Category Archives: Kansas

Tallgrass Prarie National Preserve Search Google Maps

Tallgrass Prarie National Preserve

Tallgrass Prarie National Preserve

Engang var store dele af Midtvesten dækket af prærie, eller nærmere betegnet tallgrass prarie. Et åbent landskab med høje græsser, der aldrig rigtig sprang ud i skov. Et økosystem hvor dyr i massevis græssede, især bisonokser. Og et økosystem hvor store præriebrande var en del af præriens cyklus. I dag er blot under 4 % af den oprindelige prærie bevaret. Størstedelen af den eksisterende prærie er i Flint Hills i Kansas. Et godt sted at se rigtig velbevaret prærie i Flint Hills er i Tallgrass Prarie National Preserve. Her møder du også en stor bisonflok og kan gå på opdagelse i den historiske Spring Hill Ranch.

Prærie, prærie, prærie

Du kan naturligvis køre rundt og se prærien fra bilen. Men den fedeste og mest autentiske oplevelse får du, hvis du snører skoene og går en tur ud over prærien. Lyt til præriens lyde, mærk vinden på dine kinder og se præriens græs bukke sig i vinden. Der er masser af vandreruter på stedet. Vi vil anbefale Southwind Nature Trail og Bottomland Nature Trail.

Southwind Nature Trail er en knap 3 km rundtur. Du går over bølgende bakker dækket med præriegræs, krydser en rislende bæk omgivet af hackberry træer, går gennem det smukkeste prærieområde med græsser og blomster og kommer forbi et lille gammel skole, som blot har et enkelt rum. Der er to udsigtspunkter på vejen. Du kan også se flinten, som bakkerne består af, heraf bærer området navnet Flint Hills. Det er også en skøn tur, hvis du vil opleve dyrelivet og vegetationen på prærien. Stop op og lyt engang imellem og hør koret af fuglekvidren. Oprindeligt var området beboet af Kansa indianerstammen. Kansa betyder “People of the Southwind” og denne fine vandrerute er opkaldt efter dem.

Bottomland Nature Trail er blot 1 km lang og kan tilbagelægges i rullestol, medmindre der er vådt og glat. Her er der informationsskilte, borde og bænke med mere langs ruten. Du kommer gennem et stykke prærie, som er ved at blive genetableret og det er en spændende proces at følge. De mange informationstavler beretter om projektet og økosystemets step i genetablering af prærie. Desuden kan du lære om præriens betydning for områdets historie. Tæt herved finder du stedets visitor center, som har en fin lille udstilling og en indormativ film.

Bisonflokken i Tallgrass Prarie

Bisonflokken i Tallgrass Prarie National Preserve er en af de eneste bisonflokke i USA, der stammer udelukkende fra de vildtlevende bisonflokke. Fra bisonflokken i Wind Cave National Park i South Dakota, blev der i 2009 flyttet 7 han og 6 hun bisonokser til Tallgrass Prarie National Preserve. Den første kalv blev født i maj 2010 og siden er flokken vokset og vokset.

Oprindeligt var der estimeret 30-60 millioner bisoner i USA, før immigrationen fra vest begyndte. Nybyggerne udryddede nærmest bisonokserne, ikke blot for at få mad, men der gik f.eks. sport i at skyde bisonokser når man kørte gennem landskabet i et tog.

Bisonflokken i Tallgrass Prarie National Preserve befinder sig for det meste ved Windmill Pasture, og enkelte gange ved West Traps Pasture. Det er bestemt ikke dyr man klapper! Læs i stedets brochure om sikkerhedsregler i forhold til bisonokser. Det er en helt utrolig fed oplevelse at se sådan en bisonflok. Store inponerende dyr med en særegen lyd.

Tallgrass Prarie National Preserve Search Google Maps

Spring Hill Ranch

I Tallgrass Prarie National Preserve findes den forladte Spring Hill Ranch. Her kan du se ranchens hovedhus, inkl. husets indretning, ranchens have med mere. I dag er dele af ranchen stadig i funktion, i det der stadig er kvæg der græsser på prærien.

Ranchen blev grundlagt af en kvægopdrætter fra Tennessee i 1878. I 1881 blev hovedhuset bygget. Familien boede på ranchen indtil 1904 og levede af at opdrætte kvæg.

Spring Hill Ranch

Keeper Of The Plains

The Keeper of the Plains

The Keeper of the Plains

I byen Wichita i Kansas findes den berømte skulptur The Keeper of the Plains. Skulpturen står på et sted, der er helligt for de lokale indianere og har været det gennem århundreder. Den hylder de oprindelige folk, der beboede dette område i Kansas og generelt hele Plains-området i USA. Skulpturen er 13,4 meter høj. Skulpturen forestiller en indianer der kigger opad og udover The Plains. Indianeren er en kriger, som ofrer noget til skyerne. Indianeren står på en klippeblok og er dermed et tydeligt og kendt vartegn for Wichita. Ved siden af er en kunstnerisk udført tippie. Rundt om indianeren er en ring af ildsteder, som tændes hver aften, ved solnedgang og i den mørke periode hver aften klokken 19.00. Den benævnes “Ring of fire”.

Rundt om skulpturen er en række tavler, der beretter om de indianerstammer, der oprindeligt beboede området.

Skulpturen er udført af F. Blackbear Bosin fra indianerstammen Kiowa-Commanche og er fra 1976. Den er udført i metal. Den er placeret på det sted hvor floderne Arkansas og Little Arkansas mødes.

Se The Keeper of the Plains og oplev alt det Wichita har at byde på. Kansas er andet end køer og telefonpæle.

Keeper Of The Plains

 

Cars on the Route

Cars on the Route

Route 66 går gennem staten Kansas på en meget beskeden strækning (21 km), men er alligevel en af de mest interessante strækninger.

Gør et stop ved “Cars on the Route”, hvor du kan se den ældre mining boom truck, som karakteren Bumle i Disneys mega tegnefilmshit Cars blev bygget op om. Du kan også se en fuldskala kopi af Bumle fra Cars, som kaldes Tow Tater. Desuden er der et kopi af brandbilen og militærbilen fra Cars tegnefilmen samt en række andre ældre biler.

I højsæssonen er Cars on the Route åben. Her kan du købe sandwich, diverse snacks og drikkevarer, antikviteter og samt souveniers relateret til Route 66 og Cars filmene. Det er et sjovt lille stop, som skal ses og opleves. Besøg toilettet for at se gamle kort over Route 66.

På den anden side af gaden finder du et lidt specielt hus i grå og sorte nuancer. Der har i mange år gået rygter om at det var et tidligere bordel, som var eget af Ma Staffleback, som var kendt for at være bordelmutter og begå mord.

 

Chalk Pyramids

Chalk Pyramids

I Kansas finder du Chalk Pyramids eller Monument Rocks, som de også kaldes. Det er nogle naturligt forekommende kalkrige formationer, der er rige på marine fossiler. Formationernerne er op til 21 meter høje og nogle er formet som buer og andre spektakulære udformninger.

Kalkpyramiderne er skabt for omtrent 80 millioner år siden. Dengang var der utroligt men sandt et hav i Kansas. Dette benævnes i dag Western Interior Seaway. Dengang var Det nuværende Nordamerika delt i to landmasser adskilt af dette hav.

Dette er det første National Natural Landmark i USA.

Det er gratis at besøge stedet, som ligger på privat grund. Du skal være opmærksom på at de 10 km hen til Chalk Pyramids er på ikke asfalteret vej.

Det er et uventet og særligt syn midt i flade Kansas.

 

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk