World of Coca Cola

World of Coca Cola

World Of Coca Cola

World of Coca Cola

Er du vild med en kold Coca Cola, så vil du uden tvivl elske at besøge World of Coca Cola i Atlanta. Stedet kan også anbefales til alle andre, der vil opleve en ikonisk del af den amerikanske kultur og historie. World of Coca Cola er et museum med en række udstillinger, herunder en række interaktive, en 4D biograf, en shop hvor du kan købe Coca Cola merchandise og så mulighed for at smage Coca Cola produkter fra hele kloden.
Udstillinger i World of Coca Cola
Luk øjnene og kom i tanke om de mange klassiske Coca Cola reklameskilte, glas og træbakker, Coca Cola isbjørnen og Coca Colas version af Santa Claus (julemanden), som mere end noget andet har påvirket den amerikanske forestilling af hvorledes Santa Claus ser ud og klæder sig. Alt dette kan du se i World of Coca Cola. Du vil se Coca Cola ting op gennem tiden, der samtidig tydeligt symboliserer ændrede kulturmønstre og verdenshistoriens gang. Det er f.eks. interessant at bemærke hvorledes en familie der drikker Coca Cola ændrer sig op gennem tiden, fra en mor ved strygehjernet til en mor der er karrierekvinde eller globetrotter. Ligeledes er Coca Cola plakaterne fra 2. Verdenskrig-perioden markant anderledes end de øvrige. Der er mere end 200 historiske genstande fra 30 forskellige lande, der repræsenterer Coca Colas 125 år lange historie. Du kan blandt andet se en Coca Cola sirup urne fra 1896.

Biograf og interaktive udstillinger

World of Coca Cola har blandt andet en biograf, hvor der fremvises en kortere film om Coca Colas historie. Desuden kan du se en række tidligere Coca Cola reklamer fra hele verden. I 4D biografen vises filmen “In Search of the Secret Formula”. Under filmen vil dit sæde bevæge sig og der vil være en række special effects – vi afslører ikke hvilke :). Filmen skal ses med 3D-briller på, som udleveres og returneres igen. Synes du det bliver for voldsomt, så kan du vælge et sæde der ikke bevæger sig. I Bottle Works kan du se en miniskala model af en Coca Cola fabrik i funktion.

Coca Colas hemmelige opskrift

Gennem tiden har mange forsøgt at genskabe Coca Colas opskrift, men det er ikke lykkedes for nogen, så vidt vides. Coca Colas hemmelige opskrift opbevares i World of Coca Cola i en topsikret bankboks, som du kan få lov at se, udefra naturligvis. Du får selv lov at prøve at genskabe Coca Colas opskrift i “The Virtual Taste Maker”. Her kan du mikse en række smage og farver og se hvor tæt du rammer på Coca Colas opskrift. Desuden er der en række interaktive spil, hvor du kan kæmpe mod andre hold om hvem der er bedst til at beskytte Coca Colas hemmelige opskrift.

Smag mere end 100 forskellige Coca Cola produkter

“Taste It”  er stedet hvor du skal huske at tage små smagsprøver og udvælge hvilke du tager med omhu. Her kan du nemlig smage mere end 100 Coca Cola produkter fra hele verden. Der er de klassiske Coca Cola versioner, men mest spændende af alt er der en række Coca Cola drikke opdelt i produkter fra Afrika, Asien, Europa, Latin Amerika og Nord Amerika. Det fremgår fra hvilket land produktet er fra. Her kan du blandt andet smage drikken Bibo Candy Pine-Nut fra Afrika, som smager af ananas og kokosnød. Eller hvad med en Inca Kola, som har været fast Coca Cola produkt i Peru siden 1935. En Inca Kola er en gylden gul sodavand med smag af frugt (nogen ville påstå den smager af tyggegummi). Inca Kola anvendes ofte i madlavning i Peru. Måske du er mere til en Guarana Kuat, som er en braziliansk sodavand, der er navngivet efter en indianergud. Og rigtig gættet, den smager af guarana bær. Hvis du er til en lidt mere spicy oplevelse, så prøv Thums Up fra Indien.

Souveniers

Enhver Coca Cola fan kan købe sig fattig i souveniers i World of Coca Cola. Her er Coca Cola glas, salt- og pebersæt, duge, skilte, opskriftbøger, t-shirts, lip gloss med Coca Cola smag og meget meget andet.
World Of Coca Cola

World Of Coca Cola