US 50 – The Loneliest Road in America

US 50 – The Loneliest Road in America

I juli 1986 udråbte magasinet LIFE vejen US 50 gennem Nevada som “The Loneliest Road in America”. Og det er egentlig en fair udnævnelse. Det har gjort denne godt 650 km lange vejstrækning gennem Nevada til en lidt kult og alternativ roadtripstrækning. Klart anbefalelsesværdig, hvis du vil opleve hvor øde der kan være i USA, opleve charmen ved de små afsondrede flækker, se smuk og barsk natur og komme helt ned i tempo. Du kommer igennem store områder med meget få eller ingen tegn på civilisation og kører igennem både bjerge (hele 17 bjergpas) og gigantiske ørkendale. På vejen kan du opleve forladte spøgelsesbyer, historiske steder, den smukke og øde Great Basin National Park med mere. US 50 er ikke øde i den østligste del i Nevada, men mod vest bliver der rigtig øde. 530 biler i gennemsnit om dagen er der registreret på den vestligste del af strækningen. Det er ikke meget for en vej, der går på tværs af USA. Ruten er kendt for strækningen længst mod vest i Nevada, hvor man kører og kører og kun kommer igennem flækkerne Austin, Eureka og Ely.

US 50

US 50 går hele vejen fra Sacramento i Californien til Ocean City i Maryland. I det følgende vil vi beskrive de vigtigste steder man kommer forbi i Nevada, i rækkefølge fra vest mod øst, altså hvis man kommer fra Californien og kører gennem Nevada af US 50 til Utah.

– US 50 rammer Nevada fra vest i Lake Tahoe. Her findes USA’s største ferskvandssø smukt omgivet af bjerge. Stedet er et yndet turistmål. Her er flere skisportssteder, masser af turisme og aktiviteter om sommeren og mange rige amerikanere der har huse her. Der er smukt og det perfekte sted at starte en tur på tværs af Nevada.

– Via smukke bjerge og en enkel bjergtunnel går US 50 til Carson City, hovedstaden i Nevada. Her kan man sagtens bruge en dag på at være turist.

– Mod øst kommer man forbi Fort Churchill State Historic Park og Lahontan State Recreational Area ved Lahontan Lake. Fort Churchill er fra 1860 og var et af den amerikanske hærs mange forter langs Ponyexpressen, en vigtig rute for transport af breve, aviser med mere mellem Missouri og Californien.

– Derefter kommer man igennem Forty Mile Desert. Det var et berygtet sted blandt nybyggerne der rejste mod vest langs California Trail. En meget varm ørkenstrækning på 64 km uden nogen former for væskeforsyning.

– Efter nogle flækker, smuk natur og Naval Air Station Fallon også kendt som TOP GUN, kommer man til Grimes Point, hvor der findes gamle petroglyffer og det 180 meter høje sandbjerg med det meget sigende navn Sand Mountain.

– Når man kører mod øst fra Fallon området bliver der for alvor øde. Et spændende stop er Middlegate, der har fungeret som restaurant, bar og hotel i mange år, helt tilbage til 1800-tallet hvor folk kom med hest og prærievogn. På stedet er også et lille museum.

– Næste stop er Berlin-Ichthysaur State Park. Her findes den forladte spøgelsesby Berlin og fundne knogler fra Ichthysaur dinosaurer.

– Efter endnu flere bjerge, ankommer du til Austin. En såkaldt tidligere boomtown, hvor folk valfartede til da der blev fundet sølv i området. I 1862 boede der ca. 10.000 mennesker i Austin. I dag er det en “living ghosttown” med ca. 300 indbyggere og med masser af ubeboede bygninger, forladte hestevogne og andet fra byens storhedstid. Lige i udkanten af byen er Stokes Castle, hvor en rig familie fra øst der havde interesser i minedriften af sølv, boede i et, i datidens målestok, kæmpe palæ.

– Mod øst kører man igennem bjerge og en nationalskov og ankommer til Hickison Petroglyph Area, hvor man kan se petroglyffer.

– Byen Eureka er også en tidligere boomtown. Her kan du blandt andet se Eureka Opera House fra 1880 blandt de historiske bygninger i byens historiske distrikt.

– Byen Ely endnu længere mod øst har en spændende jernbanehistorie. Besøg Nevada Northern Railway og hop ombord på et damplokomotiv, der kører rundt på de gamle jernbanespor.

Utah

– Næste by mod øst langs US 50 er Delta i Utah. Her er 261 km fra Ely og blot to benzinstationer mellem Ely og Delta. Så husk at tanke i Ely og når du møder en benzintank.

– Før statsgrænsen til Utah kommer du nær Great Bassin National Park, med spændende huler, natur, bjerge og det perfekte sted at kigge på stjerner

US 50 - The Loneliest Road in America

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk