Peggy Sue´s 50´s Diner

Tager du den direkte vej fra Los Angeles til Las Vegas, så er her det perfekte stop, når sulten melder sig. Peggy Sue´s 50´s Diner blev bygget i 1954 og er en traditionel roadside Diner for foden af Calico bjergene. Route 66 løber ganske tæt på denne restaurant.
Morgenmad, frokost og aftensmad
Et kig på menukortet vil sikkert få tænderne til at løbe i vand hos de fleste. Der serveres traditionel amerikansk mad og der er et menukort til både morgenmad, frokost og aftensmad. Til morgenmad kan du få æg, bacon, pølser, hashbrownies (kartofler revet og stegt på pande), toast, steaks, pandekager og et stort udvalg af omeletter. Frokostkortet byder på blandt andet burgere, sandwich, suppe og salat. Det er klassikere som philly cheese sandwich. Om aftenen er der blandt andet meatloaf (amerikansk farsbrød) og steaks på menukortet. Og man kan altid nyde sodavand, øl, milkshakes, is eller kager. Menukortet kan tjekkes ud på www.peggysuesdiner.com
Back to the 50´s
Det er ikke kun menukortet, der medfører en tur med tidsmaskine tilbage til de glade 50´ere. Også indretningen både udadtil og inde i Diner´en er som taget ud af en historiebog. Det skal opleves. Ejerne har desuden en stor samling af genstande fra film og TV, som fremvises i restauranten. Og ud af jukeboksen lyder naturligvis musik fra dengang.
See you later alligator
Diner´en har med tiden udviklet sig til lidt af en turistattraktion og ejerne har valgt at udvide med endnu flere oplevelser for besøgende. Der er en butik tilknyttet til Diner´en hvor der kan købes traditionelle roadtrip souveniers, is, pizza og noget godt til ungerne. Udenfor er der en lille dinosauruspark med dinosaurer (naturligvis ikke levende), vandfald, træer og damme.
Og når du er i området, så overvej at køre nord på af Ghost Town Road til Calico Ghost Town.

