Tag Archives: Zion

The Narrows

The Narrows

Vandrestien er skiftet ud med en stenfyldt flod. Du vandrer i vanddybder mellem vand til anklen og vand til brystet. Du vandrer dybt inde i bunden af en smal kløft og klippevæggene omkring dig bliver højere og smallere. Du vandrer mod strømmen, så det er hårdt arbejde. Undervejs ser du vandfald, huler, sprækker og hvælvinger og du hører vandfald du ikke kan se. Du kniber dig selv i armen, men den er god nok. Du er ved at vandre i The Narrows i Zion National Park.

Det vigtigste

Det lyder fedt, ja! Men overvej om det er en tur for dig. Turen er ikke for børn – vandet er ofte for dybt (dog kan man godt vandre med yngre børn til Mystery Falls på dage med lav vandstand)! Du skal kunne svømme. Du skal vandre mod strømmen på glatte sten. Turen anbefales kun til erfarne vandrere. Og du skal have udstyret i orden. Lukkede vandresko, våddragt hvis det er koldt, vandrestav, væske og proviant og du skal ikke tage turen alene. Når det så er sagt, er du i stand til at gennemføre turen og har mod på det, så venter der dig måske dit livs fedeste naturoplevelse.

Det er varmt om sommeren i Zion National Park, men i the Narrows, inde i en smal kløft, er der væsentligt koldere. Derudover går du i vand helt op til skulderhøjde måske, så du er også våd. Medbring tøj til de forhold, gerne et langærmet uldlag der varmer trods det er vådt. Du kan leje sko i Zion National Park der er egnede til at gå The Narrows, og det anbefales. Husk også en vandrestav. De kan købes i nationalparken.

Vær opmærksom på risikoen for “flash flood”. Under kraftigt regnvejr kan der pludselig tilføres meget vand til Virgin River på meget kort tid og der kan opstå en potentiel risiko for at drukne. Vi anbefaler, at du orienterer dig på Zion National Park’s hjemmeside i forhold til dette. LINK Her er også fif til hvorledes du forudser en flash flood kan være på vej, så du kan nå op i højden i tide.

Riverside Walk for alle

Du starter med turen Riverside Walk fra Temple of Sinawava til Gateway to The Narrows. Denne vandretur er på knap 2 km. Du går på en bred sti, som er designet til rullestole. Ved Gateway to The Narrows træder du ned i Virgin River og fortsætter resten af turen på en ret våd vandresti. Har du ikke mod på The Narrows anbefaler vi at gå Riverside Walk og se folk stige ned og op af Virgin River. Du kan evt. overveje blot at gå et meget kort stykke i Virgin River, for at få oplevelsen uden at gå den fulde tur, f.eks til Mystery Falls.

Du kommer til Temple of Sinawava ved at tage nationalparkens bus, der kører rundt i parken. I store dele af parken er det ikke tilladt at køre rundt i egen bil.

Vandring i Virgin River i The Narrows

Du kan vandre 6,4 km ind til punktet Big Springs. Her er der mulighed for at overnatte inden du går tilbage igen. Du skal dog have tilladelse fra Zion National Park til at gå så langt ind i The Narrows (længere end Wall Street). Læs mere på deres hjemmeside. De færreste tager dog hele turen.

De fleste forsøger at nå Orderville Canyon, som er en forgrening af Virgin River. Her er kløften allersmallest. Turen hertil er på 3,2 km fra man stiger ned i Virgin River og tager ca. 2 timer. Set vil sige en tur på 4-5 timer frem og tilbage til bussen. På vej til Orderville Canyon passerer du Mystery Falls (et vandfald), Mystery Canyon, Narrows Alcove og Grotto Alcove. Desuden ser du starten af Wall Street, som området hedder fra 3,2 km – 5,8 km efter du træder ned i Virgin River. At gå lidt ind i Wall Street området er også anbefalelsesværdigt med klippevægge der er ca 450 meter høje på hver side og en kløft  der i bunden er knap 7 meter bred.

Bemærk at før du kommer til enden af Wall Street stykket bliver forholdene for vandring sværere. Kløften åbner sig op og vandet bliver dybere. Det kan blive nødvendigt at svømme. Herefter kommer en masse store sten, som du skal klatre over. Ved Big Springs er strømmen kraftigere end langs resten af ruten.

Køb et National park pas, så er der gratis adgang til alle National parker i USA

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk