Tag Archives: UNESCO World Heritage
Cahokia Mounds State Historic Site
Cahokia Mounds State Historic Site
I år 800-1300 lå en af de største byer i det nuværende USA lige nordøst for St. Louis. Her boede estimeret 10.000-20.000 indbyggere, der primært levede af landbrug og handel. Nogle estimater lyder på at der i byens storhedstid boede helt op til 40.000 indbyggere i Cahokia. Hermed kan det have været den største by i USA dengang og større end London var dengang. Det er den største pre-Columbian by, der er fundet nord for Mexico. Stedet har så meget historisk værdi, at det er et af de blot 23 UNESCO World Heritage Sites i USA. I dag kan du se rester af byen i form af 80 høje. Besøg stedet og lær mere om kulturen, masseofringer med mere.
Byens historie
Det vides ikke hvad byen oprindeligt hed. Stedet er sidenhen blevet navngivet efter Cahokia-indianerne, der boede i området, da de første franske nybyggere ankom til området. Der er dog ingen beviser på, at disse indianere var genetisk relateret til de folk der tidligere boede i byen.
Der er findet tegn på, at der var menneskelig aktivitet i området allerede 1.200 år før vores tidsregning. Ca. 600 år efter vores tidsregning flyttede de første pre-Columbian folk til stedet. Omtrentligt 200 år efter begyndte der at blive bygget høje på stedet.
Man mener byen var den største og vigtigste by for de folk der i dag betegnes som Mississippians. De beboede dengang Midtvesten, det østlige og det sydøstlige USA. Byen lå strategisk nær sammenløbet af floderne Mississippi, Missouri og Illinois. Byen har dermed været et vigtigt handelscentrum. Byen var hovedby for handlen med blandt andet kobber og snegleskaller. Byen og transportvejene langs floderne sikrede at varer blev udvekslet mellem Great Lakes området mod nord og Den Mexicanske Golf. Der var altså tale om et højtudviklet samfund med handelssystemer og transportveje, der sikrede en effektiv udveksling af varer på tværs af store afstande.
Omkring år 1300 efter vores tidsregning blev byen forladt. Det vides ikke med sikkerhed hvorfor, men mulige grunde er forurenet vand grundet den for den tid store befolkningstæthed, knappe ressourcer, oversvømmelse, sygdomsudbrud, politisk kolaps med mere. Der er fundet tegn på området blev oversvømmet massivt to gange. Den første gang var engang i perioden 1100-1260. Den anden gang i perioden 1340-1460.
Byens høje
Oprindeligt var der 120 høje i byen. Disse høje vidner om et samarbejdende og struktureret samfund. For at bygge disse høje og andre jordkonstruktioner i byen, har det nemlig krævet at der blev flyttet omtrentligt 1,6 millioner m3 jord. Det er pænt meget jord! De 120 høje var indenfor et område af 16 km2, så arealmæssigt også en stor by.
Den største høj kaldes Monks Mound. Det er den største menneskeskabte høj nord for Mexico. Den er ca. 30 meter høj, 290 meter lang og 255 meter bred og udgør det centrale element i byen. På toppen af denne var en kæmpe ca. 15 meter høj bygning. Bygningen kan have været en form for et tempel eller lederen af byens bolig. Der var trapper op af højen. Højen er blevet forhøjet i alt 10 gange. Der er fundet mange spændende ting fra kulturen ved udgravninger af højen og man mener den også er blevet anvendt til ofringer. Der er f.eks. fundet kunst udhugget i flade sandsten inde i Monks Mound, som er utrolig professionelt udført.
Højene havde forskellige funktioner. En har vist sig at være en gravhøj, en andet et sted hvor ting blev udarbejdet i kobber, formentlig i en bygning ovenpå højen.
Ingeniørkunst og byarkitektur på højt niveau
Cahokia Mounds var et samfund, hvor ingeniørkunsten og byarkitekturen var veludviklet. Hele byen var omhyggeligt, struktureret og geometrisk opbygget. Byen var orienteret mod verdenshjørnerne og gaderne gik enten nord-syd eller øst-vest. Der var fire store offentlige pladser henholdsvis nord, syd, øst og vest for Monks Mound. Syd for Monks Mound er Grand Plaza, et af verdenshistoriens tidlige større byggeprojekter. Pladsen er 490 meter gange 270 meter og er skabt ved at et bakket landskab blev påfyldt med jord. Pladsen blev anvendt til ceremonier og større arrangementer og til datidens sportshit, chunkey. Et rituelt spil som blev udført af folk i Mississippians-kulturen. Spillet går ud på at en stor, rund, flad sten kastes og deltagerne kaster deres spyd derhen, hvor de tror den stopper. Det var en sport der krævede styrke, præcision, erfaring og viden. Det var almindeligt at spille på hvem der vandt, og nogle gange satsede folk alt hvad de ejede. Man ved at folk der tabte i nogle tilfælde begik selvmord efterfølgende, så det må siges at have været en sport der har betydet meget for samfundet. Der er fundet flere figurer udført i ler, af mænd der spiller spillet i området ved Cahokia.
Ofringer og henrettelser
Højene havde forskellige formål. I “Mound 72” er der fundet over 250 skeletter, der tyder på en kultur der brugte ofringer og henrettelser af lovbrydere. Samt et samfund hvor byens vigtigste personer fik en overdådig begravelse. Der er fundet skelettet af en mand, som er smukt og højtideligt begravet på intet mindre end 20.000 perler formet som en falk. Desuden er der fundet fire unge mænd uden hænder og kranier, 50 unge kvinder omkring de 21 år begravet i lag ovenpå hinanden og 40 levende begravet mænd og kvinder i en massegrav.
Rundt i området
Cahokia Mounds State Historic Site repræsenterer en stor historisk by. Derfor er der rigtig meget at se og du skal gå mange kilometer rundt for at se alle højene. Man parkerer ved Interpretive Center. Herfra er der en rundtur (Tour Trail) på under 2 km, der fører dig tæt på Grand Plaza og Nogle af højene. Denne tur bør du som minimum gå for at få en oplevelse af området. Gå op på de højeste høje og kig ud over den gamle by. Der er ingen bygninger tilbage, men landskabet med høje og pladser er rimeligt intakt. Vi vil helt klart også anbefale at gå de ca. 2 km frem og tilbage til Monks Mound fra Interpretive Center. Du kan komme op på toppen af Monks Mound.
Der er en 16 km rundtur i hele området og en 10 km natur/kultur rundtur. Har du mod på de 10 km, så gør det. Du kommer forbi alle de vigtigste steder, der står tilbage af byen, kan nyde naturen og betragte storbyen St. Louis og den kendte Gateway Arch på afstand.
Interpretive Center
Det er gratis at besøge stedets store museum (Interpretive Center), men det ses gerne man giver en donation til stedet som besøgende. Museet er fyldt med viden om byen Cahokia, om Mississippians-kulturen og du kan se ting fundet i området fra Cahokia. Midt i museet er bygget en miniatureudgave af byen med højene, pladser, boliger og mennesker. Vi vil anbefale du starter med at se denne og bagefter går ud i landskabet og ser det der står tilbage i fuldskala. Desuden fremvises der film om byens historie og der er en museumsbutik.
Cahokia Mounds State Historic Site er et spændende besøg og et møde med en vigtig historisk periode i USA, som Cahokia var centrum for. Sæt gerne en halv dag af til besøget.