Tag Archives: Bro

London Bridge

London Bridge

London Bridge

I Lake Havasu City i Arizona finder du “London Bridge”. En smuk bro der tidligere krydsede Thames River i London. Ja det lyder mærkværdigt, dyrt og ikke specielt klimavenligt at flytte en bro fra London til Arizona. Det er det også. Men i dag kan du nyde synet af den klassiske 280 meter lange Thames River bro, der krydser Bridgewater Channel Canal i Lake Havasu City. Den forbinder en ø med Lake Havasu City.

Broen blev i England betegnet som “1831 London Bridge”. Broen var i funktion frem til 1962, hvor man konkluderede, at den ikke var dinensioneret til det daværende trafikniveau. London By satte derfor broen til salg, da den var i fin stand. Noget uventet blev den solgt til Robert P. McCulloch, der havde grundlagt Lake Havasu City på østsiden af Lake Havasu, som er en del af Colorado River systemet. Broen blev købt for at give Lake Havasu City opmærksomhed. Missionen lykkedes. Turister blev tiltrukket og grunde i byen blev solgt primært til velstillede pensionister.

Broen blev pillet ned i London, sektionerne omhyggeligt nummereret og derfra fragtet til Arizona og samlet.

Broen er smuk om den står i London eller i Lake Havasu City.

London Bridge
New River Gorge Bridge

New River Gorge Bridge

New River Gorge Bridge

I West Virginia finder du en af USA’s smukkeste broer. Broen er en såkaldt “arch bridge”, hvor konstruktionen under kørebanen er bue formet. Broen har i mange år været den længste af sin brotype. Den rekord har den ikke mere, men kan godt være med på andre områder. Den er en af de højeste broer i verden til motortrafik, og den tredje højeste i USA. Den er 267 meter over New River. Men indrømmet, os fra landet med Øresundsbroen og Storebæltsbroen er svære at imponere på den front.

Broen er 924 meter lang og krydser den smukke New River Gorge, en smuk kløft i Appalacian bjergene. Når du kører over broen, har du et smukt syn ud over kløften og de skovbeklædte skrænter. Broen er udført i stål og stod færdig i 1977.

På den ene side af broen er der et visitor center. Her er et super fint udsigtspunkt til bro- og kløft kiggeri. Der arrangeres guidede gåture over broen, hvor man går i en smal åben gang anlagt under kørebanen, oprindelig til broinspektion.

Se broen, et smukt eksempel på ingeniørkunst og natur.

New River Gorge Bridge

New River Gorge Bridge river raft

Chain of Rocks Bridge

Chain of Rocks Bridge

Chain of Rocks Bridge

Engang krydsede Route 66 Mississippi-floden over Chain of Rocks Bridge. En 1.632 meter lang bro, der er kendt for at stå på rødlige brede stolper og for at have et knæk ude på broen. I dag kan broen kun passeres til fods eller på cykel. Det kan godt anbefales at opleve Mississippi-flodens gigantiske proportioner under en gåtur over den historiske bro. Broens Route 66 historie er tydeligt markeret med historiske Route 66 skilte.

Chain of Rocks Bridge stod klar i 1929. Den fungerede som bilbro frem til 1970. Med en bredde på blot 7 meter, havde den ikke kapacitet til den voksende trafikbelastning og størrelse på køretøjer – og en ny “New Chain of Rocks Bridge” blev bygget tæt derpå. Navnet kommer fra at denne strækning langs Mississippi er kendt for at være svær at passere grundet mange store sten og små underjordiske klippestykker, som i dag kun er synlige under ekstremt lavvande. Dette sted på Mississippi-floden kaldes derfor Chain of Rocks. I slutningen af 1940’erne og starten af 1950’erne blev bygget en 13,5 km lang kanal, som skulle få skibene sikkert igennem Chain of Rocks strækningen på Mississippi.

Langs Chain of Rocks Bridge står to interessante bygninger ude i vandet. Den ene er i gotisk stil, den anden i romersk. Dette er alternativt designede vandindtag fra Missisippi til brug i den nordlige del af St. Louis.

Under Anden Verdenskrig var den røde bro meget synlig fra luftrummet og derfor blev den midlertidigt malet grøn.

Chain of Rocks Bridge

 

Mile High Swinging Bridge

Mile High Swinging Bridge

Mile High Swinging Bridge

Mile High Swinging Bridge er en fed naturoplevelse og en udfordring der får hjertet til at slå lidt hurtigere hos de fleste. Det er stedet du opdager om du har højdeskræk. En lang hængebro højt oppe i Grandfather Mountains, der svejer med vinden og gynger når andre træder på den. Et ingeniørmæssigt mesterværk af en gangbro. Gangbroen fører dig til den smukke bjergtop Linville Peak i Grandfather Mountains. Det bedste af det hele er, at personer i kørestole kan komme op på broen. Der er nemlig etableret en elevator op til broen.

Udsigten fra Mile High Swinging Bridge og Linville Peak er intet mindre end fantastisk – og kigger du på anmeldelser på Tripadvisor ser du at Grandfather Mountains og Mile High Swinging Bridge får toppoint hele vejen igennem. Ligesom os, elsker folk køreturen dertil, naturen, udsigten og følelsen af at stå ude på Mile High Swinging Bridge.

Broen er knap 70 meter lang og det lyder måske ikke af meget, men når man står ude midt på den i en frisk blæst, så føles det som en del. Broen er ca. 1 mile (1,6 km) over havniveau og deraf navnet Mile High Swinging Bridge. Du går dog ikke og kigger 1,6 km ned. Afgrunden under broen er blot 24 meter dyb, men det er også rigeligt, når man står ude på en lang gangbro der svinger i vinden. Det er mange der ikke vidste de havde højdeskræk, før de forsøger at krydse broen.

Broen er etableret i 1952 og gennemgik en større renovering i 1999. Under renoveringen blev broen forstærket, således alt nu er i galvaniseret stål og dimensioneret til at brorn er proppet med mennesker. Der er også bygget et visitor center og en souvenierbutik nær broen. Broen blev oprindeligt bygget for at sikre at flest mulige kan besøge Linville Peak, uagtet deres fysiske formåen. I dag er broen velbesøgt af børn og voksne i kørestole, der får en oplevelse, der normalt desværre ikke er muligt for dem.

Mile High Swinging Bridge

Arlington Green Covered Bridge

Arlington Green Covered Bridge

Staten Vermont er kendt for sine gamle smukke og charmerende overdækkede broer. En af dem er Arlington Green Covered Bridge, som er en af de ældste og smukkeste overdækkede broer i USA. Det er også en af de mest besøgte og mest fotograferede overdækkede broer i USA.

Broen er faktisk rød, eller ihvertfald er “huset” ovenpå broen rødt. Den er bygget i 1852. Broen er 24 meter lang og 5,3 meter bred. Det er en et-sporet bro med en kørebredde på 4,3 meter, så ikke alle køretøjer kan komme igennem.

Broen er i funktion i dag, så du kan prøve at køre igennem den. Broen krydser Batten Kill. Bemærk navnet Kill. Det finder du ofte anvendt i det nordøstlige USA. Det stammer fra det hollandske ord kille og er relateret til det danske ord kilde, men benyttes i praksis i USA om mere vand end hvad vi betegner som en kilde.

Du kan parkere tæt på broen, hvor der er en mindre parkeringsplads i forbindelse med folk fisker på denne lokalitet. Vi vil anbefale en gåtur over broen for at nyde den fine trækonstruktion og udsigten. Broen er smuk både udvendig og indvendig.

 

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk