Langt ude på prærien i North Dakota findes en pyramide med en højde på størrelse med en 4-etagers bygning. Den er hverken bygget af egyptere, indianere, rumvæsner eller har stået der i flere tusinde år.
Historien bag pyramiden virker så underlig aktuel i dag. Den blev bygget sammen med en række omkringliggende bygninger tilbage i 1960´erne for at beskytte USA´s atomvåben under Den Kolde Krig. Siden har den stået tom i årtier. I USA blev planlagt 12 såkaldte Safeguards systemer, hvoraf pyramiden i North Dakota var den eneste der blev færdigbygget. Oprindeligt beskyttede den Grand Forks Air Force Base. Det menes at færdiggørelsen af pyramiden i North Dakota var med til at bringe alle parter til forhandlingsbordet under Den Kolde Krig.
Pyramiden vægge består af over 1 meter tyk beton og kan klare et angreb med atomvåben. Der en anvendt store mængder stål og beton til at bygge pyramiden.
I dag er pyramiden en roadside attraction. Men kan ikke komme helt tæt på, men det er muligt at få et billede af pyramiden udenfor hegnet.
Pyramiden ser dog ud til at blive taget i brug igen, som et datacenter.
Du kan se hvordan pyramiden ser ud på denne youtube video.
I 1931 meldte Unites States Geological Survey ud, at Nordamerikas centrum var i North Dakota, knap 10 vest for en flække ved navnet Balta. 16 miles mod nordøst lå den lidt større by Rugby i North Dakota. Byen greb muligheden for et landemærke, der kunne tiltrække turister til byen. Byen opførte en omtrentlig 5 meter høj obelisk i sten, der markerede centrum i Nordamerika. Og byen skiftede logo til et kort over Nordamerika med Rugby som en prik i midten, hjertet af Nordamerika.
I årevis tiltrak monumentet turister, der skulle have et billede af dem selv ved Nordamerikas midtpunkt. De fleste uvidende om, at de befandt sig 25 km fra det United States Geological Survey havde udpeget som midtpunktet. Den fine sten obelisk, de amerikanske og canadiske flag der vejede ved siden af denne og muligheden for en souvenier og et billede med hjem, tiltrak mange.
Det viste sig dog bare 85 år senere, at Nordamerikas midtpunkt måske lå endnu længere væk fra byen Rugby. I 1931 blev nordamerikas centrum fundet ved at balancere et udklip af hele Nordamerika på en skarp spids. Det betød naturligvis, at der var en vis usikkerhed på vurderingen af placeringen. Nyere beregninger i computermodeller af specialister peger på at Nordamerikas Midtpunkt er i North Dakota, men endnu længere væk fra Rugby. Stenmonumentet står dog i Rugby endnu og turisterne kommer stadig forbi.
I Rugby, Robinson eller Center?
Byen Robinson i North Dakota mente at have regnet sig frem til at Nordamerikas centrum lå få skridt udenfor Hanson´s Bar i byen. Robinson er en flække med ca. 40 indbyggere og ejeren af baren Bill Benson er også byens borgmester. Det var dog byens egne indbyggere der havde regnet dette ud over nogle øl en aften ved hjælp af kort og linealer.
Striden kom en professor ved University of Buffalo for øre. Peter Rogerson havde udviklet en ny matematisk metode til at udregne geografiske midtpunkter. Han kastede sig over at finde Nordamerikas midtpunkt i den nyudviklede matematiske model, hvor man udregner ud fra en række gæt, indtil man rammer inde for skiven. Og Peter Rogersons beregninger pegede hverken på Rugby med monumentet eller Robinson med baren, som Nordamerikas rette midtpunkt. Utroligt men sandt lå Nordamerikas midtpunkt i byen Center i North Dakota. Ja hvad er chancen for det? 233 km sydvest for Rugby og 145 km vest for Robinson.
Du kan i dag finde en markering af Nordamerikas centrum i både Rugby (den historiske sten obelisk) og Hanson´s Bar i Robinson. Vil du besøge det rette sted, så kør til Center i North Dakota. Her er en markering, hvor der står at Center er “The Scientific Center of North America”.
Hvem ved om 10 år viser nye beregninger måske, at du skal et helt andet sted hen i North Dakota, for at stå ved Nordamerikas centrum.
Og som bonusinfo fik Center sit navn for at være i midten af Olive County. Perfekt ramt, hvis det er sandt det også er midten af Nordamerika.
The National Buffalo Museum i North Dakota er et museum dedikeret til de amerikanske buffaloes. De kæmpe bisonokser, der oprindeligt i kæmpe flokke vandrede rundt i store dele af USA. Museet har sin egen flok på 25-30 buffaloes. En af disse buffalo er noget så sjældent som en albino buffalo. Hun hedder “Dakota Miracle” og er noget af et tilløbsstykke.
Museets fokus er bisonoksen og hvorledes den har påvirket livet også for mennesker i Plains-området i USA. Det er historien om de store bisonflokke, indianernes bisonjagter og hvorledes bisonen er blevet en central del af mange Plains-indianers tro og livssyn. Det er også den kedelige historie om hvorledes den europæiske indvandring resulterede i at de amerikanske bisonokser var sekunder fra at blive helt udryddet. Mere opløftende er historien om hvorledes der kæmpes for bisonokser overlever som et vildt dyr. På museet kan du se skeletdele af forhistoriske bisonokser og andre dyr, der var i North Dakota for mange år tilbage. Der er også eksempler på geværer, som nybyggerne anvendte til at skyde bisonokserne med. Derudover er der en udstillling om områdets oprindelige folk samt kunstværker med bisonokser.
Museets bisonflok kan ses fra Interstaten (mororvejen) og er en fin markering af, at man bevæger sig fra det østlige USA til Det Vilde Vest. Måske er du heldig at få øje på “Dakota Miracle”, albino bisonoksen. Det er dog ikke bare lykken at være albino bisonokse. Hun har f.eks. svært ved at temperaturregulere om sommeren.
Et fint lille museum om en vigtig brik i den amerikanske historie og kultur.
I North Dakota finder du Scandinavian Heritage Park, der hylder både det danske, svenske, norske, finske og islandske ophav. Her er bygninger og statuer, der repræsenterer noget fra alle fem lande, hvilket gør parken ret unik. Danmark er repræsenteret med en smuk statue af Hans Christian Andersen og en dansk vindmølle.
Hovedattraktionerne i parken er et kopi af en stavkirke, som oprindeligt var opført i byen Gol i Hallingdal i Norge i ca. år 1250. Den originale smukke stavkirke fra Gol står i dag i Bygdoy Park i Oslo og er en del af et museum. Desuden er folk vilde med den gigantiske røde Dalahest fra Sverige.
Derudover finder du en finsk sauna, statuer af diverse scandinaviske berømtheder og kopier af ældre bygninger fra Norge. Der er desuden et smukt vandfald, de nordiske flag og et stort kort over de nordiske lande i granit. Et kort man kan hoppe rundt på, som ethvert barn vil elske.
Er du til alternativ og bæredygtig kunst, så er Enchanted Highway i North Dakota et besøg værd. Her ser du roadside art når det er bedst. Langs en rute på 51 km, finder du nogle af verdens største installationer skabt på baggrund af brugte metaldele. The Enchanted Highway løber gennem landbrugsland og små byer, hvor du oplever livet i North Dakota, så er du ikke kunstinteresseret, kan turen også klart anbefales.
Nye installationer kommer til
Installationerne er udarbejdet af den lokale kunster Gary Greff. Han er ligeledes ansvarlig for at vedligeholde eksisterende installationer. Han påbegyndte projektet i 1989. The Enchanted Highway udbygges løbende med nye installationer. Det sjove ved The Enchanted Highway er at installationerne er vidt forskellige, så man bliver overrasket hver gang man kommer forbi en ny. Der er picnicborde med tag ved flere af installationerne, så det er et oplagt sted at tage en pause og spise en bid mad. Der var følgende installationer langs The Enchanted Highway, da vi besøgte den:
The Tin Family (1991)
Teddy Roosevelts Rides Again (1993)
Pheasants on the Prarie (1996)
Grasshoppers in the Field (1999)
Geese in Fight (2001)
Deer Crossing (2002)
Fishermans Dream (2006)
Spider Webs (under udarbejdelse)
The American Dream
Gary Greff påbegyndte projektet for at redde sin by, Regent, i North Dakota. Han ønskede at tiltrække turister til byen og dermed sikre byens overlevelse. Han har bygget et hotel i Regent og en souvenierbutik og har planer om der også skal etableres en campingplads, et teater med middag som en del af forestillingen og en café. The Enchanted Highway er dermed også et symbol på de små byers kamp for at overleve og The American Dream.
Hotellet Gary Greff har startet går under navnet The Enchanted Castle Hotel. Hotellet har en restaurant, Excalibur Steakhouse, som anbefales, både for maden, for indretning og for stemningen. Hotellet har en idrætshal, en fitness center, hot tub og et business center – faciliteter man ikke normalt finder på hoteller i mindre byer i North Dakota.