Tag Archives: kirsebær

Cherry Point Farm and Market

Cherry Point Farm and Market

Cherry Point Farm and Market

Cherry Point Farm and Market er kendt for sin gigantiske blomsterlabyrint, som kan ses fra rummet. Og har du været der, vil du også have hjemlig og landlig hygge og en fantastisk kirsebærstrudel som kære minder.

 

Cherry Point Farm and Market

Under to km fra Lake Michigan findes det idyliske Cherry Point Farm and Market. En af de ældste farms i området. Og uden tvivl den mest besøgte. Området betegnes Little Point Sable. Der hvor sol, sand og vand og frodige landbrugsarealer forenes. Området er et velbesøgt turistområde ved Lake Michigan, de nærliggende sandmile og smukke sandstrande.

Cherry Point Farm blev grundlagt i 1949. De gror frugt, grøntsager og blomster. Og de er kendt for kvalitet og gæstfrihed. Du kan købe friske frugter og grøntsager produceret på gården og du kan købe lækkert bagværk. Stedet er naturligvis kendt for sin kirsebærtærte eller måske nærmere kirsebærstrudel. Men du kan også købe andre produkter produceret på farmen som småkager, donuts, marmelade, fudge, slik med mere. Du kan nyde din kirsebærstrudel i haven. Desuden kan du købe diverse egensspecifikke souveniers.

 

Lavender Labyrinth

Du må ikke køre forbi, bare fordi du ikke er fan af kirsebærstrudel. Du bliver nødt til at opleve deres smukke gigantiske lavendel og blomster labyrint. Det kan godt tage lidt tid at komme igennem, for labyrinten kan ses fra rummet. Du kan også blot betragte de smukke lavendelblomster, øvrige blomsterbede og smukke stensætninger fra afstand. Labyrinten er tænkt som en rolig, afstressende og spirituel oplevelse. Respekter dette og lad ikke børnene drøne råbende rundt som Duracell kaniner.

 

Skandinavisk tradition

Immigranter førte en skandinavisk tradition til området. At samles rundt om et lejrbål. På Cherry Point Farm og Market inviteres folk til at deltage i deres store lejrbål og nyde stemningen, bålet og en kold tår at drikke. Ind imellem arrangeres også Fish Boils. Her tilberedes en skandinavisk inspireret ret på bål. Fisk fra Lake Michigan blandet med kartofler, løg og krydderier i en stor gryde. Dertil serveres hjemmelavet coleslaw, løg toast, smør, kirsebærstrudel og is. Det er en unik oplevelse med god mulighed for at snakke med amerikanere på ferie.

 

Andre madoplevelser

Kommer du forbi en søndag, så overvej at deltage i “Flapjacks og Fruit”. En stor fælles morgenmad, hvor der serveres pandekager med frugt, bacon, pølser med mere. Der fortælles historier under morgenmaden. Og det er bare hyggeligt, traditionelt og landligt.

For piger og kvinder serveres der Tuesday Tea hver tirsdag eftermiddag klokken 4. Traditionen tro tager man det pæne tøj på og småpiger medbringer ofte en dukke også klædt pænt på i kjole. Har du din lille pige med på turen til USA, vil det uden tvivl være en særlig oplevelse.

Du kan desuden købe lækker frokost på stedet som suppe, sandwich og salater og naturligvis kirsebærstrudel til dessert.