Tag Archives: kunst

Copeland Sculpture Garden

Copeland Sculpture Garden

Ved Delaware Art Museum finder du Copeland Sculpture Garden. Her findes 9 skulpturer, som du kan gå rundt og se. Derudover er der en labyrint og masser af smukke blomster.

Mest kendt er nok The Crying Giant, som er skabt af kunstneren Tom Otterness. Den er skabt for at mindes ofrene for 9-11, dagen hvor USA blev ramt af et massivt terrorangreb. The Crying Giant er en stor bronzestatue, der viser en kæmpe der sidder ned og græder. Statuen symboliserer den massive sorg der fulgte i kølvandet på 9-11. Bronzestatuen har med tiden skiftet farve til grøn, som det sker for kobber der udsættes for regn gennem længere tid. The Crying Giant statuen har en højde af 4 meter. Oprindeligt var projektet noget mere visionært fra kunstnerens side. Tom Otterness ønskede der konstant skulle dryppe tårer ud af øjnene på kæmpen og at disse skulle opsamles ved dens fødder i en form for kar. Desuden skulle der være en lille observationsplatform, så man kunne komme tæt på de tårefyldte øjne. Trods der ikke løber tårer fra øjnene, så er The Crying Giant værd at se.

George Rickey har udarbejdet kunstværket “Three Rectancles Horizontal Jointed Gyratory 3”. Det er et kunstværk med tre rektangler placeret ovenpå hinanden på en stang. Det lyder måske umiddelbart lidt kedeligt. Men man undres over hvorledes den øverste rekrangel kan stå uden at falde, især når man tager med de bevæger sig med vinden.

Skulpturen “Orifice 2” udført af Joe Moss er en stor rød tingest, som du vil opleve forvrænger alt lyd i nærheden.

Alle skulpturer er bestemt i den kreative og specielle kaliber – og det gør Copeland Sculpture Garden et besøg værd, også selvom du normalt ikke kigger på kunst. Vores oplevelse er at børn synes det er et sjovt stop. Bemærk dog at man naturligvis ikke må kravle på eller røre skulpturene.

MOBA – Museum of BAD Art

MOBA – Museum of BAD Art

I Boston findes Museum of BAD Art. Her finder du kunst som er “art too bad to be ignored”. Museet er blevet lidt et kultsted for kunstinteresserede og for alle der bare gerne vil have et godt grin.

Bag museet er en non-profit organisation, der drives af frivillige. Deres mission er “to bring the worst of art to the widest of audiences.” På museet hyldes de kunstnere, som producerer så dårlig kunst, at de normalt ikke modtager nogle former for ros – ud over deres gå-på-mod. Museet er forholdsvis lille og derfor vises kun et udsnit af den kunst organisationen ejer. Udstillingen udskiftes dog løbende. Da museet er blevet lidt et kultsted, er der folk fra hele verden, der er på udkig efter virkelig dårlig kunst, som museet kan fremvise. Du kan derfor se dårlig kunst fra hele verden.

Og hvad er dårlig kunst så, for det er naturligvis delvis en smagssag. Det kan være et portrætbillede (poor traits) hvor den der er portrætteret kun fylder minimalt lidt af billedet. Det kan være malerier hvor proportioner eller vinkler er helt forkerte uden at det var intentionen.

Museet holder til i kælderen af et gammel teater og der er gratis adgang. Der er en lille shop tilknyttet, hvor du kan købe kort, t-shirts med mere med bad art påtrykt. Herved støtter du museet.

Museet besøges ofte af folk der er på den første date og af turister fra hele verden.

Find hoteller nær musset 

 

Salvation Mountain

Salvation Mountain

På en bjergside langt ude i no-where finder du roadside art i verdensklasse. Et bjerg af mudder og cement udsmykket med alverdens genstande og i alverdens farver. Der er anvendt ca. 400.000 liter maling til at skabe bjerget. Salvation Mountain er skabt af Leonard Knight og hylder kærligheden og hans tro på gud. Man kan ikke blive andet end i vældig godt humør, når man besøger det farvestrålende Salvation Mountain.

 

Historien bag Salvation Mountain

Leonard Knight ankom til Niland i Californien. Han ønskede ikke at rejse derfra før han havde tydeliggjort sit budskab om kærlighed ved at opsende en varmluftsballon påmalet dette budskab. Han forsøgte flere gange, men det lykkedes ikke helt som han ønskede det. Han besluttede sig istedet for at bygge et lille bjerg hvor han tydeliggjorde sit budskab om kærlighed til livet og glæden ved hans tro, kristendommen. Egentlig var det tænkt som et lille projekt, men Leonard Knight kunne ikke rigtig slippe det. Hver dag udbyggede han bjerget med lidt mere ler, jord og cement og malede videre på det. Og sådan gik 28 år, der resulterede i en enormt og i den grad imponerende skulptur/roadside art. Det var naturligvis dyrt i materialer og derfor donerede private og firmaer brugte telefonpæle, vinduer, biler og så videre, som blev indbygget i bjerget. Ligeledes modtog han donationer af maling til bjerget. Men faktisk så er der tale om to Salvation Mountains. De første fire år arbejdede han på bjerg nummer 1. Da det styrtede sammen, besluttede han sig for at starte forfra på en ny placering og endnu bedre denne gang.

For Leonard Knight betød kristendommen rigtig meget. På toppen af Salvation Mountain anlagde han et hvidt kors og der er påmalet mange kristne symboler og bibelvers på Salvation Mountain.

Leonard Knight døde i 2014. Salvation Mountain vedligeholdes i dag af en gruppe frivillige på baggrund af donationer.

Oplev Salvation Mountain

Salvation Mountain er køreturen værd. Det er et imponerende stykke kunst med et klart budskab. Du vil kunne bruge lang tid på at kigge på alle de forskellige illustrationer på Salvation Mountain. Der er også et museum tilknyttet Salvation Mountain. Dette ligner en varmluftballon og er bygget af Leonard Knight. Her kan du blandt andet se ting, som Leonard har fået doneret gennem tiden, læs mere her.

Gå heller ikke glip af at besøge det nærliggende Slab City.

Enchanted Highway

The Enchanted Highway

 

Er du til alternativ og bæredygtig kunst, så er Enchanted Highway i North Dakota et besøg værd. Her ser du roadside art når det er bedst. Langs en rute på 51 km, finder du nogle af verdens største installationer skabt på baggrund af brugte metaldele. The Enchanted Highway løber gennem landbrugsland og små byer, hvor du oplever livet i North Dakota, så er du ikke kunstinteresseret, kan turen også klart anbefales.

 

Nye installationer kommer til

Installationerne er udarbejdet af den lokale kunster Gary Greff. Han er ligeledes ansvarlig for at vedligeholde eksisterende installationer. Han påbegyndte projektet i 1989. The Enchanted Highway udbygges løbende med nye installationer. Det sjove ved The Enchanted Highway er at installationerne er vidt forskellige, så man bliver overrasket hver gang man kommer forbi en ny. Der er picnicborde med tag ved flere af installationerne, så det er et oplagt sted at tage en pause og spise en bid mad. Der var følgende installationer langs The Enchanted Highway, da vi besøgte den:

The Tin Family (1991)

Teddy Roosevelts Rides Again (1993)

Pheasants on the Prarie (1996)

Grasshoppers in the Field (1999)

Geese in Fight (2001)

Deer Crossing (2002)

Fishermans Dream (2006)

Spider Webs (under udarbejdelse)

The American Dream

Gary Greff påbegyndte projektet for at redde sin by, Regent, i North Dakota. Han ønskede at tiltrække turister til byen og dermed sikre byens overlevelse. Han har bygget et hotel i Regent og en souvenierbutik og har planer om der også skal etableres en campingplads, et teater med middag som en del af forestillingen og en café. The Enchanted Highway er dermed også et symbol på de små byers kamp for at overleve og The American Dream.

Hotellet Gary Greff har startet går under navnet The Enchanted Castle Hotel. Hotellet har en restaurant, Excalibur Steakhouse, som anbefales, både for maden, for indretning og for stemningen. Hotellet har en idrætshal, en fitness center, hot tub og et business center – faciliteter man ikke normalt finder på hoteller i mindre byer i North Dakota.

 

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk