Prada Marfa

Prada Marfa

Midt ude i nowhere i Texas, finder du en lille Prada butik. Du kan se ægte Prada tasker og ægte Prada sko gennem butikkens vinduer, men der er ikke mulighed for at købe noget af det. Butikken har nemlig aldrig åben. Døren kan faktisk slet ikke åbnes.  Det er nemlig ikke en butik, men et pop arkitektonisk land art projekt.

Prada Marfa har fået navnet efter modegiganten Prada og så den nærliggende mindre by Marfa. Installationen er fra 2005.

Prada har sagt god for projektet og doneret de Prada varer, der ses i vinduerne, men ideen skulle ikke være deres. Prada Marfa er skabt af kunstnerne Michael Elmgreen og Ingar Dragset. Og hvis du synes de navne lyder ret Skandinaviske, så er du ikke helt gal på den. Elmgreen er født i København i 1961 og Dragset i Trondheim i Norge i 1969. De har arbejdet sammen som en duo siden 1995  og arbejder med kunst, arkitektur og design. De arbejder fra Berlin og er kendt for at indarbejde humor i deres kunstneriske udtryk af sociale og kulturelle udfordringer. Prada Marfa blev skabt med assistance fra de amerikanske arkitekter Ronald Rael og Virginia San Frantello. Installationen har kostet 120.000 dollars og er financieret af Art Production Fund og Ballroom Marfa. Det er et non-profit projekt.

Planen er at installationen aldrig skal vedligeholdes, men stille og roligt skal forfalde til det naturlige landskab. Der har dog været begået hærværk mod installationen to gange, som er blevet fikset.

Og hvad er så budskabet bag Prada Marfa? Er det blot et kunstværk? Er det en kritik af vores forbrugssamfund, hvor luksusvarer for nogle er yderst vigtige? Eller er det en hyldest til design og mode? Eller er det bare fordi det er sjovt at placere et kopi af en lususbutik i nowhere? Det er der ingen officiel forklaring på. Hvad tænker du?

Du kan blot køre forbi og se Prada Marfa.