I Utah har en familie opført et kopi af huset fra Disney Pixar filmen UP. Ja det hus hvor Carl og Ellie boede i og som senere kom på lidt af en flyvetur.
Huset er designet som UP huset både indvendigt og udvendigt.
Du kan køre forbi og se huset udefra. Eller du kan booke tid til et photoshoot, hvor der både kan tages billeder udendørs og indendørs. Bemærk det er en privat ejendom. Derfor må du kun komme ind på grunden, hvis du har en aftale om et photo shoot.
Disney i Florida er andet end store forlystelsespakker. Walt Disney gik meget op i at beskytte dyrearter og natur og det er en mission der fortsat arbejdes på i Disney. Syd for Disneyworld i Florida har Disney koncernen i samarbejde med andre parter opkøbt et stort areal, som de kalder for The Disney Wilderness Preserve. Det er et skønt og smukt naturområde med meget få besøgende, hvor man forsøger at bevare den originale natur i Florida.
“Landscapes of great wonder and beauty lie under our feet and all around us. They are discovered in tunnels in the ground, the hearts of flowers, the hollows of trees, fresh-water ponds, seaweed jungles between tides, and even drops of water. Life in these hidden worlds is more startling in reality than anything we can imagine.”—Walt Disney.
I The Disney Wilderness Preserve findes over 1.000 arter af planter og dyr. Du kan være heldig at møde en ørn, en stork, eller en slange i den skønne natur af cypress sumpe, ferskvands marsk og frodige skove. Området er en del af Everglades ecosystem, hvilket betyder at en regndråbe der lander her, kan ende i Everglades National Park. Stedet fungerer som et naturligt renseanlæg for regnvand, stoffer i regnvandet optages af naturen og der sikres rent grundvand.
Der er flere vandremuligheder i området. Du kan vælge turen frem og tilbage til Lake Russell på omtrentligt 2,5 km. Lake Russell er et must-see når du er der og turen dertil er skøn og på en bred sti, hvor du fint kan have en klapvogn med. Vil du gå lidt længere, så tag det store røde loop på 3,7 km. Der er fint afmærket hele vejen rundt. Det røde loop kan kombineres med det gule loop og så går du knap 10 km i alt. Her kommer du lidt mere ud i den vilde natur og lidt længere væk fra de fleste besøgende. Det røde loop er derfor mest til børnefamilierne, hvor alle andre der har kilometer i benene til det anbefales den lange gåtur.
Faciliteterne er begrænset, hvilket er med vilje. Det ønskes ikke stedet bliver en overrendt turistattraktion, men et sted for de få som gerne vil nyde naturen og lære mere om naturgenopretning og naturbevarelse. Der er toiletter og nogle få plancher, der fortæller om stedet og arbejdet med at genoprette og bevare naturen. Stedet er også kun åbent et begrænset antal timer hver dag.
Vi besøgte stedet i januar 2020 og synes det var et fantastisk afbræk fra Orlando områdets mange meget besøgte turistattraktioner. Og en fin måde at komme ud at se den ægte og originale natur i Florida. Med os havde vi vores søn på 9 år, vores datter på 1 år og en klapvogn. Vi havde en skøn tur til Lake Russell og rundt i det røde loop. Vi så ikke så mange dyr, men vi gik i den skønneste natur og så en række spændende planter og sumpområder. Vores dreng fik ved besøgscenteret udleveret nogle opgaver han kunne gennemføre under vandreturen, blandt andet et ark med dyrespor, som det var sjovt at finde ude på vandrestien.
Vi vil klart anbefale at besøge stedet, når du er i Florida. Det er den perfekte måde at starte dagen på, inden det bliver alt for varmt og dagen skal nydes i poolen. Husk at få væske og mad med rundt på ruten.
Route 66 går gennem staten Kansas på en meget beskeden strækning (21 km), men er alligevel en af de mest interessante strækninger.
Gør et stop ved “Cars on the Route”, hvor du kan se den ældre mining boom truck, som karakteren Bumle i Disneys mega tegnefilmshit Cars blev bygget op om. Du kan også se en fuldskala kopi af Bumle fra Cars, som kaldes Tow Tater. Desuden er der et kopi af brandbilen og militærbilen fra Cars tegnefilmen samt en række andre ældre biler.
I højsæssonen er Cars on the Route åben. Her kan du købe sandwich, diverse snacks og drikkevarer, antikviteter og samt souveniers relateret til Route 66 og Cars filmene. Det er et sjovt lille stop, som skal ses og opleves. Besøg toilettet for at se gamle kort over Route 66.
På den anden side af gaden finder du et lidt specielt hus i grå og sorte nuancer. Der har i mange år gået rygter om at det var et tidligere bordel, som var eget af Ma Staffleback, som var kendt for at være bordelmutter og begå mord.
Celebration i Florida er en by i Florida med omtrentligt 7.500 indbyggere. Men det er ikke en hvilken som helst by. Byen er udviklet af The Walt Disney Company på baggrund af selveste Walt Disney´s tanker og visioner for en by. Walt Disney havde en vision om en Experimantal Prototype Community of Tomorrow. Denne vision er blevet til forlystelsesparken EPCOT i Walt Disney World Orlando og til byen Celebration.
Virker bekendt
Celebration fremstår mere Skandinavisk end en typisk amerikansk by. Her er gang- og cykelstier rundt i byen. Der er ikke tæt bebygget, men masser af bolignære grønne områder. Der er haver og bynære søer. Der er små lokale forretningsdrivende. Vi vil anbefale en gåtur rundt i byen. Det er hyggeligt og du oplever et lidt alternativt amerikansk samfund. Og det er naturligvis nærmest et must-see, hvis man er lidt Disney nørd. Vi anbefaler en tur til Celebration Downtown, hvor der er butikker og restauranter.
En by på masterplan niveau
Til forskel fra de fleste amerikanske byer, er der udarbejdet en fælles masterplan for Celebration. Den er ikke blot udbygget stille og roligt.
Byen er skabt efter Walt Disneys død. Disney development Company begyndte arbejdet med den i starten af 1990´erne. I 1996 startede byen med at blive opført.
I dag har byen mere end 500 registrerede firmaer. Disse har enten restauranter eller butikker i byen, hører til de små kontor komplekser eller i Disney World Office Building Park.
Hvis du tror Walt Disney World Orlando kun er for børn og at der kun er en park, så tager du fejl. Walt Disney World Orlando er fire forlystelsesparker, to vandlande, en minigolfbane, en by med masser af shopping, restauranter og natklubber, masser af shows og en række hoteller. Walt Disney World Orlando er for alle aldre og ved et besøg vil du opleve, at der er masser af shows, restauranter og forlystelser, hvor børn og unge ikke er målgruppen. Vi har selv besøgt Walt Disney World Orlando en del gange uden børn og til næste år skal vi afsted igen, denne gang med vores to dejlige unger.
De fire forlystelsesparker
Walt Disney World Orlando består af fire forlystelsesparker; Magic Kingdom, Animal Kingdom, Epcot og Hollywood Studios. I alle Disney-parkerne er der shows, parader, shopping og restauranter. Og i alle Disney-parkerne kan du hilse på en række Disneyfigurer. Magic Kingdom ogAnimal Kingdom henvender sig mest til børnefamilier, hvor Hollywood Studios og Epcot har en bredere målgruppe. Men uanset alder, så kan du uden tvivl bruge mindst en dag i alle parkerne, for der er så meget at opleve, at det faktisk er umuligt at nå på en dag.
Magic Kingdom er den af forlystelsesparkerne der først blev anlagt og er den traditionelle Disney-park med slottet i midten og forlystelser der relaterer til Disney Universet. har du en dag i Walt Disney World Orlando, er det her du skal hen, ihvertfald hvis du har børn med. Her finder du Fantasyland, Tomorrowland, Adventureland, Frontierland, Liberty Square og Main Street U.S.A. Især for de yngre børn, er det her der er mest at opleve, med mange rolige og klassiske forlystelser og mulighed for at gå på opdagelse i Andeby. Ud over forlystelserne er Magic Kingdom kendt for sin parade og sit fyrværkeri ved lukketid, hvor en levende Klokkeblomst flyver tværs over parken.
Animal Kingdom er dyreparken, hvor du kan se dyr fra hele verden og prøve en række dyreinspirerede forlystelser. Dette er også uden et tvivl et hit for børn, der er vilde med dyr. Hovedattraktioner er paraden, safarituren og Løvernes Konge showet.
Hollywood Studios har film, fjernsyn, musik og teater som tema. Her er der masser af shows. Du kan lære om hvordan man producerer film, gennemfører stunts og prøve masser af filmbaserede forystelser. Deres Beauty and the Beast – Live on Stage show er super fedt. Om aftenen vises det storslåede show Fantasmic! med lyd, lys, laser, fyrværkeri og masser af skuespillere.
Epcot-parken er opdelt i to dele. World Showcase er lokaliseret rundt om en sø. Her kan du besøge Mexico, Norge, Kina, Tyskland, Italien, Japan, Marocco, Frankrig, United Kingdom og Canada. Ved hvert land kan du smage mad fra landet (mod betaling), prøve en forlystelse og/eller se en film om landet. I Tyskland kan du f.eks. komme til Oktoberfest og i Mexico kan du komme på en sejltur. Future World har shows, forlystelser og udstillinger, hvis fælles tema er teknik, videnskab og fremtiden.
De to store vandparker
I Walt Disney World Orlando er der to vandparker: Typhoon Lagoon Water Park og Blizzard Beach Water Park. De er nærmest en nødvendighed, hvis du er der i den periode hvor det er monster varmt i Florida – der er ikke noget federe end at blive kølet af i en fed vandpark. Vandparkerne er anbefalelsesværidige og henvender sig især til større børn, teenagere i særdeleshed og yngre voksne. Der er alt fra steder du kan flyde rundt i en water tube til ekstreme rutchebaner, der kun må prøves af voksne.
Typhoon Lagoon Water Park kører med et tropisk tema. Her er mange vandrutchebaner, en stor pool med kunstige bølger, et stort vandlegeområde til børn, en flod du kan drive rundt på i water tubes og et stort surfområde. Denne vandpark er vores favorit, men vi er også vilde med den anden. Den vil også være vores anbefaling til alle der ikke er til de helt vilde vandrutchebaner og til familier med børn under teenagealderen.
Blizzard Beach Water Park har et skiresort som tema, altså et skiresort der er smeltet sammen emd en vandpark. Her findes en af verdens hurtigste og stejleste vandrutchebaner, Mount Gushmore. Der er også masser af andre vandrutchebaner, en skilift, vandlegeområde til de mindste og en strand. Er du til vilde vandrutchebaner, så vil vi anbefale denne vandpark.
Disney Springs og oplevelser generelt
Walt Disney World er også shopping, restauranter og natteliv. Disney Springs er stedet hvor man hænger ud i løbet af dagen, spiser en god middag om aftenen eller er i byen. Disney Springs har en række restauranter, shoppingmuligheder, underholdning og aktiviteter. Her er garanteret mange timers sjov og hygge for alle aldre. Shoppegenet for du styret med alt fra Disney-shopping til kendte mærker som Levis, Pandora og Coca Cola. Der er masser af restauranter, caféer og snacksteder med mad fra hele verden og i meget varierende prisklasser. Har du børn med, bør du booke et bord på Rainforest Café, hvor I spiser midt i en frodig, overdådig og kunstig jungle. Der er forskellige shows, live musik og underholdning i Disney Springs, for alle aldre, men i særdeleshed for voksne. Og så er der forskellige aktiviteter som bowling, karusel for de mindste og en virtual-reality oplevelse.
Du finder desuden masser af restauranter i alle Disney parker og ved alle Disneys overnatningsmuligheder. Der er et kæmpe udvalg, og alt fra fast-food til top-end restauranter.
Der er rigtig mange shows og oplevelser i Walt Disney World Orlando. Det anbefales at tjekke mulighederne inden og prioritere. Og så er der så meget at opleve i Disney parkerne, at du ikke skal forvente at kunne rumme meget mere, medmindre du er der i mange dage.
Hvor skal vi overnatte?
Walt Disney World Orlando har masser af hoteller samt en campingplads. Generelt er det dyrt at overnatte i Walt Disney World Orlando. Det billigste er at finde et motel lige udenfor Walt Disney World. Der er masser at vælge imellem. Du skal dog være obs på følgende fordele ved at overnatte i Walt Disney World Orlando:
Der er gratis transport rundt i hele Walt Disney World Orlando. Dette sker i busser, som kører ofte. Det fungerer rigtig fint og du slipper for at betale parkering ved parkerne. Desuden bliver du sat af lige udenfor parkerne.
Du kan deltage i “Magic Hours”, hvor parkerne på skift enten åbner før eller lukker senere for de folk der overnatter i Walt Disney World Orlando. Det giver dig mulighed for at prøve en masse, når der ikke er så mange i parkerne.
Når du overnatter i Walt Disney World Orlando kan du tilkøbe fast forplejning, hvor der er forskellige muligheder. Du kan f.eks. tilkøbe en pakke hvor du hver nat du overnatter får et countermeal (typisk fastfood), et sit-down meal (restaurant) og to snacks.
Det er dyrt at besøge parkerne i Walt Disney World Orlando. Det er dog forholdsvis billigere at besøge parkerne i flere dage. I marts 2019 koster det 701 Euro for en 2-dages billet til to voksne og et barn på 3-9 år. Vælger du istedet at købe billet til 10 dage, så er prisen 1.249 Euro.
Maden er dyr i Disneyparkerne og portionerne til børn i fastfood restauranterne helt vildt små. Vi oplevede vores 6-årige der gang på gang ikke blev mæt og måtte suppleres op med mad fra forældrenes tallerkener. Vi vil anbefale at have drikkevarer og lidt mad med i tasken, ihvertfald til mellemmåltiderne. Da det kan være meget varmt, anbefales det at fryse drikkevarerne, så de kan holde sig kolde et godt stykke op af dagen. Et par muslibarer, grovkiks, bananer og så videre er gode til at stille den lille sult i løbet af dagen.
Bemærk du skal gennem et sikkerhedstjeck for at komme ind i parkerne i Walt Disney World Orlando. Du skal altså IKKE medbringe en kniv til skære frugt ud til din 2-årige.
Billetter til Walt Disney World Orlando er dyre. Børn under 2 år er gratis og prisen er reduceret for børn under 10 år. Det kan derfor være en god idé at tage afsted, inden dit barn fylder 10 år og er der en mindre søskende, så mens denne er gratis. Børn under 2 år må gerne spise med af forældrenes tallerkener på buffeter uden det koster noget.
Varmen er ulidelig i Orlando-området om sommeren. Medmindre du er totalt varmestærk, så hold dig væk. Vi har selv været i Disneyland Californien i 42 grader og det var en meget varm dag. Walt Disney World Orlando har vi besøgt i september og december – og vi var glade for vi ikke besøgte det mens det var endnu varmere. September var perfekt til vandparkerne, decembers lidt mere beherskede varme perfekt til at være aktiv i temaparkerne.
Vær realistisk, især hvis du har børn med. Forvent ikek de kan være i parker flere dage i træk 12 timer om dagen. Indregn hviledage, hvor der er tid til at lege i hotellets pool, lege på campingpladsens legeplads eller bygge LEGO på motelværelset. Forvent ikke hvis I ankommer om morgenen, at yngre børn kan være der til lukketid, uden en god solid pause. Sover du i Walt Disney World Orlando, er det måske en god idé med en middagslur på hotellet, mens det er varmest midt på dagen og der er flest i parkerne. Og forvent oplevelsen kan være lidt overvældende. Det er ikek sikkert din 4-årige vil hilse på sin yndlingsprinsesse.
Du kan finde flere information og bestille på Walt Disney World Orlando´s hjemmeside