I Oregon findes USA´s største hule med havvand i. Det er nu ikke selve hulen, der er højdepunktet ved besøget, Men det er hulens beboere. Hulen er nemlig et naturligt habitat for blandt andet søløver.
En 12-etagers hule
Selve hulen er pænt stor. Ligeså høj som et lejlighedskompleks på 12 etager. Og hulen har et areal svarende til en fodboldbane. Her kan søløver og havets fugle søge ind og ud som det passer dem. Om vinteren er der flere hundrede søløver der søger ind i hulen. Når foråret melder sin ankomst søger de mod de store sten udenfor hulen, hvor næste kuld søløver kommer til verdenen. Om sommeren er søløverne også udenfor hulen.
Sea Lion Cave blev skabt for 25 millioner år siden. Den dag i dag skyller bølgerne stadig ind i hulen, som om tiden står stille herinde. Hulerne er smukke og klipperne er i grønne, lilla, røde og pink nuancer.
Man kommer ned i hulerne via en elevator.
Sea Lion Caves er et af de der korte men fantastiske stop, som man ikke glemmer. Det er magisk at stå inde i en klippe og opleve både stilheden, larmen fra bølgerne og det meget dyreliv.
USA´s ældste scenic route finder du i Oregon. Med sine blot 37 km er det en overskuelig tur. En tur der belønner dig med det smukkeste landskab og en vej der er udhugget ind i naturens naturlige former og sving. Historic Columbia River Highway kaldes også “The King of Roads”. En overvældende og smuk oplevelse, om du besøger stedet første gang eller vender retur. Med en placering lige øst for Portland, er den let at tilgå.
Oregon´s Route 66
Historic Columbia River Highway løber igennem den smukke Columbia River Gorge. Vejen var oprindeligt indfaldsvejen til Oregon´s hovedby Portland fra øst. Historic Columbia River Highway blev bygget i 1913-1924. Da Columbia River Highway nummer 2 (Interstate 84 i dag) blev bygget i 1930-1950, blev den oprindelige Columbia River Highway til en forladt strækning med kun meget lidt lokal trafik. Vejen fik lov at forfalde i flere år, indtil man så en kvalitet i at vedligeholde den som en historic scenic road. Derfor kan du i dag nyde turen med sine vandfald, udsigtspunkter, broer og tuunneler i en enestående natur med udsigt over Columbia River.
Ruten
Historic Columbia River Highway løber mellem bydelen Troutdale i det østlige Portland til flækken Dodson længere mod øst. Vejen hedder Historic Columbia River Highway og der er markeringer de fleste steder. Vejen går gennem en række State Parks, blandt andet Latourell Falls State Park og Ainsworth State Park. Der udgår masser af vandrestier fra ruten. Ruten er især kendt for det historiske udsigtstårn Vista Point og for sine mange vandfald. Derfor er det også en rute, som det anbefales at bruge to dage på, hvis du elsker at snøre vandreskoene.
Naturen langs ruten er fantastisk. Tempererede regnskove, skovklædte bakker, træer, blomster og frodige mosser. Og så har dem der byggede ruten, gjort deres arbejde godt. Smukke stenbroer og vejkonstruktioner udført i sten gennem det kurvede landskab.
Vandfald, tunneler, broer og udsigtspunkter
Historic Columbia River Highway er et sted, hvor du kommer ned i tempo. Helt ned i tempo. Det er et sted med masser af muligheder for stops og mulighed for at strække benene. Vi vil blot nævne udvalgte stop i det følgende fra vest mod øst.
Women´s Forum Overlook at Chanticleer Point – et billedskønt udsigtspunkt.
Crown Point and Vista House – et af turens flotteste udsigtspunkter. En hexagonal stenbygning med store vinduer med udsigstsareal for oven og en lille souvenierbutik og et lille museum i bunden. Vista House er beliggende i Guy W. Talbot State Park. Her er vandrestier og masser af borde til at nyde en frokost ved.
LaTourell Falls – et højt vandfald med en forholdsvis smal vandstråle.
Shepperds Dell Falls – et smukt dobbeltvandfald og en billedskøn gammel bro.
Bridal Veil Falls – et smukt dobbeltvandfald og flere vandremuligheder.
Wahkeena Falls – et smukt vandfald. Fra stedet er det muligt at vandre til andre vandfald; Upper Wahkeena Falls, Necktie Falls, Fairy Falls, Multnomah Falls, Double Falls og Dutchman Falls.
I 1880’erne opførte Oregons “Cattle King” Pete French tre store runde stalde, som blev anvendt til at træne heste om vinteren. Den ene af disse historiske stalde står intakt endnu, nærmest som den blev bygget for mere end 100 år siden. Stalden har en diameter på omtrentligt 100 meter. Stalden er opdelt i to sektioner. I den inderste ring var staldene, hvor hestene holdt til og i den yderste ring blev de trænet. Hestene blev anvendt til at passe på kvæget. Stalden er udført i lokale materialer; lokalt tømmer og de to sektioner er afgrænset af lokale lavasten. Stalden er smukt udført. Bemærk symmetrien og geometrien i ladens loft set indefra. Det var et ingeniørmæssigt mesterværk i den tid og en sjælden byggestil i Oregon.
Pete French kom til Oregon i 1872. Han erhvervede sig en masse jord, rygterne forlød at meget af det var på ulovlig vis. Han blev den store kvægejer i området og havde faktisk intet mindre end 45.000 kvæg. Årligt blev der født næsten 300 føl på gården, så de runde store stalde var klart nødvendige. Nogle af hestene blev solgt, andre trænet og anvendt i kvægavlen.
De lokale var dog ikke super glade for Pete, grundet hans metoder til at anskaffe sig jord. Pete French blev myrdet af en lokal, Edward Oliver, efter et skænderi i 1897. Edward blev aldrig dømt for mordet, til trods for det forlyder at Pete blev skudt i ryggen, da han red væk fra Edward.
I Hart Mountain National Antelope Refuge beskyttes og bevares den originale flora og fauna fra området. Det er her du kan opleve et nærmest uspoleret flora og faunaliv og undgå at dele naturoplevelsen med en hoben af mennesker. Og så er der masser af plads, mere end 1.000 km2. Det er gratis at besøge Hart Mountain National Antelope Refuge og det er gratis at campere der. Du må dog maks overnatte der 14 dage, men så har de fleste nok også fået naturoplevelse nok. Der er vandrestier rundt i området, men de vedligeholdes ikke. Der er et lille besøgscenter, men ellers ingen faciliteter. Et sted hvor naturen er i fokus frem for rekreationelle aktiviteter.
I Hart Mountain National Antelope Refuge er der 42 arter af pattedyr og derudover masser af fugle (239 arter er registreret) og krybdyr med mere. Du kan blandt andet møde følgende arter. Vi har skrevet dem alle på engelsk, da ikke alle arter har et dansk navn – ihvertfald ikke et vi kender:
– deer
– pronghorn
– bobcat
– coyote
– bighorn sheep
– marmot
– squirrel
– rabbit
– rattlesnake
– bull snake
– eastern yellowbelly racer
– golden eagle
– sage grouse
Naturen er tør. Området har mange udtørrede søer og du er i det der betegnes High Desert, et højtliggende ørkenområde.
Håbet er at Hart Mountain National Antelope Refuge bevarer den originale amerikanske natur, således den også kan opleves uspoleret af kommende generationer.
Her finder du en lille rundtur på knap 1 km, hvor du kan lære mere om Oregon Trail. Du går på en asfalteret sti, som også er kørestolsvenlig. Langs stoen er der tavler, der fortæller om Oregon Trail og hvordan det var at rejse på denne. Du kan se hjulspor fra prærievogne, som stadig findes i dag. Og du kan se varige mærker som prærievognene har lavet på områdets træer. Det er en af de bedst bevarede strækninger af Oregon Trail.
Oregon Trail blev anvendt af nybyggere, der rejste til det vestlige og nordvestlige USA. Rejseruten startede i Kansas City i Missouri. Den gik via staterne Kansas, Nebraska, Wyoming, Idaho og Oregon til Oregon City. Rejseruten var særligt anvendt i 1841-1869, indtil der kom togstrækninger tværs over USA.
Personligt synes vi Multnomah Falls udenfor Portland i Oregon er USA’s smukkeste vandfald. Vandfaldet er hele 186 meter højt og kan opleves nedefra, fra en gangbro midtpå samt oppefra, alt efter hvor langt du vil gå. Der er vand i vandfaldet året rundt, men om vinteren er det en helt særlig oplevelse. Vand omkring frysepunktet løber ud over vandfaldet og resulterer i hele området omkring vandfaldet er dækket med is og istapper. Vandfaldene fødes af snesmeltning og vand fra underjordiske kilder i Larch Mountain.
Nedefra, fra midten og oppefra
Det er let at komme til vandfaldene. Interstate I-84 løber tæt op af vandfaldet. Fra parkeringspladsen ved I-84 er der blot 5 minutters gang til du står for bunden af et af USA’s højeste og smukkeste vandfald. Nedefra kan du mærke vandstøvet fra vandfaldet, så det kan være en god ide at medbringe en vandtæt jakke med hætte. Du får det bedste view og de bedste billeder af hele vandfaldet, når du er på vej hen mod bunden af det.
Faktisk er Multnomah Falls to sammenhængende vandfald. Det øvre vandfald er 165 meter højt og det nedre vandfald er 21 meter højt. Du oplever bedst hvorledes vandfaldet er delt ved at gå op til Benson Bridge. Benson Bridge er bygget lige over det nedre vandfald og giver dig en fantastisk udsigt over det øvre og største vandfald. Fra bunden af Multnomah Falls er der under 10 minutters gang til Benson Bridge og det anbefales på det varmeste at gå op og stå på denne udsigtsbro. Du kan også vandre op til toppen af vandfaldet. Fra Benson Bridge er der en vandresti derop. Den er lidt over 3 km frem og tilbage. Det lyder ikke af meget, men det er en smal og stejl sti, så vi anbefaler ikke at tage den som uerfaren vandrer eller med mindre børn. Men trods sved på panden, så er det turen værd at vandre op til toppen. Her er den smukkeste udsigt over Columbia Gorge (den kløft Multnomah Falls er lokaliseret i).
Multnomah Falls Lodge
For bunden af vandfaldene finder du den historiske Multnomah Falls Lodge. Den blev bygget i 1925 for at servicere de mange turister der besøgte Multnomah Falls og Columbia Gorge. Multnomah Falls Lodge er bygget af lokale sten og alle typer sten repræsentative i området er anvendt. Her er der en restaurant, en souvenierbutik, et US Forest Information Center der uddeler gratis vandrekort for området og så kan du også se Multnomah Falls fra Lodgen. I højsæssonen (om sommeren) kan der købes sodavand, is med mere.
Wahkeena Falls
Har du ikke fået nok af vandfald, så kan du besøge Wahkeena Falls. Der er under 1 km fra Multnomah Falls Lodge derhen af en afmærket sti. Dette vandfald er ikke ligeså højt, blot 73 meter, men også utroligt smukt. Og du får oplevelsen mere for dig selv. Du kan også gå til toppen af Wahkeena Falls. Der er en ca. 1,5 km lang vandresti fra bunden af vandfaldet der leder derop. Det er en utrolig smuk tur og en fed naturoplevelse som kun de færreste vælger. Multnomah Falls besøges af ca. 2 millioner mennesker årligt, så det kan være rart at komme lidt væk fra mylderet. Wahkeena betyder allersmukkest på Yakima indianersprog.
Har du hørt om Shanghai Tunnels i Portland i Oregon? De går også under navnet Old Portland Underground. Et underjordisk system af gange under gadeniveau, der blev anvendt til at fragte gods fra havnen og til hoteller, værtshuse, restauranter med mere i Portland.
Tunnelerne er primært under den gamle bydel, som i dag udgør byens China Town.
Mange mener tunnelerne også blev anvendt til shanghaiing. Shanghaiing blev praktiseret i Portland og gik ud på man kidnappede især yngre mænd og tvang dem til at arbejde på skibe. Disse skibe sejlede ud fra Portland og vendte måske først tilbage til den havn flere år efter. Metoderne for shanghaaing var naturligvis i sagens forstand ikke pæne. Derfor går der teorier om at folk blev bedøvet og i alt hemmelighed fragtet til havnen gennem de ubevogtede underjordiske tunneler. Det er dog blot teorier og overleverede historier, der er ingen beviser på det.
Vil du opleve Shanghai Tunnels under Chinatown i Portland? Og vil du høre mere om tunnelernes historie, arbejdsvilkårene i tunnelerne og hvidt slaveri på skibe der afgik fra Portland? Hvis svaret er ja, så vil vi anbefale Shanghai Tunnels/Portland Underground Tours. Du kan læse mere om deres guidede ture her.
De arrangerer tre typer guidede ture. “Shanghai Tunnels Heritage Tour” er den der tager dig ned i Shanghai Tunnels og hvor du hører om byen Portlands tidlige historie og om shanghaiing. Det er en fed oplevelse og tankevækkende og barske historier, som vi ikke umiddelbart var bekendt med. Vi anbefaler ikke turen til yngre børn der forstår engelsk.
Deres Shanghai Tunnels Ethnic History Tour er også virkelig spændende, hvis man ikke har fået nok af en tur ned i Shanghai Tunnels. Den fokuserer på Portlands indvandring af kinesere, japanere og sigøjnere og deres samspil med Shanghai Tunnels.
Desuden tilbyder de en Ghost Tour (spøgelsestur). Her hører man om de historier der går om Shanghai Tunnels er hjemsøgte. Denne tur er mere overtro, mindre historiske facts. Vi har ikke prøvet den, men folk skulle være meget begejstrede for den. Og det forlyder at flere har oplevet at spøgelser var tilstede dernede.
Forestil dig en meget blå sø omgivet af bjerge og med to smukke og meget specielle øer ude i søen – så har du en ide om hvorfor Crater Lake National Park er hele køreturen værd. Naturoplevelsen slår nok ikke Grand Canyon, men derefter er det nok et af de smukkeste syn USA kan byde på.
En naturperle skabt af en stor vulkan
Crater Lake er den dybeste sø i USA og den 7. dybeste på jorden. Vandet i søen er noget af det reneste i verden. Søen er lokaliseret i resterne af en vulkan (Mount Mazama), der for ca. 7.700 år siden havde et kraftigt udbrud. Dette udbrud har eksperter vurderet til at være det største udbrud i nordamerika i en halv million år. Vulkanen har ikke været aktiv de sidste 5.000 år, men eksperterne vurderer, at den kan ”vågne op” igen engang i fremtiden. Søen blev skabt ved det store udbrud, hvor bjerget Mount Mazama kolapsede og skabte et krater, der senere blev fyldt med vand.
Oplev parken
Det er muligt at køre hele vejen rundt om krateret og betragte den smukke blå sø i de smukke omgivelser fra flere udsigtspunkter. Vil man ud at besøge øerne, er det muligt at komme der ud med små både. I parken er der desuden vander- og langrendsruter i de omkringliggende bjerge.
I parken er der to besøgscentre, hvor man kan blive klogere på parkens geologi, natur og historie og få gode ideer til vandre- og cykelture og andre aktiviteter. Der er to campingpladser i parken. For nyeste info om åbningstider, priser og aktuelle aktiviteter henvises til http://www.nps.gov/crla/index.htm