Boot Hill Museum
Boot Hill Museum
Boot Hill Museum i Dodge City i Kansas er et absolut must, for dig der gerne vil opleve det vilde vest under din roadtrip til USA. Her er mange interessante udstillinger, en genskabt Dodge City hovedgade fra 1880’erne, en kirkegård, revolvershows, westernmad og meget mere.
Udstillinger
Museet har mange udstillinger, der omhandler historien om Dodge City, vigtige karakterer i Dodge City og livet i Dodge City. Der er udstillinger om kvæghandel, lovløse, saloons, prostituerede og meget andet. Du kan også lære om hvorfor Dodge City bpde blev kendt, rammen om en række westernfilm og en del af den amerikanske populærkultur. Du kan også lære om alle de folk der boede i og nær Dodge City; indianere, landmænd, kvæghandlere, cowboys, bisonjægere, arbejdere ved jernbanen, lovløse, revolvermænd og prostituerede. Det er her du hører historien om byen som boomede i ganske få år, men som alligevel fik at omdømme den stadig lever på i dag. Flere af udstillingerne er interaktive og så er de krydret med mere end 4.000 genstande fra Dodge City’s Old West storhedstid, blandt andet en masse geværer.
Front Street og gunfight show
Boot Hill Museum har genopbygget den historiske hovedgade i Dodge City fra 1876. Gå rundt og se de historiske bygninger, kig ind af vinduerne og se indretningen hvor muligt. Du finder en General Store, datidens Bilka i miniformat, hvor du kan købe diverse lækkerier og andre spændende ting, inspireret af det man kunne købe i The Old West. Det er her du kan købe en cowboyhat og lækre bolcher og alt muligt andet. Om sommeren er der revolvershow 1-2 gange om dagen. Her levendegøres nogle af byens karakterer i form af skuespillere og der er skyderi mellem byens lovløse og byens offentlige revolvermænd.
Der er også en souvenirbutik på stedet, hvor rigtig meget spændende kan købes.
Boot Hill kirkegården
Flere kirkegårde i The Old West blev benævnt Boot Hill. Det refererede til at mange blev begravet “med støvlerne på”. Det Vilde Vest var en periode hvor en mand havde en revolver og hvor der blev drukket igennem på datidens mange saloons. Det er altså ikke bare i westernfilm, at saloonslagsmål udviklede sig og ekskalerede til brug af revolvere, eller hvor mindre konflikter og lov og orden blev klaret med en revolver i hånden. Virkeligheden var således, at Boot Hill var en dækkende betegnelse for en kirkegård i en cowtown som Dodge City.
Fra Dodge City blev grundlagt i 1872, eksisterede der ingen officiel kirkegård før i 1878. Folk med penge, familie eller venner blev begravet ved Fort Dodge. Resten blev begravet ved den uofficielle kirkegård Boot Hill. Første gang en mand uden penge eller pårørende blev skudt i Dodge City, lå han død på gaden i flere dage, før at nogle mænd fra Dodge City valgte at transportere ham til en nærliggende bakke og brænde hans lig der. Dette sted blev brugt de næste år til folk der døde i Dodge City uden penge eller pårørende. Der blev udført små hjemmelavede trækors, for at markere hvem der var blevet begravet og hvor. Boot Hill Museum har det areal, hvor Boot Hill lå. Du kan se de gamle trækors, det var en begravelse i ægte westernstil. Man ved mange kroppe blev flyttet fra Boot Hill i 1879. Det vides ikke om det lykkedes at få flyttet alle de afdøde.
Kansas Cowboy Hall of Fame
På museet finder du også Kansas Cowboy Hall of Fame. Her kan du se alle de “cowboys”, der gennem tiden er blevet optaget i denne Hall of Fame. Der afholdes en ceremoni hvert år, hvor nye “cowboys” optages. De folk der optages bidrager med at bevare cowboy kulturen i Kansas og med at bevare dele af The Old West livsstilen. Folk nomineres i fem kategorier; Working Cowboy, Cowboy Historian, Cowboy Entertainer/Artist, Rodeo Cowboy samt Rancher/Cattleman.
Aktiviteter om sommeren
I den periode, hvor Boot Hill Museum, har rigtig mange besøgende, sker der lidt ekstra. Ud over revolvershow, er der børneaktiviteter, Long Branch Variety Show og der kan købes ægte country-style Old West mad. Mad og show købes som en pakkeløsning og er uden tvivl den helt perfekte dag at afslutte en dag i Dodge City på.