Tag Archives: Bison

Tatanka: Story of the Bison

Tatanka: Story of the Bison

Tatanka: Story of the Bison

 

En hyldent til The Great Plains konger og dronninger

Tatanka er en hyldest til bisonoksen.  Og en hyldest til hele det liv der var på de åbne sletter i USA, før europæerne indtog landet. Det er en hyldest til de millioner af bisonokser, der vandrede rundt i den store del af USA, der beskrives “The Great Plains”. Og det er samtidig en fortælling og en hyldest til de indianersamfund, der levede i harmoni med naturen og tæt forbundet med bisonoksen. Tatanka er en poetisk og smuk oplevelse, som på det varmeste kan anbefales.

Kevin Costner, Tatanka og Lakota

Skaberen bag Tatanka er ingen ringere end skuespilleren Kevin Costner. Tatanka består af store bronzeskulpturer af en gruppe bisonokser, som bliver indfanget af en gruppe indianere. Og så er der en række spændende udstillinger. Udstillinger vedrørende bisonokser og indianere der levede på The Great Plains. Udstillingerne er en del af Northern Plains Peoples Educational Interpretive Center. Desuden kan du i sommerperioden opleve Lakota indianere, der fortæller om deres kultur og fortællinger. Du kan desuden se kostumer fra filmen “Danser med ulve” med Kevin Costner i hovedrollen.

Besøg også stedets butik med masser af indianerhåndværk og indianerkunst. Og snup en bid mad eller en snack på stedets restaurant.

Da livet på The Great Plains blev ændret

Den hvide mands indtog i USA reducerede bisnokserne fra millioner til på et tidspunkt blot omkring 1.000 vilde bisonokser. Tatanka betyder “Big Beast” og refererer til bisonolkser på det sprog Lakota indianerne taler. Lakota indianerne var dybt afhængige af Tatanka. De anvendte bisonokser som føde, til beklædningsgenstande, til redskaber og endda til at bygge boliger. Til en indianertipi anvendes der omtrentligt 20 skind.

Kevin Costner har ordet

Lad os slutte af med at lade Kevin Costner sætte nogle ord på visionen bag stedet.

This is their story… “I believe today that this place is bigger than the dream I had for it. What it means to anyone that comes here will be up to them. Tatanka was not designed as the white man’s version of the Native American. Rather it stands as a centerpiece for two cultures, one whose very lives depended on the buffalo and one who saw it as a means to an end. It recognizes and accepts that this is our mutual history. It can also represent the chance to move forward.” Kevin Costner, Attraction Founder/Owner

Tatanka: Story of the Bison

 

Chickasaw National Recreation Area

Chickasaw National Recreation Area

Chickasaw National Recreation Area

Er du vild med vand, så vil du elske Chickasaw National Recreation Area. Her er de smukkeste, søer, kilder og åer. Tag en svømmetur, fang en fisk, flyd ned af en å eller nyd den smukke natur. I Chickasaw National Recreational Area mødes prærien i vest med skoven i øst og det giver unikke økosystemer og et væld af planter og dyr. Stedet er for foden af Arbuckle Mountains. Desuden byder parken på interessante geologiske formationer.

Oprindeligt en nationalpark

I 1906 blev stedet faktisk en nationalpark. Den hed Platt National Park og var USA’s syvende nationalpark og den allermindste. Nationalparken var i den grad velbesøgt og i 1914 viste en opgørelse fra National Park Service, at parken var den mest besøgte nationalpark i USA. Ja du læste rigtigt, der var flere besøgende her end i Yellowstone og Yosemite. De store jernbanestrækninger der gik tæt på parken, udvidede med jernbanestrækning til parkens indgang. Således kunne man f.eks. tage toget fra f.eks. San Fransisco, St. Louis eller Santa Fe til Platt National Park.

Oprindeligt var området beboet af Chickasaw indianerstammen. De var med magt flyttet fra deres oprindelige land i det sydøstlige USA. Ved det nuværende Chickasaw National Recreation Area fandt de et område med masser af friske og mineralholdige kilder, som de mente kunne hele forskellige sygdomme. De frygtede at området ville blive overtaget af private investorer og derfor solgte de det til den amerikanske regering i 1902. Det kom til at hedde Sulphur Springs Reservation, indtil det blev en nationalpark.

Platt National Park udgjorde kun en del af det areal, der i dag er Chickasaw National Recreation Area. Alene i Platt National Park var der 32 mineralholdige ferskvandskilder.

Travertime Nature Center

Et godt sted at starte er ved Travertime Nature Center. Her er forskellige udstillinger om naturen og vandet i området, herunder interaktive udstillinger og masser at se og røre ved. Det kan også anbefales at se filmen “By the Rippling Waters”. Der tilbydes desuden løbende foredrag og guidede naturvandringer fra stedet.

Tæt på Travertime Nature Center findes også Little Niagara Falls, som løber ud i en lille sø, som er et velbesøgt badested. Så husk badetøjet.

Antelope and Buffalo Springs

Vil du ud og se nogle af stedets naturlige kilder, så vil vi anbefale at gå den knap 2 km lange rundtur fra Travertime Nature Center, hvor man både kommer forbi Antelope Springs og Buffalo Springs på vejen. Man går langs Travertime Creek, der faktisk får sit vand fra Antelope Springs og Buffalo Springs.

Antelope Springs og Buffalo Springs er lokaliseret i den tidligere Platt National Park. Det ses tydeligt, for stierne er super flotte, der er pausesteder langs stien og både Antelope Springs og Buffalo Springs er omgivet af omhyggeligt placerede sten. Området betegnes i dag intet mindre end  “Platt National Park National Historic Landmark District” og er bemærkelsesværdigt grundet de tydeligt bevarede designede elementer i den tidligere nationalpark. De smukke stenmure med mere er anlagt i 1930’erne.

I den nordlige del af Chickasaw National Recreation Area er også andre naturlige mineralholdige kilder, der er værd at besøge; Pavillion Springs, Hillside Springs og Black Sulphur Springs.

Buffaloes

Der er en mindre bisonflok, eller buffaloes, i Chickasaw National Recreation Area. De ses bedst fra “Bison Viewpoint”. Oprindeligt var der mange flere buffaloes i området, som forsynede sig med væske og badede i de mineralholdige naturlige kilder.

Søerne

Lake of the Arbuckles er en kæmpe sø i den sydlige del af Chickasaw National Recreation Area. Her fiskes, svømmes og sejles. Og vandres langs søen. Det er en skøn sø. Besøg den også for at møde amerikanerne og se dem nyde deres fritid. Og så kandet være dejligt at tage nogle timer ud af en pakket roadtrip og bare nyde livet og naturen og stemningen.

Der er også andre skønne søer i området

Chickasaw National Recreation Area

Bear Country USA

Bear Country USA

Bear Country USA

Bear Country USA er den amerikanske version af Knuthenborg Safaripark eller Givskud Zoo. Det er en park, hvor du fra din egen bil kan se en masse amerikanske dyr, som man drømmer om at få et glimt af ude i den vilde natur. Her er væsentlig bedre succesrate. Og så virker det noget mere rigtigt end at besøge en traditionel zoo, når man kører rundt mellem bjørneunger der leger i træerne eller græssende buffaloes – dyr der lever i fangenskab, men i deres naturlige miljøer, ikke i et bur. Vi er så vilde med Bear Country USA, at vi har besøgt den lille hyggelige dyrepark i Black Hills i South Dakota to gange.

Parkens hovedattraktion er bjørnene. Det er verdens største private bestand af black bears du finder i parken. Dem kan du se både fra bilen og derefter de sødeste bjørneunger der leger, når du har parkeret bilen. Du starter med at køre ind i parken. Du skal naturligvis have en bil med tag og lukkede døre og vinduer. Du kører rundt og ser de forskellige dyr. Turen rundt er knap 5 km og der er både tid og plads til at stoppe op og betragte dyrene fra bilen. Derefter parkerer du bilen og ser lidt flere dyr.

I Bear Country USA kan du se bjørne, buffalos, ulve, elge, rensdyr, bjergløver, hjorte, bobcats, cougars, gaffelbukke, Rocky Mountain geder og bighorn får fra bilen. Når du er steget ud af bilen kan du se mindre dyr som bævere, ræve og stinkdyr.

Souvenirs

Der er en kæmpe butik i Bear Country USA, der sælger alt med originale amerikanske dyr. Da vi var der med vores 3-årige søn var deres kæmpe bamseafdeling et hit. De har masser af fine bamser i god kvalitet der forestiller originale amerikanske dyr. Et slarafenland for en bamseelsker. Som jeg skriver dette, krammer vores yngste skud på stammen en sort bjørn bamse fra Bear Country USA, mens hun sover sin babyskønhedssøvn. Men der er også mange andre gode souvenirs muligheder for både børn og voksne. På stedet kan du også købe sandwich, drikkevarer og is i Cub Grub Snack Shack.

Bear Country USA

The National Buffalo Museum and bison herd

The National Buffalo Museum and bison herd

The National Buffalo Museum and bison herd

The National Buffalo Museum i North Dakota er et museum dedikeret til de amerikanske buffaloes. De kæmpe bisonokser, der oprindeligt i kæmpe flokke vandrede rundt i store dele af USA. Museet har sin egen flok på 25-30 buffaloes. En af disse buffalo er noget så sjældent som en albino buffalo. Hun hedder “Dakota Miracle” og er noget af et tilløbsstykke.

Museets fokus er bisonoksen og hvorledes den har påvirket livet også for mennesker i Plains-området i USA. Det er historien om de store bisonflokke, indianernes bisonjagter og hvorledes bisonen er blevet en central del af mange Plains-indianers tro og livssyn. Det er også den kedelige historie om hvorledes den europæiske indvandring resulterede i at de amerikanske bisonokser var sekunder fra at blive helt udryddet. Mere opløftende er historien om hvorledes der kæmpes for bisonokser overlever som et vildt dyr. På museet kan du se skeletdele af forhistoriske bisonokser og andre dyr, der var i North Dakota for mange år tilbage. Der er også eksempler på geværer, som nybyggerne anvendte til at skyde bisonokserne med. Derudover er der en udstillling om områdets oprindelige folk samt kunstværker med bisonokser.

Museets bisonflok kan ses fra Interstaten (mororvejen) og er en fin markering af, at man bevæger sig fra det østlige USA til Det Vilde Vest. Måske er du heldig at få øje på “Dakota Miracle”, albino bisonoksen. Det er dog ikke bare lykken at være albino bisonokse. Hun har f.eks. svært ved at temperaturregulere om sommeren.

Et fint lille museum om en vigtig brik i den amerikanske historie og kultur.

The National Buffalo Museum and bison herd

 

Tallgrass Prarie National Preserve Search Google Maps

Tallgrass Prarie National Preserve

Tallgrass Prarie National Preserve

Engang var store dele af Midtvesten dækket af prærie, eller nærmere betegnet tallgrass prarie. Et åbent landskab med høje græsser, der aldrig rigtig sprang ud i skov. Et økosystem hvor dyr i massevis græssede, især bisonokser. Og et økosystem hvor store præriebrande var en del af præriens cyklus. I dag er blot under 4 % af den oprindelige prærie bevaret. Størstedelen af den eksisterende prærie er i Flint Hills i Kansas. Et godt sted at se rigtig velbevaret prærie i Flint Hills er i Tallgrass Prarie National Preserve. Her møder du også en stor bisonflok og kan gå på opdagelse i den historiske Spring Hill Ranch.

Prærie, prærie, prærie

Du kan naturligvis køre rundt og se prærien fra bilen. Men den fedeste og mest autentiske oplevelse får du, hvis du snører skoene og går en tur ud over prærien. Lyt til præriens lyde, mærk vinden på dine kinder og se præriens græs bukke sig i vinden. Der er masser af vandreruter på stedet. Vi vil anbefale Southwind Nature Trail og Bottomland Nature Trail.

Southwind Nature Trail er en knap 3 km rundtur. Du går over bølgende bakker dækket med præriegræs, krydser en rislende bæk omgivet af hackberry træer, går gennem det smukkeste prærieområde med græsser og blomster og kommer forbi et lille gammel skole, som blot har et enkelt rum. Der er to udsigtspunkter på vejen. Du kan også se flinten, som bakkerne består af, heraf bærer området navnet Flint Hills. Det er også en skøn tur, hvis du vil opleve dyrelivet og vegetationen på prærien. Stop op og lyt engang imellem og hør koret af fuglekvidren. Oprindeligt var området beboet af Kansa indianerstammen. Kansa betyder “People of the Southwind” og denne fine vandrerute er opkaldt efter dem.

Bottomland Nature Trail er blot 1 km lang og kan tilbagelægges i rullestol, medmindre der er vådt og glat. Her er der informationsskilte, borde og bænke med mere langs ruten. Du kommer gennem et stykke prærie, som er ved at blive genetableret og det er en spændende proces at følge. De mange informationstavler beretter om projektet og økosystemets step i genetablering af prærie. Desuden kan du lære om præriens betydning for områdets historie. Tæt herved finder du stedets visitor center, som har en fin lille udstilling og en indormativ film.

Bisonflokken i Tallgrass Prarie

Bisonflokken i Tallgrass Prarie National Preserve er en af de eneste bisonflokke i USA, der stammer udelukkende fra de vildtlevende bisonflokke. Fra bisonflokken i Wind Cave National Park i South Dakota, blev der i 2009 flyttet 7 han og 6 hun bisonokser til Tallgrass Prarie National Preserve. Den første kalv blev født i maj 2010 og siden er flokken vokset og vokset.

Oprindeligt var der estimeret 30-60 millioner bisoner i USA, før immigrationen fra vest begyndte. Nybyggerne udryddede nærmest bisonokserne, ikke blot for at få mad, men der gik f.eks. sport i at skyde bisonokser når man kørte gennem landskabet i et tog.

Bisonflokken i Tallgrass Prarie National Preserve befinder sig for det meste ved Windmill Pasture, og enkelte gange ved West Traps Pasture. Det er bestemt ikke dyr man klapper! Læs i stedets brochure om sikkerhedsregler i forhold til bisonokser. Det er en helt utrolig fed oplevelse at se sådan en bisonflok. Store inponerende dyr med en særegen lyd.

Tallgrass Prarie National Preserve Search Google Maps

Spring Hill Ranch

I Tallgrass Prarie National Preserve findes den forladte Spring Hill Ranch. Her kan du se ranchens hovedhus, inkl. husets indretning, ranchens have med mere. I dag er dele af ranchen stadig i funktion, i det der stadig er kvæg der græsser på prærien.

Ranchen blev grundlagt af en kvægopdrætter fra Tennessee i 1878. I 1881 blev hovedhuset bygget. Familien boede på ranchen indtil 1904 og levede af at opdrætte kvæg.

Spring Hill Ranch

Custer State Park

Custer State Park

Man skal ikke lade sig snyde af, at dette “blot” er en State Park. Custer State Park er et besøg værd på højde med de mest berømte nationalparker – og du bør minimum afsætte en dag til besøget.
Custer State Park er stedet, hvor du blandt andet har mulighed for at se rigtig mange dyr langs Wildlife Loop, opleve de helt unikke klippeformationer i The Needles, bade i en bjergsø og bestige et bjerg. Ja du kan roligt sætte flere dage af, især hvis du også vil besøge nærliggende seværdigheder som Wind Cave og Mount Rushmore.

 

Wildlife Loop Road

Lad os starte med Wildlife Loop Road. Dette er en knap 30 km smuk rundtur i Nationalparken, der byder på muligheden for at se en række vilde originale amerikanske dyr som blandt andet bisonokser (buffaloes). Ja faktisk er der
en flok på omtrent 1.300 vilde bisonokser i parken. Men
 bisonokser er bestemt ikke det eneste du kan opleve – der er også amerikansk elg, bighorn får, gaffelbuk, hjort, præriehund, prærieulv, kalkuner og diverse fugle. Det kan anbefales at stå meget tidligt op og køre Wildlife Loop som det første på dagen, for at se så mange dyr som
 muligt. Bemærk det er vilde dyr, ikke en zoologisk have og ikke klappedyr. Bliv i bilen, døre og ruder lukkede, hold tilbage for dyrene og giv jer god tid. Dette vil uden tvivl fascinere alle uanset alder. Det kræver lidt tålmodighed, da ruten kan føles lang (der er hastighedsbegrænsning) og der kan gå flere km mellem man ser dyr, men når dette belønnes med en stor flok bisonokser, eller at komme helt tæt på en flok vilde æsler, så er det uden tvivl hele turen værd. Vi har set flest dyr i den sydlige og østlige del af loopet. Desuden er der mange bisonokser i retning mod Wind Cave National Park, som i øvrigt klart kan anbefales at besøge.

Tissemandsstenene

The Needles oplever du ikke andre steder. Det er en 22 km smal snoet vej, der går igennem nogle helt unikke klippeformationer, også kaldet The Needles. Vores dengang 3-årige søn synes det lignede enorme tissemandssten og det er faktisk en ganske god beskrivelse. Giv dig tid til at stoppe op, indånde bjergluften og forundres og kom ud af bilen og gå en tur blandt “tissemandsstenene”. Her anbefales Cathederal Spires Trail, der er en tur på 2,5 km. Her får man en række af de spektakulære og unikke stenformationer at se og kommer hen til Cathederal Spires, som nok er den mest kendte klippeformation i The Needles området.
Køreturen gennem The Needles byder også på smalle tunneler hugget ud i klipperne, hvor kun en bil kan passere af gangen. Folk er søde til at holde tilbage og man giver hinanden tid til at passere stille og roligt og nyde oplevelsen.
Bemærk vejen er lukket om vinteren grundet sne.

Sneskotur om vinteren

Er du til en fed oplevelse om vinteren, så er parken klart anbefalelsesværdigt. Det plejer at være muligt at køre Wildlife Loop Road og se dyrene i en sneklædt Custer State Park. Om vinteren anvendes parken til at stå på snesko. Om vinteren er der ofte guidede snowshoe hikes, hvis du som nybegynder har lyst til at prøve dette. Det anbefales på ingen måde som uerfaren at begive sig afsted på snesko alene.

 

Skovsøer der er et besøg værd

Vi har nydt området ved Sylvan Lake i den nordvestlige del af parken. Men der er også flere andre besøgsværdige søer i parken; Center Lake, Bismark Lake og Legion Lake. Søerne giver mulighed for at svømme og sejle i kano, kajak eller paddle boats. Kano, kajakker og paddle boats kan udlejes ved Sylvan Lake og ved Legion Lake. Du kan naturligvis også leje redningsveste. Paddle Boats er til 1 person og du står op i disse og padler. Er sikker på en teenager der trænger til at strække ben vil finde dette helt fantastisk. Kanoer og kajakker er til 1-3 personer. For sæsson og åbningstider tjek parkens hjemmeside.

Buffalo Safari Jeep Tour eller Hayride and Chuck Wagon Cookout

Custer State Park er stedet hvor der tilbydes helt unikke og specielle oplevelser, som vil være gode minder i mange år frem. Hvad med et Hayride and Chuck Wagon Cookout? Her bliver du udstyret med cowboyhat og kører sammen med turens andre deltagere på en 45-minutters tur i en “høanhængervogn” ud til en gammeldags præriemadvogn, hvor der serveres et lækkert måltid midt ude i naturen. På vejen derud spilles og synges til countrymusik. Menuen består af traditionel præriemad fra Det Vilde Vest med et moderne touch som steaks, hamburger, cowboybønner, cornbread med honning, kartoffelsalat, coleslaw, vandmelon, kager, kaffe og lemonade. Man køres retur igen omkring mørkets frembrud. Turen skal reserveres på forhånd, læs mere her LINK.
På en guided Buffalo Safari Jeep Tour, kommer du off-road i parken og derhen hvor besøgende i parken ellers ikke kan komme. Det giver naturligvis mulighed for at se endnu flere dyr og undervejs lære om disse og parken. Denne tur skal ligeledes reserveres på forhånd, se mere her.
Begge ovenfor beskrevne ture koster lidt i feriebudgettet, men er bestemt anbefalelsesværdige. Det er generelt billigere at tage denne form for ture i State Parks end ved private selskaber – og Custer State Park er et fedt sted at gøre det.

 

Bestig Black Elk Peak, 2208 meter over jordens overflade

Du kan bestige Black Elk Peak, det højeste punkt i USA øst for Rocky Mountains. På toppen er der den fedeste udsigt over hele området og et gammelt stenhus. Bjerget har været et eftertragtet sted at “bestige” i mange år og oprindeligt var det Lakota-indianerne, der klatrede op på det. Bjerget ændrede i 2016 navn til Black Elk Peak til minde om den berømte lakota-indianer medicinmand Black Elk. Legenderne lyder at det var på denne bjergtop, at han fik et syn, der gjorde ham til en velrespekteret og dygtig medicinmand. Vi har besteget bjerget fra Sylvan Lake. Det er en vandretur på en del højdemeter, men stien er super fin at gå af. Der er 5,6 km fra Sylvan Lake til Black Elk Peak og du skal samme distance retur igen. Tilbage ved Sylvan Lake kan du nyde en afkølende svømmetur eller spise et lækkert og velfortjent måltid på restauranten. Husk mad og drikke, solcreme med mere.