Custer State Park
Man skal ikke lade sig snyde af, at dette “blot” er en State Park. Custer State Park er et besøg værd på højde med de mest berømte nationalparker – og du bør minimum afsætte en dag til besøget.
Custer State Park er stedet, hvor du blandt andet har mulighed for at se rigtig mange dyr langs Wildlife Loop, opleve de helt unikke klippeformationer i The Needles, bade i en bjergsø og bestige et bjerg. Ja du kan roligt sætte flere dage af, især hvis du også vil besøge nærliggende seværdigheder som Wind Cave og Mount Rushmore.
Wildlife Loop Road
Lad os starte med Wildlife Loop Road. Dette er en knap 30 km smuk rundtur i Nationalparken, der byder på muligheden for at se en række vilde originale amerikanske dyr som blandt andet bisonokser (buffaloes). Ja faktisk er der
en flok på omtrent 1.300 vilde bisonokser i parken. Men
bisonokser er bestemt ikke det eneste du kan opleve – der er også amerikansk elg, bighorn får, gaffelbuk, hjort, præriehund, prærieulv, kalkuner og diverse fugle. Det kan anbefales at stå meget tidligt op og køre Wildlife Loop som det første på dagen, for at se så mange dyr som
muligt. Bemærk det er vilde dyr, ikke en zoologisk have og ikke klappedyr. Bliv i bilen, døre og ruder lukkede, hold tilbage for dyrene og giv jer god tid. Dette vil uden tvivl fascinere alle uanset alder. Det kræver lidt tålmodighed, da ruten kan føles lang (der er hastighedsbegrænsning) og der kan gå flere km mellem man ser dyr, men når dette belønnes med en stor flok bisonokser, eller at komme helt tæt på en flok vilde æsler, så er det uden tvivl hele turen værd. Vi har set flest dyr i den sydlige og østlige del af loopet. Desuden er der mange bisonokser i retning mod Wind Cave National Park, som i øvrigt klart kan anbefales at besøge.
Tissemandsstenene
The Needles oplever du ikke andre steder. Det er en 22 km smal snoet vej, der går igennem nogle helt unikke klippeformationer, også kaldet The Needles. Vores dengang 3-årige søn synes det lignede enorme tissemandssten og det er faktisk en ganske god beskrivelse. Giv dig tid til at stoppe op, indånde bjergluften og forundres og kom ud af bilen og gå en tur blandt “tissemandsstenene”. Her anbefales Cathederal Spires Trail, der er en tur på 2,5 km. Her får man en række af de spektakulære og unikke stenformationer at se og kommer hen til Cathederal Spires, som nok er den mest kendte klippeformation i The Needles området.
Køreturen gennem The Needles byder også på smalle tunneler hugget ud i klipperne, hvor kun en bil kan passere af gangen. Folk er søde til at holde tilbage og man giver hinanden tid til at passere stille og roligt og nyde oplevelsen.
Bemærk vejen er lukket om vinteren grundet sne.
Sneskotur om vinteren
Er du til en fed oplevelse om vinteren, så er parken klart anbefalelsesværdigt. Det plejer at være muligt at køre Wildlife Loop Road og se dyrene i en sneklædt Custer State Park. Om vinteren anvendes parken til at stå på snesko. Om vinteren er der ofte guidede snowshoe hikes, hvis du som nybegynder har lyst til at prøve dette. Det anbefales på ingen måde som uerfaren at begive sig afsted på snesko alene.
Skovsøer der er et besøg værd
Vi har nydt området ved Sylvan Lake i den nordvestlige del af parken. Men der er også flere andre besøgsværdige søer i parken; Center Lake, Bismark Lake og Legion Lake. Søerne giver mulighed for at svømme og sejle i kano, kajak eller paddle boats. Kano, kajakker og paddle boats kan udlejes ved Sylvan Lake og ved Legion Lake. Du kan naturligvis også leje redningsveste. Paddle Boats er til 1 person og du står op i disse og padler. Er sikker på en teenager der trænger til at strække ben vil finde dette helt fantastisk. Kanoer og kajakker er til 1-3 personer. For sæsson og åbningstider tjek parkens hjemmeside.
Buffalo Safari Jeep Tour eller Hayride and Chuck Wagon Cookout
Custer State Park er stedet hvor der tilbydes helt unikke og specielle oplevelser, som vil være gode minder i mange år frem. Hvad med et Hayride and Chuck Wagon Cookout? Her bliver du udstyret med cowboyhat og kører sammen med turens andre deltagere på en 45-minutters tur i en “høanhængervogn” ud til en gammeldags præriemadvogn, hvor der serveres et lækkert måltid midt ude i naturen. På vejen derud spilles og synges til countrymusik. Menuen består af traditionel præriemad fra Det Vilde Vest med et moderne touch som steaks, hamburger, cowboybønner, cornbread med honning, kartoffelsalat, coleslaw, vandmelon, kager, kaffe og lemonade. Man køres retur igen omkring mørkets frembrud. Turen skal reserveres på forhånd, læs mere her LINK.
På en guided Buffalo Safari Jeep Tour, kommer du off-road i parken og derhen hvor besøgende i parken ellers ikke kan komme. Det giver naturligvis mulighed for at se endnu flere dyr og undervejs lære om disse og parken. Denne tur skal ligeledes reserveres på forhånd, se mere her.
Begge ovenfor beskrevne ture koster lidt i feriebudgettet, men er bestemt anbefalelsesværdige. Det er generelt billigere at tage denne form for ture i State Parks end ved private selskaber – og Custer State Park er et fedt sted at gøre det.
Bestig Black Elk Peak, 2208 meter over jordens overflade
Du kan bestige Black Elk Peak, det højeste punkt i USA øst for Rocky Mountains. På toppen er der den fedeste udsigt over hele området og et gammelt stenhus. Bjerget har været et eftertragtet sted at “bestige” i mange år og oprindeligt var det Lakota-indianerne, der klatrede op på det. Bjerget ændrede i 2016 navn til Black Elk Peak til minde om den berømte lakota-indianer medicinmand Black Elk. Legenderne lyder at det var på denne bjergtop, at han fik et syn, der gjorde ham til en velrespekteret og dygtig medicinmand. Vi har besteget bjerget fra Sylvan Lake. Det er en vandretur på en del højdemeter, men stien er super fin at gå af. Der er 5,6 km fra Sylvan Lake til Black Elk Peak og du skal samme distance retur igen. Tilbage ved Sylvan Lake kan du nyde en afkølende svømmetur eller spise et lækkert og velfortjent måltid på restauranten. Husk mad og drikke, solcreme med mere.