Medicine Rocks State Park

Medicine Rocks State Park

Theodore Roosevelt udtalte at Medicine Rock  var “as fantastically beautiful a place I have ever seen”. Og vi må give ham ret. En perle i Montana, som ikke er blandt de mest kendte National eller State Parks i USA, men som er turen hen af grusvejen værd. De mærkværdigste sandstensformationer, der popper op af prærielandskabet, et helligt sted for USA`s oprindelige folk og et besøg værd, hvis du vil se Native American Art udført i Moder Natur mange år tilbage.

Over 100 sandstensformationer

I Medicine Rocks State Park vil du kunne se over 100 geologiske sandstensformationer, der hulter til bulter stikker op af det græsklædte prærielandskab. De virker ligeså tilfældige, som de enkeltstående graner, der også dominerer landskabet. Nogle af sandstensformationerne er sammenhængende som perler på en snor, mens andre står helt for sig selv. Sandstensformationerne har forskellige former; spir, tårne med flade toppe, buer, og  huler. Du vil se flere sandstensformationer, som er 18-24 meter høje.

For 61 millioner år siden løb en flod igennem området med store mængder ferskvand. Floden løb ud i et forhistorisk hav i det nu nordvestlige South Dakota. Ferskvandet førte store mængder af små sandkorn med sig, som i nogle områder blev aflejret. Gennem tiden blev de komprimeret til sandsten. Det er muligt at finde fossiler i området, også fra en aflejring fra en saltvands flodmunding. Her er fundet fossiler af flere forhistoriske slanger. Og af en Plesiadapis anceps, det ældste kendte primatlignende pattedyr.

Geologisk set er Medicine Rocks State Park unik. Man skal langt væk for at finde sandsten aflejret i samme periode. Og så er tykkelsen og koncentrationen af sandstensaflejringerne unikke.

 

Et helligt sted

Geologer har fundet tegn på, at der var mennesker i området ved Midicine Rocks State Park for 11.000 år siden. Der er fundet tegn på at flere indianerstammer har opholdt sig i området enten permanet eller midlertidigt; Aáninin, Arikara, Assiniboine Sioux, Cheyenne, Crow, Mandan og Sioux. Alle disse stammer anser stedet for helligt. Det er et sted hvor Crow indianerne har ofret og hvor man har fundet medicinske planter. Crow indianerne var overbeviste om, at der i området ved Medicine Rocks State Park, boede Little People. Little People var et folk af små spirituelle stærke dværge.

 

I et med naturen

I Medicine Rocks State Park er der ikke store velkomstportaler, velkomstcentre, udstillinger, restauranter, udkigsplatforme med mere. Det er en lille ødeliggende State Park, som der kun er adgang til via en grusvej. Bemærk det ikke er muligt at køre på denne under større nedbørshændelser. I parken er der 12 primitive campingpladser med primitive toiletter, borde- og bænke og et ildsted. Vand skal pumpes. Der er en knap 10 km primitiv vandresti rundt i området. Der er også en kortere 1,5 km vandrerute, som dog er noget stejl flere steder.

Medicine Rocks State Park er nok mest egnet for voksne og større børn, medmindre man snupper en dagstur dertil – eller har børn der er vant til det lidt mere primitive friluftsliv.

Medicine Rocks State Park

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk