Calico Ghost Town
Engang boede der omkring 1.200 mennesker i byen Calico i Calico Mountains i Mojave-ørkenen. De levede af at udvinde sølv i de nærliggende omtrentligt 500 sølvminer med tilsammen over 800 km minegange. Da sølvpriserne faldt, flyttede folk fra byen og byen stod tilbage som forladt spøgelsesby. I dag er bygninger blevet restaureret og kopier af oprindelige bygninger blevet etableret. Calico Ghost Town er en turistattraktion, hvor du kan se byen i funktion med butikker, restauranter, skole med mere. Det er uden tvivl en af de bedste muligheder i USA for at få et indblik i livet for over 100 år siden. Du kan desuden campere ved Calico Ghost Town. Se mere her
Calico dengang
Calico blev grundlagt i 1881 som et resultat af, at der blev fundet sølv i Calico Mountains og folk valfartede dertil. Som nævnt boede der i byens storhedstid ca 1.200 i byen. I Calico Mining District boede ca. 3.000 mennesker. Calico havde et Red Light District med 23 barer og 6 bordeller. Der var spillehaller, restauranter, et hotel (Hank’s Hotel) og en skole. Byen havde sin egen avis, der hed Calico Print. Og så havde Calico endda sin egen Chinatown. I skolen gik ca. 30 børn, så det har ikke været en børnerig by. Mange flyttede fra Calico allerede i 1890’erne, hvor sølvpriserne faldt draktisk. Nogle få hundrede personer blev i Calico og levede frem til 1907 af at udvinde boraks fra miner. Herefter stod byen som en forladt spøgelsesby med hovedgade, skole, sølvminer og beboelsesejendomme.
Calico i dag
I dag vil du opleve et kopi af hvordan Calico omtrentligt så ud i slutningen af 1800-tallet. Kun ganske få bygninger er de originale. Det unikke ved Calico er, at det er en større Ghost Town og derfor er der en lang hovedgade og rigtig mange bygninger at gå på opdagelse i. De fleste Ghost Towns i USA er mindre byer og har måske blot 10-15 bygninger. I Calico kan du se hvordan folk boede og levede i slutningen af 1800-tallet. Der er indrettet butikker og restauranter i nogle af bygningerne og byen levendegøres af skuespillere. Du vil kunne bruge masser af tid på at være der og gå på opdagelse. Søg også væk fra hovedgaden og gå på opdagelse i husene i udkanten af byen. Calico minder om Den Gamle By i Aarhus, bare i amerikansk version.
Du kan blandt andet prøve at gå gennem en sølvmine og se en udstilling om hvordan de udvandt sølv i Calico. Der er også et museum med ting efterladt i Calico og om Calicos historie. Du kan også komme ud at køre i et gammelt tog, som oprindeligt blev brugt i sølvminerne. Og lørdag aften er der Ghost Tours, hvor du kan høre om de folk der aldrig helt forladte Calico. Og så kan børn naturligvis finde guld.
Året rundt er der en masse events og arrangementer, så tjek hvad der sker på deres hjemmeside inden I ankommer.
To ultimative ture
Calico Ghost Town tilbyder to helt unikke oplevelser. Disse skal reserveres på forhånd, hvis du vil være sikker på, at der er en plads. Vi vil varmt anbefale disse ture.
Deres Silver King Mine Tour er en 3-4 timers tur ned i Silver King Mine, der står som den blev forladt for 125 år siden. Her får du muligheden for på egen krop at opleve hvordan det var at arbejde i en sølvmine, blandt andet ved at deltage i at indsamle “sølv” og transportere det ud af minen.
Deres “20 Mule Team Off-Road Adventure” er en 32 km lang tur i en off-road jeep, der følger ruten for en tidligere jernbanelinje, der blev anvendt i forbindelse med boraks minearbejdet. På turen besøges spøgelsesbyen Borate, som kun kan tilgåes via offroad køretøj, Tin Can Alley, Bismark og Odessa Mining Districts og hjemturen går via det smukke Philips Loop. Borate ligger ca. 5 km øst for Calico. I byen var der boraks-miner og bomuldsproduktion.