Strawbery Banke Museum

Strawbery Banke Museum

Strawbery Banke er det første område i New Hampshire, der blev beboet af europæere. I 1630 valgte den engelske kaptajn Walter Neale, at der skulle påbegyndes en bebyggelse her. I dag er hele kvarteret bevaret og det har resulteret i et friluftsmuseum med 37 originale bygninger med tilhørende haver, som klart er et besøg værdigt. Stedet levendegøres af skuespillere og der udstilles masser af ting der var ejet af de personer, der gennem tiden har beboet kvarteret.

Strawbery Banke fungerede som et sammenhængende kvarter fra 1630 og helt frem til slutningen af 1950’erne. Historikere kæmpede for at få bygningerne bevaret frem for at de skulle lade livet til byfornyelse. Bygningerne blev istedet bevaret og restaureret og åbnede som museum i 1965. En række af husene er åbne, således du kan se deres rumfordeling og indretning. Nogle huse kan kun ses udefra. Desuden er der forskellige udstillinger om områdets historie og udviklingen i boligindretning i perioden. Der udstilles desuden masser af hverdagsting fra perioden. Generelt er der rigtig mange fine og interessante udstillinger og fortællinger om de folk der levede i Strawbery Banke kvarteret gennem 300 år.

Det mest interessante er at følge de mange frivillige, der udfører traditionelt håndværk, havearbejde og madlavning. De fortæller gerne. Der er også mulighed for at assistere dem. Desuden er der frivillige, der fungerer som skuespillere og levendegør nogle af de personligheder, som har boet i kvarteret. Det gør de rigtig godt.

Stedet har et “Discovery Center”. Her er en fast udstilling benævnt “People of the Dawnland”. Denne udstilling omhandler de folk der oprindeligt beboede kystområdet i New Hampshire før den europæiske indvandring, nemlig Abenaki stammen. Desuden er der mulighed for at prøve at udføre traditionelt håndværk og diverse lege og spil i stedets Discovery Center. Har du børn med, så skal I også besøge Victorian Children’s Garden, hvor børn kan gå på oplevelse, lege og lære. Her er en sommerfuglehave, en fehave, et traditionelt tehus, et træhus der kan udforskes og masser af blomster.

På Strawbery Banke Museums hjemmeside kan du læse en hel masse om de enkelte bygninger og de familier der har levet der. Det kan klart anbefales forud for et besøg. Kommer du ikke til New Hampshire foreløbig, så find den virtuelle tur på stedets hjemmeside og få en lille bid af oplevelsen hjemme fra sofaen.

Strawbery Banke Museum