg nummer 1. Da det styrtede sammen, besluttede han sig for at starte forfra på en ny placering og endnu bedre denne gang.

For Leonard Knight betød kristendommen rigtig meget. På toppen af Salvation Mountain anlagde han et hvidt kors og der er påmalet mange kristne symboler og bibelvers på Salvation Mountain.

Leonard Knight døde i 2014. Salvation Mountain vedligeholdes i dag af en gruppe frivillige på baggrund af donationer.

Oplev Salvation Mountain

Salvation Mountain er køreturen værd. Det er et imponerende stykke kunst med et klart budskab. Du vil kunne bruge lang tid på at kigge på alle de forskellige illustrationer på Salvation Mountain. Der er også et museum tilknyttet Salvation Mountain. Dette ligner en varmluftballon og er bygget af Leonard Knight. Her kan du blandt andet se ting, som Leonard har fået doneret gennem tiden, læs mere her.

Gå heller ikke glip af at besøge det nærliggende Slab City.

Enchanted Highway

The Enchanted Highway

 

Er du til alternativ og bæredygtig kunst, så er Enchanted Highway i North Dakota et besøg værd. Her ser du roadside art når det er bedst. Langs en rute på 51 km, finder du nogle af verdens største installationer skabt på baggrund af brugte metaldele. The Enchanted Highway løber gennem landbrugsland og små byer, hvor du oplever livet i North Dakota, så er du ikke kunstinteresseret, kan turen også klart anbefales.

 

Nye installationer kommer til

Installationerne er udarbejdet af den lokale kunster Gary Greff. Han er ligeledes ansvarlig for at vedligeholde eksisterende installationer. Han påbegyndte projektet i 1989. The Enchanted Highway udbygges løbende med nye installationer. Det sjove ved The Enchanted Highway er at installationerne er vidt forskellige, så man bliver overrasket hver gang man kommer forbi en ny. Der er picnicborde med tag ved flere af installationerne, så det er et oplagt sted at tage en pause og spise en bid mad. Der var følgende installationer langs The Enchanted Highway, da vi besøgte den:

The Tin Family (1991)

Teddy Roosevelts Rides Again (1993)

Pheasants on the Prarie (1996)

Grasshoppers in the Field (1999)

Geese in Fight (2001)

Deer Crossing (2002)

Fishermans Dream (2006)

Spider Webs (under udarbejdelse)

The American Dream

Gary Greff påbegyndte projektet for at redde sin by, Regent, i North Dakota. Han ønskede at tiltrække turister til byen og dermed sikre byens overlevelse. Han har bygget et hotel i Regent og en souvenierbutik og har planer om der også skal etableres en campingplads, et teater med middag som en del af forestillingen og en café. The Enchanted Highway er dermed også et symbol på de små byers kamp for at overleve og The American Dream.

Hotellet Gary Greff har startet går under navnet The Enchanted Castle Hotel. Hotellet har en restaurant, Excalibur Steakhouse, som anbefales, både for maden, for indretning og for stemningen. Hotellet har en idrætshal, en fitness center, hot tub og et business center – faciliteter man ikke normalt finder på hoteller i mindre byer i North Dakota.

 

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk