Chickasaw National Recreation Area

Chickasaw National Recreation Area

Er du vild med vand, så vil du elske Chickasaw National Recreation Area. Her er de smukkeste, søer, kilder og åer. Tag en svømmetur, fang en fisk, flyd ned af en å eller nyd den smukke natur. I Chickasaw National Recreational Area mødes prærien i vest med skoven i øst og det giver unikke økosystemer og et væld af planter og dyr. Stedet er for foden af Arbuckle Mountains. Desuden byder parken på interessante geologiske formationer.

Oprindeligt en nationalpark

I 1906 blev stedet faktisk en nationalpark. Den hed Platt National Park og var USA’s syvende nationalpark og den allermindste. Nationalparken var i den grad velbesøgt og i 1914 viste en opgørelse fra National Park Service, at parken var den mest besøgte nationalpark i USA. Ja du læste rigtigt, der var flere besøgende her end i Yellowstone og Yosemite. De store jernbanestrækninger der gik tæt på parken, udvidede med jernbanestrækning til parkens indgang. Således kunne man f.eks. tage toget fra f.eks. San Fransisco, St. Louis eller Santa Fe til Platt National Park.

Oprindeligt var området beboet af Chickasaw indianerstammen. De var med magt flyttet fra deres oprindelige land i det sydøstlige USA. Ved det nuværende Chickasaw National Recreation Area fandt de et område med masser af friske og mineralholdige kilder, som de mente kunne hele forskellige sygdomme. De frygtede at området ville blive overtaget af private investorer og derfor solgte de det til den amerikanske regering i 1902. Det kom til at hedde Sulphur Springs Reservation, indtil det blev en nationalpark.

Platt National Park udgjorde kun en del af det areal, der i dag er Chickasaw National Recreation Area. Alene i Platt National Park var der 32 mineralholdige ferskvandskilder.

Travertime Nature Center

Et godt sted at starte er ved Travertime Nature Center. Her er forskellige udstillinger om naturen og vandet i området, herunder interaktive udstillinger og masser at se og røre ved. Det kan også anbefales at se filmen “By the Rippling Waters”. Der tilbydes desuden løbende foredrag og guidede naturvandringer fra stedet.

Tæt på Travertime Nature Center findes også Little Niagara Falls, som løber ud i en lille sø, som er et velbesøgt badested. Så husk badetøjet.

Antelope and Buffalo Springs

Vil du ud og se nogle af stedets naturlige kilder, så vil vi anbefale at gå den knap 2 km lange rundtur fra Travertime Nature Center, hvor man både kommer forbi Antelope Springs og Buffalo Springs på vejen. Man går langs Travertime Creek, der faktisk får sit vand fra Antelope Springs og Buffalo Springs.

Antelope Springs og Buffalo Springs er lokaliseret i den tidligere Platt National Park. Det ses tydeligt, for stierne er super flotte, der er pausesteder langs stien og både Antelope Springs og Buffalo Springs er omgivet af omhyggeligt placerede sten. Området betegnes i dag intet mindre end  “Platt National Park National Historic Landmark District” og er bemærkelsesværdigt grundet de tydeligt bevarede designede elementer i den tidligere nationalpark. De smukke stenmure med mere er anlagt i 1930’erne.

I den nordlige del af Chickasaw National Recreation Area er også andre naturlige mineralholdige kilder, der er værd at besøge; Pavillion Springs, Hillside Springs og Black Sulphur Springs.

Buffaloes

Der er en mindre bisonflok, eller buffaloes, i Chickasaw National Recreation Area. De ses bedst fra “Bison Viewpoint”. Oprindeligt var der mange flere buffaloes i området, som forsynede sig med væske og badede i de mineralholdige naturlige kilder.

Søerne

Lake of the Arbuckles er en kæmpe sø i den sydlige del af Chickasaw National Recreation Area. Her fiskes, svømmes og sejles. Og vandres langs søen. Det er en skøn sø. Besøg den også for at møde amerikanerne og se dem nyde deres fritid. Og så kandet være dejligt at tage nogle timer ud af en pakket roadtrip og bare nyde livet og naturen og stemningen.

Der er også andre skønne søer i området

Chickasaw National Recreation Area