I 1880’erne opførte Oregons “Cattle King” Pete French tre store runde stalde, som blev anvendt til at træne heste om vinteren. Den ene af disse historiske stalde står intakt endnu, nærmest som den blev bygget for mere end 100 år siden. Stalden har en diameter på omtrentligt 100 meter. Stalden er opdelt i to sektioner. I den inderste ring var staldene, hvor hestene holdt til og i den yderste ring blev de trænet. Hestene blev anvendt til at passe på kvæget. Stalden er udført i lokale materialer; lokalt tømmer og de to sektioner er afgrænset af lokale lavasten. Stalden er smukt udført. Bemærk symmetrien og geometrien i ladens loft set indefra. Det var et ingeniørmæssigt mesterværk i den tid og en sjælden byggestil i Oregon.
Pete French kom til Oregon i 1872. Han erhvervede sig en masse jord, rygterne forlød at meget af det var på ulovlig vis. Han blev den store kvægejer i området og havde faktisk intet mindre end 45.000 kvæg. Årligt blev der født næsten 300 føl på gården, så de runde store stalde var klart nødvendige. Nogle af hestene blev solgt, andre trænet og anvendt i kvægavlen.
De lokale var dog ikke super glade for Pete, grundet hans metoder til at anskaffe sig jord. Pete French blev myrdet af en lokal, Edward Oliver, efter et skænderi i 1897. Edward blev aldrig dømt for mordet, til trods for det forlyder at Pete blev skudt i ryggen, da han red væk fra Edward.
Langs Route 66 i Californien støder du på Elmer’s Bottle Tree Ranch. En skov af træer. Men ikke helt almindelige træer. Stammerne er af metal og bladene er primært gamle flasker og også lidt andet affald. Det lyder måske mærkeligt, det er det også, men det er også unikt og smukt på sin egen helt absurde måde. Elmer’s Bottle Tree Ranch er midt i den steghede ørken i Californien og et skyggefuldt stop, hvor man kan nyde den lyd det frembringer, når vinden rammer de tusindvis af ophængte flasker. Og der er rigtig mange flasketræer der, ingen er ens og der er masser af flasker og skrald at kigge på. Du kan sagtens bruge en time her, hvis du vil opleve hele herligheden grundigt. Der er blandt andet et træ bygget op om et gammelt missil.
De mange flasker stammer fra Elmer’s far, som havde en udførlig flaskesamling han havde erhvervet sig gennem et helt liv. Elmer’s far var fan af affald og især flasker. Hvor andre tog på far og søn fisketur, så tog Elmer med sin far på skraldejagt. De fandt meget skrald gennem tiden og mange mærkværdige ting. Nogle af de skraldebunker de fandt var af ældre dato og indeholdt ting tilbage fra 1800-tallet.
Efter farens død valgte Elmer at flasketræer var måden den massive samling skulle leve videre på. Og han påbegyndte projektet i 2000. I dag er der mere end 200 træer med flasker, flere af dem kan vel nærmest betegnes antikke flasker. Elmer gik bort i juni 2019, så det er desværre ikke muligt at møde dette rare menneske, når du besøger Elmer’s Bottle Tree Ranch. Elmer’s familie sørger dog for stedet videreføres.
Det er gratis at besøge stedet, som har åbent fra solopgang til solnedgang. Det ses dog gerne man ligger en lille donation for at støtte op om vedligeholdelsen af dette fede folk art projekt.
I Mackenzie Park i byen Lubbock i Texas findes en præriehunde koloni. Her kan du se de små aktive præriehunde stikke hovederne op fra deres gange i jorden og pile livligt rundt. De er simpelthen bare så søde og helt enormt sjove.
Det er gratis at besøge Prairie Dog Town. Der er stier rundt om præriehunde kolonien og en udsigtsplatform og en pavilion. Der er desuden tavler der fortæller om præriehunde og koloniens historie. Der er plantet naturlige præriegræsser, således præriehundene lever i deres naturlige omgivelser.
Præriehunde kolonien blev opstartet i starten af 1930’erne af et lokalt ægtepar. De startede ud med fire præriehunde og to huler. Siden blev peæriehunde kolonien flyttet til dens nuværende placering. I dag er der flere hundrede præriehunde og mange huler i kolonien. De søde præriehunde har endda fået deres helt egen ambassadør, Prarie Dog Pete. Og alle kender byen Lubbock for at være byen med præriehundene.
Før europæerne ankom til Texas var der rigtig mange præriehunde i staten, estimeret til intet mindre end 400 millioner præriehunde. I dag er der desværre blot under en procent af dette.
I Bozeman i Montana findes det ældste museum i USA, der har computer og robotter som tema. Museet omhandler udviklingen af kommunikationsteknologi, kunstig intelligens samt computer- og robotteknologi op gennem tiden. Det blev grundlagt i 1990 og er her du kan se computere og robotter fra teknologiens spæde start til de mere moderne versioner. Museet er ikke gigantisk, men indholdet gør det i den grad et besøg værd. Museet har en række unikke udstillingsgenstande, som man ikke lige forventer at støde på i Montana. Museet får rigtige gode anmeldelser fra besøgende, både fra it-nørder og fra ikke-nørder. Det er gratis at besøge museet, men man ser gerne man giver en mindre donation til det. Vi vil ikke komme ind på alle udstillinger i det følgende, så se frem til at opleve endnu mere end beskrevet nedenfor.
En replica af Antikrythera-mekanismen
Der er en større udstilling, der omhandler 4.000 års historie i computerteknologi og kommunikation. Her kan du lære om de første talsystemer og se regnetabeller udført i ler. Bliv klogere på Antikythera-mekanismen, et artefakt fra antikken fundet på et skibsvrag ud for den græske ø Antikythera. Artefaktet er på størrelse med en skotøjsæske og indeholder mere end 30 drejeskiver og tandhjul. Mekanismen blev anvendt til at se solen, planeten og stjernernes vandring på himlen i forhold til hinanden. Den originale Antikythera-mekanisme er udstillet i Athen sammen med en replica. Derudover skulle der kun være denne replica i Montana.
Derudover findes et bibelmanuskrift fra det 13. århundrede, Guthenbergs bogtrykker, originale sider fra Shakespeares MacBeth og meget mere.
Ældre teknologi
Der er en udstilling med ældre teknologi, som har været forløber for computere, robotter og kommunikationsteknologi. Se blandt andet originale dokumenter af beskeder der er morset, en brevtaske fra den amerikanske ponyekspres, telegraferede dokumenter fra Den Amerikanske Borgerkrig og meget mere. Det er også her du ser det første batteri, musikinstrumenter gennem tiden, den første lommeregner og de første digitale computere. Og så kan du naturligvis se flere historiske computere som en Apple 1, Altair og Mark-8. Der er en temaudstilling om udviklingen af Apple computere og folkene bag Apple. Der er også en udstilling om udviklingen af mikrochips.
Der er en udstilling med teknologi anvendt i amerikanske hjem i perioden 1950-1990. Det er fjernsyn, radioer, telefoner og meget mere. Spændende at følge udviklingen.
Enigma og månelandinger
Du kan se en Enigma-maskine med originale dele og blive klogere på indsatsen for at bryde Hitlers hemmelige kodesystem, som skete som en fælles indsats på tværs af kontinenter.
Computerteknologien er også eksemplificeret ved en udstilling vedrørende computere anvendt til Apollo måne programmet. Her kan du se computere der har været anvendt under Apollo-missionerne, både på landjorden og på månen.
Robotter
Du kan se en række robotter, alt fra robotlegetøj af ældre dato til moderne industrirobotter. Mød også Robby the Robot. Derudover er der flere udstillinger, der relaterer til robotter, blandt andet en udstilling om den menneskelige hjerne og kunstig intelligens.
Hamtramck Disneyland er et “folk art” kunstprojekt på toppen af to garager ved en privat ejendom i byen Hamtrack i Michigan. Ovenpå de to garager er gennem en periode på 30 år installeret diverse hjemmelavede figurer, vindmøller, elementer fra forlystelsesparker som karuseller. Der er alt fra billeder af Elvis, til julelys samt figurer af soldater, en flyvemaskine og mekaniske propeller. Et fantastisk virvar af farver, bevægelse, lyd og lys. Og imponerende hvor meget der kan installeres ovenpå og ved to garager.
Det er et kunstværk uden struktur. Et kunstværk der gennem 30 år er blevet udbygget og udbygget, som nye ideer poppede op i kunstnerens indre univers. Det er vilde ideer med masser af kreativitet, fantasi og detaljer, som er opsat side om side i et vidunderligt kaotisk univers, der alligevel giver mening når man står der.
Kunstværket indeholder en masse almindelige ting, som er sat sammen således det får en tårnstruktur. Spurgte man kunstneren om meningen bag projektet, så var det hans opfattelse af Disneyland, et overflødighedshorn af alt det der er fedt. Farverne gul, rød og blå er anvendt rigtig meget, hvilket kan være en hyldest til kunstnerens ukrainske ophav.
De to garager er malet med striber i alverdens klare farver. Mellem de to garager er også installationer, fotografier og meget mere. Der er f.eks. en kreativ installation, der symboliserer Frihedsgudinden.
Kunstneren bag værket, Dmytro Szylak, blev født i 1920 i Ukraine. Sidenhen boede han i Tyskland og immigrerede derefter til USA. Han fik job ved General Motors og arbejdede der i 32 år, indtil han gik på pension. Hamtramck Disneyland blev hans pensionshobbyprojekt. Dmytro døde i 2015 i en alder af 92 år. Projektet vedligeholdes i dag af en frivillig organisation. Du er velkommen til at kigge forbi og se det meget detaljerede og kreative kunstprojekt.
Santa Cruz Beach Boardwalk er en forlystelsespark ud til Stillehavet. Den blev grundlagt i 1907 og er dermed den ældste af Californien’s nuværende forlystelsesparker. Forlystelsesparken ligger med direkte adgang til en lækker sandstrand. Ud over karuseller, rutchebaner med mere, er der også masser af klassiske arkadespil, mad og snacks. Kombineret med en strandtur, er det opskriften på en perfekt feriedag.
Der er både vilde forlystelser, forlystelser for hele familien og forlystelser designet specielt til børn. Santa Cruz Beach Boardwalk er især kendt for The Dipper, en gigantisk historisk rutchebane udført i træ. Den har været i funktion siden 1924. Den er 21 meter høj og har en hastighed på 89 km i timen. Rutchebanefans fra hele verden valfarter til Santa Cruz for at afprøve The Dipper. Santa Cruz Beach Boardwalk har nogle virkelig fede forlystelser, hvor man kan nyde udsigten over strandlinjen og Stillehavet på den pænt vilde måde. Cliff Hanger, Cyclone og Fireball er blot nogle af dem. Vil du prøve en mere rolig historisk forlystelse, så skal du hoppe ombord på Cave Train. Her kommer du under forlystelsesparken og på opdagelse i en selvlysende hule. Just do it! Deres Sky Glider eller Sea Swings anbefales for lidt større børn, der gerne vil nyde udsigten.
Santa Cruz Beach Boardwalk tilbyder også minigolf, laserskydning, bowling og masser af spillemaskiner med mere. Der er mange sjove arkadespil for både børn og voksne. Udvalget af mad og snacks er massivt, så du behøver ikke gå derfra på tom mave.
Der er gratis adgang til parken, men du skal naturligvis betale for det du prøver. Et sted med en fed stemning, hvor du samtidig kan nyde solen og strandlivet.
Verdens både ældste og største militære flymuseum findes i Ohio. Her er mere end 360 fly og missiler. Og det stopper ikke her, for der er meget mere at se og opleve på museet. Museet er lokaliseret på Wright-Patterson Air Force Base og har eksisteret siden 1923. Museet er lokaliseret i fire store flyhangarer.
Det bedste af det hele er dog, at du slet ikke behøver drage til Ohio for at opleve museet. Det kan du gøre hjemme fra sofaen, under en varm dyne med en god kop kaffe. Museet tilbyder nemlig en gratis virtuel tur rundt på størstedelen af museet. Det er naturligvis ikke det samme som at være der, men noget billigere end at drage til Ohio. Den virtuelle tur er delt op i forhold til museets forskellige udstillinger og er let at navigere rundt i. Prøv det her.
Og vil du opleve endnu mere, så er der også mulighed for det, når du sidder i bilen på vej til arbejde. Museet tilbyder en række gratis podcast, som kan downloades fra deres hjemmeside. Se udvalget af podcast her. Du kan f.eks. høre om deres Early Years udstilling, deres Korean War udstilling og meget meget andet. Det er spændende at lytte til.
Museet er delt op i de forskellige perioder, hvor fly er anvendt i amerikansk krigsførelse. Du kan således se udstillinger om de første krigsfly, fly fra Anden Verdenskrig, Koreakrigen, Vietnamkrigen og Den Kolde Krig. Og så er der en udstilling med henholdsvis missiler og rumfart. Hver udstilling er fyldestgørende. Der er f.eks. 56 forskellige typer fly fra Anden Verdenskrigs perioden. I rumfartsudstillingen kan du se fly, rumskibe, missiler, satellitter og diverse interessante temaudstillinger.
Historiske fly
Museet har en række historiske fly. Du kan se den Boeing B-29 Superfortress, der kastede en atombombe over Nagasaki d. 9. august 1945 under Anden Verdenskrig. Folk kommer også for at se deres Convair B-36 Peacemakers, der var i funktion fra 1949-1959. Du kan også se en North American XB-70 Valkyrie og en Boeing B17-F Memphis Belle. Er du til de amerikanske præsidenters fly, så er dette også stedet. Se fly anvendt af præsidenterne Roosevelt, Truman, Eisenhower, Kennedy, Johnson og Nixon. Du kan se det fly der fløj Kennedy til Dallas og hans døde krop tilbage til Washington. Et andet historisk fly er en C-141 Hanoi Taxi, som fløj de første befriede amerikanske krigsfanger hjem til USA fra Vietnam.
Museet huser også masser af uniformer og genstande fra det amerikanske flyvevåben. Der er også en stor udstilling om de første pionere indenfor flyvning, i særdeleshed om brødrene Wright. Museet huser også National Aviation Hall of Fame, hvor personer der har udrettet noget særligt hyldes.
Der er masser af udstillinger og det er umuligt at se det hele på en dag. Der er f.eks. en udstilling om udviklingen af det amerikanske luftvåbens kendingssang, en udstilling om Holocaust, om modelfly og om kunstværker inspireret af fly. En guidet tur anbefales, men ikke at tage børn med på, medmindre de er super flynørder. Det bliver for langt og for detaljeret.
Der er en biograf der viser film om luftfart, flyvevåbnet og rumteknologi, men også helt almindelige film og serier. Og så kan du prøve en række fede og mere eller mindre vilde flysimulatorer. For de mindste er der en lille flyinspireret legeplads udenfor museet.
Det er gratis at besøge museet, dog skal du betale for at prøve deres flysimulatorer og se film i biografen.
“Proclaim Liberty Throughout all the Land unto all the Inhabitants Thereof” står der skrevet på Linerty Bell. Verset stammer fra Bibelen. Liberty Bell er et vigtigt symbol for amerikanerne. Den store smukke klokke med den berømte revne er ikonet for USA’s grundlæggelse, uafhængigheden fra England og deres første lov som et uafhængigt USA – Declaration of Independence. Du kan se Liberty Bell i Liberty Bell Center, som du finder ved siden af Independence Hall i Philadelphia.
Legenderne lyder at Liberty Bell ringede d. 8. juli 1776 i Philadelphia, da Declaration of Independence blev oplæst. Declaration of Independence var blevet underskrevet 4 dage forinden og her forlyder også at klokken ringede. Om det er rigtigt kan ingen bevise, men der er ingen tvivl om at den detaljerede og smukt udførte klokke er skabt til særlige formål. Sikkert er det dog, at klokken har været i funktion flere gange i perioden 1753 – 1846. Klokken ringede for mange folk og ved mange lejligheder, blandt andet da USA´s Constitution blev underskrevet og da præsidenterne Benjamin Franklin, George Washington, Alexander Hamilton og Thomas Jefferson døde.
Det vides ikke med sikkerhed hvornår klokken erhvervede sig sin store revne eller om den kom gradvist. En af teorierne var at den allerede fik sin første lille revne i 1752, da den ankom til USA og blev gennemtestet. Det menes dog, at den store revne forekom i februar 1846, da klokken var i gang med at ringe.
Liberty Bell blev udført i 1751-1752 på bestilling af Pennsylvania Assembly. Klokken blev udarbejdet af det engelske firma Lester and Pack. Klokken blev udført for at markere 50-års jubilæet for Charter of Privileges, som var Pennsylvania’s første grundlov. Oprindeligt blev klokken kaldt for State House Bell. Klokken har haft en lang hiostorie. I 1777 var man nervøs for at englænderne skulle finde den og smelte den om til kanonkugler, som de ville bruge mod det USA der ønskede at være uafhængigt af England. Derfor flyttede man den i hemmelighed til en kirke i byen Allentown i Pennsylvania. Sidenhen drog USA´s største uafhængighedsikon på roadtrip rundt i USA, hvor den blev vist frem i de største byer gennem en længere årrække. I 1915 rykkede den mere permanent til Philadelphia. Her hang den oprindeligt i Independence Hall, men i 1976 blev den flyttet ned til en pavillion foran Independence Hall.
Liberty Bell står i et topsikret glasbur og overvåges efter alle kunstens regler. Du skal også igennem et sikkerhedstjeck for at se den, så drop den store rygsæk om muligt. Det er gratis at besøge Liberty Bell Center. Bemærk at, der er rigtig mange, der kommer for at se Liberty Bell. Op af dagen bliver der trængt om klokken. Og det tager tid at komme igennem sikkerhedstjekket. Derfor vil vi anbefale at se Liberty Bell først på dagen om muligt.
Liberty Bell Center, hvor du finder Liberty Bell, er værd at bruge mere tid på, end at blot se selve Liberty Bell. Der er en rigtig fin udstilling om Liberty Bell og de historiske højdepunkter den har markeret. Der er også en film, der fortæller historien om Liberty Bell. Hør desuden Centenniel Bell, der blev skabt til at markere USA´s 100 års fødselsdag i 1876. Den ringer engang i timen i tårnet på Independence Hall. Den vejer 13.000 pounds, 1.000 pound for hver af de 13 stater, der udgjorde det første USA.
Har du børn med på din roadtrip eller rollespilsentusiaster, så bør I stoppe ved Jeremy Rochman Memorial Park. En mindespark bygget op om et velgennemført Dungeon and Dragons tema.
Der er gratis adgang til parken.
I midten af parken er en borg i træ og stål. Denne indeholder en masse kroge og sprækker og i dem finder du orker, troldmænd og riddere. Der er også en kæmpe sovende drage, som man er velkommen til at kravle på. Din fantasi bliver vakt til live med statuer af duellerende troldmænd med mere. Det er et fint eventyrunivers. Og så er det udført med utrolig fede detaljer og med store ambitioner.
Det der gør stedet rigtig interessant, er at det er udført af lokale kunstnere og studerende. Det er en hyldest til fantasien og til minde om en 19-årig Dungeon og Dragons rollespiller (Jeremy Rochman), der pludselig blev taget fra denne verden i en tragisk bilulykke. Stedet er skabt med den unge mands far som primus motor. Han ønskede at skabe et minde i form af et univers, som hans søn ville have elsket. Stedet er et symbol på hvad amerikanske lokalsamfund kan udrette, når de står sammen. Det er et fascinerende mesterværk, som vi på det varmeste vil anbefale.
Vil du se en alternativ installation, så skal du besøge International Car Forest of the Last Church. Her ser du mere end 40 biler og lastbiler, som er smidt rundt i et øde område udenfor den lille by Goldfield i Nevada og malet med grafitti. Grafittimalingen kan være alt fra kranier til karrikaturer af politikere. Nogle af bilerne er placeret ovenpå hinanden, andre nedgravede. Hvert køretøj er malet med et unikt grafittitema.
Stedet benævnes som verdens største nationale junk bil skov og som en kunstners legeplads.
Projektet er skabt af to kunstnere – Chad Sorg og Mark Rippie. De er desværre blevet uvenner siden de har udført installationen. Mark Rippie startede projektet og inviterede andre kunstnere til at komme og lege med. Chad Sorg blev så fascineret, at han rykkede teltpælene op – fra Reno til Goldfield, for at arbejde på projektet.
Det noget mystiske navn er sammensat af to ting. En vision om at skabe en bil skov med fri offentlig adgang. Og så Mark Rippie’s hjemmeside Last Church, hvor han deler nogle af sine alternative religiøse teorier.
Er fedt sted at strække benene og nyde lidt roadside art og outsider art.
Smithsonian’s National Zoo & Conservation Biology Institute
Kender du Smithsonian museerne i Washington DC? En række museer i verdensklasse, som er skabt til alle skal have adgang og dermed er de gratis at besøge. Et af dem er National Zoo. En af USA’s bedste zoo’s, kendt for sine pandaer og sin aktive rolle i at beskytte og bevare klodens dyreliv. Deres motto er “We save species”. Et besøg værd – ja i den grad!
National Zoo er inddelt i tre områder. Upper Zoo, Valley og Lower Zoo.
I Upper Zoo er hovedattraktionen det store panda reservat. Derudover kan du se geparder og lære om hvad National Zoo gør for at beskytte dem. Der er også amerikansk bison og elefanter og masser af asiatiske dyr.
I Valley kan du se amerikanske dyr, blandt andet bjørne og ørne. Og så er der en børnefarm, hvor børn kan se bondegårdsdyr og klappe geder.
I Lower Zoo finder du aber, kæmguruer, små pattedyr samt krybdyr.
Der tilbydes løbende gratis 2-timers guidede ture i zoo, hvor man lærer mere om dyrene og hvorledes National Zoo arbejder for at beskytte truede arter.
Der er et stort udvalg af snacks og mad og kaffen er “bird friendly”. Det betyder ud over at kaffen er økologisk, at der i dyrkningen af den tages hensyn til at skabe og ikke ødelægge gode fugle habitater. Der er fokus på høj biodiversitet til trods for kaffedyrkning.
Dette er en 20 meter høj statue af Jesus, som står på toppen af Magnetic Mountain. Det er vel nærmest en miniudgave af Cristo Redentor i Rio de Janeiro i Brasilien, bare mindre bjerg og mindre og mere simpel statue.
Den er opført af Gerald Smith som en religiøs hyldest. Han var pensioneret og havde planer om at skabe en religiøs forlystelsespark. Han nåede at skabe statuen og et amfiteater, der ind imellem fremviser “The Great Passion Play”.
Statuen er udført af Emmet Sullivan, der arbejdede på det nærliggende Dinosaur World. Desuden arbejdede en række andre folk på statuen. Statuen er håndlavet og der er anvendt 24 lag hvid mørtel ovenpå et stålskelet. Statuen er funderet på 340 tons beton blandet med stål.
Midt ude i skoven i Arkansas finder du nok et af verdens smukkeste kapeller. Det er et arkitektonisk mesterværk, der tiltrækker mange besøgende og har vundet mange arkitekturpriser. Det er kendt som et af de smukkeste religiøse steder på jorden skabt i nyere tid.
Du behøver ikke være arkitekturnørd, for at blive betaget af hvor simpelt, genialt og smukt dette kapel er. Giv dig tid til at opleve og indsnuse stedet.
Thorncrown Chapel er bygget af materialer, der passer ind i skoven. Det består af masser af træ og er funderet med sten af lokal oprindelse. Desuden er anvendt fliser, der er farvet så de passer ind i områdets farver. Der er 425 vinduer i Thorncrown Chapel. Det betyder du kan se ind i kapellet udefra og endnu bedre, når du sidder inde i kapellet er det som at sidde midt ude i skoven.
Kapellet er bygget i 1980.
Der er rigeligt med parkeringspladser og gratis adgang til kapellet.
I Las Vegas finder du Pinball Hall of Fame. En stor samling af spillemaskiner (pinball-maskiner) fra 1950’erne til 1990’erne. De er alle i funktion og du er velkommen til at prøve dem. De ældre maskiner koster som hovedregel 25 cent og de nyere maskiner 50 cent.
Du bliver ikke rig af at besøge Pinball Hall of Fame. Tanken er du skal have det sjovt. Du kan ikke vinde noget. Pengene du smider i spillemaskinerne går til at drive Pinball Hall of Fame og til velgørenhed. Stedet drives nemlig af en non-profit organisation baseret på frivilligt arbejde. De mange spillemaskiner er fra en privat samling. Det er verdens største samling af spillemaskiner, som er tilgængelig for offentligheden. Du kan prøve 152 forskellige slags pinballspil i Pinball Hall of Fame og 206 spillemaskiner i alt. Det ældste spil du kan prøve er helt tilbage fra 1947.
Brug et par sjove timer i Pinball Hall of Fame, fordi det er sjovt!
Bemærk det er gratis entre. så der er ingen grund til ikke at kigge forbi.
Over 2 millioner mennesker besøger årligt Wall Drug til trods for en meget øde placering i flækken Wall, langt væk fra de største turistattraktioner i USA. Men Wall Drug kan også noget særligt, et unikt sted med en bemærkelsesværdig historie. Et eksempel på The American Dream kan lykkedes, hvis du tør. Og kører du på Interstate 90 fra Minnesota til Billings i Montana, så ser du så mange kreative reklameskilte for Wall Drugs, at nysgerrigheden næsten ikke kan andet end at drive dig dertil. Skiltene starter flere 100 km væk fra Wall Drug på begge sider af Interstaten. Det er kendte artister som Dobby Hansen og Barry Knutson, der har skabt disse reklameskilte.
Cowboy-tema shopping
Wall Drug er et shopping kompleks med et gennemgående cowboy-tema. Her kan du købe alverdens mere eller mindre mærkværdige og fantastiske ting. Det er et sted, der henvender sig til turister og rejsende. Et sted hvor man kan slukke tørsten og stille sulten. Et sted hvor man kan shoppe gaver og souveniers. Og et sted hvor ungerne kan blive rørt. Der er onmkring 4.500 m2 shoppingareal i wall Drug. Du findere et kæmpe udvalg af cowboystøvler, cowboyhatte, westersouveniers, indianersouveniers, bøger, legetøj, kasketter, T-shirts, slik, popcorn, smykker, magneter og meget andet. Det er stedet, hvor alle i selskabet ganske givet vil finde en souvenier, som er værd at bringe med hjem.
Lækker mad og western kunst
Restauranten i Wall Drug er kendt for at have en af de største samlinger af kunst fra westerntiden. Det i sig selv gør det værd at nyde et måltid her. Det er den største private samling af westernmalerier og der findes mere end 300 originale malerier i samlingen. Samlingen inkluderer værker af Gutzom Borglum, Oscar Howe, NC Weyth og Harvey Dunn. Der kan være mere end 500 mennesker i restauranten. Specialiteterne er hjemmelavede donuts, buffalo burgers, kaffe til blot 5 cent, sandwiches med varmt kød, frugttærter og is. Der serveres både snacks, morgenmad, frokost og aftensmad. For de lækresultne, er der om sommeren masser af hjemmelavede floats og shakes og en stor soda fountain.
The backyard
Det bedste ved Wall Drug er The Backyard. Wall Drug ligger i en pænt øde og flad del af South Dakota, hvor der ikke sker så meget. Mange besøger Wall Drug på vej mod Mount Rushmore området mod vest. De rejsende trænger virkelig til at strække ben, især hvis der er børn med på turen. The Backyard tilbyder mulighed for sjov og leg for alle, især for den yngre generation. Man kan komme op at sidde på en kæmpe Jackalope, som er et væsen der er en krydsning mellem en kanin og en antelope, ged eller hjort. Du kan også blive fotograferet ved siden af en kæmpe T-Rex eller sprøjte med vand i Train Station Water Show. Sidstnævnte er virkelig en fantastisk aktivitet på en varm sommerdag på prærien. Der er også mulighed for at lege guldgraver. I mens kan de voksne nyde en taco eller en pizzaslice i skyggen. Det allerbedste ved The Backyard er dog de 1.400 historiske fotos fra South Dakota. Snyd ikke dig selv for at bruge tid på at gå på opdagelse blandt disse.
Gratis isvand
Hvis der er noget Wall Drug er kendt for, så er det at tilbyde gratis isvand. Det har Wall Drug næsten altid gjort. Dengang før bilerne havde airconditions, var det noget der lokkede mange rejsende forbi, som var ved at krydse den varme prærie om sommeren. I 1931 var Wall i South Dakota en lille prærieby med 326 indbyggere. De klarede den lige netop, men var bestemt en befolkning der kæmpede for at få mad på bordet. I december 1931 erhvervede Ted og Dorothy Hustead sig et lille apotek i Wall. Efter få dage kunne de konstatere, at det kom de ikke til at leve af. I stedet for at give op, valgte de at tænke alternativt i forhold til at få kunder til at stoppe ved lige netop deres butik. De startede med at tilbyde gratis isvand. Og så startede de en massiv marketingkampagne med reklameskilte for deres lille butik, langs vejene der førte til Wall. Denne strategi førte til at folks interesse blev vakt mange kilometer fra Wall.
Wall Drug udviklede sig fra et lille apotek til en blomstrende roadside attraction med over 2 millioner besøgende om året.