Four Corners Monument
Dette er det eneste sted i USA, hvor fire stater mødes i et punkt. Four Corners Monument er lokaliseret i Navajo Nation-indianerreservatet og derfor kan du ved et besøg ved Four Corners Monument også få et glimt af denne indianerstammes liv i dag.
Kø til et billede ved granitmarkeringen
Ved Four Corners Monument mødes staterne Arizona, Colorado, New Mexico og Colorado. Der er indgang til Monumentet fra New Mexico. Du skal betale for at besøge Monumentet (5 dollars per person i 2017). Overskuddet går til Navajo Nations indianerstammen. Four Corners Monument administreres af Navajo Nation Park and Recreation. I 1912 blev Four Corners Monument markeret og i 1992 blev den nuværende store granitmarkering anlagt. Det er et eftertragtet sted at besøge både for amerikanere og turister fra hele verden, så forvent en smule kø indtil det er din tur til at stå i fire Stater på samme tid.
Indianerhåndværk og smykker
Ved Monumentet er der en række boder, der sælger indianerhåndværk med mere. Dette er produceret af indianere i Navajo- og Ute-stammerne og det er også personer tilhørende disse stammer, der sælger det. Man bliver overrasket over hvor lave priserne er, taget i betragtning af meget er håndlavet. Det er desværre et tydeligt vidensbyrd på mange indianeres økonomiske råderum og levestandard i nutidens USA. Og det viser også hvor vigtigt et sted som Four Corners Monument er for en indianerstammes økonomi. Vi vil derfor på det varmeste anbefale at købe indianersouveniers her, hvor de er produceret af og indtjeningen går til indianere. Du kan blandt andet købe tæpper, vævede kurve, malede krukker, smykker, drømmefangere, små stenøkser med mere. Antallet af boder afhænger af hvor mange besøgende der forventes, så generelt er der flest i sommerferien. Vi var ved Four Corners Monument et godt stykke henne på efteråret og her var masser af boder.
Navajo-indianerne
Navajo Nation er det største indianerreservat i USA. Det er lidt større end Danmark, i alt 45.000 km2. Navajo Nation indianerreservatet dækker et område i New Mexico, Arizona og Utah. Navajo Nation har sit administrative centrum i byen Window Rock i Arizona. Navajo Nation er også den andenstørste indianerstamme i Nordamerika, i alt er der ca 350.000 indianere i stammen. Den største indianerstamme er Cherokee. Navajo Nation er især kendte for at være gode til at udarbejde sølvsmykker, tæpper og vævede kurve.