The National Museum of the United States Airforce

The National Museum of the United States Airforce

Verdens både ældste og største militære flymuseum findes i Ohio. Her er mere end 360 fly og missiler. Og det stopper ikke her, for der er meget mere at se og opleve på museet. Museet er lokaliseret på Wright-Patterson Air Force Base og har eksisteret siden 1923. Museet er lokaliseret i fire store flyhangarer.

Det bedste af det hele er dog, at du slet ikke behøver drage til Ohio for at opleve museet. Det kan du gøre hjemme fra sofaen, under en varm dyne med en god kop kaffe. Museet tilbyder nemlig en gratis virtuel tur rundt på størstedelen af museet. Det er naturligvis ikke det samme som at være der, men noget billigere end at drage til Ohio. Den virtuelle tur er delt op i forhold til museets forskellige udstillinger og er let at navigere rundt i. Prøv det her.

Og vil du opleve endnu mere, så er der også mulighed for det, når du sidder i bilen på vej til arbejde. Museet tilbyder en række gratis podcast, som kan downloades fra deres hjemmeside. Se udvalget af podcast her. Du kan f.eks. høre om deres Early Years udstilling, deres Korean War udstilling og meget meget andet. Det er spændende at lytte til.

Museet er delt op i de forskellige perioder, hvor fly er anvendt i amerikansk krigsførelse. Du kan således se udstillinger om de første krigsfly, fly fra Anden Verdenskrig, Koreakrigen, Vietnamkrigen og Den Kolde Krig. Og så er der en udstilling med henholdsvis missiler og rumfart. Hver udstilling er fyldestgørende. Der er f.eks. 56 forskellige typer fly fra Anden Verdenskrigs perioden. I rumfartsudstillingen kan du se fly, rumskibe, missiler, satellitter og diverse interessante temaudstillinger.

NATIONAL MUSEUM OF THE US AIR

Historiske fly

Museet har en række historiske fly. Du kan se den Boeing B-29 Superfortress, der kastede en atombombe over Nagasaki d. 9. august 1945 under Anden Verdenskrig. Folk kommer også for at se deres Convair B-36 Peacemakers, der var i funktion fra 1949-1959. Du kan også se en North American XB-70 Valkyrie og en Boeing B17-F Memphis Belle. Er du til de amerikanske præsidenters fly, så er dette også stedet. Se fly anvendt af præsidenterne Roosevelt, Truman, Eisenhower, Kennedy, Johnson og Nixon. Du kan se det fly der fløj Kennedy til Dallas og hans døde krop tilbage til Washington. Et andet historisk fly er en C-141 Hanoi Taxi, som fløj de første befriede amerikanske krigsfanger hjem til USA fra Vietnam.

NATIONAL MUSEUM OF THE US AIR

Museet huser også masser af uniformer og genstande fra det amerikanske flyvevåben. Der er også en stor udstilling om de første pionere indenfor flyvning, i særdeleshed om  brødrene Wright. Museet huser også National Aviation Hall of Fame, hvor personer der har udrettet noget særligt hyldes.

Der er masser af udstillinger og det er umuligt at se det hele på en dag. Der er f.eks. en udstilling om udviklingen af det amerikanske luftvåbens kendingssang, en udstilling om Holocaust, om modelfly og om kunstværker inspireret af fly. En guidet tur anbefales, men ikke at tage børn med på, medmindre de er super flynørder. Det bliver for langt og for detaljeret.

Der er en biograf der viser film om luftfart, flyvevåbnet og rumteknologi, men også helt almindelige film og serier. Og så kan du prøve en række fede og mere eller mindre vilde flysimulatorer. For de mindste er der en lille flyinspireret legeplads udenfor museet.

Det er gratis at besøge museet, dog skal du betale for at prøve deres flysimulatorer og se film i biografen.

NATIONAL MUSEUM OF THE US AIR