Tag Archives: Roadtrip med børn

Dinosaur Gardens Michigan

Dinosaur Gardens Michigan

Dinosaur Gardens Michigan

Dinosaur Gardens Michigan er sådan et stop på en roadtrip børnene elsker. Dinosaurer, oplevelser og bevægelse både for de helt små børn og de lidt større.

I Dinosaur Gardens findes du en række dinosaurer ude i den frodige natur i Michigan i reel størrelse. Levende er de naturligvis ikke, men det ser næsten sådan ud. Når ungerne bliver trætte af at gå rundt og kigge på livagtige dinosaurer, så kan I hygge jer med at grave efter fossiler (naturligvis ikke rigtige) eller sten eller spille minigolf på en fin 18 hullers bane. Stedet er også kendt for gigantiske slush ice. Der er desuden en butik med masser af dinosaurting.

Vores unger elsker sådan et koncept og kan sagtens bruge nogle timer i sådan en dinosaurpark.

Dinosaur Gardens Michigan

Omega Mart

Omega Mart

Omega Mart

Omega Mart er blevet Las Vegas nye topattraktion. Et one-of-a-kind supermarked skabt af dygtige teknikere, kreative hjerner og mere end 50 visuelle og musik kunstnere. Et slaraffenland af vilde og sublime og uventede oplevelser og sanseindtryk.

Lyder som en aprilsnar

Ja indrømmet. Det lyder som en aprilsnar. Hvem i alverden har fundet på at skabe en ubeskrivelig anderledes  storattraktion baseret på et supermarkedstema? Helt sikkert folk med genialt skæve og kreative hjerner. Det er firmaet Meow Wolf i Santa Fe, der står bag denne oplevelsesforlystelse.

Har du større børn eller teenagere med i Las Vegas, så er det nærmest et must-see.

 

 

 

Meow Wolf´s House of Eternal Return

Meow Wolf´s House of Eternal Return

Meow Wolf´s House of Eternal Return

I smukke Santa Fe er portalen åben til Meow Wolf. Et unikt og sublimt sted med over 70 rum fyldt med interaktiv kunst. Det er en oplevelse med lyd, lys, visuelle effekter.

Stedet er sådan et sted, hvor man kan gå på oplevelse i timevis. Der er det øjet umiddelbart ser. Og så er der det man ser når man besøger rummet tredje gang eller åbner vaskemaskinen.

Du finder også et Meow Wolf i Las Vegas og Denver, men de 3 lokationer er ikke ens på nogle måde.

Oplevelsen kan ikke beskrives med ord, men prøv at se det lige her:

 

Penn´s Cave and Wildlife Park

Penn´s Cave and Wildlife Park

Penn´s Cave and Wildlife Park

I USA har de jo en tradition for at markedsføre sig på at noget er størst eller enestående. Penn´s Cave og Wildlife Park i Pennsylvania markedsfører sig på at være:

“America´s ONLY All-Water Cavern & Farm-Nature-Wildlife Park!”.

Penn´s Cave and Wildlifa Park tilbyder følgende oplevelser, en sejltur rundt i Penns Cave, en guidet rundtur i bus rundt i området, en off-road tur rundt i bjergene i området, en labyrint og mulighed for at finde mineraler. Læs nedenfor kortfattet om de enkelte aktiviteter.

Cave Tour

Hulerne er vandfyldte og derfor skal de naturligvis ses fra en båd. Det sker ombord på en båd med plads til ca. 20 personer, hvor en gudie fortæller dig om hulerne, de geologiske fænomener og hulernes historie. Inde i hulerne ses formationenrne “Statue of Liberty” og “Garden of the Gods”. Når vejret tillader det, sejler man gennem en forholdsvis smal åbning ud af hulerne og ud på søen Lake Nitanee. Husk at tage en jakke med. Der er altid køligt inde i hulerne. Turen tager ca. 45 minutter. Bemærk du skal ned af en større trappe, for at komme ombord på båden. Har du klaustrofobi kan turen ikke anbefales. Nogen steder passerer båden meget smalle passager.

Farm-Nature-Wildlife Tour

Hop ombord på en bus og deltag i en 1,5 times guidet tur rundt i den smukke natur omkring Penn´s Cave. Et område der fungerer som naturreservat og hvor originale dyr fra denne del af USA lever. Der er mulighed for at se bisonokser, ulve, texas longhorn kvæg, ræve, bjærne, elge, hjorte og en bjergløve. Ligeledes vil du under turen få mulighed for t gå igennem en smuk sommerfugle have, hvor smukke og sjældne sommerfugle flyver rundt omkring. Turen er et sikkert børnehit, men for de mindste børn bliver det for lang tid at sidde stille og være stille, især når guiden taler engelsk.

Cave Rock Mountain Tour

For dem der virkelig vil have en på opleveren, så kan off-road turen Cave Rock Mountain Tour rundt på smalle og kringlede jordveje i bjergene i den anbefales. Turen er ikke for børn under 8 år, gravide eller folk med relevante helbredsproblemer. Men har du muligheden, så hop ombord. Det er en oplevelse for livet hvor du kører igennem vand, ser smukke bjergtoppe, geologiske formationer, masser af dyreliv og hører alt om områdets historie.

Til børnene

Er der børn med på turen, så vær forberedt på de nok gerne vil prøve stedets fine labyrint samt vaske mineraler. I mens kan de voksne på skift nyde den store butik på stedet eller den historiske hovedbygning til Penn´s Cave. stedet har været en turistattraktion i årtier, hvor både lokale og folk langvejs fra har lagt vejen forbi. Det har været et yndet udflugtsmål for den bedre stillede del af lokalbefolkningen.

Penn´s Cave and Wildlife Park

 

 

 

Dinosaur World Florida

Dinosaur World Florida

Dinosaur World Florida

Kender I det, at man ikke forventer så meget af et sted man besøger, og så bliver man bare så positivt overrasket. Vi var i Florida med vores dengang 9-årige og 1-årige i starten af 2020. Vi havde en dag, hvor vi om eftermiddagen skulle tjekke ind på vores hotel i Disney World og ikke havde planlagt noget. Derfor lod vi ungerne bestemme hvad vi skulle den dag. Et af forslagene var en Dinosaur Park øst for Tampa, under en times kørsel fra Disney World. Det var det begge unger begejstrede råbte, da vi fremlagde dem en række forslag. Vi forældre forventede ikke det store og frygtede at den store kom til at kede sig lidt, men sådan blev det heldigvis ikke.

Det blev istedet en fed oplevelse for hele familien på børnenes præmiser. Og et sted der varmt kan anbefales for både de helt små og de større børn. Og i bund og grund var det så gennemført, at stedet også klart kan anbefales for voksne at kigge forbi.

Dinosaur World består af en masse ikke levende 🙂 dinosaurer i naturlig størrelse, som findes rundt omkring i et frodigt landskab med mange smukke planter. Du går rundt på små træstier og over hyggelige træbroer. Flere steder er dinosaurene opstillet som små scener, som f.eks. en flok dinosaurer, der er ved at fange et bytte. Dinosaurerne er virkelig gennemførte og der er mange at kigge på. Vores 1-årige datter var meget begejstret og snakkede med alle dinosaurene og ville gerne kramme dem.

Billetten

Når du køber billetten til Dinosaur World, så kan du vælge også at købe adgang til at man lede efter fossiler og finde mineraler. Vi valgte at købe dette til vores 9-årige og han synes det var vildt sjovt og brugte lang tid på det. Fossilerne skulle findes i en stor sandkasse og var naturligvis ikke ægte. Når der skule findes mineraler, fik man udleveret en pose med vådt sand, hvori der var mineraler og så skulle man på ægte guldgraver manér finde mineralerne mellem det våde sand. Man måtte tage de fine mineraler med hjem.

Der var også et show, hvor de fortalte om dinosaurere og hvorledes paleontologer arbejder. Det synes vores 9-årige søn var ret interessant. Det kræver naturligvis at ens barn forstår ret godt engelsk.

Vores unger nød også den kæmpe legeplads, som var opdelt i en fed legeplads for de større børn og så en lille fin og overskuelig legeplads for de aller mindste.

Der er tilknyttet en kæmpe butik, hvor man kan købe alverdens dinosaur souveniers. Man skal være opmærksom på, at der ikke kan købes mad på stedet, så medbring lidt energi til dagen. Vi var der flere timer og kunne sagtens være blevet længere, hvis ikke vi ramte middagslurstid for den lille og vi gerne ville tjekke tidligt ind i Disney World.

Dinosaur World Florida

miccosukee

Miccosukee Indian Village & Airboat Rides

Miccosukee Indian Village & Airboat Rides

I Everglades-området finder du Miccosukee Indian Village. Den ejes og drives af Miccosukee indianerstammen og er et rigtig spændende besøg. Her er mulighed for en guidet tur i landsbyen, at smage autentisk indianermad du kan se fremstillet på stedet, sejle i airboat ud i Everglades og til en indianerlandsby, røre ved en alligator, se hvorledes indianerhåndværk og indianerkunst bliver udført, besøge indianermuseet og meget mere. Vi er vilde med stedet, og synes det er et super godt alternativt stop til meget af det man ellers oplever i den sydlige del af Florida. Og vi kan også godt afsløre, ungerne vil elske det.

Deres museum kalder de “Village Museum”. Her kan du få en fornemmelse af hvorledes Miccosukee indianerne traditionelt har levet. Museet beskriver stammens historie og kultur baseret på blandt andet historiske dokumenter, fotos og masser af redskaber og ejendele. Du kan blive klogere på hvorledes Miccosukee indianerstammen tilpassede sig livet i Everglades sumpe. En af de ting Miccosukee indianerne har haft behov for, er at leve i samspil med alligatorer. Miccosukee indianerne har tillært sig gennem generationer at håndtere og klare et alligatorangreb, kun med brug af sine bare næver. I Miccosukee Indian Village kan du se alligatorer og lære om hvorledes en ellers dødbringe alligator kan holdes i en favn uden dyret skulle lide overlast. Du kan også få taget billeder med en babyalligator.

I højsæsonen, altså primært om sommeren, er der supplerende aktiviteter, især for børn. her kan børn f.eks. prøve at skyde med bue og pil.

Der er desuden en restaurant i Miccosukee Indian Village, hvor der serveres lækker morgenmad, frokost og aftensmad. De fleste ting på menukortet er traditionel amerikansk mad, men der er også mulighed for at smage alligator eller frølår, hvis det kunne friste.

Mulighederne for aktiviteter varierer, så vi vil anbefale at tjekke deres hjemmeside ud, inden I drager afsted. Det er dog langt far alle aktiviteter, der nævnes på deres hjemmeside.

miccosukee

Colonial Williamsburg

Colonial Williamsburg

Colonial Williamsburg

 

Amerikanerne elsker og strømmer dertil i hobetal, især om sommeren. Williamsburg var fra 1699 hovedstad i den første engelske koloni i USA, der gik under navnet Colonial Virginia. Kolonien blev grundlagt i 1607 og blev officielt i 1624 en koloni under den engelske trone.

I dag er Colonial Williamsburg et gigantisk levendegjort frilandsmuseum med masser af restaurerede bygninger. Faktisk er der flere hundrede restaurerede bygninger, hvilket giver en meget livagtig fornemmelse af at vandre rundt i en af kolonimagtens oprindelige byer. Alt er meget ordnet, planlagt, hyggeligt og meget britisk. Og nåh ja så er det faktisk verdens største frilandsmuseum.

Stedet bliver levendegjort og der er dagligt parader og skuespil. Du kan se gammelt håndværk blive udført, se skuespillere tilberede mad fra den tid og så kan du hoppe ombord i en old-fashioned hestevogn.

Besøg de mange forskellige bygninger; apoteket, kirken, smeden, hospitalet, spinderiet, haverne, retsbygningerne og alle de andre officielle  bygninger, som f.eks. parlamentsbygningen. Der er også mange private boliger der er blevet restaureret, blandt andet det overdådige hus guvernøren boede i. Der er også flere militære bygninger. I mange af bygningerne tilbydes der selvguidede ture.

Desuden er stedet kendt for sine to kunstmuseer.

Du kan sagtens bruge en dag i Colonial Williamsburg.

 

Colonial Williamsburg

Conway Scenic Railroad

Conway Scenic Railroad

Conway Scenic Railroad

Kunne du tænke dig en tur gennem den smukke natur i New Hampshire i et tog af ældre dato? Der findes næppe en bedre måde at opleve naturen i dennne del af USA på. Hop om bord på Conway Scenic Railroad og få en på opleveren og et glimt af datidens togrejser gennem USA.

Conway Scenic Railroad tilbyder fire ruter. Alle togture afgår fra North Conway Station. Denne fine gultmalede station er fra 1874 og så vidt muligt bevaret med datidens udsmykning og interiør. “Valley Train” kører enten til Conway eller helt til Bartlett. Denne togstrækning var oprindeligt en del af “Boston and Maine Railroad” og blev betegnet “Conway Branch”. Turen til Conway tager 55 minutter og er 18 km lang. Turen til Bartlett er på 34 km og tager 1 time og 45 minutter. Begge ture går gennem en smuk træbevokset dal, krydser flere floder, kører over gamle broer, gennem landbrugsareal og med udsigten til lave bjergtoppe. Det er smukt og New Hampshire næsten fra sin bedste side.

Vil du opleve det allerbedste af New Hampshire og White Mountains, så skal du drage på oplevelser med “Notch Train”. En lang køretur i et historisk tog gennem det smukkeste af USA’s nordøst. Her kommer du ud i bjergene, forbi slugter, klipper og kører over de berømte Frankenstein Trestle (en gammel smuk træbro over en stor slugt) og Willey Brook Bridge. Du kan enten vælge den 5 timer og 80 km lange tur til Crawford eller den 5,5 timer og 96 km lange tur til Fabyan. Notch Train kører langs den tidligere Mountain Division af Maine Scenic Railroad.

På de fleste togture er der mulighed for at bestille mad, alt fra familievenlige retter til noget finere madlavning. Når du booker billetter, skal du også vælge hvilken vogn du vil sidde i. Bemærk valget har stor indflydelse på billetprisen.

Der tilbydes desuden løbende forskellige temature, som murder mystery train, teselskab med en prinsesse under togturen, togtur til “Nordpolen” med mere.

Bestil på deres hjemmeside

Conway Scenic Railroad

International Wolf Center

International Wolf Center

International Wolf Center

Vil du opleve ulve i den nordamerikanske natur og blive klogere på ulve, så besøg International Wolf Center. Stedet arbejder med forskning, formidling og beskyttelse af ulve. Det er køreturen værd og desuden spændende at køre i det nordlige Minnesota tæt på grænsen til Canada.

Når du besøger International Wolf Center, så kan du gå på opdagelse i en række udstillinger, møde stedets ambassadørulve, se en film om ulve og høre de mange daglige foredrag med forskellige ulverelaterede temaer. Der er også en udstilling “Little Wolf”, der er for de 3-9 årige. Det er en interaktiv udstilling, hvor børnene med sjove hands-on aktiviteter lærer om ulve.

Stedet har tre racer af ulve; arktiske, Great Plains og Rocky Mountains. Ulvene går i et stort afspærret udendørs område, så vidt muligt med elementer fra deres naturlige habitater. Du kan se dem inde fra International Wolf Center gennem store glaspartier.

Udstillingen “Wolves and Humans” er virkelig gennemført og omhandler forholdet mellem mennesker og ulve op gennem tiden, både i virkeligheden og i fantasi og mytologi. Desuden er der fokus på hvorledes forholdet mellem mennesker og ulve er en trussel for ulvens fremtidige overlevelsesmuligheder.

Er Minnesota lidt langt væk, så tilbyder International Wolf Center webinars. Hjemme fra sofaen kan du tjekke ind på online live oplæg. Her er mulighed for at se stedets ambassadørulve live og høre ulveeksperterne på stedet berette om et specifikt emne. Du kan blandt andet se hvorledes ulvene reagerer ved fuldmåne og overlever vinteren. Du kan sagtens logge på senere og se det, hvis tidsforskellen ikke gør det helt optimalt at se på det tidspunkt det livestreames. På deres hjemmeside er der også tonsvis af informationer om ulve. Du kan blandt andet se hvor i verden der lever ulve, hvilke typer ulve og så videre. Og du kan lære om hvorfor ulvene er en truet race mange steder i dag. Måske vil du også synes om de mange billeder, videoklip og deres live webcam der følger ulvene. Læs mere om ulve og deres webinars på deres hjemmeside.

International Wolf Center

Great Sand Dunes National Park and Preserve

Great Sand Dunes National Park and Preserve

Great Sand Dunes National Park and Preserve

Sandklitter og Colorado! Ja indrømmet, Colorado midt i USA med sine gigantiske bjerge er nok ikke lige hvad du forbinder med masser af sandklitter. Men den er god nok, selvom stedet næppe minder om Vesterhavet. Sandklitterne er blevet skabt af sandkorn fra Rio Grande floden og dens bifloder. Rio Grande løber igennem San Luis Valley. Med en vindretning fra primært vest, er sandpartikler gennem flere tusind år blevet opsamlet af vinden fra flodbrederne og transporteret til den østligste del af dalen, lige der hvor du i dag finder Great Sand Dunes National Park. Det er blevet til virkelig meget sand med tiden, der har samlet sig her.

Great Sand Dunes National Park blev oprettet i 2004. I Nationalparken kan du opleve enorme sandklitter, der er op til 230 meter høje. Det er meget berømt at sandkælke eller sandboarde i klitterne. Udstyr til dette kan lejes på forskellige lokationer udenfor nationalparken i San Luis Valley. Læs mere på nationalparkens hjemmeside.

Der er også megen andet skøn natur i nationalparken. Der er flere bjergtoppe, hele fire som er ca. 4000 over havets overflade. Du finder også tundra, søer, græsslætter, vådområder og uberørte skove med gran- og fyrretræer. Desuden er der et interessant liv af flora og fauna. Der er registreret seks arter af insekter, som kun er fundet i Great Sand Dunes National Park.

Medano Creek løber igennem parken. Vandstrømmen i denne er meget varierende, men på tidspunkter hvor der er rimeligt med vand kommer folk for at bade og flyde ned af denne. Tjeck forholdene for at bade og tube på nationalparkens hjemmeside.

Nationalparken er også berømt for sin “Medano Pass Primitive Road”, som kun kan tilbagelægges i en firhjulstrækker eller på en fat bike (mountainbike med ekstra brede hjul). Turen krydser og kører langs brede vandløb, går igennem store mængder sand og over Medano bjergpasset. En fed oplevelse, men kun anbefalelsesværdig for folk der har erfaring med den type aktiviteter.

Half the park is after dark! Nattehimlen er fantatisk i Great Sand Dunes National Park. Der arrangeres guidede stjernekigninger både for børn og voksne. Ellers er en gåtur i sandklitterne under en funklende nattehimmel også en hel unik oplevelse.

 

Great Sand Dunes National Park and Preserve

Strawbery Banke Museum

Strawbery Banke Museum

Strawbery Banke Museum

Strawbery Banke er det første område i New Hampshire, der blev beboet af europæere. I 1630 valgte den engelske kaptajn Walter Neale, at der skulle påbegyndes en bebyggelse her. I dag er hele kvarteret bevaret og det har resulteret i et friluftsmuseum med 37 originale bygninger med tilhørende haver, som klart er et besøg værdigt. Stedet levendegøres af skuespillere og der udstilles masser af ting der var ejet af de personer, der gennem tiden har beboet kvarteret.

Strawbery Banke fungerede som et sammenhængende kvarter fra 1630 og helt frem til slutningen af 1950’erne. Historikere kæmpede for at få bygningerne bevaret frem for at de skulle lade livet til byfornyelse. Bygningerne blev istedet bevaret og restaureret og åbnede som museum i 1965. En række af husene er åbne, således du kan se deres rumfordeling og indretning. Nogle huse kan kun ses udefra. Desuden er der forskellige udstillinger om områdets historie og udviklingen i boligindretning i perioden. Der udstilles desuden masser af hverdagsting fra perioden. Generelt er der rigtig mange fine og interessante udstillinger og fortællinger om de folk der levede i Strawbery Banke kvarteret gennem 300 år.

Det mest interessante er at følge de mange frivillige, der udfører traditionelt håndværk, havearbejde og madlavning. De fortæller gerne. Der er også mulighed for at assistere dem. Desuden er der frivillige, der fungerer som skuespillere og levendegør nogle af de personligheder, som har boet i kvarteret. Det gør de rigtig godt.

Stedet har et “Discovery Center”. Her er en fast udstilling benævnt “People of the Dawnland”. Denne udstilling omhandler de folk der oprindeligt beboede kystområdet i New Hampshire før den europæiske indvandring, nemlig Abenaki stammen. Desuden er der mulighed for at prøve at udføre traditionelt håndværk og diverse lege og spil i stedets Discovery Center. Har du børn med, så skal I også besøge Victorian Children’s Garden, hvor børn kan gå på oplevelse, lege og lære. Her er en sommerfuglehave, en fehave, et traditionelt tehus, et træhus der kan udforskes og masser af blomster.

På Strawbery Banke Museums hjemmeside kan du læse en hel masse om de enkelte bygninger og de familier der har levet der. Det kan klart anbefales forud for et besøg. Kommer du ikke til New Hampshire foreløbig, så find den virtuelle tur på stedets hjemmeside og få en lille bid af oplevelsen hjemme fra sofaen.

Strawbery Banke Museum

Elmer’s Bottle Tree Ranch Route 66

Elmer’s Bottle Tree Ranch

Elmer’s Bottle Tree Ranch

Langs Route 66 i Californien støder du på Elmer’s Bottle Tree Ranch. En skov af træer. Men ikke helt almindelige træer. Stammerne er af metal og bladene er primært gamle flasker og også lidt andet affald. Det lyder måske mærkeligt, det er det også, men det er også unikt og smukt på sin egen helt absurde måde. Elmer’s Bottle Tree Ranch er midt i den steghede ørken i Californien og et skyggefuldt stop, hvor man kan nyde den lyd det frembringer, når vinden rammer de tusindvis af ophængte flasker. Og der er rigtig mange flasketræer der, ingen er ens og der er masser af flasker og skrald at kigge på. Du kan sagtens bruge en time her, hvis du vil opleve hele herligheden grundigt. Der er blandt andet et træ bygget op om et gammelt missil.


De mange flasker stammer fra Elmer’s far, som havde en udførlig flaskesamling han havde erhvervet sig gennem et helt liv. Elmer’s far var fan af affald og især flasker. Hvor andre tog på far og søn fisketur, så tog Elmer med sin far på skraldejagt. De fandt meget skrald gennem tiden og mange mærkværdige ting. Nogle af de skraldebunker de fandt var af ældre dato og indeholdt ting tilbage fra 1800-tallet.


Efter farens død valgte Elmer at flasketræer var måden den massive samling skulle leve videre på. Og han påbegyndte projektet i 2000. I dag er der mere end 200 træer med flasker, flere af dem kan vel nærmest betegnes antikke flasker. Elmer gik bort i juni 2019, så det er desværre ikke muligt at møde dette rare menneske, når du besøger Elmer’s Bottle Tree Ranch. Elmer’s familie sørger dog for stedet videreføres.


Det er gratis at besøge stedet, som har åbent fra solopgang til solnedgang. Det ses dog gerne man ligger en lille donation for at støtte op om vedligeholdelsen af dette fede folk art projekt.
Elmer’s Bottle Tree Ranch Route 66
Nevada Northern Railway National Historic Landmark

Nevada Northern Railway National Historic Landmark

Nevada Northern Railway National Historic Landmark

Ely i det østlige Nevada ligger langt ude i nowhere. Faktisk går U.S. 50 – The loneliest road in the U.S. igennem Ely. Jeg husker vi kørte fra Twin Falls i Idaho til Ely i Nevada. En tur på ca. 4 timer, hvor der nærmest ingen tegn på menneskelig akrivitet var. Eneste undtagelse var nærmest da vi krydsede Interstate I-80, som heldigvis havde en tankstation med fine toiletter. Det mest fantastiske ved at besøge Ely i Nevada, er egentlig at opleve hvor øde der er nogle steder i USA og at opleve en by ret ensomt på landkortet. Hvis du ikke tænker den oplevelse er turen værd, så rejs dertil for at opleve Nevada Northern Railway National Historic Landmark. Her tilbydes blandt andet togture af halvanden times varighed ud i naturen omkring Ely. Sådan en tur er uden tvivl en oplevelse man aldrig glemmer. Har du børn med, så se filmen Polarekspressen inden og hop på toget, når togturene har denne film som tema. Hvis du altså skulle få den halvalternative ide at rejse til Nevada og holde jul.

Togturene

Stedet har togture af 1,5 times varighed. Du kører i ældre lokomotiver og vogne på originale jernbanespor. Du kan sidde i både en lukket og en åben togvogn. Vær opmærksom på hvilken tur du booker. De fleste ture kører fra Ely til Ruth Copper Mining District sydvest for Ely. Det er en tur gennem to jernbanetunneler, op i bjergene og igennem Robinson Canyon. Enkelte toge kører istedet nord på til McGill via Steptoe Valley. Vi vil anbefale at hoppe på et tog, der tager den førstnævnte rute. På enkelte af turene sker der togrøveri, naturligvis udført af skuespillere og med løst krudt. Du kan se i programmet hvilke ture det er. Ind imellem er der temakørsler. Det er f.eks. Polar Express Train, som henvender sig til børn og Haunted Ghost Train, som frarådes til yngre børn.
Der er så mega øde i Ely. Tæt på er Great Basin National Park, som folk blandt andet valfarter til for at se på nattehimlen. Ely-området tilbyder en af de mørkeste nattehimler i USA. Der tilbydes Night Sky – Star Train. På disse ture deltager erfarne park rangers som stjernefinder guider, de har teleskoper med til låns og udpeger spændende steder på stjernehimlen. Toget stopper og man stiger ud og kigger på stjerner. Fed tur, der på det varmeste kan anbefales, hvis du overnatter i Ely.

East Ely Yard Complex

Der tilbydes en selv guidet gåtur rundt i East Ely Yard Complex. Det forlyder, at det skulle være det ældre jernbanekompleks der er bedst bevaret i USA. Desuden er stedet levendegjort, så der kører toge rundt og det larmer og damper og lugter. Der er masser af frivillige, der nyder at pusle her og dele ud af deres viden. Du får udleveret en printet guide, hvor der er forslag til rute rundt i hele jernbaneområdet og hvor særligt interessante steder er udpeget. Du kan blandt andet se fragttårnene, fra hvilke varer blev læsset på togene. Og du kan se hvor togene blev repareret og vedligeholdt.
Desuden er der et interessant museum, som du kan gå på opdagelse i. Der er mulighed for masser af specialoplevelser, hvis du er en rigtig tognørd. Du kan blandt andet overnatte i en togvogn, tage på fotosafari eller hjælpe med at vedligeholde et damplokomotiv.
Nevada Northern Railway National Historic Landmark
Spring Park, Tuscumbia, AL, USA

Natchez Trace Parkway – Spring Park

Natchez Trace Parkway – Spring Park

I Tuscumbia i Alabama finder du den hyggelige Spring Park. Det er ikke en stor turistattraktion, men et af de små lokale steder, der er værd at besøge, hvis du gerne vil opleve den almindelige amerikaner slappe af i hverdagen eller i weekenden.

Når du er i Spring Park, så er der to ting du klart skal se. For det første skal du se Cold Water Falls, verdens største ikke naturlige stenvandfald. Om aftenen oplyses vandfaldet. For det andet skal du se vandfontænen ude midt i søen i Spring Park. Den er anlagt til minde om indianerprinsessen Im-Mi-Ah-Key, der var gift med høvding Tuscumbia. Vandet sprøjtes mere end 30 meter op i luften, nogle gange til lys og musik. Der er også flere statuer i parken, blandt andet en af Im-Mi-Ah-Key.

For børn og barnlige sjæle er der et lille tog der kører rundt i parken, en karussel og et par mindre forlystelser.

Det er en skøn park at slappe af i og nyde naturen og home sweet Alabama.

Spring Park, Tuscumbia, AL, USA

White Sands National Monument

White Sands National Monument

White Sands National Monument

I New Mexico findes et 710 km2 stort område, der er dækket af det fineste hvide sand. Det er det største område i verden med sand, der består af gips partikler. Området er så markant, at det ses tydeligt på satellitbilleder i større skala. Den sydligste del af dette område, er muligt at besøge. Det hedder White Sands National Monument. Her kan du se og gå rundt i de store sandmile midt inde på land. Bemærk at White Sands National Monument med jævne mellemrum er lukket ned i 1-2 timer grundet test på det nærliggende White Sands Missile Range.

Hvorfor er der sand på land?

Det er en noget lang historie, men lad os forsøge at gøre den kort. Engang for mere end 250 millioner år siden var området dækket af et lavvandet hav. Havet efterlod gipsaflejringer. Tektonisk aktivitet var årsag til at disse havbundsaflejringer blev løftet og skabte bjergområderne San Andres Mountains og Sacramento Mountains. Regnvand opløste med tiden gipslagene og det løb af via floder til det lavereliggende Tularosa Basin, som ikke har noget udløb. Her kunne vandet derfor kun nedsive eller fordampe. Tilbage var gipsaflejringerne. Grundvandet der blev dannet var også gipsholdigt og det løb til Hueco Bassin, hvor der også blev aflejret gips. Det er ved Tularosa Bassin og Hueco Bassin, at du finder White Sands National Monument. I sidste istid var der en sø ved Hueco Bassin og da den tørrede ud var der ca 1 meter høje gipsaflejringer tilbage. Med tiden sørgede vejr og vind og erosion for, at disse gipsaflejringer blev til små gipssandkorn, der  flytter sig under påvirkning af kraftig vind. De flytter sig dermed i vindens retning og former sandmile, der konstant ændrer sig. De hvide sandmile flytter sig dermed over år i vindens retning. Denne transport reduceres dog betydeligt, da gipssand bliver betonagtigt, så snart det bliver vådt. Så bare rolig, sandmilene når ikke at blæse til en anden stat eller et andet land lige foreløbigt 😄.

Oplev White Sands National Monument

En rigtig fed ting ved gipssand er, at det ikke bliver brandvarmt i solen ligesom kvartssand. Et absolut must er derfor at smide sandalerne og mærke sandet med bare fødder. Fra stedets hovedindgang er der en 13 km lang vej, der leder ind til hjertet af sandmilerne. Denne betegnes Dunes Drive. Det er en rundtur på i alt 26 km. Langs denne er der flere udsigtspunkter og parkeringspladser. Vil du på vandretur, så er der fire markerede vandrestier fra Dunes Drive, som du er velkommen til at følge.

Mange amerikanere medbringer en plastickælk og kælker ned af sandmilene. Bemærk du kun må det hvor der ikke er vegetation og i bestemte områder.

Stedets vistor center har et fint museum og en informativ film.

Full Moon Night

Det skulle være noget ganske specielt at se stjerner og opleve fuldmånen ved White Sands National Monument. Når det er fuldmåne, er der Full Moon Night. Her er der f.eks. live musik, ranger aktiviteter og foredrag samt diverse optrædener. Der er desuden løbende en række aktiviteter man kan deltage i, f.eks. stjernekiggeri med en ranger som guide. Tjek White Sands National Monuments hjemmeside for det aktuelle program.

White Sands National Monument

Great Northern Carousel

Great Northern Carousel

Great Northern Carousel

I Helena i Montana findes måske USA’s fineste og smukkeste eksemplar af en klassisk børnekarussel. Karussellen indeholder 37 håndudskårne og håndmalede dyr, hvoraf flere af dem er nogle der findes i naturen i Montana. Du kan blandt andet sidde på en buffalo, en grizzly bjørn, en ørred, odder eller bjergged.

Både børn og voksne er velkomne til at prøve denne unikke karussel og der kan derefter købes de lækreste hjemmelavede is og den lækreste hjemmelavede fudge. Der er desuden en souvenierbutik med masser af sjovt legetøj til ungerne.

Great Northern Carousel

Old World Wisconsin

Old World Wisconsin

Old World Wisconsin

Vil du opleve et fabelagtigt frilandsmuseum i USA, så skal du besøge Old World Wisconsin. Her findes en række originale landboliger, byboliger, værksteder, skole, kirke med mere, som stammer fra området. Bygningerne er omhyggeligt udpeget af historikere, dokumenterede, omhyggeligt nedtaget og genopstillet i Old World Wisconsin. Husene er indrettet og flere levendegjort af skuespillere og håndværkere. De fleste af boligerne er oprindeligt opført af immigrantfamilier, hvor det vides hvilket europæisk land de stammede fra. Dette ses også tydeligt af byggestilen og indretningen. Desuden er der en række hands-on aktiviteter og lege for især børn.

Museet rummer mange bygninger spredt over et stort areal, køkkenhaver, marker, kvæg, grusveje og alt hvad der hører til for at skabe en autentisk stemning. Det ses tydeligt, at stedet er skabt på baggrund af professionelle historikers viden. Det er velgennemført og velgennemtænkt til mindste detalje. Vi vil klart anbefale et besøg i Old World Wisconsin under din roadtrip i Midtvesten.

Museet åbnede i 1976. Dengang var der lidt mere end 60 bygninger og siden er flere kommet til. Museet udvider hele tiden løbende, som der findes relevante bevarede bygninger. Særligt interessant er det som dansker at besøge de ejendomme, hvor der boede Skandinaviske familier i. Der er så meget genkendeligt; æbleskivepanden, korssting og meget mere. Museet præsenterer perioden 1840-1910. Det er et sted man let kan bruge flere timer på at snuse rundt i de indrettede bygninger, både private hjem, smedje, landbrug, skole, kirke og meget mere.

Der er rigtig meget at smage, se og afprøve. Der serveres smagsprøver på mad fra den tid, naturligvis fremstillet helt fra bunden old-style af egne råvarer fra Old World Wisconsin. Du kan hjælpe til med at udføre traditionelt håndværk, hjælpe med at fodre dyrene og meget mere. Børnene vil elske at afprøve lege og aktiviteter fra denne tid, f.eks. at gå på stylter eller køre på over 100 år gamle cykler. Du kan også prøve at komme i skole eller hjælpe til på en af de skandinaviske gårde.

I Crossroads Village er der en General Store, datidens købmand i USA. Her kan du købe slik, drikkevarer, sæbe, legetøj, kogebøger og meget mere, der repræsenterer de ting man kunne købe dengang.

Old World Wisconsin

Hamtramck Disneyland

Hamtramck Disneyland

Hamtramck Disneyland

Hamtramck Disneyland er et “folk art” kunstprojekt på toppen af to garager ved en privat ejendom i byen Hamtrack i Michigan. Ovenpå de to garager er gennem en periode på 30 år installeret diverse hjemmelavede figurer, vindmøller, elementer fra forlystelsesparker som karuseller. Der er alt fra billeder af Elvis, til julelys samt figurer af soldater, en flyvemaskine og mekaniske propeller. Et fantastisk virvar af farver, bevægelse, lyd og lys. Og imponerende hvor meget der kan installeres ovenpå og ved to garager.

Det er et kunstværk uden struktur. Et kunstværk der gennem 30 år er blevet udbygget og udbygget, som nye ideer poppede op i kunstnerens indre univers. Det er vilde ideer med masser af kreativitet, fantasi og detaljer, som er opsat side om side i et vidunderligt kaotisk univers, der alligevel giver mening når man står der.

Kunstværket indeholder en masse almindelige ting, som er sat sammen således det får en tårnstruktur. Spurgte man kunstneren om meningen bag projektet, så var det hans opfattelse af Disneyland, et overflødighedshorn af alt det der er fedt. Farverne gul, rød og blå er anvendt rigtig meget, hvilket kan være en hyldest til kunstnerens ukrainske ophav.

De to garager er malet med striber i alverdens klare farver. Mellem de to garager er også installationer, fotografier og meget mere. Der er f.eks. en kreativ installation, der symboliserer Frihedsgudinden.

Kunstneren bag værket, Dmytro Szylak, blev født i 1920 i Ukraine. Sidenhen boede han i Tyskland og immigrerede derefter til USA. Han fik job ved General Motors og arbejdede der i 32 år, indtil han gik på pension. Hamtramck Disneyland blev hans pensionshobbyprojekt. Dmytro døde i 2015 i en alder af 92 år. Projektet vedligeholdes i dag af en frivillig organisation. Du er velkommen til at kigge forbi og se det meget detaljerede og kreative kunstprojekt.

Hamtramck Disneyland

 

Skeleton Man Walking Skeleton Dinosaur

Skeleton Man Walking Skeleton Dinosaur

Skeleton Man Walking Skeleton Dinosaur

Midt på prærien i South Dakota går en mand en tur med sin gigantiske dinosaur, endda sin T-rex dinosaur. Skulpturen hedder “Skeleton Man Walking Skeleton Dinosaur. Manden og dinosauren er på vej mod “1880 Town” nær Murdo i South Dakota.


Bag mange kunstværker er der store tanker og budskaber. Ideen til dette stykke roadside art stammer fra Clarence Hullinger, der er en del af den familie der ejer “1880 Town”. I bund og grund synes han det kunne være sjovt at udføre at stykke roadside art. Og sammenhængen med “1880 Town”? Svaret fra ham er “It’s old, isn’t it”. Clarence Hullinger har udført mesterværket sammen med sine to sønner.


Kunstværket kan betragtes på lang afstand hen over den flade prærie. Det er et stykke roadside art, der har opnået mange fans.


Skeleton Man Walking Skeleton Dinosaur


Broken Boot Gold Mine

Broken Boot Gold Mine

Broken Boot Gold Mine

I 1876 blev der fundet guld i Black Hills ved Deadwood i South Dakota. Det blev startskuddet til en omgang guldfeber i USA, hvor folk strømmede til Deadwood området i håb om at finde guld. Deadwood voksede nærmest på et splitsekund fra en guldgraverlejr til en større by. Broken Boot Gold Mine i Deadwood er fra 1878. Du kan komme med ned under jorden og se og opleve den forladte guldmine på en guidet tur. Og du kan selv forsøge at finde guld i Whitewood Creek.

Turene starter hver halve time i åbningstiden. Der er tale om korte guidede på omtrent en halv times varighed. Du kommer ned i den autentiske guldmine og hører om historien bag den og hvordan det var at arbejde i guldminen. Du kommer rundt i minen og ser originale redskaber anvendt i minen, ser en naturlig hule, ventilationsskakter med mere. Turen er velegnet til yngre børn, medmindre de er bange for mørke.

Har du ingen børn under 12 år med, så vil vi på det varmeste anbefale deres Candlelight Experience Tour. Her går man sammen med en guide ned i guldminen, hvor eneste belysning er stearinlys i lanterner. Alle deltagere får en lanterne.

Har du lyst til selv at prøve at finde guld? Broken Boot Gold Mine tilbyder introduktion til at finde guld. Derefter kan man leje udstyret til at finde guld på Deadwood Welcome Center. Der er mulighed for (mod betaling) at få en erfaren guldfinder med ud og finde guld i Whitewood Creek. Man kan også prøve lykken på egen hånd. Det guld man finder, må man beholde. Det er også muligt at købe udstyr til at finde guld i Broken Boot Gold Mine.

Broken Boot Gold Mine

Riverfront Park

Riverfront Park

Riverfront Park

I Spokane finder du en af USA’s smukkeste urban parks. Her er natur, oplevelser samt forlystelser og du kan sagtens nyde en hel dag her. Verdensudstillingen i 1974 blev afholdt her. I dag må du ikke gå glip af vandfaldene eller det historiske klokketårn fra 1902. Riverfront Park inkluderer også to øer ude i Spokane River. Spokane River kan krydses flere steder i Riverfront Park. Gå ud på de smukke gangbroer over floden og oplev naturens kræfter, især om foråret hvor der er knald på vandet i Spokane River.

I det følgende vil vi nævne noget af det vi vil anbefale at opleve i Riverfront Park, udover at gå rundt og nyde folkelivet og naturen.

 

Clocktower

Besøg Havermale Island og se det gamle klokketårn, der stod færdigt i 1902. Du kan høre klokketårnet ringe engang i timen.

Riverfront Park

Spokane Falls

Parkens vandfald er hjertet af parken og parkens mest besøgte spot. Spokane Falls består af to langstrakte vandfald med en ø i midten. Faktsik er det USA’s andet længste vandfald. Du kan se vandfaldende fra en række udsigtspunkter, gå ud på broen over vandfaldene samt besøge den lille ø ude midt i vandfaldene. Oprindeligt boede “Spokane indianerstammen” lige ved vandfaldene. Sidenhen startede byudviklingen i Spokane centreret om vandfaldene. Den bedste måde at se vandfaldene på er fra forlystelsen Spokane Falls SkyRide.

Riverfront Rotary Fountain

Et yderst smukt og noget alternativt udført springvand, der sprøjter vand i alle retninger. Et dejligt sted at blive kølet ned om sommeren.

Sculpture Walk

En gåtur rundt i parken, hvor du ser 21 smukke og alternative skulpturer.

Pavilion

Se resterne af USA’s pavilion, som blev anvendt under Verdensudstillingen i 1974.

Spokane Falls SkyRide

Et kvarters rolig tur i en lukket gondol flyvende over Spokane. Det skal opleves! Turen starter ved Riverfront Park. Du kommer til at “flyve over” Spokane Falls, den tidligere art deco City Hall, Huntington Park Natural Area og den historiske Monroe Street Bridge.

Looff Carrousel

En klassisk børnekarusel fra 1909 med 54 heste, 1 giraf, 1 tiger og 2 kinesiske drager. Også yderst velbesøgt af voksne.Looff Carrousel

Frederik Meijer Garden and Sculpture Park

Frederik Meijer Garden and Sculpture Park

Frederik Meijer Garden and Sculpture Park

Hvis du er vild med smukke haver, skulpturer eller natur, så bør du skrive Frederik Meijer Garden and Sculpture Park i Michigan på din bucket list. Her vil du opleve et overflødighedshorn af havekunst, planter og skulpturer. Og du kan roligt medbringe børnene eller børnebørnene. Der er nemlig en børnehave med masser af oplevelser for sanser, krop og hjerne.

For den kunstinteresserede

Frederik Meijer Garden and Sculpture Park danner den perfekte ramme for en kunstoplevelse. De udendørs skulpturer kan du se fra mange vinkler og de står ude blandt træer, enge, bække, bakker og dale. Flere af skulpturerne er inspireret af naturen og udeliv, f.eks. en sovende mand på en bænk. Der er mere end 200 permanente skulpturer, hvoraf nogle står ude og nogle står inde. Derudover er der løbende særudstillinger, hvor nogle af verdens dygtigste skulpturkunstnere udstiller deres værker. Nu er vi ikke eksperter i de mest berømte kunstnere indenfor skulpturkunst. Men er du, vil navne som Pablo Picasso, Auguste Rodin, Barbara Hepworth og Ai Weiwei sikkert sige dig noget. Men uden at være kender, kan vi fortælle at parken har nogle utrolig smukke skulpturer – American Horse, Male/Female, Iron Tree, Gilded Champagne Gardens Chandelier og Grand Rapids Arch er blot nogle af dem.

Smukke haver

De fleste folk nyder nok synet af en smuk og frodig og veldesignet have. Dem er der mange af i Frederik Meijer Garden and Sculpture Park. Besøg deres smukke japanske have, bondegårds have, victorianske have, tropiske væksthus og meget meget mere. Er du vild med planter fra mange forskellige klimabælter, så er dette stedet. Nyd alt fra orkideer, palmer, ørkenplanter til våde frodige damme. Nyd også de kunstige vandfald eller deres smukke sommerfuglelabyrint. For børn anbefales Lena Meijer Children Garden med sansehave, vandlegeplads, labyrinter og arkæologisk udgravningssted.

Frederik Meijer Garden and Sculpture Park

Santa Cruz Beach Boardwalk

Santa Cruz Beach Boardwalk

Santa Cruz Beach Boardwalk

Santa Cruz Beach Boardwalk er en forlystelsespark ud til Stillehavet. Den blev grundlagt i 1907 og er dermed den ældste af Californien’s nuværende forlystelsesparker. Forlystelsesparken ligger med direkte adgang til en lækker sandstrand. Ud over karuseller, rutchebaner med mere, er der også masser af klassiske arkadespil, mad og snacks. Kombineret med en strandtur, er det opskriften på en perfekt feriedag.

Der er både vilde forlystelser, forlystelser for hele familien og forlystelser designet specielt til børn. Santa Cruz Beach Boardwalk er især kendt for The Dipper, en gigantisk historisk rutchebane udført i træ. Den har været i funktion siden 1924. Den er 21 meter høj og har en hastighed på 89 km i timen. Rutchebanefans fra hele verden valfarter til Santa Cruz for at afprøve The Dipper. Santa Cruz Beach Boardwalk har nogle virkelig fede forlystelser, hvor man kan nyde udsigten over strandlinjen og Stillehavet på den pænt vilde måde. Cliff Hanger, Cyclone og Fireball er blot nogle af dem. Vil du prøve en mere rolig historisk forlystelse, så skal du hoppe ombord på Cave Train. Her kommer du under forlystelsesparken og på opdagelse i en selvlysende hule. Just do it! Deres Sky Glider eller Sea Swings anbefales for lidt større børn, der gerne vil nyde udsigten.

Santa Cruz Beach Boardwalk tilbyder også minigolf, laserskydning, bowling og masser af spillemaskiner med mere. Der er mange sjove arkadespil for både børn og voksne. Udvalget af mad og snacks er massivt, så du behøver ikke gå derfra på tom mave.

Der er gratis adgang til parken, men du skal naturligvis betale for det du prøver. Et sted med en fed stemning, hvor du samtidig kan nyde solen og strandlivet.

Santa Cruz Beach Boardwalk

 

La Brea Tar Pits

La Brea Tar Pits and George C. Page Museum

La Brea Tar Pits and George C. Page Museum

Vidste du at der i hjertet af Los Angeles er et verdenskendt arkæologisk udgravningssted fra istiden? Og at der her er fundet og til stadighed bliver fundet mange interessante istidsfund. Ud over løbende udgravningssteder er her også et museum, en park med skulpturer af istidsdyr og så kan du se en boblende naturlig asfaltsø. Du kan kigge med når arkæologer og forskere gennemfører nye udgravninger og prøver at få de mange små dele sat sammen til f.eks. en lårbensknogle. Og museet indeholder intet mindre end over 1 million fossilfund fra 350 forskellige arter. Desuden har de et 15 minutters optræden med special effects især børn vil elske og en 3D film, hvor du bliver taget med tilbage til istiden.

Den boblende asfaltsø

En tar pit er en naturlig asfaltsø. I Los Angeles findes der flere af disse i Hancock Park. Her siver naturlig asfalt op til overfladen. Det flydende asfalt er olieholdigt

og stammer fra det underjordiske Salt Lake Oil Field under området. Naturlig asfalt er løbet til overfladen i mange år og derfor er dyr gennem tiden blevet fanget i disse asfaltsøer og er sunket til bunds. Og når et dyr først var fanget, kom et større dyr måske forbi som gerne ville æde det. Og så led det samme langsomme død. Disse asfaltsøer har været dækket af blade, støv, sne, vand eller andet, der har betydet det ikke var let for dyrelivet at opdage disse, før de var fanget. I en tar pit findes derfor rigtig mange skeletter fra dyr og i La Brea Tar Pits er der fundet rigtig mange dyreskeletter fra istiden. Der er fundet knogler der er hele 38.000 år gamle.

De naturlige asfaltsøer i området er i dag spærret af. Man vil ikke risikere at storbyens mennesker eller dyr fanges i disse.

Indianerne brugte den naturlige asfalt fra La Brea Tar Pits til at forstærke deres både. I 1769 blev de opdaget af en gruppe af spanske udforskere, som var dybt imponerede og uvidende omkring fænomenet. I 1901 opdagede man der gemte sig forhistoriske dyreskeletter i asfalten og i 1913-1915 foregik de første udgravninger i La Brea Tar Pits.

Når du besøger La Brea Tar Pits og George C. Page Museum kan du se en af disse boblende naturlige asfaltsøer. Museet er faktisk bygget på pæle ovenpå området, så der er hul i gulvet, hvor du kan se en “tar pit” midt inde på et museum. Det er altså genialt udført og ret fedt!

La Brea Tar Pits

Arkæologer og palæntologer i aktion

På museet kan du følge arkæologer og palæntologer. Du kan se dem i gang med aktuelle udgravninger. Og du kan også se dem arbejde i museets Fossil Lab. Sidstnævnte er lokaliseret i midten af museet og du kan gennem glasvinduer følge deres arbejde. Her kan du se hvorledes indsamlede istidsfund fra La Brea Tar Pits renses, undersøges og forberedes til museets udstillinger. Det er dyr som sabeltigre, mammutter, ulve, firben, kaniner, høge med mere der findes i områdets naturlige asfaltfælder.

Masser at opleve på museet

Museet viser de mange ting der er fundet, primært fra istiden, i La Brea Tar Pits. Desuden fortæller udstillingerne om hvorledes området så ud under istiden. Museet tilbyder den guidede tur Excavator Tour, som ikke koster ekstra at deltage i. Her viser en guide dig rundt hvor der udføres udgravninger, i Fossil Lab og til den boblende asfaltsø. Den guidede tur kan godt anbefales. Har du mindre børn med vil de nok finde det lidt langhåret og så anbefaler vi at gå rundt på egen hånd. 3D-filmen Titans of the Ice Age er lærerig, flot udført og et kig værd. Desuden anbefaler vi museets interaktive teaterstykke Ice Age Encounters til alle børnefamilier.

I parken udenfor museet kan du se skulpturer af nogle af de fundne istidsdyr. De er super fine og gør det mere visuelt forståeligt for børn.

 

La Brea Tar Pits

NATIONAL MUSEUM OF THE US AIR

The National Museum of the United States Airforce

The National Museum of the United States Airforce

Verdens både ældste og største militære flymuseum findes i Ohio. Her er mere end 360 fly og missiler. Og det stopper ikke her, for der er meget mere at se og opleve på museet. Museet er lokaliseret på Wright-Patterson Air Force Base og har eksisteret siden 1923. Museet er lokaliseret i fire store flyhangarer.

Det bedste af det hele er dog, at du slet ikke behøver drage til Ohio for at opleve museet. Det kan du gøre hjemme fra sofaen, under en varm dyne med en god kop kaffe. Museet tilbyder nemlig en gratis virtuel tur rundt på størstedelen af museet. Det er naturligvis ikke det samme som at være der, men noget billigere end at drage til Ohio. Den virtuelle tur er delt op i forhold til museets forskellige udstillinger og er let at navigere rundt i. Prøv det her.

Og vil du opleve endnu mere, så er der også mulighed for det, når du sidder i bilen på vej til arbejde. Museet tilbyder en række gratis podcast, som kan downloades fra deres hjemmeside. Se udvalget af podcast her. Du kan f.eks. høre om deres Early Years udstilling, deres Korean War udstilling og meget meget andet. Det er spændende at lytte til.

Museet er delt op i de forskellige perioder, hvor fly er anvendt i amerikansk krigsførelse. Du kan således se udstillinger om de første krigsfly, fly fra Anden Verdenskrig, Koreakrigen, Vietnamkrigen og Den Kolde Krig. Og så er der en udstilling med henholdsvis missiler og rumfart. Hver udstilling er fyldestgørende. Der er f.eks. 56 forskellige typer fly fra Anden Verdenskrigs perioden. I rumfartsudstillingen kan du se fly, rumskibe, missiler, satellitter og diverse interessante temaudstillinger.

NATIONAL MUSEUM OF THE US AIR

Historiske fly

Museet har en række historiske fly. Du kan se den Boeing B-29 Superfortress, der kastede en atombombe over Nagasaki d. 9. august 1945 under Anden Verdenskrig. Folk kommer også for at se deres Convair B-36 Peacemakers, der var i funktion fra 1949-1959. Du kan også se en North American XB-70 Valkyrie og en Boeing B17-F Memphis Belle. Er du til de amerikanske præsidenters fly, så er dette også stedet. Se fly anvendt af præsidenterne Roosevelt, Truman, Eisenhower, Kennedy, Johnson og Nixon. Du kan se det fly der fløj Kennedy til Dallas og hans døde krop tilbage til Washington. Et andet historisk fly er en C-141 Hanoi Taxi, som fløj de første befriede amerikanske krigsfanger hjem til USA fra Vietnam.

NATIONAL MUSEUM OF THE US AIR

Museet huser også masser af uniformer og genstande fra det amerikanske flyvevåben. Der er også en stor udstilling om de første pionere indenfor flyvning, i særdeleshed om  brødrene Wright. Museet huser også National Aviation Hall of Fame, hvor personer der har udrettet noget særligt hyldes.

Der er masser af udstillinger og det er umuligt at se det hele på en dag. Der er f.eks. en udstilling om udviklingen af det amerikanske luftvåbens kendingssang, en udstilling om Holocaust, om modelfly og om kunstværker inspireret af fly. En guidet tur anbefales, men ikke at tage børn med på, medmindre de er super flynørder. Det bliver for langt og for detaljeret.

Der er en biograf der viser film om luftfart, flyvevåbnet og rumteknologi, men også helt almindelige film og serier. Og så kan du prøve en række fede og mere eller mindre vilde flysimulatorer. For de mindste er der en lille flyinspireret legeplads udenfor museet.

Det er gratis at besøge museet, dog skal du betale for at prøve deres flysimulatorer og se film i biografen.

NATIONAL MUSEUM OF THE US AIR

Seacrest Wolf Preserve

Seacrest Wolf Preserve

Seacrest Wolf Preserve tilbyder guidede ture ind i et større ulvehabitat i det nordvestlige Florida, hvor ulvene lever vildt. Her er tre ulveracer; gråulve, arktiske ulve og British Columbian ulve og du kommer helt tæt på dem.
De tilbyder guidede ture hver lørdag og de skal bookes på forhånd. Man skal være 10 år for at deltage på turen.
Den guidede tur tager 3,5-4 timer. Her kommer du på gåben rundt i ulvehabitatet og kommer helt tæt på ulvene. Undervejs er der masser af facts om ulvene der præsenteres. Du får også mulighed for at fodre vaskebjørne, klappe et stinkdyr, lege med ræve og møde en prærieulv.
Kan du få det til at passe med at besøge dette sted på en lørdag, så gør det. Det er en fed dyreoplevelse, der ikke lige går i glemmebogen.
Læs meget mere på deres hjemmeside.

Weeki Wachee Springs State Park

Weeki Wachee Springs State Park

Normalt forbinder man de amerikanske state parks med vandreture, bjergtinder, skovsøer, telte og lejrbål. Men besøger du Weeki Wache Springs State Park i Florida er det en helt anden oplevelse du kommer hjem med: Vandrutchebaner, havfrueshow og ture i river boat. Desuden finder man det største kendte ferskvandsfyldte hulesystem i USA i Weeki Wachee Springs State Park.

Weeki Wachee Springs State Park beskriver sig selv som et fortryllet sted. Mange kommer for at bade i deres vandpark Buccaneer Bay, hvor man bader i en naturlig kilde. Her er fire vandrutchebaner, sandstrand, legeområde for børn under 7 år (Lil Mates Caribbean Cove) og masser af mulighed for at svømme og snorkle. Du kan også lege en water-tube (stor oppustet badering) og flyde med strømmen ned af Weeki Wachee River der går langs badeområdet. For åbningstider tjeck på Weeki Wachee Springs State Park’s hjemmeside.

Du kan også leje kanoer og kajakker i parken og ro ned af Weeki Wachee River. Det er smukt og det er en fed naturoplevelse. Og ja du er ude i naturen, så du kan godt møde en alligator. I højsæssonen kan du også komme op af Weeki Wachee River i river boat.

Parken er kendt for sine havfrueshows, som har kørt i årtier. Ja faktisk har der været havfrueshows her siden 1947. Her kan du bag tykke glasruder se kvindelige dykkere, synkronsvømmere og undervandsperformere i havfruekostumer udføre et flot og fascinerende show.

Der er også mulighed for at komme ud at gå i den smukke og frodige natur i Florida, da der er et system af mindre vandrestier i parken.

I højsæssonen kan du købe mad, drikkevarer og snacks i parken.

Et besøg i Weeki Wachee Springs State Park er den perfekte måde at tilbringe en varm dag i Florida på. Her er flere lokale og færre turister fra hele verden, som du ellers ser i hobetal mange andre steder i Florida. Og så er det langt billigere end de kommercielle vandparker. Og fordelen er du bader ude i naturen, ude i det rigtige Florida, ikke i et forlystelsesarkitektdesignet kopi af en ø i Stillehavet.

Roadtrip

International Car Forest of the Last Church

International Car Forest of the Last Church

Vil du se en alternativ installation, så skal du besøge International Car Forest of the Last Church. Her ser du mere end 40 biler og lastbiler, som er smidt rundt i et øde område udenfor den lille by Goldfield i Nevada og malet med grafitti. Grafittimalingen kan være alt fra kranier til karrikaturer af politikere. Nogle af bilerne er placeret ovenpå hinanden, andre nedgravede. Hvert køretøj er malet med et unikt grafittitema.

Stedet benævnes som verdens største nationale junk bil skov og som en kunstners legeplads.

Projektet er skabt af to kunstnere – Chad Sorg og Mark Rippie. De er desværre blevet uvenner siden de har udført installationen. Mark Rippie startede projektet og inviterede andre kunstnere til at komme og lege med. Chad Sorg blev så fascineret, at han rykkede teltpælene op – fra Reno til Goldfield, for at arbejde på projektet.

Det noget mystiske navn er sammensat af to ting. En vision om at skabe en bil skov med fri offentlig adgang. Og så Mark Rippie’s hjemmeside Last Church, hvor han deler nogle af sine alternative religiøse teorier.

Er fedt sted at strække benene og nyde lidt roadside art og outsider art.

 

Smithsonian’s National Zoo & Conservation Biology Institute

Smithsonian’s National Zoo & Conservation Biology Institute

Kender du Smithsonian museerne i Washington DC? En række museer i verdensklasse, som er skabt til alle skal have adgang og dermed er de gratis at besøge. Et af dem er National Zoo. En af USA’s bedste zoo’s, kendt for sine pandaer og sin aktive rolle i at beskytte og bevare klodens dyreliv. Deres motto er “We save species”. Et besøg værd – ja i den grad!

National Zoo er inddelt i tre områder. Upper Zoo, Valley og Lower Zoo.

I Upper Zoo er hovedattraktionen det store panda reservat. Derudover kan du se geparder og lære om hvad National Zoo gør for at beskytte dem. Der er også amerikansk bison og elefanter og masser af asiatiske dyr.

I Valley kan du se amerikanske dyr, blandt andet bjørne og ørne. Og så er der en børnefarm, hvor børn kan se bondegårdsdyr og klappe geder.

I Lower Zoo finder du aber, kæmguruer, små pattedyr samt krybdyr.

Der tilbydes løbende gratis 2-timers guidede ture i zoo, hvor man lærer mere om dyrene og hvorledes National Zoo arbejder for at beskytte truede arter.

Der er et stort udvalg af snacks og mad og kaffen er “bird friendly”. Det betyder ud over at kaffen er økologisk, at der i dyrkningen af den tages hensyn til at skabe og ikke ødelægge gode fugle habitater. Der er fokus på høj biodiversitet til trods for kaffedyrkning.

 

 

Shoshone Falls Park

Shoshone Falls Park

I byen Twin Falls i Idaho findes Shoshone Falls. Vandfaldene kaldes “Niagara of the West” og det giver faktisk rigtig god mening. Ligesom Niagara Falls er Shoshone Falls et bredt vandfald, der løber ud over en ca. 300 meter bred kant. Vandet løber ned i Snake River, der med tiden har gravet en kløft ned i terrænnet også kendt som Snake River Canyon. Shoshone Falls er faktisk højere end Niagara Falls. Vandet falder 65 meter ned, hvilket er 14 meter mere end Niagara Falls. Og ligesom Niagara Falls er det både et fascinerende og smukt syn.

Det bedste tidspunkt at besøge vandfaldet på er i foråret, hvor det fødes med masser af vand. Helt op til 570 m3/s kan der løbe over vandfaldet på en våd dag i foråret. Om sommeren og efteråret er der knap så meget vand i det og vandfaldet mindskes i bredden.

Du kan se vandfaldet ved at besøge Shoshone Falls Park. Du betaler et mindre gebyr for at køre ind i parken. Parken byder på:

– udsigtspunkter over Shoshone Falls

– vandrestier med udsigt over den smukke Snake River og Snake River Canyon

– vandresti til smukke Dierkes Lake

– vandresti til det punkt hvor Evel Knievel hoppede i 1974 (læs mere nedenfor)

– legeplads

– soppesø

– grønne områder

– udstilling primært om vandfaldene

– kiosk

Det er en super hyggelig park, som vi tilbragte flere timer i. Vi havde vores dengang 3-årige søn med og det var det perfekte stop. Han nød at gå tur langs Snake River Canyon, lege fange og gemme i de grønne områder, lege jorden er giftig på legepladsen og soppe i søen. Vandfaldene synes han også var flotte 😄.

I 1974 forsøgte vovehalsen Evel Knievel at flyve over Snake River Canyon i en hjemmelavet raket. Det lykkedes ikke og mirakuløst slap han med en brækket næse.

 

Lucy the Elephant

Lucy the Elephant

Verdens største elefant finder du i New Jersey. Den er dog ikke levende! Lucy the Elephant er dog ikke hvem som helst. Den blev konstrueret helt tilbage i 1881 og er dermed USA’s ældste overlevende roadside turist attraktion.

Lucy blev designet af James V. Lafferty. Han havde få år forinden søgt patent på at bygge bygninger formet som dyr. Lucy the Elephant blev bygget for at booste salget af ejendomme i Margate City og tiltrække turister. Lucy er bygget af træ og tinfolie.

Og Lucy er ikke helt lille. Den vejer 90 tons og er den 11. højeste statue i USA. Den er knap 20 meter høj.

Du kan betragte Lucy udefra eller gå på opdagelse inde i den. Der tilbydes guidede ture ind i Lucy, hvor du hører om elefantens arkitektur og historie. Og så får du mulighed for at tage den snoede trappe op til toppen af Lucy, hvor du kan nyde udsigten over hele området.

Tjek åbningsdage og åbningstider her

 

Craters of Diamonds State Park

Craters of Diamonds State Park

Det lyder næsten for godt til at være sandt! Men i Craters of Diamonds State Park er der siden 1906 fundet mere end 75.000 diamanter. Der er stadig diamanter i området og finder du en, så er den din. Det er det eneste sted i USA, hvor der er offentlig adgang til en kendt diamantforekomst. Så drop at prøve lykken i Las Vagas og drej bilen mod øst, i retning af Arkansas. Børnene vil også elske stedet. Der er en fed vandlegeplads, et museum og en campingplads hvis du vil lede efter diamanter i dagevis.

Det rigtige grej og så i gang

Du har næppe dit eget udstyr til at finde diamanter, men fortvivl ikke. Det kan du leje i Craters of Diamonds State Park. Besøg deres Visitor Center, hvor det lejes ud.

Du må søge efter diamanter på et 14 hektar stort område. Her er jorden vendt og pløjet. Jorden stammer fra en eroderet overflade af et vulkansk krater. Du leder efter diamanterne lige præcis der hvor de findes naturligt. Du skal være heldig, hvis du finder en diamant, men der er også mineraler og ædelsten. Og du må lede ligeså længe du lyster, indenfor parkens åbningstid.

Hvad kan du finde

Siden stedet blev en State Park med offentlig adgang i 1972 har besøgende fundet 33.100 diamanter. Diamanterne findes i Craters of Diamonds State Park i tre nuancer; hvid, brun og gul. Du kan også finde ametyst, jasper, quartz med mere naturligt forekommende i parken. De ansatte i parken hjælper med at identificere hvad du har fundet. Det er ganske gratis.

Der er fundet flere større diamanter i parken, blandt andet diamanten Uncle Sam, som er den største diamant der nogensinde er fundet i USA.

Diamond Discovery Center

Medmindre du er ekspert i at finde diamanter, vil vi anbefale du starter ved Diamond Discovery Center. Her kan du lære om de forskellige teknikker og fif til at finde diamanter. Du kan også se en række diamanter, ædelsten og mineraler, som er fundet i parken. Ved parkens Visitor Center lige ved siden af, lejer du udstyr og her er også løbende fremvisninger af hvorledes man leder efter diamanter. Desuden er der udstilling om parkens historie, fund med mere.

Og derefter er det bare ud at lede. Du parkerer ved parkens Visitor Center og derfra kan du gå til det område du må lede i. Husk at medbringe væske, snacks, solcreme, solhat, regntøj eller hvad vejret byder. Du sidder uden læ eller skygge på en åben mark. Børn kan sagtens deltage i at lede efter diamanter, men det er naturligvis en aktivitet der kun kan fastholde større børn i længere tid.

Når du bliver træt af at lede

Måske ikke alle på rejseholdet synes det er lige fedt at lede efter diamanter en hel dag. Men fortvivl ikke. Om sommeren er der et fedt soppebassin/vandlegeplads der er åben. Her vil yngre børn uden tvivl kunne bruge mange timer. Et besøg på Kimberlite Cafe kan også være tiltrængt efter en diamantjagt, om det lykkedes eller ej. Der er også små hyggelige vandrestier i parken, hvis du trænger til at strække ben.

Vi fandt intet – men må prøve lykken en anden gang.

Blue Whale of Catoosa

Blue Whale of Catoosa

Blue Whale var et af de kendeste stop langs Route 66. Her var det muligt at få sig en dukkert, nyde sin medbragte mad og se på krybdyr i det lille zoo på stedet.
I dag kan du ikke bade der mere, men du kan se og gå ud i den iøjenfaldende blå hval. Det er et stop der hører til på enhver Route 66 tur.
Der er en meget lille souvenierbutik på stedet. Det er gratis at besøge den blå hval, men de bliver glad for en lille frivillig donation. Stedet er næppe en guldgrube i dag.
Den blå hval er bygget ude i en lille sø af Hugh Davis. Den blev bygget i starten af 1970’erne til hans kone, der samlede på hvalfigurer. Den var færdig i juli 1972 og var 6 meter høj og 24 meter lang.
Planen var familien skulle benytte den som badebro. Han tænkte det var stedet hvor børnebørnene kunne lege. Imidlertid var der så stor interesse for at bade der både fra lokale og rejsende langs Route 66, at han gjorde stedet offentligt. Hugh Davis sørgede for der kom sandfront rundt om den lille sø, opstillede borde og bænke og hyrede en vagt. Desuden byggede han det lille krybdyrs zoo A.R.K. Desuden kunne man i en periode møde indianerchefen Wolf-Rube Hunt fra Acoma-stammen på stedet. Han var i familie med Hugh Davis.
Når du besøger den blå hval skal du kigge efter en rebstige, som leder til et hemmeligt rum i hvalens hoved. Prøv desuden at finde den korte natursti, der leder dig til et punkt, hvor du kan se hvalen fra en lidt anden vinkel end de fleste ser den. Kan du ikke finde naturstien, så spørg i den lille souvenierbutik efter “the nature trail”.
Du må gerne fiske på stedet, men skal sætte det ud du fanger igen.

Mall of America

Mall of America

Mall of America er USA’s største mall (indkøbscenter) propfyldt med et kæmpe udvalg af butikker, madsteder og underholdning. Det lyder måske lidt skørt, men du kan sagtens bruge mere end en dag der, hvis du vil opleve det meste – for det er gigantisk. Det er også det perfekte stop for børn og teenagere, der trænger til at blive underholdt.

Butikker og restauranter i overflod

Du finder nærmest alt i butikker og mad, så det er et fantastisk sted at shoppe, gå på opdagelse og spise en masse god mad. Der er både fastfood restauranter og “rigtige” restauranter og du kan spise amerikansk eller mad fra hele verden.

Af butikker er der de mange kæder, som du finder mange steder i USA og så de lidt mere unikke og sjove. Der er i 2019 ca. 520 butikker i Mall of America.

Mall of America har ca. 40 millioner besøgende om året. De kommer fra Minnesota, USA og Canada, ja faktisk fra hele verden. Mall of America er en af USA’s største turistattraktioner. Mall of America åbnede i 1992 med 330 butikker og 10.000 ansatte og det er kun blevet større siden.

Har du børn eller teenagere med, så kig forbi Air Traffic Kites and Games, som har en masse fedt, blandt andet diverse brætspil, jonglergrej, drager, yo-yo’er, boomerangs med mere. Og ja det er også helt ok at shoppe der uden det er til børn.

Events

Mall of America har over 400 events om året, så tjeck på deres hjemmeside hvad der sker, når du kommer forbi. Events kan være koncerter, mulighed for at møde en kendt person, modeshows eller teater for børn.

Attraktioner

Der er så meget at prøve og opleve i Mall of America. Hvad med en af følgende muligheder, som blot er et udpluk.

Amazing Mirror Maze – en af verdens største spejllabyrinter. Her skal du finde igennem en gigantisk spejl- og lyslabyrint. Det er både fascinerende og sjovt. Spejllabyrinten vurderer vi ikke er egnet for yngre børn.

FlyOver America – en virtuel flyvetur hen over enten USA eller Canada, hvor du besøger en række stater og kendte steder.

The Escape Game – et virkelig fedt escape room, hvor du og dit team kan vælge mellem 5 missioner; Mission: Mars, Gold Rush, The Heist, Prison Break og Special Ops. The Escape Room i Mall of America er kendt for at være utraditionelt og bringe nye dimensioner til escape rooms.

SMAAASH – et koncept der inkluderer virtual reality, sport og spisning. Dit større barn eller teenager vil elske det her sted. Besøg deres hjemmeside LINK og du vil glæde dig til at blive fodboldstjerne, rumpirat, drone angriber, basketballstjerne eller racerkører for en dag.

SEA LIFE Minnesota Aquarium – se hajer, skildpadder, søheste og meget andet og prøv akvariets interaktive aktiviteter.

Moose Mountain Adventure Golf – en 18-huls minigolfbane bygget op om et nordligt tema med masser af træ, elge, heste med mere. Der er flere minigolfbaner i Mall of America at vælge imellem.

GameWorks – fed bowlingbane og mere end 120 arkadespil.

Nickelodeon Universe – verdens største indendørs forlystelsespark med karaktererne fra Nickelodeon kanalen. Vi synes parken henvender sig primært til yngre børn og vil anbefale den for de 2-10 årige.

Crayola Experience – over 20 fede aktiviteter med farver og videnskab. Vi anbefaler det for de 4-10 årige

 

Musee Mequanicie Fishermans Wharf

Musee Mequanicie Fishermans Wharf

På Pier 45 på Fishermans Wharf finder du over 200 antikke arkadespilmaskiner samt mekaniske musikbokse, der alle er i funktion. Det er stedet du kan prøve spillemaskiner fra før tiden med computerspil, IPads og YouTube. Af erfaring kan vi fortælle at både voksne og børn vil elske det og der kan let bruges meget tid og mange mønter her.

Lokale og internationale arkadespilsmaskiner og musikbokse

Mange af de antikke arkadespillemaskiner og mekaniske musikbokse stammer fra San Francisco Bay området. Desuden er der også en række internationale versioner at finde på museet. Samlingen går også under navnet The Zelinsky Collection og er familieejet. Der er et væld af arkadespil, en spåkvinde, antikke fotobåse og meget andet. Nogle af spillemaskinerne og musikboksene er over 100 år gamle. Stedet er kendt for sin gypsy fortune teller fra 1914 og Laughing Sal. Spillemaskinerne og musikboksene er indsamlet over en længere årrække af Edward Galland Zelinsky, der også restaurerede dem. Han startede samlingen som blot 11 årig.

Gratis indgang – men det koster at prøve

Der er fri indgang til museet. Og det er uden tvivl en god gratis oplevelse at gå rundt og betragte de antikke arkadespillemakiner og melaniske musikbokse. Vil du prøve dem, skal du blot indsætte en mønt. Priserne er bestemt rimelige, men det anbefales at beslutte sig for hvor mange penge man vil benytte inden – for man får lyst til at prøve alle de over 200 maskiner, og nogle af dem mange gange. Maskinerne koster fra 1 cent til 1 dollar at prøve. De fleste koster 25 cent eller 50 cent. På flere af maskinerne kan man spille mod hinanden og her kan man betale pr. deltager. Har du ikke mønter med, så kan du hæve mønter eller veksle fra sedler til mønter på museet.

Vores 6 årige var dybt fascineret over stedet og de antikke spillemaskiner faldt i ligeså god jord som de moderne i Las Vegas.

Pirates Cove Adventure Golf

Pirates Cove Adventure Golf

I Florida kan der være varmt, rigtig varmt. En rigtig god måde at slutte dagen af på er et spil minigolf efter solen er gået ned og temperaturen er mere behagelig.

Pirates Cove Adventure Golf har nogle virkelig gode baner. De er flot designet, kreative, udfordrende, velvedligeholdte og pæne. Her spiller du minigolf i et univers af pirater med sunkne piratskibe, vandfald, palmer, fangekældre og meget andet. Der har uden tvivl været dygtige forlystelsesarkitekter inde over.

Stedet kan anbefales for både børn, teenagere og voksne. Yngre børn skal have lidt hjælp eller særregler, så de ender med at vinde alligevel.

Dette er minigolfbanen, der får alle andre minigolfbaner du har prøvet til at blegne.

Minigolfbanen er veloplyst om aftenen.

Wall Drug

Wall Drug

Wall Drug

Over 2 millioner mennesker besøger årligt Wall Drug til trods for en meget øde placering i flækken Wall, langt væk fra de største turistattraktioner i USA. Men Wall Drug kan også noget særligt, et unikt sted med en bemærkelsesværdig historie. Et eksempel på The American Dream kan lykkedes, hvis du tør. Og kører du på Interstate 90 fra Minnesota til Billings i Montana, så ser du så mange kreative reklameskilte for Wall Drugs, at nysgerrigheden næsten ikke kan andet end at drive dig dertil. Skiltene starter flere 100 km væk fra Wall Drug på begge sider af Interstaten. Det er kendte artister som Dobby Hansen og Barry Knutson, der har skabt disse reklameskilte.

 

Cowboy-tema shopping

Wall Drug er et shopping kompleks med et gennemgående cowboy-tema. Her kan du købe alverdens mere eller mindre mærkværdige og fantastiske ting. Det er et sted, der henvender sig til turister og rejsende. Et sted hvor man kan slukke tørsten og stille sulten. Et sted hvor man kan  shoppe gaver og souveniers. Og et sted hvor ungerne kan blive rørt. Der er onmkring 4.500 m2 shoppingareal i wall Drug. Du findere et kæmpe udvalg af cowboystøvler, cowboyhatte, westersouveniers, indianersouveniers, bøger, legetøj, kasketter, T-shirts, slik, popcorn, smykker, magneter og meget andet. Det er stedet, hvor alle i selskabet ganske givet vil finde en souvenier, som er værd at bringe med hjem.

 

Lækker mad og western kunst

Restauranten i Wall Drug er kendt for at have en af de største samlinger af kunst fra westerntiden. Det i sig selv gør det værd at nyde et måltid her. Det er den største private samling af westernmalerier og der findes mere end 300 originale malerier i samlingen. Samlingen inkluderer værker af Gutzom Borglum, Oscar Howe, NC Weyth og Harvey Dunn. Der kan være mere end 500 mennesker i restauranten. Specialiteterne er hjemmelavede donuts, buffalo burgers, kaffe til blot 5 cent, sandwiches med varmt kød, frugttærter og is. Der serveres både snacks, morgenmad, frokost og aftensmad. For de lækresultne, er der om sommeren masser af hjemmelavede floats og shakes og en stor soda fountain.

 

The backyard

Det bedste ved Wall Drug er The Backyard. Wall Drug ligger i en pænt øde og flad del af South Dakota, hvor der ikke sker så meget. Mange besøger Wall Drug på vej mod Mount Rushmore området mod vest. De rejsende trænger virkelig til at strække ben, især hvis der er børn med på turen. The Backyard tilbyder mulighed for sjov og leg for alle, især for den yngre generation. Man kan komme op at sidde på en kæmpe Jackalope, som er et væsen der er en krydsning mellem en kanin og en antelope, ged eller hjort. Du kan også blive fotograferet ved siden af en kæmpe T-Rex eller sprøjte med vand i Train Station Water Show. Sidstnævnte er virkelig en fantastisk aktivitet på en varm sommerdag på prærien. Der er også mulighed for at lege guldgraver. I mens kan de voksne nyde en taco eller en pizzaslice i skyggen. Det allerbedste ved The Backyard er dog de 1.400 historiske fotos fra South Dakota. Snyd ikke dig selv for at bruge tid på at gå på opdagelse blandt disse.

 

Gratis isvand

Hvis der er noget Wall Drug er kendt for, så er det at tilbyde gratis isvand. Det har Wall Drug næsten altid gjort. Dengang før bilerne havde airconditions, var det noget der lokkede mange rejsende forbi, som var ved at krydse den varme prærie om sommeren. I 1931 var Wall i South Dakota en lille prærieby med 326 indbyggere. De klarede den lige netop, men var bestemt en befolkning der kæmpede for at få mad på bordet. I december 1931 erhvervede Ted og Dorothy Hustead sig et lille apotek i Wall. Efter få dage kunne de konstatere, at det kom de ikke til at leve af. I stedet for at give op, valgte de at tænke alternativt i forhold til at få kunder til at stoppe ved lige netop deres butik. De startede med at tilbyde gratis isvand. Og så startede de en massiv marketingkampagne med reklameskilte for deres lille butik, langs vejene der førte til Wall. Denne strategi førte til at folks interesse blev vakt mange kilometer fra Wall.

Wall Drug udviklede sig fra et lille apotek til en blomstrende roadside attraction med over 2 millioner besøgende om året.

Find et hotel ved Wall Drug

 

Wall Drug

 

Santa’s Workshop North Pole Colorado

Santa’s Workshop North Pole Colorado


santerSanta’s Workshop North Pole Colorado

Er du på Colorado Springs egnen og har du yngre børn med, så kan en dag i forlystelsesparken North Pole anbefales. En velgennemført juleoplevelse året rundt højt oppe i bjergene. Her kan sagtens bruges en hel dag med yngre børn – og de vil elske det.
Først og fremmest skal du være forberedt på, at parken ligger højt oppe i bjergene, så der er koldt. Husk derfor det varme tøj for at dagen bliver en succes.
Parken indeholder en række forlystelser, svævebane, en række shows og størst af alt julemandens by med julemandens hus.

Den største oplevelse for vores søn var uden tvivl at komme ind i julemandens hus og besøge julemanden. Den rare julemand gav sig god tid til at snakke med ham og han fik mulighed for at kigge rundt i huset. Vores søn var helt målløs af benovelse. Og det var en gennemført julemand og et gennemført julemands hus. Man får lov at komme ind i huset en familie af gangen, så man får oplevelsen for sig selv. Der er naturligvis mulighed for at få taget billede med julemanden og fortælle ham hvad man ønsker sig til jul.

I det hele taget var det en kæmpe oplevelse at gå rundt at kigge og opleve Julemandens by. I parken er der en række mindre shows, som fanger yngre børn så fint. Trylleshowet kan varmt anbefales til børn der ikke forstår så meget engelsk.

Forlystelserne henvender sig primært til yngre børn, der er dog også nogle få vilde – men en teenager kan næppe få en hel dag til at gå i parken. Vores dreng på dengang 3 år var vild med forlystelserne til de helt yngste og de skulle prøves igen og igen. Jeg vil anbefale stedet for familier med børn under 10 år.

Forældre kan nyde den friske bjergluft, de store grantræer, julestemningen og at have en fantastisk dag med ungerne.

Santa’s Workshop North Pole Colorado

For vores dreng var det uden tvivl et af turens højdepunkter.For dem der ikke har børn med anbefales det som et kortere besøg – det er en ægte amerikansk oplevelse og mulighed for at opleve en bid amerikansk jul, når den er allerbedst. Der kan naturligvis shoppes julepynt i parken, så der er lidt nyt på juletræet.