Tag Archives: “Nærkontakt af tredje grad”

Devils Tower

Devils Tower National Monument

Devils Tower National Monument

Midt på prærien i Wyoming tordner et højt tårn sig op. Devils Tower. De lokale lakota indianere kaldte det for Mato Tipila, som betyder bjørnehytten. Devils Tower er et markant landemærke og et imponerende geologisk fænomen, som har været kendt gennem mange år over store afstande. Stedet er helligt for en række indianere, hvilket du tydeligt kan se på gåturen rundt om Devils Tower. Vis dem og deres “ofringer” respekt. Stedet er også et must blandt klatrere og de to gange vi har været der, har der altid været nogle på vej op. Os der ikke har de kompetencer, må nøjes med at se det fra jorden, hvor en gåtur rundt om Devils Tower naturligvis er et must.

Devils Tower - Mato Tipila

Præriehunde

Når du kommer kørende mod Devils Tower, vil du opleve en stor præriehundekoloni. Giv dig tid til at stoppe op og se de livlige præriehunde, der piler rundt og stikker hovedet op af deres gange. De er altså både sjove, charmerende og vildt nuttede. Har du børn med i bilen, så vil præriehundene nok være højdepunktet ved Devils Tower.

Det geologiske fænomen

Devils Tower er 265 meter højt. Devils Tower består af smeltede stenarter, der er størknet. En magmtisk bjergart kan både bestå af flydende magma fra jordens indre, der er blevet afkølet eller flydende lava fra jordens overflade, der er blevet afkølet. Devils Tower er skabt af magma.

Der er flere teorier om hvorledes Devils Tower er skabt. Der er teorier der går på, at det er hvad der står tilbage af en vulkan. En anden teori lyder, at det er resterne af en laccolit, hvor resten er eroderet væk gennem tiden. En laccolit er et linseformet magmatisk legeme, der resulterer i de ovenliggende bjergarter skubbes opad. Andre mener det er resterne af størknet magma et godt stykke væk fra oprindelses vulkanen.

I mange år mener man Devils Tower var skjult og lå under terrænnet. Som terrænnet med tiden eroderede væk, begyndte Devils Tower at tordne op af landskabet. Det betyder også, at Devils Tower sikkert med tiden vil stå højere hævet over landskabet, i det der er mere “Devils Tower” under jorden, end hvad man kan se i dag. Til gengæld bliver Dewils Tower smallere med tiden. Gennem tiden dannes små sprækker skabt af regn, sne og is på overfladen af Devils Tower. Dette resulterer i, at der gennem tiden falder stykker af Devils Tower af i bredden. Når du går rundt om Devils Tower kan du se de sten, der er faldet ned fra Dewils Tower gennem tiden.

Det vides at det materiale Devils Tower består af, størknede for intet mindre end ca. 40,5 millioner år siden. Farverne på Devils Tower er lysegrå, mørkegrå, grå med et grønligt skær med hvide krystaller i.

Devils Tower som helligt sted

Både Kiowa, Lakota, Sioux og Cheyenne indianerne har Dewils Tower som helligt sted. De forskellige stammer har forskellige legender vedrørende hvorledes Devils Tower blev skabt. Ifølge Kiowa og Lakota stammen blev det skabt, da en gruppe piger flygtede fra en flok bjørne. Pigerne kravlede op på en stor sten og bad The Great Spirits om hjælp. The Great Spirits lod stenen rejse sig fra jorden mod himlen. Devils Tower blev skabt og pigerne reddet fra bjørnene. Der er furer op langs siderne af Devils Tower. Ifølge legenden blev de skabt, da bjørnene forsøgte at klatre op af Devils Tower, men kurrede ned med deres gigantiske klør boret ind i klippevæggen. Det vides ikke hvordan pigerne kom ned igen.

Devils Tower night

Oplevelser ved Devils Tower

Besøger du Devils Tower om sommeren, så skal du vide, at du bestemt ikke er den eneste besøgende. Vi anbefaler derfor at komme først på dagen, så du er sikker på at få en parkeringsplads. Vi anbefaler, at du starter med at gå rundt om Devils Tower. På vejen rundt, er der forskellige skilte, der fortæller om den geologiske formation, dens betydning for de folk der har boet i området med mere. Derefter bør du besøge parkens Visitor Center, hvor der er en fin interaktiv udstilling. Der tilbydes desuden guidede ture rundt om Devils Tower og rundt i området med en park ranger. Vi har været på ranger tur rundt om Devils Tower. Det var spændende og kan godt anbefales. Har du et barn med, så få fat i deres Junior Ranger program, løs opgaverne og få en fin Devils Tower National Monument Junior Ranger badge.

Forlad ikke Devils Tower, før du har besøgt skulpturen Circle of Sacred Smoke Sculpture, hvor du kan se Devils Tower igennem. Et absolut must af et fotospot.

Sov ved Devils Tower

Der er en campingplads ved Devils Tower National Monument. Vi vil istedet anbefale den private KOA campingplads med udsigt til Devils Tower. Her vises Steven Spielbergs “Nærkontakt af tredje grad”, der foregår ved Devils Tower, hver aften under stjernehimlen. Og så er det en fin campingplads med gode faciliteter. Hvem vil ikke gerne have et bad efter en dag på prærien :).

Devils Tower