Nevada Northern Railway National Historic Landmark

Nevada Northern Railway National Historic Landmark

Ely i det østlige Nevada ligger langt ude i nowhere. Faktisk går U.S. 50 – The loneliest road in the U.S. igennem Ely. Jeg husker vi kørte fra Twin Falls i Idaho til Ely i Nevada. En tur på ca. 4 timer, hvor der nærmest ingen tegn på menneskelig akrivitet var. Eneste undtagelse var nærmest da vi krydsede Interstate I-80, som heldigvis havde en tankstation med fine toiletter. Det mest fantastiske ved at besøge Ely i Nevada, er egentlig at opleve hvor øde der er nogle steder i USA og at opleve en by ret ensomt på landkortet. Hvis du ikke tænker den oplevelse er turen værd, så rejs dertil for at opleve Nevada Northern Railway National Historic Landmark. Her tilbydes blandt andet togture af halvanden times varighed ud i naturen omkring Ely. Sådan en tur er uden tvivl en oplevelse man aldrig glemmer. Har du børn med, så se filmen Polarekspressen inden og hop på toget, når togturene har denne film som tema. Hvis du altså skulle få den halvalternative ide at rejse til Nevada og holde jul.

Togturene

Stedet har togture af 1,5 times varighed. Du kører i ældre lokomotiver og vogne på originale jernbanespor. Du kan sidde i både en lukket og en åben togvogn. Vær opmærksom på hvilken tur du booker. De fleste ture kører fra Ely til Ruth Copper Mining District sydvest for Ely. Det er en tur gennem to jernbanetunneler, op i bjergene og igennem Robinson Canyon. Enkelte toge kører istedet nord på til McGill via Steptoe Valley. Vi vil anbefale at hoppe på et tog, der tager den førstnævnte rute. På enkelte af turene sker der togrøveri, naturligvis udført af skuespillere og med løst krudt. Du kan se i programmet hvilke ture det er. Ind imellem er der temakørsler. Det er f.eks. Polar Express Train, som henvender sig til børn og Haunted Ghost Train, som frarådes til yngre børn.
Der er så mega øde i Ely. Tæt på er Great Basin National Park, som folk blandt andet valfarter til for at se på nattehimlen. Ely-området tilbyder en af de mørkeste nattehimler i USA. Der tilbydes Night Sky – Star Train. På disse ture deltager erfarne park rangers som stjernefinder guider, de har teleskoper med til låns og udpeger spændende steder på stjernehimlen. Toget stopper og man stiger ud og kigger på stjerner. Fed tur, der på det varmeste kan anbefales, hvis du overnatter i Ely.

East Ely Yard Complex

Der tilbydes en selv guidet gåtur rundt i East Ely Yard Complex. Det forlyder, at det skulle være det ældre jernbanekompleks der er bedst bevaret i USA. Desuden er stedet levendegjort, så der kører toge rundt og det larmer og damper og lugter. Der er masser af frivillige, der nyder at pusle her og dele ud af deres viden. Du får udleveret en printet guide, hvor der er forslag til rute rundt i hele jernbaneområdet og hvor særligt interessante steder er udpeget. Du kan blandt andet se fragttårnene, fra hvilke varer blev læsset på togene. Og du kan se hvor togene blev repareret og vedligeholdt.
Desuden er der et interessant museum, som du kan gå på opdagelse i. Der er mulighed for masser af specialoplevelser, hvis du er en rigtig tognørd. Du kan blandt andet overnatte i en togvogn, tage på fotosafari eller hjælpe med at vedligeholde et damplokomotiv.
Nevada Northern Railway National Historic Landmark

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk