Tag Archives: indianer

Tatanka: Story of the Bison

Tatanka: Story of the Bison

Tatanka: Story of the Bison

 

En hyldent til The Great Plains konger og dronninger

Tatanka er en hyldest til bisonoksen.  Og en hyldest til hele det liv der var på de åbne sletter i USA, før europæerne indtog landet. Det er en hyldest til de millioner af bisonokser, der vandrede rundt i den store del af USA, der beskrives “The Great Plains”. Og det er samtidig en fortælling og en hyldest til de indianersamfund, der levede i harmoni med naturen og tæt forbundet med bisonoksen. Tatanka er en poetisk og smuk oplevelse, som på det varmeste kan anbefales.

Kevin Costner, Tatanka og Lakota

Skaberen bag Tatanka er ingen ringere end skuespilleren Kevin Costner. Tatanka består af store bronzeskulpturer af en gruppe bisonokser, som bliver indfanget af en gruppe indianere. Og så er der en række spændende udstillinger. Udstillinger vedrørende bisonokser og indianere der levede på The Great Plains. Udstillingerne er en del af Northern Plains Peoples Educational Interpretive Center. Desuden kan du i sommerperioden opleve Lakota indianere, der fortæller om deres kultur og fortællinger. Du kan desuden se kostumer fra filmen “Danser med ulve” med Kevin Costner i hovedrollen.

Besøg også stedets butik med masser af indianerhåndværk og indianerkunst. Og snup en bid mad eller en snack på stedets restaurant.

Da livet på The Great Plains blev ændret

Den hvide mands indtog i USA reducerede bisnokserne fra millioner til på et tidspunkt blot omkring 1.000 vilde bisonokser. Tatanka betyder “Big Beast” og refererer til bisonolkser på det sprog Lakota indianerne taler. Lakota indianerne var dybt afhængige af Tatanka. De anvendte bisonokser som føde, til beklædningsgenstande, til redskaber og endda til at bygge boliger. Til en indianertipi anvendes der omtrentligt 20 skind.

Kevin Costner har ordet

Lad os slutte af med at lade Kevin Costner sætte nogle ord på visionen bag stedet.

This is their story… “I believe today that this place is bigger than the dream I had for it. What it means to anyone that comes here will be up to them. Tatanka was not designed as the white man’s version of the Native American. Rather it stands as a centerpiece for two cultures, one whose very lives depended on the buffalo and one who saw it as a means to an end. It recognizes and accepts that this is our mutual history. It can also represent the chance to move forward.” Kevin Costner, Attraction Founder/Owner

Tatanka: Story of the Bison

 

miccosukee

Miccosukee Indian Village & Airboat Rides

Miccosukee Indian Village & Airboat Rides

I Everglades-området finder du Miccosukee Indian Village. Den ejes og drives af Miccosukee indianerstammen og er et rigtig spændende besøg. Her er mulighed for en guidet tur i landsbyen, at smage autentisk indianermad du kan se fremstillet på stedet, sejle i airboat ud i Everglades og til en indianerlandsby, røre ved en alligator, se hvorledes indianerhåndværk og indianerkunst bliver udført, besøge indianermuseet og meget mere. Vi er vilde med stedet, og synes det er et super godt alternativt stop til meget af det man ellers oplever i den sydlige del af Florida. Og vi kan også godt afsløre, ungerne vil elske det.

Deres museum kalder de “Village Museum”. Her kan du få en fornemmelse af hvorledes Miccosukee indianerne traditionelt har levet. Museet beskriver stammens historie og kultur baseret på blandt andet historiske dokumenter, fotos og masser af redskaber og ejendele. Du kan blive klogere på hvorledes Miccosukee indianerstammen tilpassede sig livet i Everglades sumpe. En af de ting Miccosukee indianerne har haft behov for, er at leve i samspil med alligatorer. Miccosukee indianerne har tillært sig gennem generationer at håndtere og klare et alligatorangreb, kun med brug af sine bare næver. I Miccosukee Indian Village kan du se alligatorer og lære om hvorledes en ellers dødbringe alligator kan holdes i en favn uden dyret skulle lide overlast. Du kan også få taget billeder med en babyalligator.

I højsæsonen, altså primært om sommeren, er der supplerende aktiviteter, især for børn. her kan børn f.eks. prøve at skyde med bue og pil.

Der er desuden en restaurant i Miccosukee Indian Village, hvor der serveres lækker morgenmad, frokost og aftensmad. De fleste ting på menukortet er traditionel amerikansk mad, men der er også mulighed for at smage alligator eller frølår, hvis det kunne friste.

Mulighederne for aktiviteter varierer, så vi vil anbefale at tjekke deres hjemmeside ud, inden I drager afsted. Det er dog langt far alle aktiviteter, der nævnes på deres hjemmeside.

miccosukee

Judaculla Rock

Judaculla Rock

Judaculla Rock

I North Carolina findes en stor sten fyldt med ældgamle tegninger. Adskillelige amerikanske og internationale forskere har undersøgt stenen, men uden det er lykkedes klart at konkludere hvornår og af hvilket folk tegningerne er udført. Det antages, at tegningerne er mellem 2.000 og 3.000 år gamle. Det er heller ikke for alvor lykkedes at tyde tegningerne på stenen som et samlet budskab. Cherokee indianerne der beboede området før indvandringen fra Europa, betragtede tegningerne som ældgamle og noget der er sket forud for cherokeestammen tilflyttede området. Det er faktisk ganske interessant at læse om forskningens resultater af petroglyffernes oprindelse. Nogle mener det er et kort udført af cherokee indianere, men det mener cherokee indianerne ikke. Der er fundet flere ligheder mellem petroglyfferne her og petroglyffer fundet flere steder i Sverige. Men passer det at petroglyfferne er over 2.000 år gamle, er denne sammenhæng svær at forklare.

Stenen er placeret ca. 60 meter øst for vandløbet Caney Fork Creek, som løber ud i den større flod Tuckasegee River. Der er ingen særlige kendetegn i landskabet, der indikerer hvorfor tegningerne måske lige netop er udført på denne sten i bjergene i det vestlige North Carolina. I alt er der 1.458 symboler på stenen. Der er andre mindre sten i området med lignende indskriptioner.

Kør forbi stenen i bjergene, hvor der har været livlig menneskelig aktivitet i årtusinder. Stenen er indhegnet.

 

Judaculla Rock

Keeper Of The Plains

The Keeper of the Plains

The Keeper of the Plains

I byen Wichita i Kansas findes den berømte skulptur The Keeper of the Plains. Skulpturen står på et sted, der er helligt for de lokale indianere og har været det gennem århundreder. Den hylder de oprindelige folk, der beboede dette område i Kansas og generelt hele Plains-området i USA. Skulpturen er 13,4 meter høj. Skulpturen forestiller en indianer der kigger opad og udover The Plains. Indianeren er en kriger, som ofrer noget til skyerne. Indianeren står på en klippeblok og er dermed et tydeligt og kendt vartegn for Wichita. Ved siden af er en kunstnerisk udført tippie. Rundt om indianeren er en ring af ildsteder, som tændes hver aften, ved solnedgang og i den mørke periode hver aften klokken 19.00. Den benævnes “Ring of fire”.

Rundt om skulpturen er en række tavler, der beretter om de indianerstammer, der oprindeligt beboede området.

Skulpturen er udført af F. Blackbear Bosin fra indianerstammen Kiowa-Commanche og er fra 1976. Den er udført i metal. Den er placeret på det sted hvor floderne Arkansas og Little Arkansas mødes.

Se The Keeper of the Plains og oplev alt det Wichita har at byde på. Kansas er andet end køer og telefonpæle.

Keeper Of The Plains

 

Indian Cave State Park

Indian Cave State Park

Indian Cave State Park

Besøg Indian Cave State Park og oplev en hule med ældgamle petroglyffer og en forladt spøgelsesby, der oprindeligt var en del af et reservat for “half-breeds” – børn af fædre der var fransk-canadiske pelsjægere og kvinder der var indianere. Størstedelen af Nebraska er flad som en pandekage, men i Indian Cave State Park ned til Missouri River er der kuperet og skovbeklædt. Nyd naturen til fods, på cykel eller hesteryg langs netværket af stier i parken.

Hovedattraktionen i parken er hulen Indian Cave. Her er fundet petroglyffer, som menes at være flere tusind år gamle. Det diskuteres løbende hvilken indianerstamme der har udført dem og nærmere betegnet hvornår. Petroglyfferne viser blandt andet buffaloes og en jagtscene. Det kræver en travetur (rundtur) på knap 5 km at se Indian Cave eller en kort gåtur fra nærmeste parkeringsplads. En smuk vandretur i et frodigt skovområde, som godt kan anbefales. Det sidste stykke til Indian Cave er der trapper.

Du kan desuden besøge den forladte by St. Deroin. Byen blev grundlagt i 1853 og var en del af Nemaha Half-Breed Reservation. St. Deroin lå ned til Missourifloden og var i en periode en ofte anvendt færgeovergang over Missourifloden. Byen havde en skole, et posthus, et hotel og en kirkegård med mere. I byens storhedstid menes der at have været omkring 200 indbyggere. Byen blev opkaldt efter Joseph Deroin, der var handelsmand. Han var søn af et ægtepar bestående af en fransk-canadisk pelsjæger og en kvinde fra Otoe stammen. I 1920 blev byen forladt, da store dele af den var blevet skadet af en oversvømmelse fra Missourifloden. Siden er nogle af bygningerne blevet restaureret og nogle står som de blev forladt. Af restaurerede bygninger er en skole og en købmand.

 

Indian Cave State Park

 

Bighorn Medicine Wheel

Bighorn Medicine Wheel

Bighorn Medicine Wheel

I det nordlige Wyoming findes et af USA’s største, mest undersøgte og mest velbevarede medicine wheels. Medicine wheels blev bygget af indianerne lang tid før den europæiske indvandring. De består af en række sten og blev benyttet til både ceremonier og videnskab, primært astronomi. Det vides ikke med sikkerhed hvilken indianerstamme, der har skabt Bighorn Medicine Wheel. Men da Bighorn Medicine Wheel blev undersøgt tilbage i 1903, blev det konstateret at trædestien dertil havde været anvendt mange gange gennem tiderne. Det menes at flere lokale indianerstammer anvendte Bighorn Medicine Wheel til både ceremonier, som kalender, til astronomi med mere. I dag er det et helligt sted for adskillelige indianerstammer. Rundt om Bighorn Medicine Wheel er et hegn hvor indianere hænger ceremonitøj og andre for dem hellige symboler. Respekter deres hellige sted og deres genstande og rør ikke ved dem.
Det officielle navn er Medicine Mountain National Historic Landmark. Bighorn Medicine Wheel er udført i lokale kalksten. Det ligner mest af alt en stor lagkage, der er skåret i 28 stykker. En lagkage med en diameter på 24,3 meter. Det ligger på er bjergplateau højt (2.939 m.o.h) over Bighorn Basin tæt på toppen af Medicine Mountain. Bighorn Basin er et stort fladt område. Gennem tiderne har USA’s oprindelige folk vandret op til Bighorn Medicine Wheel fra Bighorn Basin. Gennem tiden har stien gnavet sig ned i terrænnet. Du kan prøve kræfter med at gå til Bighorn Medicine Wheel via den gamle brede trædesti, der med tiden er skåret tydeligt ind i terrænnet. Stien starter ved Five Springs Campground. Det er næsten en hel pilgrimsvandring at betræde denne historiske vandresti. I dag kan du også komme til Bighorn Medicine Wheel ved at tage noget så moderne som en asfalteret vej dertil (14A). Denne vej er dog lukket for sne om vinteren. Trods du tager asfaltvejen skal du gå det sidste stykke. Strækningen er af en grusvej (Forest Road 12) og er knap 2,5 km tur retur. Så medbring vand og en snack. Biler med handicapskilt må køre hele vejen dertil.

Alder

Bighorn Medicine Wheel formodes at være 300-800 år gammelt. Da området det meste af året er dækket af sne, må det forventes at have været brugt til ceremonier, som kalender og til astronomi om sommeren. En teori er det kan anvendes til at forudsige placeringen af stjerner og månen omkring sommersolhverv. Og at det kunne benyttes til at fastlægge hvornår det præcis var sommersolhverv før vi blot tjekkede det på mobilen.
Bighorn Medicine Wheel

Antelope Canyon

Antelope Canyon

Folk fra hele verden rejser til Arizona for at se de unikt formede og smukke sandstensklipper i Antelope Canyon. Antelope Canyon ligger inde i et indianerreservat ejet af Navajo indianerstammen. Du kan kun komme dertil ved at deltage i en guidet tur. Turene er ikke billige og der er flere selskaber der på samme tid arrangerer guidede ture dertil. Det betyder du kun opholder dig i Antelope Canyon forholdsvis kort og at der er mange mennesker der samtidigt. Det kan lyde som et dyrtkøbt kortvarigt menneskemylder, man mest af alt har lyst til at undgå. Men det kan på ingen måde anbefales. Antelope Canyon er en helt unik oplevelse og for rigtig mange bliver det højdepunktet på deres tur og slår et besøg i Grand Canyon.
Antelope Canyon er en “slot canyon”. Det betyder, at det er en meget smal kløft. Egentlig består Antelope Canyon af to separate sektioner. Upper Antelope Canyon der ligger nærmest  i terrænniveau og Lower Antelope Canyon der har gravet sig længere ned i sandstensformationen.

Skabelsen af Antelope Canyon

Antelope Canyon er en sandstensklippeformation i et til dagligt udtørret flodleje. Klippeformationen består af Navajo sandsten. Ind imellem kommer flodlejet i funktion igen. Det sker når der falder ekstremregn i de højereliggende områder, som strømmer af på overfladen til Antelope Canyon. I USA kalder de det for flashfloods. Disse flashfloods strømmer gennem Antelope Canyon og gnaver sig ind i de smukke sandstensklipper. Sandstensklipperne er “bløde sten” og derfor bliver denne klippeformation i høj grad påvirket af vandets strømning gennem disse. Det skaber de unikt smukke runde eventyrlige former i Antelope Canyon.
Vandet samles naturligt i store mængder opstrøms Antelope Canyon. Når det flyder over til Antelope Canyon kommer det med fuld fart og det er skyld i de smukke forunderlige buer du ser i Antelope Canyon.
Disse flashfloods forekommer også i dag. Det betyder at skabelsen af de smukke formationer i Antelope Canyon er en ongoing proces.
Disse flashfloods er også super farlige, da Antelope Canyon lynhurtigt fyldes med meget vand, hvis det regner meget et eller andet sted i det store vandopland til den. Det er en vigtig grund til man ikke må besøge Antelope Canyon på egen hånd. Det er sket at et hold turister på en guidet tur er druknet inde i Lower Antelope Canyon under en flashflood. Der gøres naturligvis alt for at forudsige hvornår flashfloods forekommer og ved den mindste risiko for flashflood aflyses alle guidede ture. Det sker dog typisk kun få dage om året.
Antelope Canyon

Turvalg

Du kan vælge enten at besøge Upper Antelope Canyon eller Lower Antelope Canyon. Og begge hvis du tilmelder dig to guidede ture. Læs mere om Upper Antelope Canyon og Lower Antelope Canyon nedenfor.
Der er en række turarrangører, der arrangerer ture dertil. Vi vil anbefale man googler sig frem til de forskellige muligheder før man skal afsted. Det kan ændre sig løbende. Vær især opmærksom på prisen og om det angives hvor lang tid man har i Antelope Canyon. Med så mange turister fra hele verden, der strømmer til for at besøge Antelope Canyon, kan det godt føles som et kapløb gennem dalen.
Oftest er der to type ture. En for almindelige turister og en for folk der gerne vil bruge tid på at tage billeder. Hvis du ikke har børn med, anbefaler vi fotografturen, hvor man får lidt længere tid i Antelope Canyon. Det forventes man er seriøs omkring at tage billeder og man har fornuftigt kameraudstyr med. Fotografturen er naturligvis noget dyrere.
Ikke alle selskaber tilbyder ture til både Upper og Lower Antelope Canyon.
Bemærk at man skal køre med firhjulstrækker til Upper Antelope Canyon. Det er en del af de guidede ture. Det sker at firhjulstrækkerne sidder fast og turen dertil er lidt en bumpetur. Denne tur anbefaler vi derfor ikke til gravide eller folk med helbredsproblemer, der kan være en udfordring i den sammenhæng. Køreturen dertil tager ca. 20 minutter hver vej, alt afhængig af turoperatør.
En guidet tur til Upper Antelope Canyon koster i 2019 ca. 60 dollars pr. person. Det er oftest lidt billigere for børn, især yngre børn. Fotografturen er noget dyrere. Bemærk prisen stiger midt på dagen, hvor lysindfaldet er særligt smukt i Upper Antelope Canyon. Ture til Lower Antelope Canyon kan findes til ca. 40 dollars for en voksen. Bemærk at priserne ofte er angivet uden skat (Navajo Tax) og det forventes du giver guiden drikkepenge (tip).
Lower Antelope Canyon ligger under terrænniveau. Man skal være i stand til at kravle derned og op af stiger. Desuden er der smalle passager man skal igennem . Fravælg denne tur hvis du har mega klaustrofobi
Der er rift om turene og derfor anbefaler vi at booke på forhånd. Det er surt at køre helt til Antelope Canyon og finde ud af der ikke er  plads den dag, eller først om adskillelige timer. Det er især nødvendigt at booke på forhånd, hvis man ønsker at besøge Antelope Canyon midt på dagen.
Vil du gerne besøge Antelope Canyon, uden der er proppet med mennesker, så anbefaler vi at være morgenmenneske og tage den tidligste tur.
Antelope Canyon

Upper Antelope Canyon

Upper Antelope Canyon er verdenskendt for sit smukke farvespil, når sollyset trænger ned i kløften. Det er her de fleste og de mest berømteste billeder af Antelope Canyon er taget. Er det disse rødlige bløde buede sandstansformationer, der rammes af sollys du vil se, så er det Upper Antelope Canyon du skal besøge.
Upper Antelope Canyon er blot 200 meter lang. På Navajo sprog kaldes den Tse Bighanilini. Det betyder stedet hvor vand løber gennem klipper.

Lower Antelope Canyon

Fordelene ved Lower Antelope Canyon er at de guidede ture ofte varer længere, at det er billigere at besøge den og der ikke er ligeså propfyldt med mennesker. Turene varer længere af den simple grund, at Lower Antelope Canyon er længere end Upper Antelope Canyon. Derudover er der smalle oassager og stiger der skal kravles på. Lower Antelope Canyon er en fed oplevelse. Der trænger ikke så meget lys derned som i Upper Antelope Canyon og det giver ikke samme farvespil, men det er smukt og unikt med de bløde buede sandstensformationer.
Lower Antelope Canyon er lidt over 400 meter lang. Den hedder Hazdistazi på Navajo-sprog. Det betyder spiral klippe buer.
Antelope Canyon
Roadtrip

Spook Hill

Spook Hill

Har du hørt om Spook Hill i Florida? Bakken hvor bilerne ruller op af bakke? Det er en af Floridas mindre kendte turistspots internationalt, men et af de ældste.

Der er ikke tale om en plet på jorden, hvor tyngdekraften virker modsat. Det ville ellers være vildt og et sted man skulle være pænt meget vovehals for at besøge. Der er tale om at sted, hvor naturen har skabt en optisk illusion. Det ser ud til det går op af bakke, trods det går ned af bakke!

Ved Spook Hill er der tegnet en hvid streg på vejen. Her skal du stoppe og sætte din bil i “neutral” gear og se så hvad vej den triller! Ja det føles som om du triller op af bakke og det er en lidt vild følelse!

Når nu vi er ved Spook Hill, så er der en gammel legende om Spook Hill, som I lige skal have med på vejen. For mange år siden var der en indianerlandsby ved Lake Wailes. En gigantisk alligator plyndrede landsbyen igen og igen. Stammens leder af krigerne endte i kamp med alligatoren og det blev med døden til følge for dem begge. Under kampen blev et stort sumpområde skabt tæt ved Spook Hill. Flere år efter oplevede en flok pionere, at deres heste nægtede at gå videre, da de kom for foden af en bakke. Derfor kaldte de bakken for Spook Hill. Er det indianerchefen der beskytter sit land eller alligatoren der vil have hævn?

Petroglyph National Monument

Petroglyph National Monument

New Mexico er en fantastisk stat at drage på opdagelse i. Så meget kultur, historie og natur samlet i en stat. Et sted der helt klart skal på enhver New Mexico bucket list er Petroglyph National Monument lige udenfor Albuquerque. Her finder du en af landets største samlinger af petroglyffer (helleristninger) i et fascinerende naturområde med blandt andet flere vulkaner.

Petroglyfferne

Der er rigtig mange petroglyffer ved Petroglyph National Monument rundt på sten og klipper i området. Det anslås der er ca. 24.000 enkelte petroglyfmotiver. Nogle af dem forestiller dyr, mennesker, brændemærker og kryds. Andre er mere komplekse som f.eks. jagtscener og flere er svære at tyde hvad det helt præcis er. Her skal man bruge sin fantasi. Petroglyfferne er udført af indianere i området og spanske nybyggere. I denne del af USA er betegnelsen for de første amerikanere, indianerne, Pueblo. Petroglyfferne er 400-700 år gamle. De er skåret ud i områdets sten og klipper, som er af vulkansk oprindelse. Disse vulkanske lavasten er perfekte til at udskære petroglyffer i. Selve den vulkanske sten er lys, men når de vulkanske sten udsættes for vejr og vind bliver de mørke på overfladen. Hvis man skærer igennem det tynde lag der har ændret farve grundet vejr og vind, så får man tydelig lys petroglyf på en mørk baggrund.

Se petroglyfferne

Der er tre udgangspunkter du kan benytte, når du skal se petroglyffer. Vi var der på en meget varm dag og havde vores børnehavedreng med, så det blev til den korteste af vandremulighederne, stierne ved Boca Negra Canyon. Her er der tre små stier, der tilsammen er ca. 1,6 km lange og som fører dig rundt til omtrentligt 100 petroglyffer. Det tager ca. en halv time at gå de tre ture, noget længere med en børnehavedreng, der vil undersøge alt 😄.

Desuden er der to lidt længere ture i Petroglyph National Monument, hvor du også kan se lidt flere petroglyffer. Her får du også gåturen lidt mere for dig selv. Ved Rinconada Canyon er der en 3,5 km vandretur rundt til ca. 300 petroglyffer og ved Piedras Marcados Canyon kan du på ca. 2,5 km vandretur se ca. 400 petroglyffer.

Rundt i det smukke vulkanske terræn, skal du selv kigge rundt efter petroglyffer. Kun få af dem er markeret med skilte. Hvem finder flest petroglyffer først er en god leg, hvis du har børn med på turen. Ligeledes at gætte hvad der er på petroglyffen.

Bemærk du skal betale et mindre parkeringsgebyr, når du parkerer ved Boca Negra Canyon.

Vulkanvandring

Petroglyph National Monument er i et område, hvor der tidligere var fem vulkaner. Området tordner sig op i forhold til det flade område i Albuquerque og består af rester fra disse vulkaners udbrud, herunder vulkanske sten skabt af lava. Og hvem vil ikke også gerne se uddøde vulkaner. Det kan du ved at besøge Volcanoes Day Use Area. Her er en ca. 1,6 km rundtur til et udsigtspunkt, hvor du kan se flere af vulkankraterne. Vil du op at gå på vulkaner, så anbefales rundturen på 6 km.

Pas på klapperslanger

Der er klapperslanger i området og de har det med at gemme sig mellem de mange vulkanske lavasten. Sørg for du har lukkede sko på, bliv på stien, brug ørerne og hold børn i hånden.

Start ved Visitor Center

Vi vil som altid anbefale dig at starte ved monumentets Visitor Center. Her kan du få kort over området og se en fin udstilling omkring områdets historie og geologi og billeder af flere af de petroglyffer der er rundt i området. Desuden er der en 22 minutter lang film, der fortæller om Petroglyph National Monument.

 

The Nanticoke Indian Museum

The Nanticoke Indian Museum

Dette er et af de mest interessante museer omhandlendende de første amerikanere, indianerne. Dette museum drives af The Nanticoke Indian Tribe og virker dermed ikke så kommercielt. Man mærker en indianerstamme der er stolte af deres kultur og historie og gerne vil dele den med andre. Det indeholder genstande som er gået i arv generation efter generation. Faktisk kan du finde ting på museet der kan dateres tilbage til ca. 8000 år før vores tidsregning.

På museet finder du masser af pilespidser, økser og keramik, hvoraf noget af det er pænt gammelt. Alle tingene er hjemmelavede og har været anvendt i indianerstammens dagligdag, liv og færden. Der er traditionel indianerbeklædning fra stammen samt masser af kunst udført af stammens medlemmer. Du kan desuden se hvorledes en Nanticoke indianerlandsby så ud dengang stammen levede mere traditionelt og i pagt med naturen. Du kan også se en kano udhugget i træ, som har været anvendt af stammen.

Du kan blive klogere på hvorledes traditionelt Nanticoke kunst og håndværk blev udført. Der er desuden en lille souvenierbutik, hvor du blandt andet kan købe hjemmelavede smykker, drømmefangere, kunst og håndværk.

Nanticoke betyder “tidevandsfolket”. Stammen boede langs Nanticoke floden da John Smith forsøgte at gå i land her. Det blev til både kamp og venskab, men er en længere historie, som er værd at læse. Se blandt andet her.

Roadtrip

Crazy Horse Memorial

Crazy Horse Memorial

Mount Rushmore i South Dakota hylder fire amerikanske præsidenter. Tæt derpå er ved at blive udhugget et monument i et bjerg, der hylder indianeren Crazy Horse. Ved Crazy Horse Memorial findes også The Indian Museum of North America, som er meget interessant at se. Og så er der restaurant og et universitet.

Hvem var Crazy Horse?

Crazy Horse er indianer af Oglala Lakota stammen. Han blev født omkring 1840 i en periode hvor livet som indianer var truet af de mange nybyggere. Crazy Horse kæmpede for indianernes rettigheder. Allerede i teenageårene var Crazy Horse i kamp for indianerne og senere hen ledte han nogle af de store slag mod det nyetablerede USA. I 1876 ledte Crazy Horse det legendariske slag ved Little Bighorn mod General Custer og hans mænd. Dette slag er også kendt som Custers Last Stand. Her døde alle 280 soldater der repræsenterede de amerikanske stater. Blot 32 indianere blev dræbt. Crazy Horse var en dygtig hærleder, der sikrede der ikke kom nye forsyninger frem til de amerikanske soldater og dermed var indianerne i overtal. Indianerhæren bestod af mænd fra flere stammer. Som et resultat af The Battle of Little Bighorn beordrede dem amerikanske regering at alle indianerstammer skulle fordrives fra The Northern Plains området.
Crazy Horse døde i 1877. Han forsøgte at forhandle med de amerikanske hærførere, men blev taget til fange. Det forlyder at tolken ikke oversatte hvad han sagde korrekt og det var grobund for han blev taget til fange. Da det gik op for Crazy Horse, at han var på vej til at blive sendt i fængsel, forsøgte han at kæmpe sig fri, men blev dødeligt såret under denne kamp.

Crazy Horse hugget ud i et bjerg

Planen er at Crazy Horse på sin hest skal hugges ud i et bjerg i South Dakota, som et evigt minde om en mand der kæmpede for sit folk og til ære for de nordamerikanske indianere. Det er ikke nogen let opgave på så mange planer. For det første tager det tid. Projektet påbegyndte i 1948. Hovedet på Crazy Horse blev færdigt i 1998 og der arbejdes fortsat på at færdiggøre hele Crazy Horse monumentet. Det er planen, at monumentet bliver 195 meter langt og 172 meter højt.
Og så ville Crazy Horse aldrig have taget et billede af ham selv. Han var af den overbevisning, at ens sjæl forsvinder, hvis man får taget et billede. Derfor har folk der kendte Crazy Horse bidraget til at beskrive hvordan han så ud.
Når du besøger Crazy Horse Memorial vil du kunne følge arbejdet med at skabe monumentet.

The Indian Museum of North America

Museet består af en række museer, der tilsammen fortæller om indianernes historie og kultur. Du kan se indianerdragter, tipier, indianerkunst, indianernes værktøj og meget meget mere. Det er yderst interessant og lærerigt uanset alder og hvor meget du ved om indianere i forvejen. Om sommeren kan du selv prøve at fremstille forskelligt indianerhåndværk, se indianerdans og høre fortællinger fra de gode gamle dage. På restauranten Laughing Water Restaurant kan du smage forskellige indianske retter – en Native American Taco kan godt anbefales.