Meramec Cavern – masser af oplevelser for alle aldre
Meramec Cavern er et anbefalelsesværdigt stop på enhver køretur. Stedet har i mange år været velbesøgt af folk der rejser langs Route 66. Stedet rummer ikke blot en fed huleoplevelse, men mulighed for at prøve zippline, riverboat og canoe floats og det obligatoriske guldvask for de mindste. Desuden er der gode muligheder for overnatning og en bid mad.
Men lad os starte med hulerne. Der er mulighed for at besøge mange huler langs Route 66, så hvorfor lige besøge disse? Det unikke ved disse huler er, at du kan få en længere rundtur i dem end i de fleste huler. Rundturen varer 1 time og 20 minutter og er på hele 1,6 km. Det lyder måske ikke af alverden, men de fleste hulerundture i USA er på få 100 meter. Der er noget særligt ved at bevæge sig et længere stykke gennem en hule og få fornemmelsen af der er en hel verden hernede. Desuden oplever man at se flere forskellige rum og huleformationer, så turen er anbefalelsesværdig for både nybegyndere og erfarne hulebesøgere.
Vi oplevede en guide der var sjov og inspirerende og formidlede levende både hulens historie og de geologiske processer. Vi var klart underholdt hele vejen igennem. Blandt andet bliver man klogere på Jesse James og hans tilhørelsesforhold til hulerne.
Turen kan fint klares af selv de helt små, men overvej det alligevel en ekstra gang. 1 time og 20 minutters guidet tur er lang tid på et sprog man ikke helt forstår og man kan ikke hoppe fra under turen. Så overvej om dit barn er gammelt nok til at være stille så længe og om det vil synes om de mørke huler. Vi havde vores 6-årige med og havde han været yngre, havde vi ikke gjort det. Der er jo også lige 30 andre deltagere på den guidede tur at tage hensyn til :).
Udenfor Meramec hulerne
Udenfor hulerne kan man især i sommerperioden få en på opleveren. De fleste aktiviteter er her mest for voksne og teenagere. Der er en lang zipplinebane hen over dalen. Her skal man bestemt ikke have højdeskræk. Desuden er der mulighed for at leje kanoer eller kajakker, hvor man kan sejle langs Meramec floden. Man bliver i en bus kørt op langs floden og sejler enten knap 10 km eller knap 18 km tilbage til Meramec Cavern.
For dem der gerne vil have en lidt mere afslappet sejltur, så er der i sommersæssonen mulighed for sejlture i riverboat af en halv times varighed.
De allermindste vil uden tvivl elske at finde guld. Det er en aktivitet man finder mange steder i USA og den er altid et hit.
Der er mulighed for at overnatte ved Meramec Cavern, både på motel og som campist. Vi havde telt med og sov på campingpladsen. Super enkel og billig campingplads, som lå meget smukt. Der er nødvendige faciliteter som bad og toilet og kan købes brænde og så er der en lille legeplads. Campingpladsen er natursmukt placeret i en dal med bjerge på hver side og langs Meramec River. Den er i gåafstand til Meramec Cavern, hvor der er restaurant, is og mulighed for at shoppe masser af souveniers med hjem. Desuden er der Wi-Fi her i dagstimerne.
Bemærk priserne er høje, undtaget overnatning. Vi synes alligevel hulerne er et besøg værd og det er et dejligt sted at strække ben og nyde naturen. Vores 6-årige nød at lege langs Meramec River, hoppe på sten og fange Pokemons ?. Og jeg er sikker på at en zipplinetur her vil være et uforglemmeligt højdepunkt blandt voksne og teenagere.
Læs mere på Meramec Cavern her.