Tag Archives: State Historic Site

South Pass City State Historic Site

South Pass City State Historic Site

South Pass City State Historic Site

South Pass City er en forladt by, en såkaldt spøgelsesby, i Wyoming. Byen er delt i to. South Pass City hvor enkelte er flyttet ind i den forladte by og South Pass City State Historic Siite, hvor 17 bygninger er blevet restaureret og bevaret fra byens velmagtsdage i 1860’erne og 1870’erne. Stedet er særligt interessant at besøge om sommeren, hvor frivillige levendegør det og viser f.eks. hvorledes der arbejdes i byens smedie. Du kan også prøve at finde guld eller spille billiard på et restaureret billiardbord, der oprindeligt er fra 1860’erne. Desuden arrangeres der guidede ture til Carissa guldminen og en længere minetunnel.

What to see

Ved South Pass City State Historic Site kan du i dag se de forladte bygninger udført i lokalt tømmer. Tidligere hoteller, saloons, butikker og private hjem smukt omgivet af lave bjerge. Du finder også vogne anvendt til landbrug med mere, som folk spændte bag heste og efterlod da de fraflyttede byen. Byen står autentisk og velrestaureret og er klart et besøg værd. Flere af husene er autentisk indrettet, enkelte steder med de originale møbler.

Historien om South Pass City

Beboelse omkring South Pass City startede i 1850’erne. Her blev oprettet en telegrafstation langs Oregon Trail ca. 14 km. syd for hvor South Pass City i dag er lokaliseret. Det blev startskuddet til en mindre bebyggelse som fik navnet South Pass City. I 1861 kom den 25-årige Mark Twain forbi og skrev senere om stedet. Jf. hans beretning var der både et hotel, et postkontor, en smedie og en borgmester og 10 indbyggere. Og det var samme person der var hotelejer, leder af postkontoret, borgmester og ejede smedjen. Han fortæller om, at de alle kom ud og hilste hjertevarmt på de rejsende, der passerede langs Oregon Trail.

I 1866 blev der fundet guld i det område, hvor South Pass City i dag er lokaliseret. Carissa guldminen blev etableret og folk strømmede til South Pass City området. Byen rykkede stort set fuldstændig 14 km mod nord og befolkningen steg på meget kort tid fra 10 til ca. 3.000 indbyggere. Byen havde hoteller, diverse butikker, saloons, lægeklinikker, to aviser, en bowlinghal og masser af private hjem naturligvis. Der var over 250 bygninger i byen og hovedgaden var knap 1 km lang. Det viste sig dog, at der ikke var ligeså meget guld i området og ved Carissa Gold Mine, som man oprindeligt havde antaget. Folk flyttede ligeså stille og roligt fra byen efter nogle år og søgte lykken andre steder. I midten af 1870’erne var der kun ca. 100 indbyggere tilbage i South Pass City og derefter faldt befolkningstallet yderligere. Flere og flere forretningsdrivende, hotelejere og saloonejere måtte dreje nøglen om. Den sidste familie fraflyttede byen i 1949.

Oplevelser

Om højsæssonen tilbydes dagligt en guidet tur til den efterladte Carissa Gold Mine. Kom ned og se skakterne og gruberne, hvor guldminens arbejdere ledte efter guld. Og hør om processen fra guld hugget ud i minen til formet guldbar (altså ikke sådan en man spiser 😄).

Vil du på en rigtig fed tur, så skal du vælge English Tunnel Tour, som tilbydes i juni, juli og august. Her vandrer man i en lille gruppe på maximalt 8 personer ind i en lang menneskeskabt minetunnel, der blev påbegyndt i 1868. Håbet var da den blev etableret at nå ind til en guldåre. Du kommer ind i en af de ældste minetunneler i dette område. Det er en virkelig fed og autentisk oplevelse, som kræver gode travesko, ingen klaustrofobi og at du ikke har yngre børn med på turen.

Børnene vil til gengæld elske at lede efter guld ved South Pass City State Historic Site. Det sker i Willow Creek, så bare rolig din 7-årige skal ikke rende rundt med en økse og hugge guld langt nede i en guldmine. Stedet har ogsp et lille Interpretive Center, en slags museum. Her fortælles historien om South Pass City og om guldjagten. Du kan blandt andet blive klogere på de mange forskellige måder der blev fundet guld på ved South Pass City.

Byen er omgivet af smuk natur og dyr som elge, antiloper og mulddyr. Der er flere vandreruter ved South Pass City, hvor du kan komme ud og opleve den skønne natur og dyrelivet i denne del af Wyoming.

South Pass City var firstmovers på ligestilling

Som ekstra info er det værd at nævne, at South Pass City i det øde Wyoming i den grad var firstmovers i USA, når det galdt ligestilling. Det var det første sted i USA kvinder fik stemmeret og det første sted hvor en kvinde blev leder af et offentligt kontor. Esther Hobart Morris blev i februar 1870 udnævnt til offentlig dommer i byen, eller Justice of the Peace, som det hed.

South Pass City State Historic Site

Cahokia Mounds State Historic Site

Cahokia Mounds State Historic Site

Cahokia Mounds State Historic Site

I år 800-1300 lå en af de største byer i det nuværende USA lige nordøst for St. Louis. Her boede estimeret 10.000-20.000 indbyggere, der primært levede af landbrug og handel. Nogle estimater lyder på at der i byens storhedstid boede helt op til 40.000 indbyggere i Cahokia. Hermed kan det have været den største by i USA dengang og større end London var dengang. Det er den største pre-Columbian by, der er fundet nord for Mexico. Stedet har så meget historisk værdi, at det er et af de blot 23 UNESCO World Heritage Sites i USA. I dag kan du se rester af byen i form af 80 høje. Besøg stedet og lær mere om kulturen, masseofringer med mere.

Byens  historie

Det vides ikke hvad byen oprindeligt hed. Stedet er sidenhen blevet navngivet efter Cahokia-indianerne, der boede i området, da de første franske nybyggere ankom til området. Der er dog ingen beviser på, at disse indianere var genetisk relateret til de folk der tidligere boede i byen.

Der er findet tegn på, at der var menneskelig aktivitet i området allerede 1.200 år før vores tidsregning. Ca. 600 år efter vores tidsregning flyttede de første pre-Columbian folk til stedet. Omtrentligt 200 år efter begyndte der at blive bygget høje på stedet.

Man mener byen var den største og vigtigste by for de folk der i dag betegnes som Mississippians. De beboede dengang Midtvesten, det østlige og det sydøstlige USA. Byen lå strategisk nær sammenløbet af floderne Mississippi, Missouri og Illinois. Byen har dermed været et vigtigt handelscentrum. Byen var hovedby for handlen med blandt andet kobber og snegleskaller. Byen og transportvejene langs floderne sikrede at varer blev udvekslet mellem Great Lakes området mod nord og Den Mexicanske Golf. Der var altså tale om et højtudviklet samfund med handelssystemer og transportveje, der sikrede en effektiv udveksling af varer på tværs af store afstande.

Omkring år 1300 efter vores tidsregning blev byen forladt. Det vides ikke med sikkerhed hvorfor, men mulige grunde er forurenet vand grundet den for den tid store befolkningstæthed, knappe ressourcer, oversvømmelse, sygdomsudbrud, politisk kolaps med mere. Der er fundet tegn på området blev oversvømmet massivt to gange. Den første gang var engang i perioden 1100-1260. Den anden gang i perioden 1340-1460.

Byens høje

Oprindeligt var der 120 høje i byen. Disse høje vidner om et samarbejdende og struktureret samfund. For at bygge disse høje og andre jordkonstruktioner i byen, har det nemlig krævet at der blev flyttet omtrentligt 1,6 millioner m3 jord. Det er pænt meget jord! De 120 høje var indenfor et område af 16 km2, så arealmæssigt også en stor by.

Den største høj kaldes Monks Mound. Det er den største menneskeskabte høj nord for Mexico. Den er ca. 30 meter høj, 290 meter lang og 255 meter bred og udgør det centrale element i byen. På toppen af denne var en kæmpe ca. 15 meter høj bygning. Bygningen kan have været en form for et tempel eller lederen af byens bolig. Der var trapper op af højen. Højen er blevet forhøjet i alt 10 gange. Der er fundet mange spændende ting fra kulturen ved udgravninger af højen og man mener den også er blevet anvendt til ofringer. Der er f.eks. fundet kunst udhugget i flade sandsten inde i Monks Mound, som er utrolig professionelt udført.

Højene havde forskellige funktioner. En har vist sig at være en gravhøj, en andet et sted hvor ting blev udarbejdet i kobber, formentlig i en bygning ovenpå højen.

Cahokia Mounds State Historic Site

Ingeniørkunst og byarkitektur på højt niveau

Cahokia Mounds var et samfund, hvor ingeniørkunsten og byarkitekturen var veludviklet. Hele byen var omhyggeligt, struktureret og geometrisk opbygget. Byen var orienteret mod verdenshjørnerne og gaderne gik enten nord-syd eller øst-vest. Der var fire store offentlige pladser henholdsvis nord, syd, øst og vest for Monks Mound. Syd for Monks Mound er Grand Plaza, et af verdenshistoriens tidlige større byggeprojekter. Pladsen er 490 meter gange 270 meter og er skabt ved at et bakket landskab blev påfyldt med jord. Pladsen blev anvendt til ceremonier og større arrangementer og til datidens sportshit, chunkey. Et rituelt spil som blev udført af folk i Mississippians-kulturen. Spillet går ud på at en stor, rund, flad sten kastes og deltagerne kaster deres spyd derhen, hvor de tror den stopper. Det var en sport der krævede styrke, præcision, erfaring og viden. Det var almindeligt at spille på hvem der vandt, og nogle gange satsede folk alt hvad de ejede. Man ved at folk der tabte i nogle tilfælde begik selvmord efterfølgende, så det må siges at have været en sport der har betydet meget for samfundet. Der er fundet flere figurer udført i ler, af mænd der spiller spillet i området ved Cahokia.

Ofringer og henrettelser

Højene havde forskellige formål. I “Mound 72” er der fundet over 250 skeletter, der tyder på en kultur der brugte ofringer og henrettelser af lovbrydere. Samt et samfund hvor byens vigtigste personer fik en overdådig begravelse. Der er fundet skelettet af en mand, som er smukt og højtideligt begravet på intet mindre end 20.000 perler formet som en falk. Desuden er der fundet fire unge mænd uden hænder og kranier, 50 unge kvinder omkring de 21 år begravet i lag ovenpå hinanden og 40 levende begravet mænd og kvinder i en massegrav.

Rundt i området

Cahokia Mounds State Historic Site repræsenterer en stor historisk by. Derfor er der rigtig meget at se og du skal gå mange kilometer rundt for at se alle højene. Man parkerer ved Interpretive Center. Herfra er der en rundtur (Tour Trail) på under 2 km, der fører dig tæt på Grand Plaza og Nogle af højene. Denne tur bør du som minimum gå for at få en oplevelse af området. Gå op på de højeste høje og kig ud over den gamle by. Der er ingen bygninger tilbage, men landskabet med høje og pladser er rimeligt intakt. Vi vil helt klart også anbefale at gå de ca. 2 km frem og tilbage til Monks Mound fra Interpretive Center. Du kan komme op på toppen af Monks Mound.

Der er en 16 km rundtur i hele området og en 10 km natur/kultur rundtur. Har du mod på de 10 km, så gør det. Du kommer forbi alle de vigtigste steder, der står tilbage af byen, kan nyde naturen og betragte storbyen St. Louis og den kendte Gateway Arch på afstand.

Interpretive Center

Det er gratis at besøge stedets store museum (Interpretive Center), men det ses gerne man giver en donation til stedet som besøgende. Museet er fyldt med viden om byen Cahokia, om Mississippians-kulturen og du kan se ting fundet i området fra Cahokia. Midt i museet er bygget en miniatureudgave af byen med højene, pladser, boliger og mennesker. Vi vil anbefale du starter med at se denne og bagefter går ud i landskabet og ser det der står tilbage i fuldskala. Desuden fremvises der film om byens historie og der er en museumsbutik.

Cahokia Mounds State Historic Site er et spændende besøg og et møde med en vigtig historisk periode i USA, som Cahokia var centrum for. Sæt gerne en halv dag af til besøget.

 

Cahokia Mounds State Historic Site