McLarty Treasure Museum
Har du hørt om 1715 Treasure Fleet?
I 1715 var tolv spanskejede skibe på vej fra Havana i Cuba til Spanien. De var alle rigt lastede med skatte fundet i det nuværende Caribien, Mexico og USA og skulle nu sejles til sikker havn i Spanien. Ombord var masser af guld, sølv, kobber og diverse skatte. Den 31. juli var det 7 dage siden de tolv skibe havde forladt Cuba og de var nu ud for Vero Beach i Florida.
Omkring klokken 2 om morgenen sank elleve af de tolv skibe indenfor ganske kort tid, da området ud for Vero Beach blev ramt af en voldsom orkan. Skibene sank, størstedelen af mandskabet druknede og kostbare skatte var på havets bund eller skyllede i land i Florida. Nu til dags skyller der ind i mellem stadig ting eller mønter fra de elleve sunkne skibe op på Floridas kyst. Skibene blev indledende forsøgt plyndret af lokale og pirater, men de fik bestemt ikke alle skattene med sig. Faktisk er der skattejægere der nu til dags stadig prøver at bjerge skatte fra de elleve sunkne skibe.
Nogle få mænd overlevede ved at hoppe i redningsbåde og sejlede ind til Floridas kyst. Disse samledes og slog lejr ved det sted hvor McLarty Treasure Museum i dag er lokaliseret. Her ventede de på at blive samlet op og reddet hjem til Spanien. Stedet blev også brugt som lejrsted for de mange skattejægere, der i tiden efter forsøgte at plyndre de elleve sunkne skibe.
McLarty Treasure Museum
McLarty Treasure Museum omhandler hændelsen med den spanske flåde lastet med skatte, der sank ud for Floridas kyst i 1715. Der er fine udstillinger med masser af info og genstande fundet fra de sunkne skibe. Du kan blive klogere på hvad der var ombord på skibene, hvad der er blevet fundet og hvad skattejægere stadig leder efter. Desuden er der et udsigtstårn med en fin udsigt over området. Museet viser to film om hændelsen. Det er et rigtig fint og spændende lille museum. Og så er det en kæmpe oplevelse at komme ud at køre på A1A på den lange barriereø ud for Floridas kyst.