Tag Archives: Steak

The Big Texan Steak Ranch and Brewery

The Big Texan Steak Ranch and Brewery

I Amarillo, Texas, finder du et af USAs bedste steakhouses. Her er god stemning, god mad, gode øl og store solide portioner. Kan du spise deres 72 oz steak (2.041 gram) på under en time, så får du den gratis. Rekordindehaveren er en kvinde, der har spist den på 4 minutter og 18 sekunder!

Virkelig god mad

Vi kan ikke sige så meget andet, end at maden er virkelig god og du bliver mæt. Alt bliver lavet fra bunden og det kan man godt smage. Steaks er grillet over åben ild. Menukortet har meget at byde på, så meget at man får lyst til at blive lidt længere i Amarillo. Du kan vælge mellem forskellige steaks, kylling og fisk. Dertil er et rigt udvalg af tilbehør, som du kan vælge imellem. Deres bagte kartoffel, suppe, coleslaw, caesar salad og tomater med rødløg kan godt anbefales. Der er også lækre sandwich og burgere, prøv f.eks. en buffalo (bison) burger. Vi har ikke prøvet deres forretter, da der har været rigeligt i hovedretten, men der er meget lækkert at vælge imellem. Du kan se deres menukort her LINK.

Hjemmebryggede øl

Snyd ikke dig selv for en af deres hjemmebryggede øl efter øltraditionen i Texas. Made in Texas, by Texans, for Texans. Her kan du smage en Bomb City Bock, en Whoop Your Donkey, en Whiskey Barrel Stout, en Texas Red Amber Ale og meget meget andet. Er du til en rigtig “pigeøl” eller “sommerøl”, så prøv deres Raspberry Wheat.

72 oz Challenge

Tør du tage kampen op med deres 72 oz Challenge? Kan du spise deres lidt over 2 kg’s steak på under en time, så skal du ikke betale for den. Mange har forsøgt, få har klaret denne Challenge. Vælger du at kaste dig ud i denne Challenge, så bliver du placeret ved et bord midt i restauranten, hvor alle kan overvære dit forsøg og tiden. Og hvis du tror det “blot” handler om at spise en 72 oz steak, så tager du fejl. Du skal naturligvis også spise alt tilbehøret. Med i måltidet er ud over steaken følgende: rejecocktail, bagt kartoffel, salat og bolle med smør.

Der er følgende regler:

– Hele måltidet skal være SLUGT indenfor en time.

– Man må ikke rejse sig eller forlade bordet.

– Andre må ikke hjælpe med at skære maden ud eller på anden måde assistere en i at spise den.

– Man udgår hvis man bliver dårlig (og der er sat en skraldespand frem, hvis noget kommer op igen).

 

Konkurrencen har kørt siden 1962 og rekordindehaveren hedder Molly Schuyler. Hun har spist dette gigantiske måltid på blot 4 minutter og 18 sekunder. En rekord der bliver svær at slå!

Et legendarisk Route 66 stop

Stedet åbnede i 1960 og har været et berømt stop langs Route 66. Har du brug for et sted at overnatte, så er der motel og campingplads på stedet (for campingvogne). På The Big Texan Steak Ranch and Brewery er der også andet sjovt at opleve. De har en samling af billeder der skifter fra smil til skræmmende ansigter alt efter fra hvilken retning man betragter det. Vores 6 årige snakker stadig om det. Der er også en lille skydeforlystelse, en kæmpe stol og en souvenierbutik. Og så sælger de lækre vaffelis.