Tag Archives: Evel Knievel

Evel Knievel Thrill Show & Museum

Evel Knievel Thrill Show & Museum

Gennem sin karriere som motorcykelstuntman, fik Evel Knievel i alt 433 knoglebrud. Dermed har han verdensrekorden i at være den person, der har overlevet flest knoglebrud. Han var kendt for sine vilde stunts og spring med motorcykel rundt omkring fra højdepunkter og over kløfter i USA. Nogle gange gik det godt, andre gange ikke så super godt. Men overlevede, det gjorde han hver gang. Det resulterede dog i mange bulede hjelme, ødelagte mororcykler og brækkede knogler.

Han er blandt andet kendt for sit hop fra springvandet foran casinoet Caesars Palace d. 31. december 1967. Sin karrieres længste hop udført på motorcykel, et hop på hele 43 meter. Desværre gik landingen galt og han endte med et 29 dages langt hospitalsophold og flere knoglebrud. Det fik ham dog ikke til at stoppe sine vovede spring. I Yakima i Washington sprang han i 1970 over 13 Pepsi lastbiler. I 1974 sprang han over Snake River Canyon ved Twin Falls i Idaho. Heldigvis kom han hele vejen over Snake River Canyon og fik kun overfladiske skrammer af landingen. Han har også hoppet over biler, klapperslanger og hajer.

Evel Knievel udførte altid sine vovestykker i et rødt, blåt og hvidt kostume, der mest af alt lignede noget en superhelt havde på. Nogle gange havde han også kappe på.

Vil du lære mere om Evel Knieve

Vil du lære mere om Evel Knievel og de vilde vovestykker, så besøg Evel Knievel Thrill Show & Museum i Topeka i Kansas. Her er den største samling af de motorcykler, dragter, hjelme med mere, som han anvendte. Noget er ikke blevet vasket siden og du kan stadig se mudder og jord fra landingen på det. Midt i museet står “Big Red”, hans store og meget kendte turtruck. Nederste etage af museet viser en tidslinje over hans mange hop. Du kan se hvor, hvor langt han hoppede og hvordan det gik. Og naturlugvis se optagelser af flere af hoppene. Og så kan du afprøve fysikken bag disse hop, lære om motorcykler og om knoglebrud.

Drømmer du om at mærke suset ved sådan et stunt, uden at risikere liv og lemmer, så stig ombord i stedets Virtual Reality Jump. Og gør det efter du har været på toilettet og før du spiser. Du sidder på en motorcykel.  En stor skærm foran dig og motorcyklens bevægelser får dig til at føle, at du hopper over en hel masse biler i virkeligheden. Det anbefales at have en hjælper ved sin side, da flere har lænet sig så langt ud til siden, at de er faldet af motorcyklen og ned på gulvet. Det er en virkelig fed, adrenalingivende og ellers ganske ufarlig oplevelse. Prøv det!

Vi vil på det varmeste anbefale dette museum i Kansas, uanset om du er fan af stunts eller ej. Der er naturligvis også en butik, hvor du kan købe Evel Knievel merchandise med hjem.

Evel Knievel Thrill Show & Museum

Shoshone Falls Park

Shoshone Falls Park

I byen Twin Falls i Idaho findes Shoshone Falls. Vandfaldene kaldes “Niagara of the West” og det giver faktisk rigtig god mening. Ligesom Niagara Falls er Shoshone Falls et bredt vandfald, der løber ud over en ca. 300 meter bred kant. Vandet løber ned i Snake River, der med tiden har gravet en kløft ned i terrænnet også kendt som Snake River Canyon. Shoshone Falls er faktisk højere end Niagara Falls. Vandet falder 65 meter ned, hvilket er 14 meter mere end Niagara Falls. Og ligesom Niagara Falls er det både et fascinerende og smukt syn.

Det bedste tidspunkt at besøge vandfaldet på er i foråret, hvor det fødes med masser af vand. Helt op til 570 m3/s kan der løbe over vandfaldet på en våd dag i foråret. Om sommeren og efteråret er der knap så meget vand i det og vandfaldet mindskes i bredden.

Du kan se vandfaldet ved at besøge Shoshone Falls Park. Du betaler et mindre gebyr for at køre ind i parken. Parken byder på:

– udsigtspunkter over Shoshone Falls

– vandrestier med udsigt over den smukke Snake River og Snake River Canyon

– vandresti til smukke Dierkes Lake

– vandresti til det punkt hvor Evel Knievel hoppede i 1974 (læs mere nedenfor)

– legeplads

– soppesø

– grønne områder

– udstilling primært om vandfaldene

– kiosk

Det er en super hyggelig park, som vi tilbragte flere timer i. Vi havde vores dengang 3-årige søn med og det var det perfekte stop. Han nød at gå tur langs Snake River Canyon, lege fange og gemme i de grønne områder, lege jorden er giftig på legepladsen og soppe i søen. Vandfaldene synes han også var flotte 😄.

I 1974 forsøgte vovehalsen Evel Knievel at flyve over Snake River Canyon i en hjemmelavet raket. Det lykkedes ikke og mirakuløst slap han med en brækket næse.