Starten på Route 66 i Downtown Chicago
Route 66 har mange navne “The Mother Road”, “Main Street of America”, “Will Rogers Highway”, “US 66” eller “U. S. Route 66”. Route 66 løber fra Downtown Chicago i Illinois til Santa Monica Pier i Los Angeles, California. I alt er den oprindelige Route 66 på lige knap 4.000 km og går igennem følgende stater; Illinois, Missouri, Kansas, Oklahoma, Texas, New Mexico, Arizona og Californien. Vejen blev skiltet i 1927 og blev her etableret som en gennemgående amerikansk hovedvej. Route 66 var hovedfærdselsåren i øst-vestlig retning i denne del af USA før at USA fik sine Interstates (motorveje).
En tur på Route 66 er en legendarisk roadtrip, der tager en til en ikke helt glemt del af den amerikanske historie. Du kan læse mere om Route 66 her.
Starten af Route 66 i Chicago har flyttet lokation et par gange, men i dag starter den ved Adams Street. Starten markeres ved skiltet som ses ovenfor. Skal du køre Route 66 er det et must at starte turen her, få taget et billede her og igen ved slutningen af Route 66 på Santa Monica Pier (hvor du kan fejre rejsen med en is og en dukkert i Stillehavet).
Bemærk parkering er tonsedyr i Chicago Downtown. Vi havde ikke undersøgt det grundigt nok inden og kom af med 28 dollars i timen i et nærliggende parkeringshus, så forvent det er et billede der tages ret hurtigt. Dog kan det anbefales at gå en kort tur og nyde det klassiske Chicago med sine velkendte jernbanebroer over vejene. Det er jo ikke lige hver dag man står i Downtown Chicago :).