Category Archives: Idaho

Dog Bark Park Inn

Dog Bark Park Inn

Dog Bark Park Inn

Har du lyst til at overnatte indeni verdens største beagle? Bare rolig, hunden er ikke levende, men overnatte der er muligt. Der er nemlig en Bed and Breakfast indbygget i hunden med blot et værelse, hvor der kan sove op til 4 personer. Tænker du ikke du vil overnatte, så bør du se den 9 meter høje beagle og det andet spændende roadside art der findes på stedet. De lokale kalder beaglen for Sweet Willie.

 

Lad os starte med overnatningsmuligheden. Der er som sagt kun et værelse, så du skal reservere i voldsomt god tid, hvis du vil overnatte der. Du kan se hvornår det er ledigt på Dog Bark Park Inn’s hjemmeside. Du sover oppe i hundens “krop” og kommer derop via en trappe. Værelset byder på hundetema gange 1.000. Der er hunde seriøst overalt på værelset, på sengegærdet, puderne, lamperne og der ligger naturligvis små hundekager klar til at byde dig velkommen. Værelset har intet tv, men der er trådløst internet. Der er de almindelige hotelfaciliteter som aircondition, bad, køleskab, mikroovn med mere. Man føler sig virkelig hjemme og kan hygge med spil, puslespil og bøger, som der er til fri afbenyttelse. Morgenmaden er overdådig og lækker. Den er kendt for god kvalitet og at være lokal. Prøv deres Prarie’s Best Fruited Granola. Den er god!

 

Ved siden af den store beagle står en mindre beagle. Der er også andre små tossede roadside art installationer på stedet. Temaet er primært dyr, så du kan se skulpturer af bjørne, fisk og en elg. Ved Dog Bark Park finder du en butik, hvor du kan købe diverse hundekunst. Du kan f.eks købe skulpturer af diverse hunderacer i diverse størrelser, såfremt du har plads til det i kufferten hjem. Du kan også købe poteaftryk og miniudgaver af det kunst der findes i større skala på stedet. Hundeelskere vil elske denne butik. Alle andre vil finde den sjov og en smule spøjs.

 

Kunstnerne bag den store beagle og de mange hundekunstværker du kan købe på stedet hedder Dennis Sullivan og Franses Conklin. Et ægtepar der elsker kunst og hunde.
Dog Bark Park Inn

Shoshone Falls Park

Shoshone Falls Park

I byen Twin Falls i Idaho findes Shoshone Falls. Vandfaldene kaldes “Niagara of the West” og det giver faktisk rigtig god mening. Ligesom Niagara Falls er Shoshone Falls et bredt vandfald, der løber ud over en ca. 300 meter bred kant. Vandet løber ned i Snake River, der med tiden har gravet en kløft ned i terrænnet også kendt som Snake River Canyon. Shoshone Falls er faktisk højere end Niagara Falls. Vandet falder 65 meter ned, hvilket er 14 meter mere end Niagara Falls. Og ligesom Niagara Falls er det både et fascinerende og smukt syn.

Det bedste tidspunkt at besøge vandfaldet på er i foråret, hvor det fødes med masser af vand. Helt op til 570 m3/s kan der løbe over vandfaldet på en våd dag i foråret. Om sommeren og efteråret er der knap så meget vand i det og vandfaldet mindskes i bredden.

Du kan se vandfaldet ved at besøge Shoshone Falls Park. Du betaler et mindre gebyr for at køre ind i parken. Parken byder på:

– udsigtspunkter over Shoshone Falls

– vandrestier med udsigt over den smukke Snake River og Snake River Canyon

– vandresti til smukke Dierkes Lake

– vandresti til det punkt hvor Evel Knievel hoppede i 1974 (læs mere nedenfor)

– legeplads

– soppesø

– grønne områder

– udstilling primært om vandfaldene

– kiosk

Det er en super hyggelig park, som vi tilbragte flere timer i. Vi havde vores dengang 3-årige søn med og det var det perfekte stop. Han nød at gå tur langs Snake River Canyon, lege fange og gemme i de grønne områder, lege jorden er giftig på legepladsen og soppe i søen. Vandfaldene synes han også var flotte 😄.

I 1974 forsøgte vovehalsen Evel Knievel at flyve over Snake River Canyon i en hjemmelavet raket. Det lykkedes ikke og mirakuløst slap han med en brækket næse.

 

Craters of the Moon National Monument

Craters of the Moon National Monument

Idaho er nok ikke den stat, der besøges mest af folk på to eller fire hjul rundt i USA. Men måske du skulle overveje at køre i denne retning alligevel. Idaho er synonym med natur og er den stat der efter Alaska har mest vild natur. Her er mulighed for at se bjørne, ulve, vandre, mountainbike og stå på ski om vinteren. Idaho er tyndt befolket og ud over store naturoplevelser kendt for super lækre kartofler. Og så er der bare noget fascinerende i at besøge de steder, som ikke er fyldt med turister. Hvis du kommer til Idaho, så er Craters of the Moon National Monument et stop værdigt!

 

A Violent Past, Calm Present and Uncertain Future…

…sådan beskrives dette national monument på den tilhørende hjemmeside http://www.nps.gov/crmo/index.htm. Og området byder på et ganske specielt og bemærkelsesværdigt landskab. Tidligere lavastrømme, brandhærgede kogler og bynke – et paradis for vulkanelskere. Det er muligt at cykle eller køre langs den 11 km lange Crater Loop Rd og se lavastrømme og lava tubes og forbrændte kogler. Vejen er åben hele døgnet rundt fra april til og med november. Fra Crater Loop Rd er der korte vandrestier, så man kan komme helt hen og stå på kanten af den nedkølede lava, kravle ind i huler lavet af lava med mere.

 

Det praktiske

Det koster ca. 8$ pr køretøj at besøge dette nationale monument. Har du telt med, så er der en primitiv campingplads i området, hvor du kan overnatte ganske billigt.

Craters of the Moon

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk