The Enchanted Highway
Er du til alternativ og bæredygtig kunst, så er Enchanted Highway i North Dakota et besøg værd. Her ser du roadside art når det er bedst. Langs en rute på 51 km, finder du nogle af verdens største installationer skabt på baggrund af brugte metaldele. The Enchanted Highway løber gennem landbrugsland og små byer, hvor du oplever livet i North Dakota, så er du ikke kunstinteresseret, kan turen også klart anbefales.
Nye installationer kommer til
Installationerne er udarbejdet af den lokale kunster Gary Greff. Han er ligeledes ansvarlig for at vedligeholde eksisterende installationer. Han påbegyndte projektet i 1989. The Enchanted Highway udbygges løbende med nye installationer. Det sjove ved The Enchanted Highway er at installationerne er vidt forskellige, så man bliver overrasket hver gang man kommer forbi en ny. Der er picnicborde med tag ved flere af installationerne, så det er et oplagt sted at tage en pause og spise en bid mad. Der var følgende installationer langs The Enchanted Highway, da vi besøgte den:
The Tin Family (1991)
Teddy Roosevelts Rides Again (1993)
Pheasants on the Prarie (1996)
Grasshoppers in the Field (1999)
Geese in Fight (2001)
Deer Crossing (2002)
Fishermans Dream (2006)
Spider Webs (under udarbejdelse)

The American Dream
Gary Greff påbegyndte projektet for at redde sin by, Regent, i North Dakota. Han ønskede at tiltrække turister til byen og dermed sikre byens overlevelse. Han har bygget et hotel i Regent og en souvenierbutik og har planer om der også skal etableres en campingplads, et teater med middag som en del af forestillingen og en café. The Enchanted Highway er dermed også et symbol på de små byers kamp for at overleve og The American Dream.
Hotellet Gary Greff har startet går under navnet The Enchanted Castle Hotel. Hotellet har en restaurant, Excalibur Steakhouse, som anbefales, både for maden, for indretning og for stemningen. Hotellet har en idrætshal, en fitness center, hot tub og et business center – faciliteter man ikke normalt finder på hoteller i mindre byer i North Dakota.
