Tag Archives: National Park

Ellis-Island

Ellis Island

Ellis Island

Har du familiemedlemmer, der i perioden 1892-1954 rejste til USA, for at søge lykken der. Efter mange dage på det åbne hav, kunne de endelig skimte Frihedsgudinden. Og mens de sejlede tættere og tættere på den, drømte de om et liv hvor de kunne forsørge deres familie, et liv med rigdom og et liv med eventyr. Mon ikke også usikkerheden og frygten har været en makker på den lange rejse. For hvor skulle de søge hen på dette store kontinent for at finde arbejde og måske lykken? Og hvilken fremtid lå foran dem? For mange af dem der ankom til østkysten, fik de for første gang land under jorden på Ellis Island. Et sted hvor drømmen allerede brast for flere, der ikke fik lov at rejse ind i landet og hvor familier for altid blev adskilt. Derfor kendes stedet også som Island of Tears.

Fakta om Ellis Island

Ellis Island er en mindre kunstig ø i New York havn. Øen er menneskeskabt og blev anlagt som presset på jord i New York steg i slutningen af 1800-tallet.

Ellis Island  fungerede fra 1892-1954 som immigrant inspektions kontor for rejsende fra primært Europa til New York. Omkring 12 millioner mennesker kom igennem Ellis Island, før de fik lov at rejse ind i USA. Oprindeligt var Ellis Island en del af Fort Gibson. Med de mange immigranter der ankom til området, blev Ellis Island fra 1892 anvendt til inspektion af immigranter. I 1897 satte en brand stedet ude af funktion, men i år 1900 blev det taget i anvendelse igen. På Ellis Island var der blandt andet karantæne faciliteter, for de immigranter der var syge ved ankomsten. Dette var der mange der var, efter den lange sejltur på de trange både med hygiejneproblemer. Fra 1924 og frem var Ellis Island primært et Detention Center. Og i 1. og 2. Verdenskrig blev stedet anvendt til at huse krigsfanger.

 

Immigrationen til Ellis Island

Man mener, at omkring 40 % af alle amerikanere har familiemedlemmer i tidligere generationer, der ankom til USA via Ellis Island. I starten kom de fleste immigranter fra Nord- og Vesteuropa. De fleste immigranter kom fra Tyskland, Rusland, Finland og UK. Sidenhen kom der flere immigranter fra Sydeuropa og Østeuropa og mange jødiske immigranter, der flygtede fra Europa.

Man fik kun lov at rejse ind i USA, hvis man ikke havde psykiske eller fysiske handicaps eller problemstillinger. Desuden kunne man blive udelukket for indrejse baseret på ens race, økonomiske forhold eller religiøse tilhørelsesforhold. Test for indrejse inkluderede at man skulle gå op af trapper og alle blev grundigt undersøgt. Desuden blev immigranter også vaccineret på stedet.

Da immigrationen på Ellis Island var på sit højeste, var der omkring 5.000 der dagligt bad om indrejse til USA.  Det var i perioden 1905-1914, hvor der årligt rejste omkring 1 million immigranter til USA. Rekorden blev sat d. 17. april 1907, hvor 11.747 immigranter ankom til Ellis Island.

ellis island

Besøg Ellis Island

Ellis Island bestyres i dag af National Park Service. Du kan besøge øen ved at hoppe på en færge ved Battery Park. Færgen stopper først ved Frihedsgudinden og derefter ved Ellis Island. Der afgår en færge hvert 40. minut og der kan være ekstrem lange køer til at overhovedet komme med en færge. Det kan derfor på det varmeste anbefales at ankomme når færgerne starter om morgenen, eller at vælge de dyrere “Skip the Line Walking Tour” billetter. Ellis Island fungerer i dag som et museum, hvor du kan blive meget klogere på stedets historie. Du kan blandt andet gå på opdagelse i stedets database over folk der ankom til Ellis Island. Måske der også var en Østerby, en Dahl eller en hel masse der hed Jensen. Får du brug for lidt frisk luft, så gå udenfor og besøg Fort Gibson og The American Immigration Wall of Honor.

Der er løbende guidede ture rundt på museet. Du kan også tilmelde dig den 1,5 time lange Hard Hat Tour of The Hospital Complex. Her kan du se det store hospital med 750 sengepladser. En på mange måder lidt hård oplevelse og derfor skal man være 13 år for at deltage i turen.

Det anbefales ikke at besøge stedet i højsæssonen med yngre børn. Der er lange køer til færgerne både ud og hjem og der er varmt og mange mennesker.

 

Ellis-Island

 

Going-to-the-Sun Road

Going-to-the-Sun Road

Going-to-the-Sun Road

En af de smukkeste køreture i USA er uden tvivl Going-to-the-Sun Road i Glacier National Park i Montana. Foretil dig det smukkeste bjerglandskab med gletchere, skovsøer, vandfald og smukke bjergtinder. Forestil dig et rigt dyreliv med muligheden for at se bjørne, bighorn sheeps, og bjerggeder. Hvis du krydrer det med muligheden for at parkere og gå de smukkeste bjergture, så har du opskriften på Going-to-the-Sun Road i Glacier National Park. Det er en unik oplevelse i det allernordligste USA.

Facts

Going-to-the-Sun Road er 80 km lang. Hopper du ikke ud af bilen, så tager turen ca. 2 timer. Det kan dog på ingen måde anbefales, ikke at bruge minimum en dag på at udforske de mange steder man kører forbi. Der er flere anbefalelsesværdige gåture på vejen, både korte og lange. Der er mulighed for at sove langs Going-to-the-Sun Road, både på campingplads og på motel/hotel og hytter. Bemærk at overnatning der ikek foregår på en campingplads ofte skal bestilles i rigtig god tid. Tjeck f.eks. mulighederne for at sove på Lake McDonald Lodge, ved Rising Sun, Apgar Village og Avalanche. Der er 3 visitors cennters langs Going-to-the-Sun Road, som tilbyder diverse udstillinger, toiletter, restaurant, drikkevand, souveniers og diverse informationer om parken og vandremuligheder. En del af Glacier National Park ligger i Canada. En oplagt mulighed for en smuttur ind i Canada, hvor parken i denne del også byder på billedskøn natur.

Going-to-the-Sun Road er kun åbent en lille del af året. I størstedelen af året er der dækket af sne her. Og om foråret, når sneen smelter, er det livsfarligt at befinde sig i dele af området. De enorme snemængder der smelter, resulterer i store vandmængder der finder sin vej gennem bjergområdet. Going-to-the-Sun Road åbner typisk i juni, nogle gange først i juli. Vejen plejer at lukek ned igen omkring den tredje mandag i oktober. men det er vejr og vind der bestemmer, hvornår der er åbent. August og september plejer at være sikre måneder at besøge Glacier National Park i. Vi har været der i juli. Der er enestående smukt og man kunne tilbringe mange dage der.

Shuttle Bus

Har du ikke lyst til selv at køre langs Going-to-the-Sun road, så hop på Nationalparkens Shuttle Bus om sommeren på strækningen mellem Apgar Village i vest og St. Mary Visitor Center i øst. Undervejs er der flere stops, hvor du kan hoppe af og på som du lyster. Det er en behagelig måde at komme rundt i nationalparken på. Og bedst af alt slipper du for at bruge krudt på at finde en parkeringsplads. Det er også en oplagt mulighed for at sankke med andre turister og dele historier om stort og småt. Du kan finde en komplet liste over shuttle bus stop her og hvad der er værd at se og opleve ved hvert stop. https://www.nps.gov/glac/planyourvisit/shuttlestops.htm

Oplevelser langs Going-to-the-Sun Road

Nedenfor er en liste over turens højdepunkter på turen fra vest mod øst.

Lake McDonald: Den smukkeste bjergsø værdsat af mange generationer. Et oplagt sted at slappe af og besøge historiske feriebygninger. Udgangspunkt for smukke vandreture i det arktiske bjerglandskab.

Avalanche Creek: Den smukkeste bjergbæk. Gå langs den og bliv betaget.

Bird Woman Falls: Et 170 meter smukt alpint vandfald.

Weeping Wall: Kør igennem et vandfald. Et geologisk fænomen hvor vand siver ud af den klippevæg, som du kører lige forbi.

Triple Arch: En unik bjergbro fra 1927. Udhugget som tre buer i bjerget. Se den, hvis du tør. Du kan køre over broen.

Oberlin Bend: Udsigtspunkt der skal nydes. Se det smukke Mount Oberlin. Sådan må der se ud i paradis.

Logan Pass: 2.025 meter over havets overflade, er det parkens højeste spot, der kan besøges i en bil. Nyd udsigten og de smukke alpine blomster. Der udgår masser af hikes fra Logan Pass Visitor Center området.

St. Mary Falls Trailhead: Startstedet for den ca. 2,5 km. lange vandretur til St. Mary Falls. Et mindre dobbeltvandfald, der smukt gennem tusinder af år har gnavet sig ind i et bjerg.

Going-to-the-Sun Road

Badwater

Badwater Basin

Badwater Basin

Badwater Basin i Death Valley National Park er USA’s laveste punkt og et helt unikt sted. Her er varmt, her er tørt og ofte er søen tørret ud. Til gengæld ses saltaflejringerne tydeligt, som danner sekskantede geometriske former, når de tørrer ud. Du skal være forberedt på at få meget salt på skoene, når du træder ud i det lavtliggende område ved Badwater Basin. En klud og noget vand til at vaske skoene i, inden du træder ind i bilen igen, er en super god ide. Der er dog også anlagt gåstier i træ ovenpå Badwater Basin, så du kan komme derud uden at få for meget salt på skoene og uden at træde i de smukke saltaflejringer.
Badwater Basin er 86 meter under havets overflade. Det lavtliggende område er omgivet af mindre bjerge og på et af disse er markeret, hvor kote 0, havets overfalde er. Det højeste punkt i de sammenhængende stater i USA, Mount Whitney, er faktisk kun 186 kilometer mod nordvest. Toppen af Mount Whitney er 4.421 meter over havets overflade.
Der falder ikke megen regn i området ved Death Valley. I gennemsnit er årsnedbøren på 48 mm i Death Valley. Da Badwater Basin naturligt nok er et lavpunkt med et stort geografisk vandopland, oversvømmes Badwater Basin ind imellem under regnskyl. Vandet forsvinder dog hurtigt igen. Grundet den ekstreme varme og den åbne flade der oversvømmes, kan der fordampe 3.800 mm fra Badwater Basin årligt. Det betyder at en sø på 3,8 meters dybde på stedet ville være fordampet året efter. I Badwater Basin er der en naturlig kilde, der pipler frem fra jorden. Vandet kan dog ikke drikkes grundet de massive saltaflejringer i området. Derfor har stedet fået navnet “Badwater Basin”. Reelt set er stedet for den naturlige kilde ikke det laveste punkt i USA. Det ligger nogle kilometer mod vest herfra og er svært at definere. Det skyldes at nedbør og fordampning har betydning for hvor det laveste punkt er, så det flytter sig løbende. Derfor er det laveste punkt markeret ved den naturlige kilde. Det reelt laveste punkt er også blot minimalt lavere.
Der er en parkeringsplads ved Badwater Basin. Herfra er det en særdeles overskuelig gåtur hen til kilden, hvor du som nævnt tidligere kan gå til på en hævet gangsti. Når den hævede gangsti ender, er man velkommen til at fortsætte længere ud i Badwater Basin. Det kan klart anbefales at gå en lille tur ud på salten og få en fornemmelse af hvor unikt og barsk et sted det er. Selve Badwater Basin har en diameter på omtrentligt 8 km. Husk du også skal gå tilbage og medbring væske, solcreme og skygge, hvis du går en lidt længere tur i Badwater Basin. Temperaturen kan nemt nå over 40 grader om sommeren.
Badwater
Great Sand Dunes National Park and Preserve

Great Sand Dunes National Park and Preserve

Great Sand Dunes National Park and Preserve

Sandklitter og Colorado! Ja indrømmet, Colorado midt i USA med sine gigantiske bjerge er nok ikke lige hvad du forbinder med masser af sandklitter. Men den er god nok, selvom stedet næppe minder om Vesterhavet. Sandklitterne er blevet skabt af sandkorn fra Rio Grande floden og dens bifloder. Rio Grande løber igennem San Luis Valley. Med en vindretning fra primært vest, er sandpartikler gennem flere tusind år blevet opsamlet af vinden fra flodbrederne og transporteret til den østligste del af dalen, lige der hvor du i dag finder Great Sand Dunes National Park. Det er blevet til virkelig meget sand med tiden, der har samlet sig her.

Great Sand Dunes National Park blev oprettet i 2004. I Nationalparken kan du opleve enorme sandklitter, der er op til 230 meter høje. Det er meget berømt at sandkælke eller sandboarde i klitterne. Udstyr til dette kan lejes på forskellige lokationer udenfor nationalparken i San Luis Valley. Læs mere på nationalparkens hjemmeside.

Der er også megen andet skøn natur i nationalparken. Der er flere bjergtoppe, hele fire som er ca. 4000 over havets overflade. Du finder også tundra, søer, græsslætter, vådområder og uberørte skove med gran- og fyrretræer. Desuden er der et interessant liv af flora og fauna. Der er registreret seks arter af insekter, som kun er fundet i Great Sand Dunes National Park.

Medano Creek løber igennem parken. Vandstrømmen i denne er meget varierende, men på tidspunkter hvor der er rimeligt med vand kommer folk for at bade og flyde ned af denne. Tjeck forholdene for at bade og tube på nationalparkens hjemmeside.

Nationalparken er også berømt for sin “Medano Pass Primitive Road”, som kun kan tilbagelægges i en firhjulstrækker eller på en fat bike (mountainbike med ekstra brede hjul). Turen krydser og kører langs brede vandløb, går igennem store mængder sand og over Medano bjergpasset. En fed oplevelse, men kun anbefalelsesværdig for folk der har erfaring med den type aktiviteter.

Half the park is after dark! Nattehimlen er fantatisk i Great Sand Dunes National Park. Der arrangeres guidede stjernekigninger både for børn og voksne. Ellers er en gåtur i sandklitterne under en funklende nattehimmel også en hel unik oplevelse.

 

Great Sand Dunes National Park and Preserve

Mesa verde

Mesa Verde National Park

Mesa Verde National Park

Mesa Verde National Park er et absolut must i Colorado. Her finder du tydelige spor fra anansazifolket i form af boliger og landsbyer bygget ind i klipperne, i grotter og under udspring. I USA betegnes de som cliff dwellings. Stedet er på UNESCO’s verdensarvsliste og er det største arkæologiske sted i USA. Her er intet mindre end 5000 udpegede arkæologiske interessepunkter, heriblandt 600 cliff dwellings. Stedet huser blandt andet Cliff Palace, som er den største fundne cliff dwelling i USA. Der er fem cliff dwellings som kan besøges i Mesa Verde National Park; Cliff Palace, Balcony House, Long House, Step House og Spruce Tree House. Du kan kun besøge de tre førstnævnte ved at deltage i en guidet tur med en parkranger som guide. Nationalparken er åben hele året, men grundet de nævnte cliff dwellings befinder sig i over 2 kilometers højde, kan de kun besøges i sommerperioden. Tjek nationalparkens hjemmeside for at se hvornår hvilke steder kan besøges.

Anansazifolket

De første tegn på menneskelige bebyggelser i Mesa Verde området er fra lige efter år 650. Der har dog været mennesker der har vandret igennem området og boet der i perioder på nomadevis allerede fra 7500 år før vores tidsregning. De store cliff dwellings blev konstrueret i slutningen af år 1100 og frem. Omkring år 1285 blev området forladt og de folk der havde beboet Mesa Verde området flyttede mod New Mexico og Arizona. Der havde været langvarige og massive tørker, som sandsynligvis resulterede i området blev forladt.
Anansazifolket levede af at drage på jagt, indsamle mad i naturen og at drive landbrug. De dyrkede bønner, majs og squash.

Book billetter ved Visitor Center

Det første du skal gøre, når du ankommer til Mesa Verde National Park er at køre direkte til Mesa Verde Visitor and Research Center. Her køber du billetter til de guidede ture til Cliff Palace, Balcony House og Long House. Der bliver hurtigt fyldt op på disse ture i højsæssonen, så kom når visitor centeret åbner. Du kan også bestille billetter hjememfra. En rigtig god ide, hvis især du har børn med, så du undgår træls ventetid. Inden du ankommer anbefales det at have besluttet sig for hvilken/hvilke ture man gerne vil på og eventuelt en prioriteret rækkefølge.
Der er en mindre udstilling i Mesa Verde Visitor and Research Center. Her kan du blandt andet lære om efterfølgerne af anansazifolket, geologiske interessepunkter i nationalparken, cliff dwellings, bygningens særlige bæredygtigheds- og energisparende  installationer og kunst relateret til Mesa Verde National Park.

Guidede ture

Lad os starte med Balcony House. Den kaldes for “Adventurous Cliff Dwelling Tour”, hvilket fik os til at vælge den, da vi besøgte parken, før vi fik børn. Vi må dog sige, at de vilde udfordringer oplevede vi ikke 😄. Det inkluderer at kravle op af en under 10 meter lang stige, som på ingen måde var vakkelvorn. Desuden skulle man kravle igennem en mindre end 4 meter lang tunnel, som på ingen måde var smal og klatre ned af to mindre stier. Blot for at sige at denne tur er for stort set alle, dog ikke for helt små børn, da de vil være for korte til at kravle på stien. Det gælder dog for alle de guidede ture, at man skal kravle på stier, så Mesa Verde National Park er bare ikke det optimale stop med en 2-årig. Balcony House består af 40 rum og her har en række familier boet tæt sammen.
Cliff Palace er Mesa Verdes største Cliff Dwelling og den største i Nordamerika. Den guidede tur er på blot 400 meter. Cliff Palace består af 150 rum, 23 kivas og et rundt tårn. Kivas er rum der blev anvendt til religiøse ceremonier. Det antages, at der boede omkring 100 mennesker i Cliff Palace, som blev konstrueret i perioden 1190-1260. En ting der er tydeligt i Cliff Palace, er at anansazifolket var betydeligt lavere i gennemsnit end hvad vi er i dag. Kvinderne var omkring 1,50 meter høje og mændene var generelt under 1,68 meter. Man gætter på at Cliff Palace var centrum for en større enhed af anansazifolket, som boede i mindre bebyggelser i nærheden af Cliff Palace. Det gætter man på, da der er så mange kivas i Cliff Palace.
Turen til Long House er den længste guidede tur og anbefales til dig der vil høre lidt mere om stedet. Den guidede tur er på to timer og inkluderer en rundtur på 3,6 km. Long House er næsten ligeså stort som Cliff Palace. Her er 150 rum og en kiva. Stedet var beboet i år 1.200-1.280 sådan omtrentlig.

Chapin Mesa Archeological Museum

Vi vil anbefale at besøge museet i Mesa Verde National Park. Start med at se filmen de viser hver halve time, som fint giver et overblik over anansazifolkets historie og kultur. Desuden er der mange fine interaktive udstillinger på museet, som også gør det spændende for børn at besøge.
Mesa verde
Cadillac Mountain - Acadia National Park

Cadillac Mountain – Acadia National Park

Cadillac Mountain – Acadia National Park

Acadia National Park i det nordøstlige USA byder på kystlinje, dybe skove, bjerge og smukke skovsøer. Centrum for Acadia National Park er Cadillac Mountain, parkens bedste udsigtspunkt og det højeste bjerg langs USA’s østkyst. Med sine 466 meter er det ikke et højt bjerg, men på toppen er der den flotteste panoramaudsigt over bjergene, skovene, søerne, havet og øerne. Cadillac Mountain er også det sted i USA, hvor man dele af året først kan se solen stå op. Solopgang er et særligt tidspunkt på toppen af Cadillac Mountain. Folk fra hele Nordamerika og verden samles på toppen for at se solen stå op, især om sommeren. Er du morgenfrisk, så snyd ikke dig selv for Acadia National Parks allersmukkeste oplevelse – solopgang over Frenchman Bay.

På toppen finder du Cadillac Summit Center. Ud over toiletter, fungerer det som et informationscenter og der kan købes et lille udvalg af souveniers og snacks.

Bemærk der er ofte en pæn blæst på toppen af Cadillac Mountain. Og bjerget er i det nordligste USA (ok hvis vi ikke medregner Alaska). Husk derfor varmt og vindtæt tøj, især hvis du kommer tidligt om morgenen, for at se solen stå op.

Der er flere måder at komme op på toppen af Cadillac Mountain. Du kan køre derop. Dette sker ved en afgrening fra parkens smukke hovedloop, Park Loop Rd. Der er 5,5 km fra forgreningen på Park Loop Rd til parkeringspladsen på toppen af Cadillac Mountain. Bemærk at parken er yderst velbesøgt om sommeren og trods mange parkeringspladser på toppen, er der sjældent et tilstrækkeligt antal op af dagen om sommeren. Besøg derfor Cadillac Mountain fra morgenstunden, hvis du tager bilen helt til toppen.

Med sine 466 meter er det overskueligt for de fleste sunde og raske mennesker at bestige Cadillac Mountain. Et udsigtspunkt er bare fedest, når man har vandret op til det. Og turen derop og med igen byder også på smuk natur både der hvor du træder og det du kan skimte fra bjergsiden. Der er fire vandreruter derop. Cadillac Mountain Summit Trail starter ikke helt fra bunden af bjerget. Den tager blot omtrentligt et kvarter hver vej og byder på den smukkeste udsigt over Southwest Harbor, Great Cranberry Island, Bar Harbor, Frenchman Bay og Maines fastland. Vil næsten sige det er et absolut must. Cadillac Mountain South Ridge Trail går fra bunden af bjerget langs et højdedrag til toppen. Turen er på 6 km og dermed 12 km retur.

Cadillac Mountain - Acadia National Park

Giant Forest og General Sherman

Giant Forest og General Sherman

Verdens største nulevende enstammede træ finder du i Sequoia National Park i Californien. Træet er et mammuttræ (også kaldet kæmpefyr) med det meget beskrivende latinske navn Sequoiadendron giganteum. Træet er ikke verdens højeste træ, men det træ der har det største volumen.
Træet General Sherman findes i Giant Forest, hvor du også kan se andre store træer. Ud af de 10 kendte største enstammede træer i verden, findes fem af dem i Giant Forest.
General Sherman formodes at være mellem 2.300 og 2.700 år gammelt. Træet vejer intet mindre end omtrentligt 1.200 tons og har en rumfylde på omtrentligt 1.500 m3. Stammen på General Sherman er ca. 11 meter bred og roden ca. 31 meter bred. Kæmpefyr er et træ, som på et tidspunkt stopper med at vokse i højden, men til gengæld så længe det er levende vokser i bredden. Det betyder at gamle kæmpefyrtræer bliver meget brede. Det vides ikke om General Sherman er parkens ældste træ. De højeste træer i verden er redwood-træerne, som du blandt andet finder i det nordlige Californien.
Træet er opkaldt efter General Sherman. Han var general i Nordstaternes hær under Den Amerikanske Borgerkrig. Han var kendt for at være taktisk stærk og nådesløs. Siden blev han udnævnt til øverstbefalende for den amerikanske hær, hvor han brugte sine taktiske evner og sin nådeløshed til at minimere indianerne. Træet blev opkaldt efter ham i 1879, hvor General Sherman dengang blev betragtet som en helt. I dag afhænger hans heltestatus nok af hvem man spørger.
Vil du se General Sherman skal du parkere din bil og gå de ca. 700 meter hen til træet. Du skal blandt andet gå en del trappetrin, blot så du er forberedt på at få tjekket kondien. Henne ved træet skal du forvente der er kø til at få taget billede ved det. Det er uden tvivl nationalparkens hovedattraktion.
Giant Forest er en stor sammenhængende lund af træer. Vi vil anbefale du bruger lidt mere tid der end blot at se General Sherman. Start med at besøge Giant Forest Museum. Dette museum er af nyere dato og fortæller om de kæmpe træer, deres tilblivelse og deres historie.
Fra Giant Forest Museum anbefaler vi som minimum at gå den lille 1-km rundtur, der hedder The Big Trees Trail. Her kommer du ind i Giant Forest og går mellem tårnhøje og meget brede mammuttræer. Og du kommer også til den kendte Round Meadow. En smuk og frodig eng omgivet af gigantiske fyretræer. Det er smukt og føles som om man er et lille bitte menneske inde i en kæmpes eventyrunivers. Undervejs er der skilte der forklarer om træernes tilblivelse og historie. Der er også længere vandreture rundt i Giant Forest, hvis du vil have oplevelsen lidt mere for dig selv.

Delicate Arch

Delicate Arch

Kender du den smukke Delicate Arch? En smuk stor bue i røde sandsten, dannet af Moder Natur. Det er staten Utah’s uofficielle symbol. Den findes i Arches National Park, hvor der også er masser af andre naturlige buer at betragte. Faktisk er der over 2000 arches i Arches National Park, så du kommer ikke til at kede dig. Delicate Arch er den største og mest berømte.
Delicate Arch er en enkeltstående bue og er ca. 18 meter høj. Archen består af Entrada sandsten. Archen er skabt ved at sandstensaflejringen er eroderet væk gennem tiden og efterladt denne bue tilbage. Således er de andre buer i Arches National Park også skabt.
Der er to måder at se Delicate Arch på. Du kan se den på afstand fra et udsigtspunkt i Nationalparken eller du kan vandre op til den. Vi vil anbefale vandreturen, som også er en fin en af slagsen. Vi har taget den to gange. Sidst vi tog den havde vi vores dengang 3-årige søn med som med små vandresko, solbriller, solhat, solcreme og vandforsyning på ryggen klarede turen så flot. (Og tog den længste lur i bilen bagefter, så vi ikke fik set mere Arches National Park den dag 😄).
Vil du se Delicate Arch fra et udsigtspunkt, så skal du besøge Lower Delicate Arch Viewpoint eller Upper Delicate Arch Viewpoint. Ved det første udsigtspunkt skal du blot gå 100 meter for at se archen på ca 1,6 km’s afstand. Ved sidstnævnte udsigtspunkt skal du gå på trapper og en tur på knap 1 km for at se archen. Vi synes udsigten er bedst fra Upper Delicate Arch Viewpoint, men det er vist en smagssag.
Vandreruten til Delicate Arch er middelsvær og på 5 km frem og tilbage. Det meste af vejen går du på en glat klippe og det sidste stykke på en klippeafsats langs vægen. Ordentligt fodtøj er derfor en nødvendighed (og væske og snacks). Vandrestien starter ved Wolfe Ranch, hvor der er masser af parkeringspladser. Men om sommeren er der så mange der tager turen, at du skal komme tidligt, hvis du vil være sikker på en plads. Inden du begiver dig afsted, så kig lige på den gamle træhytte der er her, som er etableret i 1908. Det første stykke er langs et lille vandløb og den letteste del af ruten. På vej til Delicate Arch kommer du også forbi en klippe med indskriptioner udført af indianere.

Du er ikke alene

Du kommer ikke til at gå alene til Delicate Arch. Det er en berømt vandretur. Om sommeren kan der også godt blive lidt crowded, når du kommer op til Delicate Arch. Der venter dig også et smukt og spektakulært syn. En smuk stor rødlig bue i sandsten på toppen af en klippe med udsigt over området. Når himlen er blå, er der smuk farvekontrast så det vil noget!
Bemærk der ofte er tordenvejr i området og du går på et åbent stykke langt størstedelen af vejen. Kom derfor ned af klippen, hvis det trækker op til tordenvejr.

Køb et National park pas, så er der gratis adgang til alle National parker i USA

The Narrows

The Narrows

Vandrestien er skiftet ud med en stenfyldt flod. Du vandrer i vanddybder mellem vand til anklen og vand til brystet. Du vandrer dybt inde i bunden af en smal kløft og klippevæggene omkring dig bliver højere og smallere. Du vandrer mod strømmen, så det er hårdt arbejde. Undervejs ser du vandfald, huler, sprækker og hvælvinger og du hører vandfald du ikke kan se. Du kniber dig selv i armen, men den er god nok. Du er ved at vandre i The Narrows i Zion National Park.

Det vigtigste

Det lyder fedt, ja! Men overvej om det er en tur for dig. Turen er ikke for børn – vandet er ofte for dybt (dog kan man godt vandre med yngre børn til Mystery Falls på dage med lav vandstand)! Du skal kunne svømme. Du skal vandre mod strømmen på glatte sten. Turen anbefales kun til erfarne vandrere. Og du skal have udstyret i orden. Lukkede vandresko, våddragt hvis det er koldt, vandrestav, væske og proviant og du skal ikke tage turen alene. Når det så er sagt, er du i stand til at gennemføre turen og har mod på det, så venter der dig måske dit livs fedeste naturoplevelse.

Det er varmt om sommeren i Zion National Park, men i the Narrows, inde i en smal kløft, er der væsentligt koldere. Derudover går du i vand helt op til skulderhøjde måske, så du er også våd. Medbring tøj til de forhold, gerne et langærmet uldlag der varmer trods det er vådt. Du kan leje sko i Zion National Park der er egnede til at gå The Narrows, og det anbefales. Husk også en vandrestav. De kan købes i nationalparken.

Vær opmærksom på risikoen for “flash flood”. Under kraftigt regnvejr kan der pludselig tilføres meget vand til Virgin River på meget kort tid og der kan opstå en potentiel risiko for at drukne. Vi anbefaler, at du orienterer dig på Zion National Park’s hjemmeside i forhold til dette. LINK Her er også fif til hvorledes du forudser en flash flood kan være på vej, så du kan nå op i højden i tide.

Riverside Walk for alle

Du starter med turen Riverside Walk fra Temple of Sinawava til Gateway to The Narrows. Denne vandretur er på knap 2 km. Du går på en bred sti, som er designet til rullestole. Ved Gateway to The Narrows træder du ned i Virgin River og fortsætter resten af turen på en ret våd vandresti. Har du ikke mod på The Narrows anbefaler vi at gå Riverside Walk og se folk stige ned og op af Virgin River. Du kan evt. overveje blot at gå et meget kort stykke i Virgin River, for at få oplevelsen uden at gå den fulde tur, f.eks til Mystery Falls.

Du kommer til Temple of Sinawava ved at tage nationalparkens bus, der kører rundt i parken. I store dele af parken er det ikke tilladt at køre rundt i egen bil.

Vandring i Virgin River i The Narrows

Du kan vandre 6,4 km ind til punktet Big Springs. Her er der mulighed for at overnatte inden du går tilbage igen. Du skal dog have tilladelse fra Zion National Park til at gå så langt ind i The Narrows (længere end Wall Street). Læs mere på deres hjemmeside. De færreste tager dog hele turen.

De fleste forsøger at nå Orderville Canyon, som er en forgrening af Virgin River. Her er kløften allersmallest. Turen hertil er på 3,2 km fra man stiger ned i Virgin River og tager ca. 2 timer. Set vil sige en tur på 4-5 timer frem og tilbage til bussen. På vej til Orderville Canyon passerer du Mystery Falls (et vandfald), Mystery Canyon, Narrows Alcove og Grotto Alcove. Desuden ser du starten af Wall Street, som området hedder fra 3,2 km – 5,8 km efter du træder ned i Virgin River. At gå lidt ind i Wall Street området er også anbefalelsesværdigt med klippevægge der er ca 450 meter høje på hver side og en kløft  der i bunden er knap 7 meter bred.

Bemærk at før du kommer til enden af Wall Street stykket bliver forholdene for vandring sværere. Kløften åbner sig op og vandet bliver dybere. Det kan blive nødvendigt at svømme. Herefter kommer en masse store sten, som du skal klatre over. Ved Big Springs er strømmen kraftigere end langs resten af ruten.

Køb et National park pas, så er der gratis adgang til alle National parker i USA

Hot Springs National Park

Hot Springs National Park

Ved byen Hot Springs i Arkansas findes flere varme kilder. Disse har været anvendt af indianerstammer i USA gennem flere tusinde år og var kendt for at have helbredende effekt. I mere end 200 år har folk fra Arkansas badet i de varme kilder og brugt det som blandt andet led i behandlingen af flere sygdomme. Stedet blev kendt ud over Arkansas. Der blev bygget badehoteller og badehuse og før det blev Nationalpark var det kendt som “The American Spa”. Du kan besøge Hot Springs National Park, bade i vand fra de varme kilder og se de historiske bygninger.

Vi anbefaler som minimum at besøge det historiske Fordyce Bathhouse, se The Bathhouse Row National Historic Landmark District og at bade i vandet fra de varme kilder. Og har du endnu mere tid, så er der meget mere at opleve. Nationalparken er arealmæssigt den mindste i USA og ligger i byen Hot Springs.

Fordyce Bathhouse

Dette var et af mange badehuse i området, men uden tvivl et af de finere og det eneste med bowlingbane. Her var badefaciliteter, massagerum, træningsfaciliteter og meget andet. I dag er det parkens besøgscenter. Du kan selv gå på opdagelse rundt i badehuset og få et glimt af hvorledes datidens rigere del af befolkningen slappede af og holdt ferie. Badehuset var i funktion fra 1915-1962.

Bathhouse Row og The Grand Promenade

Tag tilbage i tiden på en gåtur rundt i det historiske distrikt i Nationalparken med tidligere hoteller, badehuse og andre turist faciliteter. Nyd de smukke bygninger og en lokalitet der bevares, som det var engang.

Hop i vandet

Der er to muligheder hvis du vil opleve de varme kilder på egen krop. Du kan enten prøve et traditionelt bad i Buckstaff Bathhouse, hvor du tildeles dit eget badekar. Dette badehus er inspireret af den europæiske spakultur, hvor man badede i individuelle bade. Børn skal være fyldt 11 år for at kunne deltage. I Buckstaff Bathhouse vil du prøve følgende. Først får du tildelt dit eget rengjorte og opfyldte badekar, hvor du kan slappe af i 20 minutter. Herefter er der mulighed for at prøve forskellige bade, som blandt andet er helbredende for lunger, nakke og ryg. Det er blandt andet korte dampbade og bade hvor du sidder op. Det afsluttes med et to minutters koldt brusebad. Herefter kan man mod betaling vælge en svensk kropsmassage.

Du kan også besøge Quapaw Baths and Spa. Her er kun adgang for dem der er fyldt 14. Dette er et moderne spa, det er ikke en del af nationalparken og det koster penge – men det er afslapning og velvære i verdensklasse. Der er termiske bade, sauna, massage og meget andet.

Hot Springs Mountain Tower

En anden mulighed der heller ikke er en del af Nationalparken er Hot Springs Mountain Tower. Her er der udsigt over hele området og en souvenierbutik i bunden.

Der er flere vandrestier i Nationalparken.

 

Køb indgang til alle National parker her

Carlsbad Caverns National Park

Carlsbad Caverns National Park

I det sydlige New Mexico finder du Carlsbad Caverns National Park. I området er der ikke mindre end 300 kalkstenshuler, 119 i det mere nære område – en af dem er Carlsbad Cavern. Du kan desværre ikke besøge alle huler, men du har mulighed for at komme ned under jorden og undersøge Carlsbad Cavern i dit eget tempo. Det er nemlig ret unikt selv at gå rundt i så stor en hule. Vi har besøgt hulen før vi fik børn og tænker klart det er et sted vi skal vende tilbage til med ungerne. Big Room Trail er en utrolig børnevenlig tur, hvor du går en rundtur på 2 km nede i hulerne. Ovenpå jorden er der også masser af skøn natur at opleve i Nationalparken. Er du til oplevelser om natten, så kan du deltage i Star Walks eller Moon Hikes. Området er øde og perfekt for stjernekiggere.

Med elevator ned eller tage den naturlige indgang ned i Carlsbad Cavern

Der er to måder at komme ned i Carlsbad Cavern på. Du kan enten tage en elevator, eller du kan gå derned via “Natural Entrance Trail”. Lad os starte med elevatoren. Det er en lynhurtig tur. På under et minut er du ca.  230 meter under jorden. Nede i hulen kan du f.eks. gå turen “Big Room Trail”. Denne tur er en rundtur på 2 km rundt i hulen og du kommer til det største hulekammer i USA. Big Room er intet mindre end 610 meter langt, 335 meter bredt og så er der 78 meter op til loftet. Langs Natural Entrance Trail finder du blandt andet en 19 meter lang drypsten, der går under navnet Giant Dome. Desuden er der også Twin Domes langs turen, som er to nærmest lige store tvillingedrypsten. Du kommer også forbi Bottomless Pit, som er en 210 meter dyb grube.

Du kan også se en rebstige, som blev anvendt tilbage i 1924, da hulen blev udforsket. Generelt er det bare en fed huletur, som kan klares af nærmest alle. Der er ingen smalle passager, stien er bred og lige og en stor del af turen kan klares med rullestol. Du kommer forbi smukke drypsten og får oplevelsen af at være under jorden. Der er oplyst hele vejen rundt, så tager du blot Big Room Trail er ingen lommelygte nødvendig. Vi vil dog alligevel altid anbefale at medbringe en lommelygte ned i en hule.

Carlsbad Cavern er en labyrint af underjordiske kamre. Den totale længde af rum og passager er endnu ukendt, men hulen udforskes løbende. Indtil videre er der fundet kanp 50 km hule, hvor besøgende i Carlsbad Caverns National Park kan besøge ca. 5 km af disse.

For alle der er sunde og raske og i rimelig form, og som ikke har mindre børn med, anbefales at komme ned i hulen via Natural Entrance Trail. Du kan evt. vælge at gå ned og så tage elevatoren op, for det er en stejl sti på flere af passagerne. Denne vej ned i hulerne er 2 km lang og med en forskel i højdemeter på 229 meter, hvilket svarer til at tage trapperne på en 75-etages bygning. Men det er altså bare en fed tur, hvor du følger den vej som de første besøgende og udforskere af Carlsbad Cavern fulgte. På vejen kommer du forbi Devil´s Spring, the Whale´s Mouth og Iceberg Rock. Og der er mulighed for at se masser af flagermus i “Bat Cave”.

Vores anbefaling

Vores anbefaling vil være at tage Natural Entrance Trail, gå Big Room Trail og så tage elevatoren op, hvis man ikke har mod på at gå op igen. Husk der er samme temperatur nede i så dybe huler året rundt. I Carlsbad Cavern er der ca. 13 grader, så medbring lange bukser, sko og en tynd jakke.

Vælger du ikke at gå Natural Entrance Trail, anbefales det alligevel at besøge Natural Entrance, blot for at få en oplevelse af den naturlige indgang til hulen.

Nice to know

Du må ikke medbringe mad ned i hulen, men vand. Du må ikke medbringe andre former for drikkevarer end vand. Sørg derfor for at spise inden du går ned i hulerne. Du må ikke medbringe klapvogn til dit barn, dog kan der medbringes kørestol eller lignende til børn med fysiske handicaps.

Lidt vildere huleeventyr – tag på en guidet tur ned i en af hulerne

Der er seks forskellige guidede ture du kan komme på, hvor du kommer ned i dele af Carlsbad Cavern man ikke må besøge selv eller ned i andre huler i området. Disse ture er meget populære, så de skal bookes på forhånd, hvis du vil være sikker på en plads. Tjeck Nationalparkens hjemmeside for dage og tidspunkter. De ture der er at vælge imellem er:

King´s Palace

Left Hand Tunnel

Lower Cave

Hall of the White Giants

Spider Cave

Slaughter Canyon Cave

En virkelig fed tur er Slaughter Canyon Cave, som er en helt anden hule end Carlsbad Cavern. Her er ingen brede stier og intet er oplyst. Turen tager 5,5 timer og man skal minimum være 8 år for at deltage. Nede i Slaughter Canyon Cave findes en række store huleformationer, blandt andet Christmas Tree, the Monarch og the Mushroom. Nede i Slaughter Canyon Cave er der også vand, og der er blandt andet en smuk lavvandet pool dernede.

En lidt vildere tur er Spider Cave, hvor du skal være 12 år for at deltage. Her guides man ned i Garden Grove Canyon og derfra ned i Spider Canyon, som har fået navnet efter en labyrint af små lange gange. Det er en tur for dig, der rigtig vil prøve at kravle i huler. Du kommer ned på alle fire og du bliver beskidt. Har du højdeskræk eller klaustrofobi, så hold dig langt væk fra denne tur. Er du eventyrlysten, så gør det! Spider Cave er også en utrolig smukke hule med masser af unikke huleformationer. Et godt alternativ til eventyrlystne, der er klar på at klatre og kravle er Hall of the White Giants Tour, hvor du kommer til at klatre, kravle og klatre på rebstiger.

Lidt historie

For 250 millioner år siden var dette område i New Mexico dækket af vand. Efter vandet fordampede, var der kalkholdige aflejringer tilbage. Når surt grundvand nedsev gennem den kalkholdige jord, blev der skabt hulegange og kamre.

Indianerne kendte til hulerne. Ihvertfald er der fundet piktogrammer udført af oprindelige amerikanere tæt på den naturlige huleindgang til Carlsbad Cavern. I 1880´erne blev hulen opdaget af de europæiske immigranter, som begyndte at besøge hulerne for at “høste” flagermusekskrementer, som de anvendte som gødning. En af disse flagermusekskrement hentere, James Larkin White, påstod at være ham der havde opdaget hulen og tjente penge på at gennemføre guidede ture ned i hulen.

I området findes verdens femte største hule og den tredie største hule i USA, Lechuguilla Cave. Indtil videre er der fundet ca. 160 km hule her, men nye gange og kamre findes løbende. Der er ikke offentlig adgang til hulen, men den anvendes til forskning.

Oppe på jorden

Besøg Nationalparkens besøgscenter (visitor center) og lær mere om hulerne. Der er forskellige udstillinger, en 16-minutters film om parken, en souvenier butik og en lækker restaurant. Gå en tur ned i en af de canyons, der findes indenfor nationalparken.

South Rim Trail Grand Canyon

South Rim Trail Grand Canyon

Det er nærmest umuligt at forestille sig en liste over verdens 7 naturvidundere, uden at Grand Canyon er på. Hvis du vil opleve at gå langs kanten af Grand Canyon og få oplevelsen uden at stå i hobetal med andre turister ved udsigtspunkterne, så anbefaler vi The South Rim Trail. En af USA’s smukkeste vandreture, hvor du konstant kan kigge ned i og udover betagende og smukke Grand Canyon.

Du kan gå den hele på 21 km, eller blot mindre stykker af den. Der går nemlig nationalparkbusser rundt i Grand Canyon National Park (kun kørsel i egen bil på få strækninger) som stopper ofte og mange steder langs The South Rim Trail.

Stien er primært asfalteret. Den følger kanten af Grand Canyon med udsigt over denne og varierer derfor ikke meget i højdemeter. Det er derfor en tur som ikke kræver den store vandreerfaring. Dog vil vi gøre opmærksom på, at der kun er hegn mellem stien og Grand Canyon ved hovedudsigtspunkterne. Hvert år er der flere der falder ned i Grand Canyon med dødelig udgang, så bliv ikke for modig og bliv på stien. Vi har gået hele turen før vi fik børn og en mindre strækning med vores dengang 6-årige. Han holdte i hånd da vi gik The South Rim Trail, så vi havde styr på han blev på stien. Super vandretur både med og uden børn. Og man bliver belønnet med de smukkeste udsigter ud over Grand Canyon konstant.

The South Rim Trail starter ved South Kaibab Trailhead lige øst for det store besøgscenter ved Grand Canyon (her hvor du parkerer din bil, når du besøger sydsiden af Grand Canyon) og slutter ved Hermits Rest mod vest. Du kan tilgå The South Rim Trail fra besøgscenteret (Mather Point) eller fra Grand Canyon Village.

Hvis du kun vil gå en kort tur langs The South Rim Trail, så anbefaler vi at gå fra Mather Point mod vest til Yavapai Point, hvor du også finder parkens geologiske museum. Denne strækning er blot på 1,1 km.

Du kan købe mad ved besøgscenteret tæt på Mather Point. Desusen kan du købe snacks ved Hermits Rest. Husker at en muffin smagte ret godt her efter en længere vandretur! Men du skal medbringe mad og drikke til vandreturen.

Husk Grand Canyon ligger højt og der kan være koldere end du lige tror.

Du kan finde en oversigt over The South Rim Trail her samt se hvor bussen stopper her: https://www.nps.gov/grca/planyourvisit/upload/RimTrailMap.pdf

Lassen Volcanic National Park

Lassen Volcanic National Park

I det nordlige Californien finder du Lassen Volcanic National Park. Her finder du det vulkanske bjerg Lassen Peak, hydrotermiske områder og smukke vandfald. Og hvis du synes navnet Lassen lyder bekendt, så har du ret. Nationalparken er opkaldt efter den danske immigrant Peter Lassen. Med mere end 240 km vandrestier i parken, er der masser af muligheder for at komme ud at opleve den skønne natur. Tager du den knap 50 km Lassen Volcanic National Highway rundt i parken, vil du også kunne se rigtig meget fra bilen.

Lassen Peak

Hvert et bjerg i Lassen Volcanic National Park er en vulkan, nogle uddøde andre potentielt stadig aktive. Men bare rolig, den vulkanske aktivitet moniteres konstant, så et eventuelt udbrud kan forudsiges. Vulkanudbrudene startede for 825.000 år siden i det der betegnes som Lassen Volcanic Center. Lassen Peak er en vulkan, som har været i udbrud i nyere tid. I perioden 1914-1921 var der en del større og mindre udbrud. Disse skabte et nyt krater på Lassen Peak og lava og aske fra disse kan stadig spores i nationalparken. Lassen Peak National Park ligger ved San Andreas forkastningen, hvor Gordapladen mødes med Den Nordamerikanske plade. Det er muligt at vandre til toppen af Lassen Peak. Turen er på knap 8 km og stejl, men utrolig smuk og det hele værd. Vil du se Lassen Peak uden at skulle vandre til toppen af den, så skal du besøge Manzanite Lake. En smuk naturperle af en sø med en sneklædt Lassen Peak i baggrunden.

Hydrotermiske områder

Natinalparken er et af de eneste steder i verden, hvor der findes fire forskellige typer vulkaner. I Lassen Volcanic National Park kan du finde lavakuppel, skjoldvulkan, keglevulkan og stratovulkan. Desuden er der fumaroler i parken, som er huller med kogende vand, der opvarmes af flydende klippe under bjerget. Det største hydrotermiske område skal du bevæge dig lidt for at komme hen til. Det gør du ved at drage på vandreturen Bumpass Hell, der er på ca. 5 km. Vandreturen Dewils Kitchen er også særdeles anbefalelsesværdig, hvis du vil se mange af de hydrotermiske fænomener.

Cinder Cone vandreturen anbefales også, hvor du kan se masser af størknet lava, en sandmile farvet af asken og den flotteste udsigt over det meste af parken. Cinder Cone er nationalparkens yngste vulkan. Den menes at være blevet skabt i 1660’erne, altså for blot 350 år siden.

Vandfald

I Lassen Volcanic National Park anbefales det at se vandfaldene Kings Creek Falls og Mill Creek Falls, som kræver en vandretur på henholdsvis 4 km og 5 km. Har du ikke set vand nok, så er der også flere smukke søer at nyde.

Den danske smed og pioner Peter Lassen

Peter Lassen blev født i år 1800 på Farum egnen i Nordsjælland. I 1930 udrejste han til USA som en af de første emmigranter. Han rejste til Boston og over de næste 10 år rejste han mod vest i mindre step. Rejsen gik gennem Philadelphia, Missouri, Oregon, Fort Ross og Bodega Bay. I 1940 kom han til Californien. Her grundlagde han Benton City i det nordlige Californien. Her byggede han en butik, en smedie med mere. Han fandt også en sølvmine og en guldmine. Desuden var han i en periode præsident af det selvstændige territorium Nataqua Territory. Peter Lassen blev skudt i Nevada i april 1859 og det er uvist af hvem. Peter Lassen har lagt navn til en række lokaliteter i Californien.

Bliv klogere på Lassen Volcanic National Park

Der er et besøgscenter og et museum i parken. Ved besøgscenteret er der en udstilling, film om nationalparken, daglige foredrag, boghandel, souveniershop, rigtig hyggelig restaurant samt en cafe. Loomis Museum fungerer som et supplerende besøgscenter ligeledes med udstilling og boghandel, som kun er åbent om sommeren.

Stedet besøges desuden om natten af stjernekiggere. Lassen Volcanic National Park er lokaliseret i det mere øde nordlige Californien. Du kan tilmelde dig en guidet stjernekiggertur. Der er mulighed for både at campere og overnatte på hotel i parken. Det anbefales at reservere på forhånd, hvis du vil være sikker på en plads.

Grand Prismatic Spring i Midway Geyser Bassin

Grand Prismatic Spring i Midway Geyser Bassin

En prismatic spring er en kogende sø, der opvarmes af termisk aktivitet i undergrunden. Verdens tredje største kogende sø findes i USA og måske den smukkeste af dem alle. Vandet i søen er mineralrigt og varmt og derfor lever helt specielle bakterier i den, der skaber et farvespil i alle regnbuens farver. I midten er vandet sterilt grundet den ekstreme varme.

Grand Prismatic Spring har en diameter på 110 meter og en dybde på 50 meter. Det er det sted i Yellowstone, som der bliver taget flest billeder. Det er også uden sammenligning smukt, fascinerende og ubeskriveligt.

Grand Prismatic Spring findes i Midway Geyser Bassin. På en kort vandrerundtur kan du ud over Grand Prismatic Spring også se Excelsior Geyser, Opal Pool og Turqouise Pool. Excelsior Geyser er et enormt geyser krater.

Har du kun ultrakort tid i Yellowstone anbefales det at prioritere Geyser bassinerne og den berømte Geyser Old Fairhful, der ofte og regelmæssigt skyder kogende vand langt op i luften.

 

Find hoteller nær Yellowstone 

 

 

Pinnacles National Park – Balconies Cave Trail

Pinnacles National Park – Balconies Cave Trail – West Entrance

 

 

Er du til en fed vandreoplevelse i smukke bjergformationer, der inkluderer klatring med pandelampe gennem en hule? Så er det uden tvivl værd at finde vej til Pinnacles National Park, hvor du på turen dertil også får oplevet det lidt mere øde Californien.

Vandreturen roadtrip.dk har afprøvet (Balconies Cave Trail, West Entrance) er på ca. 4 km og inkluderer lettere bjergvandring og 800 meters huleklatring/hulevandring med pandelampe. Det er også muligt at kombinere med lidt længere vandreture i det smukke landskab, for vandreturen udenfor hulen er også særdeles smuk og spændende.

Dette er uden tvivl en af mine bedste vandreoplevelser i USA. Vi tog turen to voksne og vores søn på 6 år og det var en fed og udfordrende oplevelse. Jeg vil ikke anbefale at tage turen med børn under 6 år, da de vil være for små til at gennemføre klatringen gennem hulen. Men det er en tur, som langt de fleste vil være i stand til at gennemføre – og som jeg er sikker på vil være et hit for større børn, teenagere og voksne.

Alle skal gå samme vej rundt og det er rigtig fedt. Så møder man nemlig ikke andre på sin færd gennem hulen og det gør oplevelsen helt unik. Der er små markeringer i hulen der viser vej, men ellers får man oplevelsen af at være på ekspedition, når man klatrer både horisontalt og vertikalt. Og det er den fedeste belønning at få sådan en på opleveren sidst på en ellers fantastisk vandretur.

Sønnike synes køreturen dertil var lang og vandreturen i bjergene lidt kedelig, men var helt høj af huleklatringen og klar til at tage turen igen.

Selve vandreturen går den første km gennem en dal og krydser et vandløb flere gange. Her så vi virkelig mange dyr. Herefter er der en km bjergvandring med masser af fine udsigtspunkter. Stien er forholdsvis bred, så det er muligt at holde sit barn i hånden, hvis man ønsker det. Herefter knap 1 km huleklatring og så retur gennem dalen.

For folk der ikke har mindre børn med anbefales at kombinere turen med en lidt længere vandretur i parken.

 

Pinnacles National Park

Pinnacles National Park er et resultat af flere vulkaner der var i udbrud for 23 millioner år siden. Landskabet er helt unikt og bør opleves, også selvom du ikke er til huleklatring.

 

Bemærk at I skal have alt med. Der kan ikke købes mad, drikke eller batterier ihvertfald i den vestlige del af Nationalparken (der kan dog tankes vand, men det bør nok koges inden indtagelse). Sørg derfor for, at der er benzin på bilen, madpakkerne er pakket, væske med til køretur og vandretur, solcreme, førstehjælpsgrej og en pandelampe med batterier pr. person. Der er varmt i sommerhalvåret, så rigeligt med væske.

 

Der er begrænsede antal parkeringspladser, så kom så snart parken åbner, så du er sikker på at komme afsted på vandreturen.

 

Bemærk at vejen til Nationalparken ikke anbefales for vindfølsomme køretøjer, vejen er desuden pænt smal.

 

Ved Nationalparkens East Entrance er der en primitiv campingplads og også mulighed for vandreture og hulevandring – et sted der klart skal besøges i fremtiden. Her er faciliteterne også begrænsede, så medbring alt hvad du behøver.

 

For nærmere info kig på Nationalparkens hjemmeside

 

 

 

Craters of the Moon National Monument

Craters of the Moon National Monument

Idaho er nok ikke den stat, der besøges mest af folk på to eller fire hjul rundt i USA. Men måske du skulle overveje at køre i denne retning alligevel. Idaho er synonym med natur og er den stat der efter Alaska har mest vild natur. Her er mulighed for at se bjørne, ulve, vandre, mountainbike og stå på ski om vinteren. Idaho er tyndt befolket og ud over store naturoplevelser kendt for super lækre kartofler. Og så er der bare noget fascinerende i at besøge de steder, som ikke er fyldt med turister. Hvis du kommer til Idaho, så er Craters of the Moon National Monument et stop værdigt!

 

A Violent Past, Calm Present and Uncertain Future…

…sådan beskrives dette national monument på den tilhørende hjemmeside http://www.nps.gov/crmo/index.htm. Og området byder på et ganske specielt og bemærkelsesværdigt landskab. Tidligere lavastrømme, brandhærgede kogler og bynke – et paradis for vulkanelskere. Det er muligt at cykle eller køre langs den 11 km lange Crater Loop Rd og se lavastrømme og lava tubes og forbrændte kogler. Vejen er åben hele døgnet rundt fra april til og med november. Fra Crater Loop Rd er der korte vandrestier, så man kan komme helt hen og stå på kanten af den nedkølede lava, kravle ind i huler lavet af lava med mere.

 

Det praktiske

Det koster ca. 8$ pr køretøj at besøge dette nationale monument. Har du telt med, så er der en primitiv campingplads i området, hvor du kan overnatte ganske billigt.

Craters of the Moon

Blue Ridge Parkway

Blue Ridge Parkway

Blue Ridge Parkway

Blue Ridge Parkway

Er du til 739 km naturoplevelser, så må du ikke gå glip af Blue Ridge Parkway. Blue Ridge Parkway løber gennem bjergkæden Appalachian Ridge fra Shennandoah National Park til Great Smoky Mountains National Park.  Det er 739 km væk fra civilisationen og ad en vej der slinger sig gennem bjerge og forbi enkelte farme.

 

Steder at stoppe på Blue Ridge Parkway

Det anbefales at købe en guide til Blue Ridge Parkway, der beskriver alle de ting der kan ses undervejs. ”Guide to The Blue Ridge Parkway” beskriver med milepost angivelse, hvad der et se og opleve – alt fra hvor der er parkeringspladser og toiletter til hvor der er udsigtspunkter, seværdigheder og gode afmærkede vandrestier. Nogle af stederne nævnes i det følgende.

 

Waterrock Knob – milepost 451,2

Waterrock Knob

Waterrock Knob

Waterrock Knob er det andet højeste punkt på Blue Ridge Parkway. Ved milepost 451,2 er der en parkeringsplads, udsigtspunkt og besøgscenter. Herfra er det muligt at vandre langs den ca. 1 km lange og stenede og stejle Waterrock Knob Trail til toppen af Waterrock Knob. Er vandresko og sved ikke lige dig, så er udsigten fra parkeringspladsen formidabel. Besøgscenteret har en lille udstilling om bjørne og om den lokale natur.

 

Devils Courthouse – milepost 422,4

Devils Courthouse

Devils Courthouse

Parker din bil på parkeringspladsen og gå de ca. 600 meter op til toppen af Devils Courthouse. Herfra kan du se hele tre stater; South Carolina, Georgia og Tennessee samt adskillelige bjergtoppe. Cherokee indianerne troede, at djævlen havde en retssal i en hule inde i bjerget.

 

Vandreture på Blue Ridge Parkway

Der er masser af vandreture, der udgår fra Blue Ridge Parkway. Det kan f.eks. anbefales at stoppe ved Graveyard Fields Overlook (milepost 418,8) og gå den ca. 4 km lange rundtur, hvor du kommer forbi vandfaldene second falls og Yellowstone Falls.

 

Giv dig god tid og vær forberedt

Langs hele Blue Ridge Parkway er der en hastighedsbegrænsning på 45 mph. Du skal derfor sætte flere dage af, hvis du ønsker at køre hele turen og også gerne vil se lidt undervejs. Der findes ingen restauranter, supermarkeder eller hoteller langs Blue Ridge Parkway, men i de omkringliggende byer, som man kan køre ned til og proviantere og overnatte. Der er dog noget magisk i at være væk fra civilisationen og ude i naturen flere dage i træk, så overvej at medbringe masser af proviant, telt og trangia. Det anbefales i hvert fald at medbringe mad og drikke til hele dagen, så man ikke er bundet af at skulle finde frokost med mere i løbet af dagen. Langs ruten er der 9 primitive campingpladser, hvoraf ikke alle er åbne hele året.

 

Mabry Mill – advarsel

Mabry mill

Marbry mill

Langs ruten findes en enkelt idyllisk restaurant, Mabry Mill, som vi gerne vil advare om. Det er et hyggeligt sted, men vi bemærkede hygiejnen var dårlig, da vi var der. Det kostede os begge en omgang dårlig mave, som ikke er anbefalelsesværdigt i et telt på en primitiv campingplads. Vi vil dog anbefale, at gøre stop ved Mabry Mill og gå en tur, men hold dig fra maden, trods tænderne løber i vand!

Blue Ridge Parkway sign

Blue Ridge Parkway

Olympic National Park

Olympic National Park

Olympic National Park En naturperle af dimensioner vest for Seattle

Vest for Seattle ligger Olympic halvøen – et utroligt smukt naturområde bestående af bjerge, tempereret regnskov og vilde kyststrækninger. Ud over uforglemmelige naturoplevelser byder øen også på en ældre viktoriansk by (Port Townsend) og for fans af Twilight et møde med blandt andet byen Forks, hvor serien udspiller sig. Du vil opleve, at et sæt regntøj vil være en ideel investering inden en tur til Olympic Halvøen. Parken har mange indgange. Hoh Rain Forest anbefales hvis du vil se regnskoven og Hurricane Ridge, hvis du vil op i bjergene.

 

Tempereret regnskov

Du må endelig ikke snyde dig selv for en tur ind i den frodige tempererede regnskov. Det er den eneste tempererede regnskov i Nordamerika og træerne er blandt de allerstørste i verden. Underskoven, som er en urskov, er i den grad også imponerende og består af stedsegrønne træer som rød ceder, stika-, douglas- og tsugagran. Skovbunden er dækket af ulvefod og bregner. Ved Hoh Rain Forest Visitor Center kan du lære mere om den tempererede regnskov og området og herfra udgår en række små og store vandreture ind i Nationalparken.

 

Bjergene og stranden

En køretur til Hurricane Ridge og en gåtur på toppen langs en af de mange vandreruter er en fantastisk oplevelse. Bjergene er utrolig smukke og på en solskinsdag kan du se rigtig langt – og så er det muligt at komme over skydækket J. Kysten langs den vestlige del af parken viser tydeligt hvilke store naturkræfter der nogen gange er på spil her. Det er muligt at campere flere steder langt kysten for få penge, hvilket klart kan anbefales.

 

I Bellas fodspor

Twilight bøgerne og filmene udspiller sig på Olympic Halvøen og derfor vil det være muligt at se lokationerne der omtales i bogen og vises i filmen. For Twilight Fans vil et besøg i Forks, La Push og Port Angeles uden tvivl være interessant. I forks er det blandt andet muligt at besøge The Cullen House, Swan House og Forks High School. Læs mere på http://www.forkswa.com

Olympic National Park

Olympic National Park

Crater Lake National Park

Crater Lake National Park

Forestil dig en meget blå sø omgivet af bjerge og med to smukke og meget specielle øer ude i søen – så har du en ide om hvorfor Crater Lake National Park er hele køreturen værd. Naturoplevelsen slår nok ikke Grand Canyon, men derefter er det nok et af de smukkeste syn USA kan byde på.

 

En naturperle skabt af en stor vulkan

Crater Lake er den dybeste sø i USA og den 7. dybeste på jorden. Vandet i søen er noget af det reneste i verden. Søen er lokaliseret i resterne af en vulkan (Mount Mazama), der for ca. 7.700 år siden havde et kraftigt udbrud. Dette udbrud har eksperter vurderet til at være det største udbrud i nordamerika i en halv million år. Vulkanen har ikke været aktiv de sidste 5.000 år, men eksperterne vurderer, at den kan ”vågne op” igen engang i fremtiden. Søen blev skabt ved det store udbrud, hvor bjerget Mount Mazama kolapsede og skabte et krater, der senere blev fyldt med vand.

 

Oplev parken

Det er muligt at køre hele vejen rundt om krateret og betragte den smukke blå sø i de smukke omgivelser fra flere udsigtspunkter. Vil man ud at besøge øerne, er det muligt at komme der ud med små både. I parken er der desuden vander- og langrendsruter i de omkringliggende bjerge.

 

I parken er der to besøgscentre, hvor man kan blive klogere på parkens geologi, natur og historie og få gode ideer til vandre- og cykelture og andre aktiviteter. Der er to campingpladser i parken. For nyeste info om åbningstider, priser og aktuelle aktiviteter henvises til http://www.nps.gov/crla/index.htm