Santa Cruz Beach Boardwalk er en forlystelsespark ud til Stillehavet. Den blev grundlagt i 1907 og er dermed den ældste af Californien’s nuværende forlystelsesparker. Forlystelsesparken ligger med direkte adgang til en lækker sandstrand. Ud over karuseller, rutchebaner med mere, er der også masser af klassiske arkadespil, mad og snacks. Kombineret med en strandtur, er det opskriften på en perfekt feriedag.
Der er både vilde forlystelser, forlystelser for hele familien og forlystelser designet specielt til børn. Santa Cruz Beach Boardwalk er især kendt for The Dipper, en gigantisk historisk rutchebane udført i træ. Den har været i funktion siden 1924. Den er 21 meter høj og har en hastighed på 89 km i timen. Rutchebanefans fra hele verden valfarter til Santa Cruz for at afprøve The Dipper. Santa Cruz Beach Boardwalk har nogle virkelig fede forlystelser, hvor man kan nyde udsigten over strandlinjen og Stillehavet på den pænt vilde måde. Cliff Hanger, Cyclone og Fireball er blot nogle af dem. Vil du prøve en mere rolig historisk forlystelse, så skal du hoppe ombord på Cave Train. Her kommer du under forlystelsesparken og på opdagelse i en selvlysende hule. Just do it! Deres Sky Glider eller Sea Swings anbefales for lidt større børn, der gerne vil nyde udsigten.
Santa Cruz Beach Boardwalk tilbyder også minigolf, laserskydning, bowling og masser af spillemaskiner med mere. Der er mange sjove arkadespil for både børn og voksne. Udvalget af mad og snacks er massivt, så du behøver ikke gå derfra på tom mave.
Der er gratis adgang til parken, men du skal naturligvis betale for det du prøver. Et sted med en fed stemning, hvor du samtidig kan nyde solen og strandlivet.
Mall of America er USA’s største mall (indkøbscenter) propfyldt med et kæmpe udvalg af butikker, madsteder og underholdning. Det lyder måske lidt skørt, men du kan sagtens bruge mere end en dag der, hvis du vil opleve det meste – for det er gigantisk. Det er også det perfekte stop for børn og teenagere, der trænger til at blive underholdt.
Butikker og restauranter i overflod
Du finder nærmest alt i butikker og mad, så det er et fantastisk sted at shoppe, gå på opdagelse og spise en masse god mad. Der er både fastfood restauranter og “rigtige” restauranter og du kan spise amerikansk eller mad fra hele verden.
Af butikker er der de mange kæder, som du finder mange steder i USA og så de lidt mere unikke og sjove. Der er i 2019 ca. 520 butikker i Mall of America.
Mall of America har ca. 40 millioner besøgende om året. De kommer fra Minnesota, USA og Canada, ja faktisk fra hele verden. Mall of America er en af USA’s største turistattraktioner. Mall of America åbnede i 1992 med 330 butikker og 10.000 ansatte og det er kun blevet større siden.
Har du børn eller teenagere med, så kig forbi Air Traffic Kites and Games, som har en masse fedt, blandt andet diverse brætspil, jonglergrej, drager, yo-yo’er, boomerangs med mere. Og ja det er også helt ok at shoppe der uden det er til børn.
Events
Mall of America har over 400 events om året, så tjeck på deres hjemmeside hvad der sker, når du kommer forbi. Events kan være koncerter, mulighed for at møde en kendt person, modeshows eller teater for børn.
Attraktioner
Der er så meget at prøve og opleve i Mall of America. Hvad med en af følgende muligheder, som blot er et udpluk.
Amazing Mirror Maze – en af verdens største spejllabyrinter. Her skal du finde igennem en gigantisk spejl- og lyslabyrint. Det er både fascinerende og sjovt. Spejllabyrinten vurderer vi ikke er egnet for yngre børn.
FlyOver America – en virtuel flyvetur hen over enten USA eller Canada, hvor du besøger en række stater og kendte steder.
The Escape Game – et virkelig fedt escape room, hvor du og dit team kan vælge mellem 5 missioner; Mission: Mars, Gold Rush, The Heist, Prison Break og Special Ops. The Escape Room i Mall of America er kendt for at være utraditionelt og bringe nye dimensioner til escape rooms.
SMAAASH – et koncept der inkluderer virtual reality, sport og spisning. Dit større barn eller teenager vil elske det her sted. Besøg deres hjemmeside LINK og du vil glæde dig til at blive fodboldstjerne, rumpirat, drone angriber, basketballstjerne eller racerkører for en dag.
SEA LIFE Minnesota Aquarium – se hajer, skildpadder, søheste og meget andet og prøv akvariets interaktive aktiviteter.
Moose Mountain Adventure Golf – en 18-huls minigolfbane bygget op om et nordligt tema med masser af træ, elge, heste med mere. Der er flere minigolfbaner i Mall of America at vælge imellem.
GameWorks – fed bowlingbane og mere end 120 arkadespil.
Nickelodeon Universe – verdens største indendørs forlystelsespark med karaktererne fra Nickelodeon kanalen. Vi synes parken henvender sig primært til yngre børn og vil anbefale den for de 2-10 årige.
Crayola Experience – over 20 fede aktiviteter med farver og videnskab. Vi anbefaler det for de 4-10 årige
I Smoky Mountains finder du det charmerende forlystelseskompleks Dollywood. Stedet har så meget charme, er så autentisk og de ansatte så venlige og smilende, at Dollywood får vores største anbefaling. Forlystelseskomplekset er skabt af selveste Dolly Parton, som du kan være heldig at møde. Her er en forlystelsespark, en vandpark, shows med spisning og overnatningsmuligheder. Vi har selv tilbragt en dag i forlystelsesparken og stornød det.
Dollywood Theme Park
Dollywood har lidt over 40 forlystelser. Mange af forlystelserne er klassiske hit, som har været at finde i forlystelsesparker gennem årtier. Der er forlystelser for alle aldre og både de helt vilde og mere rolige forlystelser. Parken er kendt for sin store klassiske rutchebane i træ.
Men forlystelsesparken er også meget andet. I udstillingen “Chasing Rainbows” finder du en samling af Dolly Partons kostumer, ejendele og vundne priser. Du finder også hendes bus, som hun turnerede USA tynd i. Gospel musikken, der i mange år har været en vigtig del af kulturen i Smoky Mountains, hyldes også her. Du kan besøge Southern Gospel Museum and Hall of Fame i parken.
Dolly Parton elsker Smoky Mountains området og det ses tydeligt i parken. Her finder du blandt andet Calico Falls Schoolhouse fra 1890’erne, som er en typisk skole i det østlige Tennessee fra den tid. Her er også et typisk gammelt hjem fra Smoky Mountains-området og en kirke.
Du må ikke snyde dig selv for en togtur med Dollywood Express, hvor du i et gammelt damplokomotiv kommer på en smuk 8 km lang rundtur i Smoky Mountains og forbjergene til Great Smoky Mountains National Park.
Der er masser af shows med sang, teater, smil og højt humør i parken.
Denne forlystelsespark er simpelthen bare hyggelig, hvis man kan bruge det ord om en amerikansk forlystelsespark. Parken er designet, så den passer perfekt ind i Smoky Mountains skove. Der er anvendt lokale naturmaterialer i høj grad, der er smukt dekoreret med blomster og buske overalt, personalet er ekstremt smilende og hjælpsomme og så er der rent og pænt.
Wildwood Grove
I 2019 åbner Wildwood Grove, som er den største enkeltudvidelse af forlystelsesparken nogensinde. På Dollywoods hjemmeside beskrives det således: “Beyond an ancient hollow log and into a hidden land, Wildwood Grove beckons the explorer in all of us. Let curiosity be your guide as you journey ever deeper, past sparkling creeks, through a charming village, and under the mighty limbs of the great Wildwood Tree. This is where adventure takes root and dreams take flight.” Wildwood Grove kommer med fem nye forlystelser; Black Bear Trail, DragonFlier, Mad Mockingbird, TreeTop Tower og Great Tree Swing. Derudover kan man se frøer og sommerfugle. Som i ægte Dollywood stil er der også fokus på den visuelle oplevelse. Der anlægges et stort træ med lysende sommerfugle, der spiller musik – et nyt vartegn for hele parken samt en å der slynger sig igennem området.
Dollywood Water Park (Dollywood’s Splash Country)
Vandparken er åben om sommeren og temaet er naturligvis Rocky Mountains krydret med blomster og gennemført design. Her er vandrutchebaner og svømmeområder for store og små, vilde vandrutchebaner og de lidt mere hyggelige. Der er bølgepool og en flod du kan svømme rundt i.
Dolly Partons Stampede
Dollywood er kendt for Dolly Partons Stampede, der er et såkaldt dinnershow med god mad og overdådig underholdning. I showet indgår 32 heste, stuntryttere, lyd, sang, musik, lys, ild og meget mere. Maden er solid, traditionel og der er rigeligt.
Slutningen på Route 66: Santa Monica Pier, Los Angeles California og forlystelsesparken Pacific Park
Route 66 har mange navne “The Mother Road”, “Main Street of America”, “Will Rogers Highway”, “US 66” eller “U. S. Route 66”. Route 66 løber fra Downtown Chicago i Illinois til Santa Monica Pier i Los Angeles, California. I alt er den oprindelige Route 66 på lige knap 4.000 km og går igennem følgende stater; Illinois, Missouri, Kansas, Oklahoma, Texas, New Mexico, Arizona og Californien. Vejen blev skiltet i 1927 og blev her etableret som en gennemgående amerikansk hovedvej. Route 66 var hovedfærdselsåren i øst-vestlig retning i denne del af USA før at USA fik sine Interstates (motorveje).
En tur på Route 66 er en legendarisk roadtrip, der tager en til en ikke helt glemt del af den amerikanske historie. Du kan læse mere om Route 66 her.
Route 66 ender efter en lang tur gennem Los Angeles og dens mange forstæder ved Stillehavet, nærmere bestemt helt ude på Santa Monica Pier. Santa Monaca Pier er en lang mole, der går ud i vandet og hvor der er en række shops, forlystelser og spisesteder. Desuden er der også en lille Route 66 butik på molen. Derudover er der dejlig badestrand på begge sider af molen, som bliver flittig brugt af både solbadere, svømmere og surfere. Der er desuden motionssti, motionsredskaber og legeplads. Mest kendt er Santa Monica Pier for sit gigantiske ikoniske pariserhjul.
Pariserhjulet
Pariserhjulet er en del af forlystelserne i den lille forlystelsespark “Pacific Park” på Santa Monica Pier. Forlystelsesparken består af i alt 12 forlystelser og du skal regne med prisniveauet er lidt over standard, når det er forlystelser placeret på den ikoniske Santa Monica Pier. Der er forlystelser for alle aldre, så medbring endelig din 3-årige eller din modige voksne rejsemakker. Pariserhjulet er det eneste pariserhjul i verden, der kører (udelukkende) på solceller. Fra toppen kan du på en klar dag se en stor del af kystlinjen i det sydlige Californien. Du kommer også højt op. Pariserhjulet er 40 meter over Santa Monica Pier. Selve parsierhjulet har en diameter på 26 meter. Og ikke at forglemme, så sidder der intet mindre end 174.000 lavenergi LED-pærer på det, der efter mørkets frembrud leverer det flotteste computerstyrede lysshow, der kan betragtes på lang afstand. Der er generelt god stemning og gang i den om aftenen og det kan på det varmeste anbefales at besøge Santa Monica Pier også om aftenen.
Pacific Park
Der er gratis adgang til Pacific Park. Forlystelserne koster mellem 5-10 dollars pr. person. Vil du prøve flere ting, kan det hurtigt betale sig at købe et turbånd, som gælder til alle forlystelser hele dagen. Bemærk der er betydelig rabat, hvis du bestiller dette online. Det kan du gøre her.
Santa Monica Pier området er et godt sted at tage hen, hvis du vil opleve det californiske strand- og aktivitetsliv. Det er som du ser det på tv, unge mænd der surfer, yngre kvinder i smart løbetøj og det nyeste aktivitetsur med mere, midaldrende mænd på rulleskøjter og 12-årige drenge på skateboards. Man kan sagtens bruge nogle timer på stedet, især hvis du har børn med skal du uden tvivl sætte tid af til at mærke på sandet og vandet og være aktiv på motionsredskaber/legeplads.
Santa Monica Pier er vist på alle måder det perfekte sted at fejre man har gennemført Route 66 eller at have en skøn og aktiv feriedag, som alle uanset alder vil finde fantastisk.
Warning: mysqli_num_fields() expects parameter 1 to be mysqli_result, bool given in /var/www/roadtrip.dk/public_html/Road/wp-includes/class-wpdb.php on line 3858
International Drive
International Drive er turistvejen i Orlando. Langs denne vej finder du masser af forlystelsesparker, museer, attraktioner, shows med spisning, restauranter, butikker med mere. Skulle det ske, at du keder dig, så er det her du kører hen. En køretur op og ned af International Drive er et godt sted at cruise og opleve hvorfor at Orlando er hele verdens forlystelsescentrum.
Her finder du blandt andet:
SeaWorld Orlando
Discovery Cove
Aquatica SeaWorld’s Waterpark
Wet ‘n Wild
Universal Studios Florida
Islands of Adventure
Wonderwork
Festival Bay Mall at International Drive
Orlando Premium Outlets – International Dr
Orlando Premium Outlets – Vineland Ave.
Pointe Orlando
Improv Comedy Club & Dinner Theatre
Outta Control Magic Comedy Dinner Show
Pirate’s Dinner Adventure
Sleuths Mystery Dinner Theater
Titanic Dinner Event
Treasure Tavern
Stone Mountain Park er stedet hvor folk fra storbyen Atlanta og resten af staten Georgia tager hen for at slappe af, have det sjovt, motionere og nyde naturen. I området er der en alternativ forlystelsespark, en gigantisk sten der kan bestiges, en tidligere plantage, cykel- og vandrestier, smuk natur og campingpladser, hoteller og restauranter. Er du i området må du ikke gå glip af aftenens lasershow med Stone Mountain i baggrunden. Og om vinteren bør du prøve Galactic Snow Tubing.
Bemærk at det er sæssonbestemt hvor meget af parken der er åben og om der er lasershow. Tjeck derfor om og hvad der har åbent på parkens hjemmeside. Der er gratis adgang til parken. Du skal dog betale for parkering og for nogle forlystelser.
Stone Mountain
Stone Mountail betegnes som et “Monadnock”, som er et enkeltstående klippe/bjerg, der er i et område, hvor denne type formation ellers ikke forekommer. Stone Mountain ligner også en gigantisk sten, som er blevet tabt midt i et frodigt og forholdsvis fladt landskab. Stone Mountain er 251 meter højt og på toppen er der en fin udsigt ud over storbyen Atlanta, Stone Mountain Lake og hele området. Det er et optimalt sted at se solen stå op eller gå ned i horisonten.
Der er to måder at komme til tops på. Du kan enten vandre derop eller tage svævebanen. Vi har prøvet begge ting og kan bestemt anbefale begge veje derop. Mest af alt er vi nok til selv at gå derop, fordi der er noget særligt ved at nyde en god udsigt, når man selv har forbrændt lidt milkshakes på at transportere sig derop :). Vandreturen derop er på 3,2 km og er en rundtur. Sæt 1-1,5 time af til denne, så er der også tid til at nyde udsigten. Vandreturen starter ved parkeringspladsen fra Confederate Hall Historical and Environmental Education Center og er markeret med en lysegul linje hele vejen rundt, så du kan næsten ikke gå forkert. Svævebaneturen op starter ved forlystelsesparken. Svævebanen (Summit Skyride) er en lukket vogn, hvor der kan være ca. 15 personer i. I USA går de under betegnelsen Swiss Cable Cars. Hvis du køber dagsbillet til Stone Mountain Park, så er svævebanen også inkluderet i prisen.
Den alternative forlystelsespark
Hvis du drømmer om at besøge en forlystelsespark med vilde rutchebaneture, så skal du holde dig væk fra Stone Mountain Park. Stone Mountain Park er nemlig en forlystelsespark med et lidt alternativt udvalg. Her kan du opleve følgende:
Dinotorium – et stort indendørs legeland og læringssted med fokus på dinosaurer. Dette er specielt egnet til børn i alderen 5-12 år.
Historical Square – et mini frilandsmuseum med historiske bygninger fra Georgia, herunder en tidligere plantage.
Scenic Railroad – en tur rundt om Stone Mountain i et lokomotiv fra 1940´erne.
SkyHike – en klatreoplevelse for hele familien oppe i trætoppene
The Lost World 4D – en klassisk 4D biografoplevelse med dinosaur
Great Locomotive Chase Adventure Golf – en super fin minigolfbane
Geyser Towers – en stor klatre- og vand legeplads
Farmyard – her kan de yngste se og klappe bondegårdsdyr
Stone Mountain Museum – et rigtig fint museum omhandlende områdets geologi og historie
Camp Highland Outpost – en klatreoplevelse for alle aldre
Du kan sagtens bruge en dag i parken, uanset alder. Voksne vil nok bruge en del af dagen på at besøge Stone Mountain, se de historiske bygninger og museet og spille et slag minigolf. For børn er der til mange timers fri leg og oplevelse i parken – forvent trætte børn der har bevæget sig en hel del.
Når du bliver sulten, så er Georgia Railroad Burger Company stedet at spise. De har de lækreste burgere og milkshakes med rigtig is i. Du skal forvente at blive top mæt.
Det er gratis at komme ind i parken, men du skal betale for parkering og for nogle af forlystelserne. Dagsbillet kan købes og booker du hotel eller campingplads i området, kan du booke det som et pakketilbud med overnatning og adgang til forlystelser.
Lasershow, ildkanoner og god stemning
Det er her unge og voksne fra Atlanta blandt andet tager ud for at slappe af og “gå i byen”. Efter mørkets frembrud vises “Lasershow Spectacular in Mountainvision”. En kæmpe oplevelse med computerstyrede lys og lasere i alverdens farver, musik, fyrværkeri og ildkanoner, der skyder ild mere end 100 meter op i luften. Det kan i den grad anbefales og der er den fedeste stemning før, under og efter showet. Kom i god tid, for at få en god plads og for at indsnuse hele stemningen omkring det. Der kan købes grab-and-go mad på stedet.
Snow Mountain
Om vinteren åbner “Snow Mountain”. Her kan du prøve Snow Tubing, hvor du sidder i en stor oppustet snow tube og kælker ned af en stor bakke. Om aftenen kan du snow tube til laserlys og musik. Der er også et stort sne legeområde åbent.
Ligger ved Interstate I-20 (Afkørsel 75), I-85 (Afkørsel 99), I-285 (Afkørsel 39)
Warning: mysqli_num_fields() expects parameter 1 to be mysqli_result, bool given in /var/www/roadtrip.dk/public_html/Road/wp-includes/class-wpdb.php on line 3858
Santa’s Workshop North Pole Colorado
Er du på Colorado Springs egnen og har du yngre børn med, så kan en dag i forlystelsesparken North Pole anbefales. En velgennemført juleoplevelse året rundt højt oppe i bjergene. Her kan sagtens bruges en hel dag med yngre børn – og de vil elske det.
Først og fremmest skal du være forberedt på, at parken ligger højt oppe i bjergene, så der er koldt. Husk derfor det varme tøj for at dagen bliver en succes.
Parken indeholder en række forlystelser, svævebane, en række shows og størst af alt julemandens by med julemandens hus.
Den største oplevelse for vores søn var uden tvivl at komme ind i julemandens hus og besøge julemanden. Den rare julemand gav sig god tid til at snakke med ham og han fik mulighed for at kigge rundt i huset. Vores søn var helt målløs af benovelse. Og det var en gennemført julemand og et gennemført julemands hus. Man får lov at komme ind i huset en familie af gangen, så man får oplevelsen for sig selv. Der er naturligvis mulighed for at få taget billede med julemanden og fortælle ham hvad man ønsker sig til jul.
I det hele taget var det en kæmpe oplevelse at gå rundt at kigge og opleve Julemandens by. I parken er der en række mindre shows, som fanger yngre børn så fint. Trylleshowet kan varmt anbefales til børn der ikke forstår så meget engelsk.
Forlystelserne henvender sig primært til yngre børn, der er dog også nogle få vilde – men en teenager kan næppe få en hel dag til at gå i parken. Vores dreng på dengang 3 år var vild med forlystelserne til de helt yngste og de skulle prøves igen og igen. Jeg vil anbefale stedet for familier med børn under 10 år.
Forældre kan nyde den friske bjergluft, de store grantræer, julestemningen og at have en fantastisk dag med ungerne.
For vores dreng var det uden tvivl et af turens højdepunkter.For dem der ikke har børn med anbefales det som et kortere besøg – det er en ægte amerikansk oplevelse og mulighed for at opleve en bid amerikansk jul, når den er allerbedst. Der kan naturligvis shoppes julepynt i parken, så der er lidt nyt på juletræet.